Der oprandt et sandhedens øjeblik i Deadline i går den 19-2. Lars Løkke og Stine Bosse blev interview’et om deres rolle i integrationen. Og det var da befriende at høre Lars Løkke omtale de muslimske drenge som det, de var: muslimer. Og det var rart at høre om de initiativer, han sammen med andre havde foretaget for at komme disse drenge imøde, rart at høre ham tale om de anderledes metoder, man nu var nødt til at anvende overfor muslimerne; de var jo vokset op med en meget kontant noget-for-noget kultur, der gav kontant afregning, hvis man forbrød sig, og kunne derfor ikke forstå den danske pædagogiske holdning ”vi må tale om det”.
Men så dukkede det op, midt i det hele, det sandhedens øjeblik, der fik en hel masse brikker til at falde på plads. Lars Løkke kom til at sige, at han (og Venstre) var gået med til skolereformen med indførelse af helheds- eller heldagsskolen, fordi han derved håbede, at skolen kunne få noget mere hold på de muslimske drenge. Hvor danske drenge gik til deres fritidsbeskæftigelse, gik de muslimske drenge på gaderne for lud og koldt vand.
Det har jeg haft mistanke om under hele debatten om skolereformen. Men synspunktet har aldrig været fremme; højst er der kommet antydninger af, at det var noget af det, man havde i tankerne. Sædvanligvis var det helt andre ting, man begrundede den længere skoledag med. At der var muslimske drenge i den danske skole, var under debatten noget, man ikke hørte en lyd til. Når man lavede en skolereform, var det for den danske Emil, ikke for den muslimske Hassan, se her, se her, og se her.
Virkeligheden er således ganske grotesk. For at få lidt mere styr på, hvad muslimske drenge foretager sig, tvinger man hele gruppen af almindelige danske børn til at gå i skole i to til tre timer mere end tidligere. Men man holder det omhyggelig skjult for danskerne.
Men nu kom det altså frem. Nu føler Lars Løkke sig ikke mere så bange for at kalde tingene ved deres rette navn. Er det de to terrorhandlinger, det i Paris og det i København, der er skyld i denne ændring?
I hvert fald er det åbenbart disse to ugerninger, der har fået Martin Krasnik til nu at tage bladet fra munden. I dagens Weekendavis (20-2) skælder han i et indlæg ud på politiet, fordi de ikke har taget truslerne mod det jødiske samfund i Danmark alvorligt. Gang på gang har man set angreb på jøder ude i Europa, men ingen af disse angreb har ført til forstærket beskyttelse af jødiske institutioner.
Hvorfor har politiet ikke taget disse trusler mod jøderne alvorligt?
Ja, blandt andet, fordi en vis journalist ved navn Martin Krasnik for et par år siden i Weekendavisen havde et indlæg, hvori han slog til lyd for, at jødeforfølgelsen i Danmark var ikke-eksisterende. Han havde selv spadseret en tur gennem Nørrebro, iført en jødisk kippa, og se, han var ikke blevet slået ihjel, han var ikke blevet tæsket, han havde kun fået en slags advarsel fra en venlig muslim, der ville ham det godt. Så jødeforfølgelse i København, rend og hop! (Se her).
Og nu er han altså, som Lars Løkke, blevet klogere. Nu tør han sige det, som det er. Nu tør han gå imod den politiske korrekthed, der forbød at sige noget ondt om muslimer.
Man kan ikke lade være med at tænke, at hvis man havde set virkeligheden i øjnene noget tidligere, den virkelighed, at muslimernes kultur er anderledes, så havde man måske kunnet handle mere rationelt. Med skolereformen og med politibeskyttelsen af jøder.
ricardtriis 