“Kødets” eller “legemets” opstandelse?

Lone Fatum, tidligere lektor ved Det teologiske Fakultet i København, har ret bombastisk hævdet, at vi må have fjernet ordet ”kødets opstandelse” fra trosbekendelsen og erstattet det med ”legemets opstandelse”, se hendes kronik i Kristeligt Dagblad derom her. At det er et ret bombastisk krav, hun kommer med, kan man se af kronikkens slutning, hvor det hedder:

Det er misbrug af ord, når folkekirken bekender tro på ”kødets opstandelse” og ikke som andre kirkesamfund på ”legemets opstandelse”. En ændring fra ”kødets” til ”legemets” ville svare til de nytestamentlige opstandelsesforestillinger, gøre nødløgne overflødige og sørge for, at tro på opstandelse ikke mere skal være et spørgsmål om, hvor mange kameler man kan sluge.

Nu har jeg gået og tygget på denne kronik et stykke tid, og jeg må egentlig stadig sige, at jeg ikke helt er klar over, hvorfor ordet ”legeme” bedre end ordet ”kød” skulle svare til de nytestamentlige opstandelsesforestillinger. De gamle latinske og græske kirkefædre, der har stået for ordlyden af den apostolske trosbekendelse, har åbenbart ikke følt det på den måde. For i den latinske udgave, som efter sigende er den retningsgivende, hedder det ”carnis resurrectionem”, hvilket ordret betyder ”kødets opstandelse”, og i en græsk parallel hedder det ”sarkos anastasin”, hvilket også betyder ”kødets opstandelse”. Så må det indrømmes, at der findes græske kirkefædre, som tilsyneladende er vant til et andet udtryk, nemlig ”anastasin nekrån”, hvilket betyder ”de dødes opstandelse”. Men dette kan være en afsmitning fra den trosbekendelse nummer to, som vi har, nemlig den nikænokonstantinopolitanske; sådan hedder det nemlig dèr. Johannes Værge har omtalt problemet i en artikel i Kristeligt Dagblad den 4-2, se her. Og han går ind for, at vi skal sige ”de dødes opstandelse”. Tja!

Lone Fatum tager 1 Kor 15,42-58 frem som illustration af forskellen mellem legemligt og kødeligt. Man må være klar over, siger hun, at for Paulus er kød og ånd absolutte modsætninger. Og det er også klogt at være opmærksom på, at i den antikke verden var ånd en stoflig substans. Så skriver hun:

Hvad Paulus skildrer [i 1 Kor 15,42-58, rr], er åndeliggørelsen af den samme legemlige skikkelse, som før var et menneske af kød og blod. Når forgængeligt kød aflægges og erstattes af uforgængelig ånd, forvandles en dødelig menneskekrop til en udødelig. Her drejer det sig tydeligvis ikke om fysisk, men om legemlig opstandelse i åndelig skikkelse.

Tydeligvis”, skriver Fatum. For mig er det nu alt andet end tydeligt. Blandt andet, fordi det er svært for mig at se forskel på en fysisk og en legemlig skikkelse. Men jeg kan da godt se, at hun prøver at få de problemer, Paulus slås med i 1 Kor 15, gjort forståelige for os moderne mennesker. Og han taler jo om et åndeligt legeme. Men det forekommer mig, at hun ikke følger sine egne retningslinjer her. Hun har tidligere skrevet:

Det, der kræves [af os teologer, rr], er et fortsat studium med kritisk reflekteret besindelse på, hvad fortidens tekster betyder, og hvordan denne betydning kan gøres vedkommende og begribelig i en stadig ny kontekst.

Og hun er godt nok nået frem til at besinde sig på, hvad fortidens tekster betyder, men hun har ikke fået denne betydning gjort vedkommende og begribelig i vor tids kontekst. For ærlig talt, om det er kødet eller legemet eller de døde, der opstår, lige uforståeligt er det, kamelen, der skal sluges, er lige stor.

Så er der en ting ved det nytestamentlige vidnesbyrd om opstandelsen, som ingen rigtig har gjort opmærksom på, som jeg ikke desto mindre synes hører med til billedet af den nytestamentlige tale, og som bestemt ikke gør tilegnelsen af ny testamentes tankegang lettere for os; der er, om jeg så må sige, tale om mindst en topuklet kamel. Den har med en ganske mærkelig sprogbrug hos ny testamente at gøre, man kunne sådan set kalde den en letsindig omgang med begreberne ”liv” og ”død”. Om den fortabte søn hedder det således ikke blot, at han var fortabt, men er blevet fundet, men også, at han var død, men er blevet levende igen (Luk 15,32). Det vil sige: dette, at forholdet mellem ham og faderen genoprettes, er identisk med, at han bliver levende igen. Men endnu mærkeligere er Paulus’ brug af ordet ”levendegøre” i Ef 2,5: Vi – både hedninger og jøder – var døde i vore overtrædelser, men er blevet gjort levende med Kristus, ja, fortsætter Paulus, er blevet oprejst med ham og med ham sat i himlen. Altså, opstandelsen har tilsyneladende fundet sted, vores opstandelse, altså, for i og med, at vi blev medlem af menigheden, oprejstes vi fra de døde, ja sattes af Gud i himlen sammen med Kristus.

Og klarest er måske Johannes. I Joh 5,24 hedder det, at den, der hører Jesu ord og tror ham, som har sendt ham, har evigt liv og kommer ikke for dommen, men er gået over fra døden til livet. Det er den samme tanke som hos Paulus, at i og med, at vi er medlem af menighedens tros- og kærlighedsfællesskab, er vi ikke længer undergivet dødens kræfter, men er levendegjort.

Hvis sådanne tanker har bemægtiget sig de første apostle og har bestemt den forkyndelse, de bragte, er der ikke noget at sige til, at Paulus må fremkomme med en god forklaring til thessalonikerne på, hvorfor nogle af menighedens medlemmer er døde; sagde Paulus ikke lige, at de alle var levendegjort, at de var oprejst med Kristus og anbragt i himlen? Hvordan kan så døden ramme dem? Paulus svarer således:

Brødre, vi vil ikke, at I skal være uvidende om dem, der sover hen, for at I ikke skal sørge som de andre, der ikke har noget håb. For så sandt som vi tror, at Jesus døde og opstod, vil Gud også ved Jesus føre de hensovede sammen med ham. For det siger vi jer med et ord af Herren: Vi, der lever og endnu er her, når Herren kommer, skal ikke gå forud for de hensovede. For Herren selv vil, når befalingen lyder, når ærkeenglen kalder og Guds basun gjalder, stige ned fra himlen, og de, der er døde i Kristus, skal opstå først. Så skal vi, der lever og endnu er her, rykkes bort i skyerne sammen med dem for at møde Herren i luften, og så skal vi altid være sammen med Herren. Trøst derfor hinanden med disse ord. (1 Thess 4,13-18).

Man kan af disse ord se, at Paulus lever i nærforventningens tid: Det kunne bestemt ikke vare længe, før Menneskesønnen ville komme på himlens skyer. Hvordan Paulus forestiller sig det legeme, han er iført til den tid, hvordan han forestiller sig Herrens legeme, det tror jeg ikke, det kan betale sig at spekulere over. Det er øjensynlig et legeme, der kan rykkes bort i skyerne. Men det er tydeligvis ikke det, der betyder noget for ham. Det væsentlige er dette, at ”så skal vi altid være sammen med Herren”.

Den samme tankegang finder vi i 1 Kor 15,51. Her hedder det:

Se, jeg siger jer en hemmelighed: Vi skal ikke alle sove hen, men vi skal alle forvandles, i ét nu, på et øjeblik, ved den sidste basun; for basunen skal lyde, og de døde skal opstå som uforgængelige, og vi skal forvandles.

Også her skelner han mellem dem, der ved Herrens genkomst allerede er døde, og så vi, der er tilbage, dvs. ham selv og andre kristne. Og dette, at vi skal forvandles, forklarer han her som identisk med, at det forgængelige legeme iklædes uforgængelighed. Forvandlingen er altså en iklædning. Men om man kan uddestillere noget, der kan gøre opstandelsen ved tidens ende forståelig eller måske endda acceptabel for os, forekommer mig tvivlsomt. Det er og bliver ved med at være et mirakel, uforståeligt i vore begreber. Men er det ikke også nok at vide, at vi til den tid ”altid skal være sammen med Herren”?

Og der er heller ikke noget at sige til, at nogen har misforstået sagen, så de mener, at opstandelsen allerede har fundet sted. Det er en tanke, som forfatteren af 2 Tim vender sig imod, 2 Tim 2,17f:

Til dem hører Hymenæus og Filetus, som begge er kommet bort fra sandheden ved at påstå, at opstandelsen allerede har fundet sted, og de nedbryder troen hos mange.

Jeg vil gætte på, at det, der menes med den forestilling, er, at vi ejer kærlighedslivet i menigheden som noget irreversibelt, og at forestillingen allerede rammes af Paulus’ ord i 1 Kor 10,12:

Derfor skal den, som tror, at han står, se til, at han ikke falder.

Men man kan ikke nægte, at Hymenæus og Filetus i og for sig siger det samme, som der siges i Joh 5,24 og i 1 Joh 3,14: ”Vi ved, at vi er gået over fra døden til livet; for vi elsker brødrene”. Her har imidlertid Johannes garderet sig, idet han i 1 Joh 1,8 siger, at hvis vi siger, at vi ikke har synd, fører vi os selv på vildspor.

Men alt dette skal altså vise, at for de nytestamentlige forfattere har ånden ikke blot taget bolig i Kristi legeme, men også i vore, i menighedens legemer. Opstandelsen har virkelig i en vis forstand fundet sted, vi er gået over fra døden til livet, vi er blevet levendegjort. Det er også, hvad Paulus siger i Gal 2,20: ”Jeg lever ikke mere selv, men Kristus lever i mig”, et ord, som Luther giver en ret udførlig behandling i sin store galaterbrevsforelæsning, se her.

Forinden har Paulus dog udtalt, at han er korsfæstet med Kristus (Gal 2,19). Den korsfæstelse, der er tale om, er dels den, der finder sted i hans dagligliv, hvor han ”korsfæster kødet sammen med dets lidenskaber og begæringer” (Gal 5,24) og dels den, der fandt sted ved hans dåb. For om dåben siger han, det er i Rom 6,3-4, at

alle vi, som er blevet døbt til Kristus Jesus, er døbt til hans død? Vi blev altså begravet sammen med ham ved dåben til døden, for at også vi, sådan som Kristus blev oprejst fra de døde ved Faderens herlighed, skal leve et nyt liv.

Grundtvig synger om Jesu opstandelse, at ”som han opstod, skal vi opstå/ og fare til ham i det blå” (DDS 222,8). Men mærkelig nok er det ikke det, der er tale om her. Paulus siger ikke, at vi skal oprejses fra de døde, som Kristus blev oprejst, men at som Kristus blev oprejst, skal vi leve et nyt liv. Det er igen tanken om, at opstandelsen i en vis forstand har fundet sted i og med, at vi lever i menighedens kærlighedsfællesskab, der her spiller ind. Han forklarer sig i det følgende:

For er vi vokset sammen med ham ved en død, der ligner hans, skal vi også være det ved en opstandelse, der ligner hans. Vi ved, at vort gamle menneske er blevet korsfæstet sammen med ham, for at det legeme, som ligger under for synden, skulle tilintetgøres, så vi ikke mere er trælle for synden; den, der er død, er jo frigjort fra synden. Men er vi døde med Kristus, tror vi, at vi også skal leve med ham. Og vi ved, at Kristus er opstået fra de døde og ikke mere dør; døden er ikke herre over ham mere. For den død, han døde, døde han fra synden én gang for alle. Det liv, han lever, lever han for Gud. Sådan skal også I se på jer selv: I er døde for synden, men levende for Gud i Kristus Jesus.

Der ligger, vil jeg mene, en dobbelthed i udtrykket ”er vi døde med Kristus, tror vi, at vi også skal leve med ham”. Vi er døde med Kristus i dåben og i vort dagligliv, hvor vi ikke mere træller for synden. Og vi skal leve for Gud i Kristus Jesus her og nu i menighedens fællesskab. Men samtidig er der jo tale om det, vi plejer at forstå ved død og opstandelse, nemlig den biologiske død, vi har i vente, og den opstandelse, vi håber på.

Men ærlig talt, må man ikke, oven på denne svada af nytestamentlige skriftsteder, erkende, at var det for Lone Fatum vanskeligt at få de nytestamentlige overvejelser gjort vedkommende og begribelige for et nutidsmenneske, så er det da helt umuligt nu? Det synes unægtelig så. Og det bliver ikke bedre med det, jeg slutter med. For lige efter det stykke fra Rom 6, hvor dåben omtales, kommer Paulus med sine formaninger. Det hedder, Rom 6,12-14:

Lad derfor ikke synden herske i jeres dødelige legeme, så I adlyder dets lyster. Stil heller ikke jeres lemmer til rådighed for synden som redskaber for uretfærdighed, men stil jer selv til rådighed for Gud som levende, der før var døde, så I bruger jeres lemmer for Gud, som redskaber for retfærdighed. Synden skal ikke være herre over jer, for I er ikke under loven, men under nåden.

Her ser vi en anden dobbelthed. Hvem er det, der virker i de troende? Ja, det er Gud, som Paulus siger i Fil 2,13:

For det er Gud, der virker i jer både at ville og at virke for hans gode vilje.

Men det er så sandelig også mennesket. Man kan opfordre det kristne menneske til ikke blot at leve automatisk med i fællesskabet, men også gøre de selvfølgelige gerninger, der skal gøres, for at fællesskabet kan leve og trives. Og denne dobbelthed kommer fint til udtryk i den formulering, Paulus anvender: ”Stil jer selv til rådighed for Gud”, altså gør det muligt for Gud at virke i jer at ville og virke.

Hvad betyder egentlig det, og hvordan bærer vi os i vore dage ad med at stille os til rådighed for Gud?

Det er noget, der i høj grad er uafklaret i den teologiske tradition. Eller man skal måske snarere sige, at det er forsøgt afklaret på ret forskellig måde. Brødremenigheden fra 1700-tallet mente, at man stillede sig til rådighed for Gud (eller for frelseren, som de sagde) ved helt at opgive ethvert ønske for sig selv og sit eget liv. Noget af det har missionsfolkene overtaget, men de har i højere grad lagt vægt på, at man i omvendelsen tænktes helt at opgive sit eget. Men det må vist indrømmes, at missionsfolkene, ligesom så mange andre, har ment, at man efter omvendelsen stiller sig til rådighed for Gud ved at bestræbe sig for at overholde budene så godt man nu kunne. Og så bliver det hele meget nemt til, at dette med at stille sig til rådighed for Gud bliver overdøvet af de anstrengelser, som mennesket selv gør sig.

Jeg vil foreslå, at dette at stille sig til rådighed for Gud skal forstås som identisk med at leve i kald og stand. Hvis man lever i kald og stand, gør man de gerninger, der hører kaldet til. Og hvilke gerninger der hører kaldet til, bestemmer man ikke selv, det ligger i kaldet. Derved bliver det hele meget enklere. Men derved bliver jo pludselig også arbejdet og dette at hjælpe med til samfundets opretholdelse via arbejdet til noget værdifuldt. Og det var måske ikke det værste, der kunne ske i vort samfund.

Og vil man spørge, om et almindeligt arbejde som lønslave nogensinde kan blive et kald, så har Paulus svaret. I Ef 6,5 skriver han til slaverne (altså ikke til lønslaverne):

Slaver, adlyd jeres jordiske herrer, som var det Kristus, med frygt og bæven og af et oprigtigt hjerte, ikke som øjentjenere, der vil stå sig godt med mennesker, men som Kristi tjenere, der af hjertet gør Guds vilje.

Sådan tænkes altså den slave at reagere, som er blevet kristen. Er det helt forkert at sige, at hans arbejde er blevet et kald for ham?

Nuvel, alt dette for at vise, at i ny testamente er opstandelsen knyttet nøje sammen med det nye liv, den kristne kommer til at leve i menigheden. Og bevares, godt nok kan man kalde dette indviklet, godt nok kan man måske endda sige, at det ikke giver svar på de spørgsmål om Jesu opstandelse, som vi kan bruge til noget. Men bruger vi det ny testamente rigtigt, når vi kommer med vore spørgsmål og vil have dem besvaret? Det var måske mere rigtigt at lytte til det ny testamente for at høre, hvad det har at sige til os, om det mon ituslår nogle af vore tilvante forestillinger.

Man må i hvert fald omvendt sige, at denne udredning eller denne analyse af det ny testamentes tale om opstandelse stiller spørgsmål til os (hvis den skal udlægges på tanken om kald og stand, det er ”kun” mit forsøg på forståelse): Skal vi som kristne prøve at gøre op med den modsætning mellem arbejdstager og arbejdsgiver, som har præget de sidste 150 år? Kan vi komme nogen vegne med at betragte arbejdet som et kald, så vi finder anvendelse for talen om opstandelseslivet i de almindelige og selvfølgelige dagligdags gerninger, vi gør på vort arbejde og i vor familie?

Eller er det forkert at sige, at nysgerrige spørgsmål besvares efter opstandelsen i Guds rige, og så henregne spørgsmålet om ”kød” eller ”legeme” eller ”døde” til de nysgerrige spørgsmål? Bevares, vi kan jo lige så lidt som Paulus lade være med at spekulere over det, men hvis det væsentlige i det ny testamentes opstandelsesforkyndelse er det nye liv, vi tænkes at leve før opstandelsen, fordi Jesu opstandelse har gjort det muligt at ”gå over fra døden til livet”, så må vi vel lade vore spekulationer løbe forholdsvis frit, men holde fast på, at det kun er spekulationer, og at vi, i og med at vi røgter vort jordiske kald så godt vi kan, netop stiller os til rådighed for Gud, som giver os at ville og at virke.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Ny testamente og tagget , . Bogmærk permalinket.

Et svar til “Kødets” eller “legemets” opstandelse?

  1. Pingback: Gode gerninger | ricardtriis

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s