The missing link

Dette indlæg skal handle om Inger Støjberg, ikke om Charles Darwin.

Støjberg har været i vælten i den forløbne uge. Hendes opdatering på Facebook efter et biografbesøg har fået massiv kritik, også af hendes egne. Hun skrev:

Hvornår lærer I at opføre jer ordentligt?
Jeg er lige kommet hjem fra biografen. Her sad en flok indvandrerdrenge på vel omkring 14-15 år bag ved mig, og generede fra start til slut. De sparkede på stolen, talte, kommenterede og kastede med slik.
Hvornår er der nogen forældre der griber ind, og hvornår sænker I drenge skuldrene? I bor i Danmark, og jeg begriber simpelthen ikke, at I ikke gør jer umage for at opføre jer ordentligt. I bliver ikke til noget, hvis I fortsætter sådan.
Jeg vil hellere end gerne give jer en chance, og jeg ønsker, at I skal blive en del af vort samfund. Gode borgere, der bidrager. Men fortsætter I på samme måde som nu, så får I det rigtigt svært.
Behandl andre som I selv gerne vil behandles, hvor svært er det? (Se her).

Og som hun da har fået på puklen for det!

Mette Victoria Pabst kan ikke forstå, at det absolut skal fremhæves, at der er tale om indvandrerdrenge, se her. Det kunne lige så godt være danskere, mener hun og henviser til, at netop Venstres Ungdom kom i pressen på grund af uheldig opførsel ved et landsstævne.

Det samme tillod Niels Krause-Kjær sig at ironisere over i én af de dumsmarte slutbemærkninger, Deadline-folkene er begyndte at komme med som afslutning på programmet.

Silvana Mouazan, se her, mener, at Støjberg kommer med denne melding, fordi hendes parti, Venstre, føler sig presset af Dansk Folkeparti.

Dog kan Jyllands-Posten også bringe en historie fra BT om en skolelærer, der selv var vidne til den uforskammede opførsel fra drengenes side, se her.

Men hvad jeg her vil gøre opmærksom på, er en artikel i Den korte Avis, se her. Hvad jeg har at indvende imod den, er kun, at den mangler et link (deraf overskriften). Men det venter vi lidt med.

For der er bestemt også noget positivt at sige om artiklen. Blandt andet det, at den omtaler Inger Støjbergs optræden i Aftenshowet, hvor hun optrådte overfor en muslimsk journalist, Abdel Aziz Mahmoud, der følte sig stødt både som journalist og som indvandrer. Men også fordi artiklen nævner alle dem, der angriber Støjberg, og spørger:

Hvem holder de politisk korrekte, i den sidste ende, hånden over? Det er med sikkerhed ikke Ali, der knokler en vis legemsdel ud af bukserne, men ikke kan få et job eller praktikplads, fordi folk har dårlige oplevelser med unge indvandrere, der ikke kan finde ud af at opføre sig ordentligt. Og hvis skyld er det, når Ali ikke kan finde praktikplads?

Hvis du spørger Abdel Aziz Mahmoud og hans journalistkollega i Aftenshowet, er det Inger Støjbergs.

Her stilles to årsagsforklaringer op overfor hinanden. De skal begge forklare, at Ali har svært ved at få et job. Den ene siger, at det er ”tonen” i indvandrerdebatten, der er skyld i det. Den anden, at det er en større eller mindre minoritet indenfor muslimerne selv, f.eks. disse indvandrerdrenge, der ikke kan finde ud af at opføre sig ordentligt, og at danskere af den grund er tilbageholdende med at ansætte muslimer. Og selvfølgelig skinner det igennem, at journalisten mener, det er indvandrerdrengenes skyld.

Alt dette fik mig til at mindes episoden omkring biografen Palads i København for et par år siden. Biografen havde erfaret, at mange muslimer havde fået for vane at gå i biografen efter Eid-festen, og at de ved den lejlighed var lidt overstadige, og tillod sig derfor at skrive en plakat med overskriften ”Ramadan og Eid”. De første sætninger på plakaten lød:

Lørdag, søndag og mandag (18-19-20 august) slutter den muslimske fastemåned ramadan, og derfor fester alle muslimer. Det sker med mad, drikke, men blandt andet også biografture, hvilket gør, at man som biografgæst i landets biografer måske kan forvente et højere antal gæster og støjniveau end normalt.

Men ak, den service skulle de ikke have givet deres publikum. Der opstod øjeblikkelig en enorm støj på linjen, af ganske samme art som nu i forbindelse med Støjbergs facebook-opdatering. Man var forarget i lange baner, ”man”, det vil sige: den danske elite. Den arme biografejer måtte ud og undskylde mange gange.

Det skrev jeg et blogindlæg om, se her.

Og det glædelige ved indlægget i Den korte Avis var, at man dèr også huskede denne begivenhed. Det sørgelige ved det er blot, at man mangler et link, et link, som jeg heldigvis huskede at få med i mit indlæg. Linket er dette, og i den artikel fra Jyllands-Posten, som det henviser til, hedder det bl.a.:

– Jeg synes, det er pinligt, at en biograf er nødt til at hænge en plakat op, fordi der bliver så meget larm, siger Nihad Hodzic, talsmand for Muslimer i Dialog.

– Hvis man ikke kan være stille i en biograf, så skal man slet ikke komme. Det ødelægger oplevelsen for andre.

Er det ikke beskæmmende for os danskere, at det er en muslim, der skal sætte tingene på plads, sige det selvfølgelige, som vi alle burde kunne sige og være enige i?

I hvert fald viser dette læserbrev, at muslimer godt kan forstå, hvad der er rimeligt og hvad der er urimeligt. Og ærlig talt, man får en vis mistanke om, at hvis vore muslimer føler sig krænkede, skyldes det, at de er påvirkede af alle de velmenende danskere, der skynder sig med at være krænkede på deres vegne, så snart der byder sig den mindste lejlighed.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Indvandringspolitik og tagget . Bogmærk permalinket.

Et svar til The missing link

  1. Pingback: Fornuftige muslimer | ricardtriis

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s