En ny “Lars Vilks”?

Det er ret besynderligt, at der netop på dagen, hvor Kåre Bluitgen skriver en kronik om en satirisk roman om Muhammed, som han har skrevet, se her, oplever vi i København et attentat på den svenske kunstner Lars Vilks, han, som for mange år siden tegnede Muhammed som en hund.

Bluitgen får stillet det sædvanlige spørgsmål: Om det nu også var nødvendigt at skrive den bog, og svarer, at det var lige så nødvendigt for ham som at trække vejret. Han mener, at attentatet på Charlie Hebdo må blive et vendepunkt i den europæiske opfattelse af terroristerne. Det viser han med et citat af Franco Frattini:

Franco Frattini, EU’s kommissær med ansvar for retfærdighed, frihed og sikkerhed, udtalte om Jyllands-Postens berømte helside med tekst og tegninger: ”Jeg respekterer fuldt ud ytringsfriheden, men, undskyld mig, man bør undgå erklæringer som denne, som kun vækker og ansporer den voksende radikalisering.”

Dette udsagn stod fra 2005 til 2015 som et hædersmonument over det anstændige debatklima, den gode tone og fornemt diplomati. I dag er det en gravsten over 10 år spildt på respekt, der betød underkastelse, og hensynsfuldhed, der betød tandløshed.

Det er klar tale. Den respekt, vi troede, vi viste, blev opfattet som underkastelse, som tegn på, at vi bøjede os for islam. Den hensynsfuldhed, vi ville vise vore muslimske landsmænd, blev af os selv forvandlet til selvcensur, så vi sagde tingene med så megen uld i mund, at ingen forstod det, vi sagde.

Forhåbentlig har han ret. Forhåbentlig bliver Charlie Hebdo vendepunktet, hvor hædersmonumentet bliver til en gravsten. Men der skal mere til end en hundredtusindtallig demonstrationsskare med skilte ”Je suis Charlie”.

Spørgsmålet er: Hvordan kommer vi den muslimske terrorisme tillivs?

Bluitgen udarbejder et godt svar. Først skriver han:

Engang var det et dogme blandt mange muslimske lærde, at man ikke måtte oversætte Koranen. Europæerne blev bare ved. Sådan døde dogmet, i dag har ingen muslim noget imod det, men indvender på fredelig vis, at det altså kun er at regne for Guds ord på arabisk.

Og så kommer hans råd:

Alternativet, at anerkende tabuer og dermed tillade vrede, når de overtrædes, fører kun til én ting: indskrænkning af alles frihed. Terrorister går ikke hjem og lægger sig på hynden og aer katten, når de har vundet en sejr. De kommer tilbage med dobbelt styrke. Hvis medierne havde trykt og genoptrykt nye og gamle tegninger af Muhammed og overdænget enhver til op over kvalmegrænsen, ville det være gået på samme måde som med oversættelsesforbuddet. (De hellige ville så bare finde en ny kilde til deres had, vil nogle hævde, men hellere en evig kamp end overgivelse.)

Andre har også fremført dette tankeeksperiment: at alle skulle trykke Charlie Hebdos tegninger; at alle skulle vise Lars Vilks hund; at alle skulle anbringe Kurt Westergaards bombe-Muhammed overalt. Men ak, selv angrebet på Charlie Hebdo bliver vist ikke den forønskede vending i vor tankegang. Ja, måske heller ikke angrebet i går på Lars Vilks får vel denne virkning. Der er ellers god grund til det. Bluitgen skriver:

Ingen kan afkræves at overholde andres politiske eller religiøse påbud og forbud. Fordi hinduer ikke må spise oksekød, skal muslimer ikke holde op med at spise shawarmaer. Fordi buddhister ikke må slå ihjel, skal ateister ikke holde op med at klappe myg omkring sankthansbålet. Det er ikke provokerende eller krænkende. Er der noget, der er provokerende og krænkende, så er det da forsøg på at udstrække egne forbud til alle andre.

Det er logik for perlehøns. Men ikke logik for muslimer. De har, efter at de havde så stor succes med deres forargelse over Jyllands-Postens Muhammed-tegninger, gang på gang brugt krænkelses-kortet.

Men der er i dag desværre en forbandet trang til at påstå sig krænket: Hvis éns ideologiske eller religiøse fundament er så skrøbeligt, at man ikke kan klare sig med argumenter, føler man sig nødt til at trække det ultimative kort, der afslutter enhver dialog: Jeg er stødt på mine følelser. Det kan så undre, at disse følelser bliver mere stødt af en tegning af eller en tekst om en religions førstemand frem for de forbrydelser, der finder sted i sammes navn.

Det er sandt, at det, muslimer burde føle sig krænket over, er, at nogle slår ihjel i deres religions navn. Og det er naturligvis underligt, at de ikke gør det. Men det er næsten mere underligt, at ingen i vor vestlige verden opfordrer dem til det. I stedet stiller vi os forstående an overfor deres krænkede følelser. Hvilket jo kun er med til at forstærke disse krænkede følelser.

Så kommer Bluitgen også med det argument, som Riss kom med i interview’et med Martin Krasnik, se her, nemlig det, der går på, at man jo ikke behøver at købe Charlie Hebdo. Han siger:

Nu foreligger muligheden selvfølgelig, at man undlader at læse den roman, man forventer vil bringe ens følelsesliv på randen af sammenbrud; lige så lidt som vi har ytringspligt, har vi læsepligt. Men i så fald er det måske bedst, at man helt isolerer sig fra kunstens verden, for krænkelse er ikke et argument, det er en personlig følelse, man kan sidde i mørke rum og klynke over med ligesindede; kunsten i det offentlige rum er den aldeles uvedkommende. Kunstens fornemste konsekvens er, at den nogle gange giver de mest sublime glæder og andre gange river fundamentet væk under os.

Men desværre er dette, at ingen har læsepligt, noget, ingen rigtig har opdaget. Muslimerne har ikke. Og de mange europæere, der siger ”ytringsfrihed, men”, har heller ikke. De vil hellere forblive i deres forargelse; derigennem kan de nemlig fastholde, at de, når de viser sig forstående overfor muslimerne, er bedre end os, der vender os imod islam.

Bluitgens sidste argument er næsten det bedste. Men det er også det mest foruroligende:

Nazisterne kom ikke til magten, fordi der var mange af dem. Men fordi der var for få, der sagde fra.

Selvfølgelig bliver vi ved med at sige, at så galt kommer det aldrig til at gå. Men muslimerne er nu utrolig stærke i troen. Eller altså: i overtroen.

Om Bluitgens roman ”Den Bedste Bog” skriver forlaget, se her:

600-tallets store religioner bringes sammen i Mekka. Købmænd, digtere, slaver og profeter mødes og frastødes, retfærdige og uretfærdige tørner sammen, og intolerancen tager livtag med tolerancen. En burlesk, satirisk og alvorsfuld roman. Det er også en fortælling om klassekamp, racisme og religiøs dårskab, som disse velkendte fænomener udspillede sig i ørkenbyerne Mekka og Medina for længe, længe siden, Og måske lidt i dag og globalt.

 

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Islam, Samfundsforhold og tagget . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s