Spekulation mod kronen

Jeg skal ikke prale af, at jeg tilbunds forstår, hvad der sker med kronen i disse dage. Af og til fornemmer jeg på de reportager, der udspiller sig i medierne, at der da vist er en del journalister, der heller ikke forstår, hvad der sker. Og i hvert fald må man sige, at det forhold, at der nu spekuleres i kronen, fordi man forventer, at den revalueres, er noget, vi slet ikke er vant til. Når vi tidligere hørte, at der blev spekuleret imod kronen, skyldtes det altid, at man forventede, at den blev devalueret. Og nu skal vi altså til at vænne os til, at man forventer, at den bliver revalueret. Det er noget nyt, det er noget overraskende, og det er noget fuldstændig uvant.

Vi skal temmelig langt tilbage, før vi sidst oplevede spekulation mod kronen. Vi skal tilbage til den tid i tresserne og halvfjerdserne, hvor vi sagde, at vi knyttede kronen fast til D-marken, men i praksis af og til gjorde noget andet, nemlig devaluerede kronen. Vi havde et ideal om, at vi da måtte kunne have en fast kurs over for D-marken, og dette ideal var et levn fra den tid, hvor der var faste kurser mellem al valuta, eller hvor man i det mindste fastholdt en forestilling om, at der burde være faste kurser mellem alle valutaer. Det system eller denne forestilling var imidlertid allerede dengang under nedbrydning. Blot lod vi her i Danmark, som om det stadig var gældende. Og det kunne vi såmænd gøre med god samvittighed, for sådan tænkte alle i Europa. Man søgte med mange forskellige midler at fastholde kurserne mellem de enkelte valutaer, man lavede en valuta-slange, som kun tillod begrænsede udsving i kurserne, og som kunne komme det enkelte land til hjælp, hvis onde spekulanter prøvede at spekulere mod dets valuta.

Men ikke desto mindre førte den forskellige udvikling i de forskellige lande gang på gang til, at man måtte ændre på disse ”faste” kurser. Det kunne være lønudviklingen, der løb løbsk i ét land, men ikke i et andet, det kunne være korruptionen, der var mere gennemgribende det ene sted end det andet, det kunne være fagforeningerne, der gennemførte konkurrencesvækkende strejker i ét land og ikke i et andet, i hvert fald førte disse forskelle i udviklingen gang på gang til, at der måtte justeres på kurserne.

Og det gav anledning til spekulation. De, der havde penge, der skulle anbringes så givtigt som muligt, så her en mulighed for lettjente penge. Hvis man som spekulant kunne forudse, hvornår et lands valuta måtte devaluere, skyndte man sig at sælge sin beholdning af den pågældende valuta; når så landet havde devalueret, kunne man købe denne valuta igen, men for dem samme formue få flere kroner ud af det (hvis det nu var kronen, der blev devalueret). Smart, ikke! Og spekulanterne kunne jo være ligeglade med, at selve det forhold, at spekulanterne begyndte at sælge deres kroner, øgede nødvendigheden af at devaluere.

Man husker måske det mummespil, der kunne opstå. Der gjaldt den regel for finansministre, at de aldrig skulle så meget som antyde, at kronen ville blive devalueret. Om det så var besluttet i alle de organer, der skulle beslutte det, de skulle hårdnakket benægte det, indtil devalueringen var en kendsgerning. Det var ikke just et troværdighedsfremmede spil, man spillede dengang.

Én ting mere: Man brugte fra politisk hold uden blusel frygten for devaluering til at kue fagforeningerne med. Man mente, at det var en uting at devaluere, og man kunne derfor opbygge en forestilling om, at man var ansvarlig, hvis man som fagforeningsformand affandt sig med beskedne lønstigninger.

Hvorfor gav man dog ikke kronen fri, hvorfor lod man ikke markedet bestemme kursen? I alle andre henseender lovpriser man markedsmekanismen, blot ikke her. Hvorfor?

Fordi man har det ideal, der hedder Europas Forenede Stater. Man så dengang frem til den dag, da man kunne indføre den fælles mønt. Man havde faktisk en slags fælles mønt, man kaldte den blot ikke ”Euro”, men ”Ecu”. Og skal man have en fælles mønt, skal de valutaer, man slutter sammen, helst ikke have været i for store udsving i forhold til hinanden. Deri havde valutaslangen sin berettigelse, mente man.

Og så oprandt da den store dag, da Euroen blev indført. Godt nok var der økonomer, der advarede imod det: man burde først indføre de fælles redskaber, der skal styre økonomien, mente man; man risikerer, at landene udvikler sig forskelligt, udvikler en forskellig konkurrenceevne; derfor vil der opstå nogle spændinger mellem landene af forskellig art. Men politikerne overhørte advarslerne. Man ville projektet ”den fælles mønt”, og så måtte virkeligheden, det skarn, virkelig rette sig ind efter disse alvorlige og ”ansvarlige” politiske ønsker.

Og det gik jo også meget godt. Der skete ikke noget i den første valgperiode, heller ikke i den næste, og da det er det perspektiv, politikere i almindelighed regner med, var man godt i gang med at lulle sig ind i en forestilling om, at alt var i skønneste orden.

Det var det ikke.

Og det blev afsløret, da krisen kom.

Ikke lige med det samme. Først efterhånden. Man havde ikke taget misteltenen i ed. Og misteltenen hed i dette tilfælde ”økonomisk krise”. Da den internationale krise kom i 2008, fik Europa ikke blot den krise at slås med, man fik også ”eurokrisen” at få bugt med.

Der var sket det i de forudgående ”gode tider”, at Tysklands fagforeninger var gået med til en streng løntilbageholdenhed. Dette førte til en god konkurrenceevne, sammenlignet med de lande, der ikke havde tradition for en sådan streng fagforeningsdisciplin, og en tilsvarende høj beskæftigelse. Dette førte igen til store eksportoverskud for Tysklands vedkommende og tilsvarende underskud for især de sydeuropæiske landes vedkommende. Disse lande kunne i stadig mindre grad konkurrere med Tyskland, og deres statsbudgetter fik de i stigende omfang kun til at stemme ved at udstede statsobligationer. Disse blev så købt af ikke mindst tyske banker, for man var jo overbevist om, at eurostaterne en bloc stod inde for gælden, selv om de vist havde sagt det modsatte.

Og så endte vi dèr, hvor alle de andre euro-lande var tvunget til at følge Tysklands sparekurs, hvis da ikke Tyskland kunne overtales til at sætte lønningerne op. Dette med at sætte lønnen op lyder skørt og i hvert fald usædvanligt, men det var ikke desto mindre, hvad den tyske venstrefløjspolitiker, Lafontaine, foreslog for et par år siden, se her.

Det kom der naturligvis ikke noget ud af. Man fortsatte sparevejen, skønt det er en meget besværlig vej, hvis man vil ud af krisen. En lettere vej er at trykke nogle pengesedler, altså at skabe inflation. Japan har efter den krise, landet kom i i slutningen af firserne, foretrukket sparevejen, og det har trukket krisen i langdrag. USA synes indstillet på at følge inflationsvejen, og det ser ud til at være ved at lykkes for landet at komme i gang igen.

Men sparekursen har skabt folkelige uroligheder. Og i både Grækenland og Spanien ser det ud til også at skabe en helt ny politisk sammensætning af parlamentet. Det havde euro-fædrene jo ikke sådan lige regnet med.

Og det er muligvis disse uroligheder og den fare for euro-samarbejdet, de udgør, der har fået Den europæiske Centralbank til at sætte seddelpressen i gang. Man siger ganske vist ikke sådan ligeud, at det er det, man gør. Men det er det ikke desto mindre. Og noget sådant skaber inflation, hvilket også er meningen. I hvert fald en styret inflation. Inflation betyder, at euroen bliver mindre værd i forhold til de andre store valutaer, først og fremmest dollaren. Og det vil jo så også betyde, at den danske krone bliver mindre værd, for den følger jo euroen! Javist, det vil det betyde. Men da de indreøkonomiske forhold i Danmark slet ikke peger på en mindreværdig krone, har nogle spekulanter fået den tanke, at den danske krone nok før eller siden vil blive opskrevet.

Det er de nu begyndt at spekulere i ved at opkøbe danske obligationer. Hvis Danmark om et stykke tid revaluerer, vil de kunne sælge dem med fortjeneste. Og så gælder de samme mekanismer som hvis man forventer en devaluering: selve disse transaktioner vil presse på i retning mod en revaluering.

Det har imidlertid Nationalbanken reageret imod. Man har dels standset salget af danske statsobligationer, og man har dels nedsat renten til det ganske utænkelige, negative 0,75%, og endelig er man begyndt at bruge kroner på at opkøbe euro. Hvor får man disse kroner fra? vil man måske spørge. Og svaret er, at dem får man ud af det blå. Det er seddelpressen, der leverer dem. Det sidste er nok det mest afgørende. For med seddelpressen i sving skaber man en inflation, der svarer til den, der skabes i eurozonen, og så er der ingen grund til at revaluere. Så får spekulanterne en lang næse. Det er i hvert fald tanken.

Så disse tiltag skulle standse spekulanternes kroneopkøb. Men om de gør det, véd ingen. For der er det med spekulanter, at vel spekulerer de, men man véd ikke rigtig, hvad de spekulerer på.

Jyllands-Posten skriver følgende i en leder den 7-2:

Euroen er et indlysende rigtigt element i det europæiske projekt, men en fælles valuta kræver også vilje til at dele den suverænitet, der er forudsætningen for den tillid og troværdighed, som euroen ikke kan leve foruden. Se her.

Posten har åbenbart ikke lagt mærke til, at den folkelige modstand i både Grækenland og Spanien er udtryk for, at man på ingen måde er villig til at afgive sin folkelige suverænitet. For det er jo rigtigt, at uden tillid og troværdighed kan euroen ikke overleve. Men det er aldeles ikke så indlysende, at euroen er et godt og nødvendigt element i det europæiske projekt. Det kunne faktisk være sjovt, om Grækenland blev smidt ud eller selv trådte ud af euroen, devaluerede sin drakme ganske meget, derigennem kom til igen at blive konkurrencedygtig, og således kom forholdsvis hurtigt på benene. Nogenlunde ligesom Island har gjort det. Og om så de andre sydeuropæiske lande fulgte trop, Frankrig måske også.

Så ville euro-samarbejdet ganske rigtigt ligge i ruiner, men det europæiske projekt jo ingenlunde.

Advertisements
Dette indlæg blev udgivet i Samfundsforhold og tagget , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s