Gode gerninger

Jeg har lyst til at skrive en lovprisning af de politibetjente, der optrådte den 14. februar under angrebet på Krudttønden og den jødiske synagoge. Men hvordan gør man nu lige det? Det, de gjorde, hørte jo med til deres job. De var politibetjente, det vil sige: de er gået ind i dette job velvidende, at det kan blive farligt. De har været udsat for skydetræning og véd altså, at modparten også i givet fald vil anvende skydevåben. De har haft øvelser af forskellig art og véd derfor, hvad der skal gøres i den og den situation.

Er det ikke bare altsammen selvfølgeligt og ligetil?

Jo, det er det måske. Og så alligevel!

Lad mig begynde med Ef 6,5:

Slaver, adlyd jeres jordiske herrer, som var det Kristus, med frygt og bæven og af et oprigtigt hjerte, ikke som øjentjenere, der vil stå sig godt med mennesker, men som Kristi tjenere, der af hjertet gør Guds vilje. Gør jeres arbejde med god vilje som et arbejde for Herren og ikke for mennesker.

Jeg har tidligere været inde på dette skriftord, se her. Dengang mente jeg, at Paulus’ formaning til de kristne om at ”stille sig til rådighed for Gud” kunne opfattes som identisk med Luthers opfordring til de kristne om at leve i ”kald og stand”. Altså: Vil du gøre gode gerninger, så arbejd i din jordiske gerning med omhu, så du udfylder den plads, denne gerning sætter dig på!

Med Luthers angreb på afladen blev der sendt en bombe ind i den senmiddelalderlige forståelse af, hvad en god gerning er. Den gamle opfattelse af en god gerning blev tilintetgjort, en ny og bedre sat i stedet. Senmiddelalderen forestillede sig ikke, at en god gerning skulle være en gavnlig gerning. Gavnlige gerninger, som bønder og borgere gjorde, kunne jo enhver idiot gøre. Nej, en god gerning var en gerning, der vendte sig imod menneskets egentlige ondskab: de legemlige drifter. At faste var således en god gerning, at våge ligeledes, at gå med bare fødder, også det. For på alle disse måder søgte man at underkue driften efter legemlige behageligheder. Om man derved gavnede andre mennesker, spekulerede man ikke på. Man gjorde en god gerning, mente man, måske man endda gjorde en overskydende god gerning, så ens gerning kunne indgå i kirkens skat af overskydende gode gerninger, en skat, paven kunne trække på, når han solgte aflad.

Dette blev helt ugyldiggjort med Luthers angreb på afladen. Nu var det ikke munke og nonner, præster og biskopper, der stod for de gode gerninger, nu blev hovedvægten lagt på, om gerningen var gavnlig eller ej, dvs., nu blev det bønder og borgere, embedsmænd og fyrster, der stod for de gode gerninger. Når de altså fulgte de skrevne og uskrevne love, der gjaldt for deres erhverv. Og hvad det var for love, ja, det gjorde Luther en del ud af at beskrive i skrift og tale.

Han kunne f.eks. beskrive de gerninger, der hører ægteskabet til på følgende måde:

For det sjette: Det vil vi kunne se af et tydeligt eksempel fra det jordiske liv: Når en mand eller en kvinde venter kærlighed og forståelse fra den anden, og tror fast på det, hvem lærer dem da, hvordan han skal anstille sig, hvad han skal gøre, undlade at gøre, sige, tie stille med og tænke? Alt det er det alene tilliden, der lærer ham, og det mere end nødvendigt; for der er for ham ingen forskel mellem gerningerne; han gør den store, den lange og de mange ligeså gerne som de små, de korte og de få; og ydermere gør han dem med et glad, fredfyldt og trygt hjerte, og han er i det hele taget et frit menneske. (Se her).

Her får han et meget væsentligt træk ved de gode gerninger frem: de er selvfølgelige. De giver sig selv. Nå nej, ikke helt, for de ændrer jo hele tiden karaktér, mandsrollen og kvinderollen i et ægteskab skifter, som tiderne skifter, men at kunne leve helt og fuldt i den rolle, som tiden har givet én at udfylde, det gør, at man kan handle med et glad, fredfyldt og trygt hjerte. Det er tilliden, der lærer ægtemanden, hvad han skal gøre og ikke gøre. Javist, den indbyrdes tillid, men ikke den alene, også traditionen og bevidstheden om, at traditionen også har lært hans kone, hvad hun skal gøre og ikke gøre. På den måde går tilværelsen op i en højere énhed. På den måde stiller den kristne sig til rådighed for Gud, så han vandrer i de gerninger, som Gud forud har lagt tilrette for ham at vandre i. (Ef. 2,10).

Det samme gælder, når det ikke er rollen som ægtefælle, der tænkes på, men rollen som bonde, som snedker eller som fyrste. Traditionen har lagt gerninger frem, som skal gøres; at udfylde den plads, som man er anbragt på, er det, kristendommen formaner til. Altså udfylde den bedst muligt, ikke handle tvært og uden forståelse for, hvad det drejer sig om, men handle med hele sin menneskelighed som indsats, om det er det, det drejer sig om.

Dengang, i senmiddelalderen, var det en forkert forståelse af den gode gerning som dette at spæge sit kød, det drejede sig om at komme til livs. I dag er det måske en forkert forståelse af den gode gerning som identisk med dette at have den rette følelse, det drejer sig om at komme til livs. Karakteristisk for vor tid er det i hvert fald, at man er tilbøjelig til at beskylde dem for had, som ikke lige har den holdning, som man selv har. At den anderledes holdning måske hænger sammen med hele den livsanskuelse, den anden har, det har man ikke blik for. Nej, det er had, der er tale om.

Men den gode gerning består ikke i en følelse, den består i en opmærksom holdning til det fællesskab, man står i på sin arbejdsplads, i sit hjem og hvor man ellers færdes. Holdning og følelse er ganske vist stærkt tilbøjelig til at glide over i hinanden i vor forståelse, men der er altså tale om to forskellige ting.

Så er det naturligvis sandt, at jobbet som f.eks. buschauffør kan føles trivielt og ensformigt, lidt afhængigt af, om man har fået det rette ben ud af sengen i morges. Men man opdager nok snart, at der er en vis gensidighed i jobbet. Hvis man er sur og indelukket, modtager man ikke så mange smil, som hvis man er oplagt og munter. Og ikke sandt, så ligger der også i et sådant ensformigt job gerninger og venter på, at man udfører dem.

Det samme gælder jobbet som politibetjent. Der er dem, der kan lide det, og der er nok også dem, der ikke rigtig kan stilles ved det. Men er man lydhør overfor de ældre kollegers erfaringer, kan man vel efterhånden lære, hvordan man tackler de vidt forskellige situationer, man udsættes for dagen igennem. Og man lærer vel også, at ens opførsel og handlemåde har betydning for hele korpset: man lærer, at korpsånd er noget, der betyder ikke så lidt.

Og her er det så, den gode, ja ligefrem frelsende gerning kommer ind i billedet. Her er vi tilbage ved den formaning til forståelse og indlevelse, Paulus giver slaverne. Her gælder det om at være meget mere end en lønslave, der modvilligt og trevent gør det, han skal – for han skal jo have noget at leve af. Her gælder det om at udfylde det job, man har fået, helt og fuldt. For pludselig er situationen der, pludselig gælder det liv og død, pludselig stilles der krav til én, krav, som man ikke kan undslå sig.

Hvad får en politibetjent til at gå ind i ildkamp med en terrorist? At det er for flovt at lade være? At han er bange for at blive hånet for at være en tøsedreng? At dette ikke at gøre det ville være et slag mod hans mandestolthed? Ja, måske også det. Men vel først og fremmest pligtfølelse. Først og fremmest den overbevisning, at han skal gøre det, situationen kræver af ham. Og det er nu engang ham, der er sat på denne post, med våben til at klare opgaven, og derfor ham, en lykkelig udgang afhænger af. Om det kan kaldes en god gerning, er noget så ligegyldigt. For det er en selvfølgelig gerning, fremtvunget af situationen selv.

Og hvor vil jeg nu hen med det?

Tja, man kan vel hører, at jeg prøver at arbejde mig frem til et punkt, hvor jeg kan rose politiet, selv om det synes overflødigt at rose dem for noget, de får løn for, noget, der bare er deres selvvalgte, forbandede job.

Men man kommer vist ikke udenom, at hvis jeg vil rose mine skraldemænd – og det vil jeg, for jeg er glad for at få mit skrald fjernet – og hvis jeg vil rose min avismand – og også han fortjener ros tillige med hans kone, for de leverer mine aviser punktligt og oven i købet af og til med ekstra service på – så må jeg så meget mere rose politiet, også selv om jeg ikke i det daglige mærker meget til deres arbejde.

For der er jo den forskel på skraldemænd og politimænd, at de sidste tænkes at sætte livet på spil, hvis det kommer til særlige situationer. De får træning, de får skudsikre veste, de udstyres med maskinpistoler, men der er nu altså større risiko ved deres arbejde, end der er ved skraldemandens. Og det er derfor, de fortjener lige så stor, om ikke større, ros for deres arbejde. Også selv om det er mindre synligt for mig. For var de der ikke, og havde de ikke den villighed til at gøre deres arbejde, også hvor de sætter livet på spil, så kunne vort samfund ikke fungére.

Og det at få samfundet til at fungére, det er altså en gavnlig gerning, det er en god gerning, det er en gerning i kald og stand, for at tale med Luther. Og i en situation, som den, der opstod den 14. februar, er det altså godt, at der er nogen, der ser det som deres opgave at beskytte os andre.

Så kun én ting mere.

En vis beundring må man også have overfor politiets ledelse, herunder de mange ikke så synlige medarbejdere, der har gjort deres til, at terroristen kunne fanges eller uskadeliggøres så hurtigt, som tilfældet var. Der skal nogen til at optage rapport, udspørge vidner, undersøge gerningssteder, efterse video-overvågninger, og samle alle disse tråde, så de rette konklusioner kan drages.

Det har forlydt, at terroristen bar skudsikker vest. Det er et positivt tegn. Så var han ikke en decideret selvmordsterrorist. Og så er måske dette at udføre en selvmordsaktion ikke mere så populært blandt ekstreme muslimer. Det betyder, at den hurtige opklaring og uskadeliggørelse kan virke afskrækkende på eventuelle kommende terrorister. En selvmordsterrorist ville være ligeglad med en eventuel opklaring, han er jo ude på at dø. Men hvis en fremtidig terrorist er ude på at slippe fra det med livet i behold, vil han skulle tage hensyn til det danske politis hurtige opklaring.

Altså: Det var ikke så tosset, det, politiet lavede i København.

Advertisements
Dette indlæg blev udgivet i Samfundsforhold og tagget , . Bogmærk permalinket.

Et svar til Gode gerninger

  1. Pingback: Med livet som indsats | ricardtriis

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s