Guruer – nej tak!

Indenfor de humanistiske videnskaber – herunder er teologien medregnet – synes der at herske en tendens til gurudyrkelse. Forståeligt nok, sådan set. Har man brugt sit halve liv og sin hele akademiske karriere på at beskæftige sig med én af fortidens store skikkelser, bliver det store spørgsmål ikke mere, om denne skikkelse har ret i det, han siger, men: Hvad mener han dog med denne eller hin mærkelige udtalelse?

Sådan er Kierkegaard-institutterne fulde af glade Kierkegaard-fans, der forarget vender sig imod alle, der vil nedgøre deres idol, og indskrænker deres kritik til at dreje sig om udlægning af guruens ufejlbarlige meninger. ”Guruen”, skriver jeg, ja, for umærkeligt er Kierkegaard for sådanne fans blevet forvandlet til en guru.

Noget af det samme kan mærkes i forhold til Kaj Munk. Og der kan formentlig nævnes andre skikkelser fra fortiden, hvor en sådan ”guruisering” finder sted.

Her er det imidlertid Søren Krarups ”guruisering” af Martin Luther, der skal gøres til genstand for overvejelse. Denne ”guruisering” er blevet aktuel gennem en disput, der i Kristeligt Dagblad har været mellem ham og Svend Aage Nielsen, tidligere sognepræst i Toreby.

Svend Aage Nielsen skrev den 19-1 2015 en polemisk artikel i avisen imod Mogens Müller, se her, hvori det bl.a. hed:

Han [altså Mogens Müller, rr] nævner ikke med et ord Luthers skrift ”Om jøderne og deres løgne” i 1543 med sine forslag til at tage menneskerettighederne fra jøder, som nazisterne gjorde til deres handlingsprogram.

Han nævner ikke, at dette skrift i 1999 blev udgivet og er genudgivet i 2012 med uforbeholden anbefaling af Søren Krarup på Tidehvervs Forlag, skønt forslagene er kriminelle.

Det fik Søren Krarup til i et svar i Kristeligt Dagblad den 26-1 2015 at citere et langt stykke fra sin bog ”Kristendom og danskhed” fra 2000 for at forsvare, at Tidehverv havde udgivet Luthers famøse bog. Krarup begynder med at skrive følgende:

Vi befinder os her (angående begrebet religionsfrihed) på et område, hvor en såkaldt offentlige mening i landet er meget naiv og meget overfladisk, fordi den tror, at man kan tale om neutralitet, når man taler om religion, dér hvor det mest er alvor, fordi det drejer sig om min sjæls frelse, og i denne forbindelse får jeg lyst til at fremdrage en bog, som kan bidrage til at åbne vore øjne.

Det er Martin Luthers skrift ‘Om jøderne og deres løgne’ fra 1543 – et skrift, som i dag, også af mange lutheranere, nævnes med gysen, fordi man har kaldt det antisemitisk og en forløber for Hitlers raceforfølgelser.

Men dette er rent nonsens, et udslag af dum uvidenhed, for Luthers skrift handler om troen på Guds ord, ikke om race og biologi og lignende moderne sager, som naturvidenskab og darwinisme har lagt på bordet, og fordi Luther ved besked om troens alvor, kan han lære os naive nutidsmennesker noget om den virkelighed, vi har fortrængt.

Dette med troens alvor kommer vi til. Men ellers er det jo rigtig nok, at nazisterne talte om race, hvor Luther taler om tro. Bortset fra det er det nu meget vanskeligt at forsvare Luther i det, han skriver i dette skrift. Krarup gør dog netop det. Han fortsætter:

Luther skrev bogen i efteråret 1542 og udgav den først på året 1543, og anledningen var nogle jødiske rabbineres skrifter, som missionerede blandt de kristne i Tyskland og blandt andet kaldte Jesus for en horeunge og bedrager.

Dette ophidsede Luther. At kristne i deres eget land skulle se deres tro forhånet. At almindelige kristne mennesker skulle gøres til omvendelsesobjekter i et kristent land. Han besluttede at tage til genmæle ved at gennemgå jødedommens eller farisæismens lære og først og fremmest ved at forkynde Kristus som det Guds ord, der kommer betingelsesløst til os og skænker os vor frelse og ikke – som hos jøderne – bygger på en rent kødelig afstamning, på omskæringen og Moseloven og på Det Hellige Land – alt sammen betingelser, som ophæver evangeliets retfærdiggørelse af tro.

Jeg har ikke kunnet finde kilder, der bekræfter Krarups påstand om, at jødiske rabbinere missionerede blandt de kristne i Tyskland. Volker Leppin skriver i sin Lutherbiografi fra 2006 om anledningen til, at Luther igen befattede sig med jøderne:

At Luther overhovedet igen kom ind på jødeproblematikken, havde en dobbelt anledning. Én anledning var, at han havde hørt et rygte fra Mähren om, at kristne dèr fejrede sabbatten; det mente han uden ydre begrundelse var forårsaget af, at jøderne her havde missioneret. (Leppin, side 341).

Og jeg må da også indrømme, at det i mine ører lyder mærkeligt, at jøder, der igennem århundreder havde været vant til at lide under pogromer fra det kristne samfunds side og ellers aldrig bedrev mission, nu pludselig skulle finde på at angribe den kristne lære og ville missionere blandt kristne. Men bevares, man véd jo aldrig.

Derimod har Krarup vistnok ret i, at Luther følte det mærkeligt, at kristne i deres eget land skulle se deres tro forhånet og gøres til omvendelsesobjekter. Men det er bestemt ikke en følelse, vi i dag kan give ham ret i. Jeg plejer med stor fryd at citere et brev, Luther i 1524 skrev til kurfyrsten og hans bror i anledning af det røre, som Thomas Münzer skabte:

Hvis deres ånd er den rette, så vil den ikke være bange for os og skal nok bestå. Hvis vores er den rette, så vil den heller ikke frygte dem eller nogen anden. Man skal blot lade ånderne fægte med hinanden og tørne sammen. Hvis nogen bliver forført derved, velan, sådan går det i krige; hvor der er en strid, hvor et slag finder sted, dèr må nogle falde og blive såret; men den, der kæmper redeligt, får kronen. (Se her).

Han føjer til, at fyrsten kun skal gribe ind, hvis disse mennesker ikke vil nøjes med at kæmpe med ordet, men også vil kæmpe med næven.

I disse ord ser jeg en glimrende fremstilling af, hvordan det sekulære samfund bør indrettes. Blot må jeg indrømme, at Luther ikke holder fast ved denne anskuelse. Leppin skriver derom:

Den tidlige Luther havde i virkeligheden også næret det håb, at samfundet snart i sin helhed ville blive kristent, og det netop derved, at evangeliet blev genvundet. (Leppin, side 340).

Denne opfattelse: at den sene Luthers angreb på jøderne hang sammen med, at de i sin tid ikke modtog evangeliet gennem hans forkyndelse, passer for så vidt meget godt med det, han siger flere gange i ”Om jøderne og deres løgne”, nemlig, at han ikke i dette skrift skriver for jøderne, for de er så halsstarrige, at han forlængst har opgivet at diskutere med dem. Se ”Om jøderne og deres løgne” her.

Det er dog ikke desto mindre netop, hvad han gør. Han gennemgår en række skriftsteder, gennemgår først sin tolkning af stedet, og siden de forskellige jødiske tolkninger.

Men altså: ifølge Leppin har Luther sådan set hele tiden det samme syn på jøderne. Forskellen mellem den tidlige og den sene Luther er blot, at den tidlige gjorde sig forhåbninger om deres omvendelse, den senere ikke.

Det er desværre ikke helt forkert. Men hvis det er forskellen, må vi vel spørge Luther, hvem der har givet ham lov til at skrinlægge håbet om jødernes omvendelse. Vi synes måske, at al samtale er uden virkning, men Gud har højst sandsynligt et længere tidsperspektiv.

Jeg har tidligere været inde på en slags omvendelse hos Luther i juni 1520, hvor han synes at omvendes fra en forestilling om, at det eneste, der duede i kampen mod paven, som han nu regnede for identisk med antikrist, var, at fyrsterne greb til magtanvendelse, over til en fremsættelse i ”Til den kristelige adel” af 27 forslag, som alle kan gennemføres uden anvendelse af vold, kun ved at nægte paven lydighed, se her. Og jeg ville gerne fastholde det billede af en voldsmodstander, som her frembyder sig. Men det lader sig ikke opretholde.

Jeg har kun det at sige til Luthers forsvar, at ”Rom blev ikke bygget på én dag”, eller: Luther bevægede sig i tyverne ind på alle de tankebaner, som kendetegner et sekulært samfund, men han formåede ikke at fastholde disse forestillinger.

Det vil sige: Ja, vi skal som kristne finde os i, at vor tro bliver forhånet. Ja, vi skal som kristne finde os i blive gjort til omvendelsesobjekter. Det vil sige: ”finde os i”… vi skal selvfølgelig ikke holde mund, men protestere, bekende vor tro, fortælle de andre, hvorfor vi holder fast ved vor kristentro. Men vi skal nøjes med at ”lader ånderne tørne sammen”, vi skal ikke lade samfundsmagten tilsikre os, at vi ikke forhånes og ikke forsøges omvendt.

Det mener imidlertid Krarup, at vi skal. Han siger, at:

i denne forbindelse taler han til den kristne øvrighed i landet og siger, at den har et ansvar for sine borgere og deres tro. Luther ligger nemlig ikke under for den illusion, der opstod med oplysningstid og humanisme nogle hundrede år senere: at troen er en privat sag, som igen betyder, at her er vi på neutralitetens område, hvor enhver bliver salig i sin tro.

Det lyder grangiveligt, som om Krarup er enig med Luther. Senere hedder det:

Hvis jøderne holder sig i ro, skal de have lov til at være i landet. Men hvor de fører sig offentligt frem med deres ‘løgne’, altså med deres anklager mod kristendommen og angreb på de kristne – dér skal øvrigheden sikre samvittighederne og freden ved at tage forholdsregler mod jøderne og drive dem ud af landet.

Jøderne skal med andre ord have den samme stilling i et kristent samfund, som de kristne har i et muslimsk samfund. Her er det under dødsstraf forbudt en kristen at søge at omvende en muslim. Sådan sikrer øvrigheden i de muslimske lande de sarte muslimske samvittigheder. Jeg havde dog troet, at de kristnes samvittigheder var mere hårdføre. Men det er de måske ikke i Krarups optik.

Til sidst skriver Krarup:

I spørgsmålet om sjælens frelse er der intet helle, ingen neutralitet, ingen ufarlig pluralisme, ingen bekvem ‘integration’, men her er det dødsens alvor, for det er enten sandhed eller løgn, og derfor skal øvrigheden ikke forholde sig neutralt, men hvor der er tale om et kristent land, skal øvrigheden beskytte de kristne ved at gøre kristendommen til vært og alle andre religiøse samfund til gæster, der må følge værtens husorden eller forlade landet.

Det er Luthers ord. En formaning til den kristne øvrighed. Et godt og glædeligt budskab til hans kristne landsmænd. En bog på niveau med spørgsmålets alvor – ganske, ganske forskellig fra det naive, overfladiske, besværgende bavl, som den toneangivende mening i Danmark hengiver sig til vedrørende samme spørgsmål.

Hvad Luther skriver i 1523 i skriftet ”Hvor langt skal man adlyde øvrigheden?”, det er noget, vi i dag kan gå med til:

Så siger man igen: Ja, men den verdslige magt øver ikke tvang i trosspørgsmål, men forhindrer kun på ydre måde, at folk bliver vildledt af falsk lære. Hvordan skulle man ellers bekæmpe kætterne? Svar: Det skal biskopperne gøre; det er dem, og ikke fyrsterne, der har fået denne tjeneste pålagt. For kætteri kan man aldrig bekæmpe med magt. Der skal en anden fremgangsmåde til og her er det en anden kamp end sværdets. (Se her).

Men hvad han ganske rigtigt skriver i skriftet mod jøderne, ”at øvrigheden ikke skal forholde sig neutralt”, det er et tilbagefald til en middelalderlig eller sågar muslimsk tankegang. Muslimsk? Ja, det er jo faktisk muslimerne, der i vore dage er så fromme og absolutte i deres tankegang, at de lader statsmagten beskytte religionen, med blasfemilove, som især i Pakistan, med dødsstraf for frafald, med en dhimmificering af kristne og jøder i muslimske samfund, der gør dem til andenrangsborgere. Som jeg før har sagt det: Vi kristne kender sandheden med en sådan sikkerhed, at vi tør lade os slå ihjel for sandhedens skyld, muslimerne kender den med en sådan sikkerhed, at de tør slå andre ihjel for sandhedens skyld. Well, Luther foreslår ikke, at man skal slå jøderne ihjel, han nøjes med at foreslå, at man brænder deres huse og synagoger og helst jager dem ud af landet. Det er den ”husorden”, et kristent samfund efter hans mening skal tvinge jøderne ind under.

Og her må man så sige, at Krarup her er ret tilbageholdende med at beskrive, hvad da denne ”husorden” går ud på.

Det gør til gengæld Svend Aage Nielsen i sit svar den 5-2 2015, se her. Han citerer Møllehave og skriver så:

Herefter nævnte Møllehave rådene af Luther fra 1543 i ”Om jøderne og deres løgne” og skrev: ”Rådene ligner til forveksling Nürnberg-lovene.” Luther slutter det syvende råd om at sende jøderne på tvangsarbejde med følgende anvisning: ”Derfor væk med dem for altid.”

Møllehave fortsætter: ”Hitler beundrede Luther, som han anså for at være en ‘stor mand’ en kæmpe (“) Krystalnatten fandt sted den 9. november 1938 (…) Den nat satte Hitlers stormtropper ild til 191 synagoger i de tyske byer, præcis som Luther anbefalede det i det første af sine syv råd.

Uvilkårlig spørger man: Er de syv råd, som Luther kommer med til øvrigheden i sit skrift, virkelig så onde?

Og med skam at melde må det indrømmes, at det er de. Det første råd går ganske rigtigt ud på at brænde jødernes synagoger og skoler af. Dernæst skal man også brænde deres huse af. For det tredje skal man fratage dem deres bønnebøger og deres Talmud. For det fjerde skal rabbinerne under dødsstraf forbydes at undervise. For det femte skal jøderne ikke have lov til at rejse frit omkring. For det sjette skal man forbyde dem al ågerhandel og konfiskere deres smykker, for alt, hvad de har, har de stjålet fra de kristne. For det syvende skal man sende alle stærke jøder på tvangsarbejde. Men, fortsætter Luther, det sikreste ville være at landsforvise dem. Han siger ganske rigtigt: ”Derfor bort med dem for stedse”.

Hvordan vil Krarup på disse punkter forsvare sin guru?

Svar: Ved at tale uden om. I et kort svar den 10-2 2015, se her, siger han blandt andet:

At Luther i et sjælesørgerisk forsvar for disse kristne mennesker opfordrer den kristne øvrighed til at bruge grove og dramatiske midler mod jøderne for at beskytte den evangeliske forkyndelse og det kristne folk, siger jo kun noget om datidens justits eller strafferegler, ikke noget om stridens art og indhold.

Heldigvis har man da i det kristne Europa taget Luthers skrift om øvrigheden fra 1523 til sig og af dette skrift lært at skelne mellem verdsligt og gejstligt regimente. Måske man skal sige om Luthers syv råd, at de hører til datidens grove og dramatiske midler, og at derfor grovheden i nogen grad kan forsvares, men hvad hjælper det, når det er selve stridens art og indhold, det er galt med, nemlig dette, at man vil beskytte den evangeliske forkyndelse og det kristne folk. Den evangeliske forkyndelse og det kristne folk skal beskyttes af ordet, ikke af sværdet. Og desværre, alle Luthers syv råd hører under sværdets område.

Jeg har tidligere på religion.dk svaret på et spørgsmål om Luther og jøderne, dog uden at gå særlig meget i dybden med det, se her. Men det får jeg dog sagt, at jeg ikke betragter Luther som en guru. Det gør måske Søren Krarup heller ikke. Men hans talen-udenom tyder nu på, at han hellere læser hen over de famøse Luther-steder, end han tager et opgør med dem.

Advertisements
Dette indlæg blev udgivet i Luther og tagget , . Bogmærk permalinket.

Et svar til Guruer – nej tak!

  1. Pingback: Reformationsjubilæum under opsejling | ricardtriis

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s