Kristne om muslimsk terror

Hvordan skal vi som kristne reagerer på den muslimske terror, vi er udsat for?

I går, søndag den 15. februar, blev der prædiket over Matthæus’ beretning om Jesu dåb. Og den kristne dåb er en dåb til døden. Symbolikken i dåbshandlingen ser man kun, når man erindrer sig, at dåben oprindelig ikke var en overøsningsdåb, men en neddykningsdåb. Paulus skriver til menigheden i Kolossæ, at de blev begravet med Kristus i dåben og i den oprejst sammen med ham (Kol 2,12). Og da Zebedæussønnerne, Jakob og Johannes, bad om at måtte få sæde ved Jesu side, spørger han dem, om de kan drikke det bæger, han skal drikke, eller døbes med den dåb, han skal døbes med. (Mark 10,38).

Det vil sige: Jesu dåb er en profeti om den død, der skal ramme ham senere. Han er Guds søn, siger vi. Han er det syndfri menneske, forkynder vi. Hans forkyndelse viser os, hvordan det fuldkomne menneske handler her i verden. Og han handler selv derefter. Han er altså et eksempel til efterfølgelse for os. Men med til dette at tage ham som eksempel til efterfølgelse hører altså at være villig til at dø for det menneskesyn, han forkyndte, ligesom hans død og opstandelse hørte med til den forkyndelse, han bragte.

Det plejer vi at springe over. For det er jo det svære ved det at være en kristen. Men faktisk forkyndes det for os ved hver dåb, faktisk siges det til os hver gang, vi går til alters. ”Følg mig!” var ikke blot noget, han sagde til sine disciple dengang, det er noget, han siger til os i dag.

Jesu menneskesyn går ud på, at mennesket er et ordvæsen, der styres af de skjulte kræfter, der ligger i sproget. Disse kræfter virker i frihed, de overbeviser i kraft af deres indre sammenhæng, og de kan derfor ikke tvinges igennem. Har nogen den modsatte overbevisning, som f.eks. de daværende jøder og de nuværende muslimer har det, en overbevisning om, at mennesket kun lader sig overbevise ved tvang, altså af magtudfoldelse, så de to modsatte overbevisninger står op imod hinanden, må altså den kristne ikke gribe til magtanvendelse, men skal lade ordet være hans eneste våben.

Da Jesus red ind i Jerusalem, red han ind i hovedstaden for at lade sig slå ihjel; først derigennem havde han vist ved sit eksempel, hvad et helt menneskeliv går ud på. Da derimod Muhammed red ind i Mekka, red han ind under anvendelsen af sin fulde magt som hærfører. Ikke blot havde han med sin hær tvunget Mekka til overgivelse, han forlangte også, at de, hvis de ville være fri for plyndring, skulle udlevere otte navngivne personer til ham, så han kunne henrette dem. Hvilket de gjorde. Som belønning fik byen status som den nye religions hovedstad. Men kønt var det nu ikke.

Den forskel i synet på magt går igen i de to religioners historie. Kristendommen bredte sig i Romerriget i kraft af de kristne martyrers standhaftighed. Islam bredte sig ud over den halve verden i kraft af de muslimske hæres militære overlegenhed.

Og desværre går denne forskel også igen i den måde, hvorpå de to religioner i vore dage støder sammen i de europæiske samfund. Den viser sig i den måde, hvorpå muslimerne søger at skille sig ud. Den viser sig i den måde, hvorpå de behandler de medlemmer, der efter deres mening ”skejer ud”; f.eks. er der nogen af dem, der mener det rigtigt at dræbe deres eget barn, hvis det ikke vil, som faderen vil. Den viser sig i den måde, hvorpå de søger at danne særlige muslimske områder, ghettoer, hvor shariaen og ikke dansk lov skal gælde, og hvor håndhævelsen sker gennem en stærk social kontrol og ikke gennem danske myndigheder.

Men den viser sig måske først og fremmest i et vist modsætningsforhold til det danske samfund. Islams stærke skelnen mellem troende og vantro, mellem halal og haram, lægger op til det. Og alle vore fornuftovervejelser – såsom spørgsmålet om, hvorfor de i det hele taget rejste til Danmark – bider ikke på dem eller overtrumfes af deres ”dem-og-os” tankegang: at vi betjener dem og retter os efter deres tankegang, finder de helt naturligt: de er jo Guds udvalgte, og med vores hjælp indrømmer vi deres fortrinsstilling uden selv at være klar over det.

Dette modsætningsforhold viser sig på mange punkter. Men der er også muslimer, der ikke vil vide af noget modsætningsforhold. Der er også muslimer, som virkelig for alvor søger at blive fuldgyldige medlemmer af vort samfund. Blot er det svært for dem at få sagt det tydeligt nok. Og det kan heller ikke nægtes, at den muslimske teologi – hvis man kan tale om en sådan størrelse – står dem imod.

Hvis man som muslim, f.eks. som den tyrkiske lærer, jeg omtalte for nogle indlæg siden, vil søge at overbevise sine medmuslimer om, at de skal opføre sig ordentligt af hensyn til det rygte, som muslimer i det hele taget får i landet, så står man overfor den indbyggede ”dem-og-os” tankegang, som islam indeholder. Og hvis man vil gribe fat i koranen og ud fra den søge at finde gode og fredelige koranvers, så står man i den vanskelighed, at sådanne vers, selv om de findes, overtrumfes af de senere åbenbarede krigeriske vers.

Man kan godt have lidt ondt af sådanne muslimer. De kommer måske fra en fromhedsretning indenfor islam, der er så fredelig som nogen; de har måske været vant til at formane sig selv og andre til fred og fordragelighed ud fra, hvad de tror, er koranens lære; de mener uden videre, at islam ligesom alle andre religioner går ind for fred mellem mennesker. Og så sker der sådan noget som det, der skete i København i lørdags. Så er der en galning, der mener ud fra islamiske læresætninger at være berettiget til at skyde ind i en dansk mødesal, hvor der holdtes møde om ytringsfriheden, og skyde en jødisk vagt ved synagogen i Krystalgade. Hvad skal man stille op med det? Er der andet at sige end det, som også mange danskere er foranlediget til at sige: at den slags handlinger intet har med islam at gøre?

Skal vi af medlidenhed med muslimerne sige det samme? Give dem ret i deres frikendelse af deres religion? Og specielt: Skal vi gøre dette som kristne? Vi skal jo udvise næstekærlighed, og vil det ikke være det mest kærlige at give muslimerne (og vore egne ønskeforestillinger om islam) ret: islam er en fredens religion?

Hvis vi som kristne er kommet til den overbevisning, at mennesket er et ordvæsen, og hvis det er derfor, vi vender os imod islam, så må vi føje til som vor faste overbevisning, at mennesket i den grad er et ordvæsen, at det også er et ordvæsen, når det udøver vold; det vil sige: vold i menneskelig sammenhæng er aldrig bare vold, den skal altid klædes ud som retfærdig vold. Og når det ikke kan lade sig gøre – og det meste af den muslimske vold kan ikke retfærdiggøres – bliver voldsanvendelsen endnu større; for så skal den også bruges til at få andre mere normale ordvæsener til at tie stille.

Dog, Muhammed behøvede ikke at iføre sin magtanvendelse en påstået retfærdighed. Han havde sin gud med sig i baglommen og kunne når som helst trække ham frem, så han gav ham en åbenbaring, der passede ind i hans kram. Deraf de mange modsigelser i koranen. Men hvad der er mere væsentligt i denne sammenhæng, er, at den autoriserede Muhammed-biografi, Ibn Ishaq’s, oser langt væk af magtglæde. Fortælleren er stolt over Muhammeds magt, jo mere ondt han udøver over sine fjender, des større er han, i hans øjne. Med direkte skadefryd fortælles der om nogle mennesker, der havde gjort noget, som Muhammed ikke brød sig om. Han huggede højre hånd og venstre fod af dem og lod dem siden ligge og dø af tørst under den brændende sol. Og fortælleren er fuldstændig blottet for medlidenhed med disse mennesker. For ikke sandt, dette er jo et pragtfuldt udslag af Muhammeds magt. Eller det er, med et ord fra koranen, et bevis på Allahs eksistens: for det er jo i virkeligheden ham, der indgyder frygt i fjendens hjerte, og derved gør det muligt for Muhammed at besejre ham.

Den søndagsskole, mange muslimske unge frekventerer på nettet for at finde ud af, hvad deres religion går ud på, er ingen søndagsskole, men en terrorskole. IS står som søndagsskolelæreren. Og IS lærer – desværre – de unge sandheden om islams første tid. Det får IS til at stå i et særligt lys for dem. For når den ældste, mest autentiske islam kunne handle sådan, i den grad indgyde frygt i de vantros hjerter, og siden blive en mægtig magt i verden, så må vi jo kunne genrejse islam netop ved at handle, som man gjorde dengang. Sådan tænker man. Og sådan en tankegang forudsætter IS, når organisationen siger, at enhver troende muslim skal gribe til våben overfor alle vesterlændinge, en kniv, et skydevåben, hvadsomhelst, blot vi vesterlændinge dør, så vil de indgyde frygt i vore hjerter, og det er det, der skal til, om islam igen skal opnå fordums storhed.

Sådan skaber man terrorister. Sådan skaber man muslimske terrorister.

Og det er svært at se, hvad moderate muslimer kan gøre ved det. For det IS siger om islams første tid, er jo sandt. Det står i koranen, det står i haditterne, det står i profetens biografi.

Og vi kristne kan ikke hjælpe dem. Vi hjælper dem ikke ved at give dem ret i, at islam er en fredens religion. Dels fordi det er løgn, og vi må ikke lyve. Men også fordi også de moderate muslimer er bundet og umenneskeliggjort af de falske forestillinger, som religionen trykker ned over dem. Også fordi de af forestillingen om, at hele tilværelsen er lagt fast i shariaens regler, fratages retten til at tænke selv, muligheden for at tænke selv. Religionen islam skaber, hvor den lykkes med sit forehavende, en række zombier; det er jo konsekvensen, når man siger, som Allah siger i koranen: I forstår ikke, men jeg forstår. Fromheden skaber et lukket rum for muslimerne, moderate eller ekstreme, og fromheden gør dem til mindre menneskelige, om ikke direkte umenneskelige væsener.

Og at hjælpe vore muslimske landsmænd ud af dette fromhedsfængsel er overordentligt svært. Men det synes uomgængeligt. For dette fromhedsfængsel er tillige grobund for terrorister.

Ud fra de forudsætninger, som dette fromme liv har – 1) at koranen er Guds eget skinbarlige ord, og 2) at alle Muhammeds gerninger er efterfølgelsesværdige – kan man jo med lige så fuld ret danne sig en terrorist-teori som en moderat-muslim-teori. Og den moderate muslim forhindres af den teoretiske baggrund for sine fromme gerninger i at tage afstand fra visse passager i koranen og fra visse af Muhammeds mere bestialske handlinger. Han nødsages altså til at være med til at give terroristerne det teoretiske skyts, de har brug for.

Jeg kan ikke se, at der er nogen vej ud af denne klemme. Blot er det jo heller ikke mig, der skal komme med ”løsningsforslag”, men muslimerne selv. En overgang troede jeg, at Abdullaha An-Naim’s tanker var den rette løsning for en korantroende, der gerne ville være demokrat og fuldgyldigt medlem af vort samfund, se her. Men hans tanker har aldrig vundet den nødvendige genklang i muslimske miljøer. Og så véd jeg virkelig ikke, hvad der kan modvirke fremkomst og opvæksten af sådanne ensomme ulve. Blot forekommer det indlysende, at den ghettoisering, som vi ser i Danmark og det øvrige Europa, hvor muslimerne lukker sig inde i deres eget miljø, gør det endnu vanskeligere at få muslimer ud af deres fromhedsfængsel.

Så altså: vi teologer må i alt væsentligt give op. Der er ingen anden vej ud af fromhedens fængsel end vejen ud til en kristen ateisme eller direkte ud til kristendommen.

Men måske begivenhederne kan hjælpe, også de nylige begivenheder i København. Måske de kan få de fleste muslimer til at sige, at ”måske vi er imod det vestlige samfund, men sådan skulle det altså heller ikke forstås”. Måske den fremragende politiindsats, som jo ikke kunne lade sig gøre uden det tillidsfulde samarbejde mellem politiet og den almindelige dansker, kan virke overbevisende på vore muslimske landsmænd, overbevise dem om, at så tosset er nu vort samfund heller ikke. Man har f.eks. ofte sagt, at ghettoerne lå udenfor politiets rækkevidde, dèr turde de ikke komme ind, for dèr var de sikker på at blive mødt med ”unges” stenkast. Men se så, hvad der skete i forbindelse med terroren! Politiet mødte talstærkt op ved en eller to opgange i en sådan ghetto; man gennemsøgte hele opgangen, kom ind i samtlige lejligheder og gennemrodede beboernes ting og sager. Og – forunderligt – ikke blot fandt beboerne sig i det, oven i købet sagde man i én af lejlighederne, at politiet var venlige og rare hele vejen igennem, men den ring af unge stenkastere, som plejer at møde op, brillerede ved sit fravær.

Og jeg kunne også godt tænke mig at få at vide, om den taxachauffør, der ledte politiet på sporet af gerningsmanden, var dansk eller af anden etnisk herkomst. Jeg vil helst gætte på, at han var muslim, men at han, trods alle de teorier om det onde danske samfund, der florerer i muslimske miljøer, med største selvfølgelighed samarbejdede med politiet. Et sådant samarbejde fra menige muslimers side, som der nok er flere eksempler på, betyder i mine øjne mere end diverse erklæringer fra muslimske foreninger.

Så måske der alligevel er håb om en fremtidig fredelig sameksistens med vore muslimske landsmænd.

Advertisements
Dette indlæg blev udgivet i Samfundsforhold og tagget , . Bogmærk permalinket.

Et svar til Kristne om muslimsk terror

  1. Pingback: Med livet som indsats | ricardtriis

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s