Moderate muslimers opgave

Karen Jespersen og Ralf Pittelkow har i Den korte Avis en gennemgang af fire forskellige slags muslimer, sluttende med muslimer af Naser Khaders og Ahmed Akkaris støbning, se her. Om dem hedder det: ”Her kan man virkelig tale om moderate muslimer”. Det vil jeg give dem ret i. Men når de så fortsætter med at sige

Terroren skal bekæmpes med de magtmidler, der er nødvendige og forsvarlige. Men den skal også bekæmpes ved at føre værdikamp mod den islamiske fundamentalisme, der ofte er åndelig fødekæde for terroren.

Denne værdikamp kræver, at man ser virkeligheden i øjnene.

så forekommer det mig, at der er noget, de glemmer. De peger med rette på, at vi ikke-muslimer skal ”se virkeligheden” i øjnene, dvs., vi skal være klar over, at de muslimer, vi kalder moderate muslimer, i virkeligheden har samme ideologi som terroristerne, blot mener de ikke, at terrorvejen er den rette vej at gå. Men de overser, at hvor megen sympati man end kan have overfor både Naser Khader og Ahmed Akkari, ingen af de to har gennemført nogen tiltrængt nytolkning af islam (eller koranen). Og de overser også, at af de mange muslimer, der har prøvet at kritisere islam teologisk, er der ganske mange, der ikke mere kan se sig selv som muslimer. Ayaan Hirsi Ali, Ibn Warraq, Sam Solomon er eksempler på sådanne tidligere muslimer.

Lad mig her prøve at vise, hvor vanskelig en opgave disse muslimer står overfor! Og lad mig vise det ud fra det koranord, der hyppigst drages i felten for at vise, at islam så sandelig er en fredens religion, og at de terrorister, der slår ihjel i islams navn, bestemt har misforstået islam!

Det koranord, jeg tænker på, er sura 5,32. Det lyder således i Ellen Wulffs oversættelse:

På grund af dette har Vi foreskrevet Israels børn, at hvis nogen dræber et menneske, uden at det sker som hævn, lige for lige, eller for at have skabt fordærv i landet, er det, som om han havde dræbt alle mennesker. Og hvis nogen skænker et menneske livet, er det, som om han havde skænket alle mennesker livet.

Og indrømmet, det er en smuk tanke, at slår man ét menneske ihjel, skal det regnes for identisk med, at man har slået hele menneskeslægten ihjel. Der er ikke noget at sige til, at muslimer gerne anvender dette koranord for at ”bevise”, at islam er ”fredens religion”.

Sidst, jeg har oplevet det anvendt, var ved et fakkeltog i Horsens i onsdags, den 18-2. Her sagde imamen fra Dansk-Tyrkisk Islamisk Kulturforening ifølge referatet fra Horsens Folkeblad den 19-2:

Det at dræbe et andet menneske uretfærdigt, svarer til at dræbe hele menneskeheden, og det at frelse et menneskes liv svarer til at redde hele menneskeslægtens liv.

Man kan lægge mærke til, at koranordet af imamen er tillempet noget (jeg véd ikke, om den slags er tilladt indenfor islam). For det første er indledningen taget bort, og for det andet er de undtagelser fra drabsforbudet, der står i teksten (”uden at det sker som hævn, lige for lige, eller for at have skabt fordærv i landet”) erstattet af ordet ”uretfærdigt”, og det ord kan man jo indlægge vidt forskellige opfattelser i.

Hvis man f.eks. spekulerer på, hvad der vel kan menes med dette ”at skabe fordærv i landet”, så kan man i hvert fald et stykke vej følge de terrorister, der vil sige, at dette lave satiretegninger af Muhammed falder ind under betegnelsen ”at skabe fordærv i landet”, og at det derfor er tilladt at dræbe sådanne tegnere, også under hensyntagen til dette koranord.

Denne opfattelse af, hvad det kan være at ”skabe fordærv i landet” bekræftes af det følgende vers, der lyder:

Gengældelsen for dem, der fører krig mod Gud og Hans udsending og stræber efter at skabe fordærv i landet, er, at de bliver dræbt eller korsfæstet eller får deres hænder og fødder hugget af i modsat side eller bliver fordrevet fra landet. Sådan er det.

Man skaber fordærv i landet ved at føre krig mod Gud og hans udsending. Udsendingen er Muhammed. Og måske en from muslim vil mene, at dette at lave en satiretegning af Muhammed er identisk med at føre krig mod ”Gud og hans udsending”. I så fald giver koranen ikke blot ordre til slå ihjel, men også til at pine og torturere på den mest bestialske måde.

Hvad vil en moderat muslim monstro svare på sådanne indvendinger? Det drejer sig jo ikke om at overbevise os danskere; vi hopper gerne på den værste, for det er jo en del af vores ønsketænkning, at islam egentlig er en fredelig religion, og at det er terroristerne, der har misforstået religionen. Nej, det drejer sig om at overbevise de muslimske miljøer, der udgør rekrutteringsbasen for terroristerne. Om den gruppe siger Jespersen og Pittelkow, at terroristerne kan hente inspiration i det fundamentalistiske samfundssyn, der her hersker. Eller i det mindste at overbevise det, der de tos artikel kaldes den tredje gruppe, gruppen af ”hverdagsmuslimer”, der ikke går så højt op i, hvad koranen siger og ikke siger om islams indbyggede fredsvilje.

Et regulært teologisk arbejde må derfor forventes af imamerne, ellers kommer de grupper, der dannes omkring moskéerne, til at frembringe den ene terrorist efter den anden.

Desværre må man sige, at de forsøg på nytolkning af koranen i en mere fredelig retning, der hidtil er foretaget, forekommer ret ynkelige, set fra et teologisk synspunkt. Senest har jeg imødegået et par af de velmenende teologer, Ed Hussain og Aminah Tønnsen, se her. Andre har jeg også forsøgt at vende mig imod, men det er, som om muslimske teologer bruger andre teologiske metoder end europæiske. Hvor vi synes, vi er nødt til at behandle både de skriftsteder, der støtter vore synspunkter, og dem, der ikke gør det, dèr mener muslimske teologer tilsyneladende, at det er nok at fremhæve de koranord, der støtter synspunktet, og fuldstændig lade, som om andre koranord ikke eksisterer. Mon de mener, at man kan slå igennem, blot man taler med tilstrækkelig stor autoritet? Lidt ligesom præsten, der i marginen af sit prædikenmanuskript havde skrevet: ”Argumentationen svigter. Hæv stemmen!”.

Men hvis man nu vil tage almindelige teologiske metoder alvorligt, så melder der sig i hvert fald to muligheder.

Den ene går ud på, at man betragter koranens ord som tidsbestemte. De havde gyldighed i den bestemte historiske sammenhæng, Muhammed stod i, men de har ikke evig gyldighed. Fredagen før terrorhandlingen lørdag den 14., talte en imam voldsomt imod jøderne i en moské i København, se her. Havde nu en historisk udlægningsmetode været gængs indenfor islam, ville man kunne sige til denne imam: ”Ja, det er rigtigt, at Muhammed i Medina forfulgte jøderne, fordi de ikke ville tage imod hans budskab; men denne befaling fra Gud gjaldt kun i denne specielle historiske situation; den gælder ikke i dag overfor de jøder, der lever nu”. Men har koranens ord evig gyldighed, er en sådan indvending uden betydning. Så gælder koranens hårde ord imod jøder den dag i dag.

Blot må man føje til, at disse to opfattelse stod skarpt overfor hinanden allerede i 8-900-tallet, og at den daværende strid endte med, at den gruppe vandt, der anså koranens ord for eviggyldige. Sådan har det så været skik at tro om koranens ord indtil den dag i dag. Den egyptiske professor Nasr Said blev fradømt muslimnavnet af det muslimske hoveduniversitet, al Azhar, netop fordi han ville anlægge en historisk fortolkning af koranen, se her.

Den anden mulighed er at sige, at koranen slet ikke er Guds ord, det er ”kun” Muhammeds ord. Man kan som from muslim sige, som vi kristne siger: ”Guds ord findes i koranen, for det er Gud, der har inspireret Muhammed. Men koranens ord er ikke identiske med Guds ord”.

Den mulighed understøttes af sura 5,32. Dette koranord beviser nemlig, at det ikke er Gud, der taler her. Der står jo, at Gud har givet jøderne befaling om, at hvis nogen dræber ét menneske osv. Men en sådan befaling forekommer ikke i Det gamle Testamente. Normalt ville muslimer reagere på en sådan oplysning med en påstand om, at jøderne og de kristne har forvansket de skrifter, som Gud har givet dem. Men den går ikke i dette tilfælde. For det lader sig nemlig påvise, hvor ordet stammer fra. Det stammer fra en såkaldt mishna, dvs. en rabbinsk skriftudlægning, fra omkring 250 e. Kr. Her hedder det:

Du skal vide, at i retssager om liv og død er det ikke, som i retssager om penge. I retssager om penge, giver en mand penge ud og soner på den måde. I retssager om liv og død er han ansvarlig for den andens blod og det afkoms blod, den anden ville have fået indtil verdens ende. Dette tilfælde ser vi med Kain, som myrdede sin bror, og hvor der står skrevet: ”Din brors blod råber til himlen” (1 Mos 4,10). Der står ikke blod i ental, men blod i flertal, altså hans eget blod og hans afkoms blod. En anden forklaring henviser til den tanke, at hans blod blev sprøjtet ud over træer og klipper. Derfor skabes personer enkeltvis for at lære, at hvis nogen forårsager, at et enkelt liv mistes, skal det tilregnes ham, som om han havde mistet en hel verden, og hvis nogen frelser et enkelt liv, skal det tilregnes ham, som om han frelste en hel verden. (Se her).

Det er en ret unik tanke, der nævnes her. Men den er altså oprindelig blevet til i jødisk sammenhæng for at forklare, at det hebraiske ord for ”blod” i 1 Mos 4,10 står i flertal. Har man slået et menneske ihjel, er det både denne enkelte og det afkom, han bar ”i sin lænd”, man har slået ihjel.

Stillet overfor denne kendsgerning, vil det være mest naturligt at drage den konklusion, at det ikke er Gud, der har husket forkert, men Muhammed, der har hørt denne mishna af sine jødiske landsmænd i Mekka – og at han har taget denne smukke tanke til sig, så han husker den og kan gengive den næsten ordret, tjener ham til ære – og ud fra, hvad han husker, indfletter den i sin koran. Dog må man i samme åndedræt sige, at det tjener ham til mindre ære, at han indskyder de undtagelser, som imamen i Horsens udelod (”uden at det sker som hævn, lige for lige, eller for at have skabt fordærv i landet”). Disse ord har han ikke lært af sit jødiske forbillede.

Nu fik han, som man måske véd, sine ”åbenbaringer”, mens han var i en trancelignende tilstand, og han har derfor selv regnet dem for ord, talt af Gud selv, altså for ægte åbenbaringer. Men når man skal vælge imellem at beskylde enten Gud eller Muhammed for unøjagtigheder, vil det nok være rigtigst at vælge at beskylde Muhammed for det.

Dog må man også her sige, at en sådan løsning formentlig ikke opfattes som en løsning af de fleste muslimer. Ikke desto mindre forekommer det mig, at det kun på den måde vil være muligt at bevare sin sunde fornuft og sin muslimske tro.

Men det er jo ikke mig, men muslimerne, der skal afgøre det.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Islam og tagget , , . Bogmærk permalinket.

6 svar til Moderate muslimers opgave

  1. Pingback: Det er muslimernes skyld | ricardtriis

  2. Pingback: Kristendom bedre end islam? (2) | ricardtriis

  3. Pingback: Skellet mellem ord og handling | ricardtriis

  4. Pingback: Glidebanen | ricardtriis

  5. Pingback: 95 teser | ricardtriis

  6. Pingback: Radikaliseringsfaren | ricardtriis

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s