Det er muslimernes skyld

Hvad nu, hvis vi for en gangs skyld ændrer lidt på skyldforholdene? Hvad nu, hvis vi i stedet for altid at sige, at det er vores skyld, dvs., vesterlændingenes skyld, siger, at det er muslimernes skyld!

Det er naturligvis terrorangrebet i København, jeg tænker på. Og det må man jo indrømme, at der er den gode grund til at give muslimerne skylden for angrebet, at det var en muslim, der gennemførte det. Men argumentationen kan dog gøres lidt mere sofistikeret.

Vi kan f.eks. som Frederik Stjernfelt i en kronik i det norske Aftenposten, se her, sige følgende:

Forskningen har lenge vært klar over at islamisme utgjør en spesiell vekkelse i moderne islam. Det begynte med grunnleggelsen av Det muslimske brorskap i Egypt i 1928.

Som den danske islamisme-eksperten Mehdi Mozaffari sier, er islamisme en politisk bevegelse som utgjør den fjerde av mellomkrigstidens totalitarismer: bolsjevisme, fascisme, nazisme – og islamisme.

Alle har det til felles at de ble formulert i tomrommet som fulgte etter oppløsningen av de europeiske imperiene ved utgangen av 1. verdenskrig: Østerrike-Ungarn, det tyske keiserriket, tsarriket og det osmanske riket.

Vi kan så nogenlunde forstå, at nazismen blev formuleret som en protest mod det tyske kejserriges nederlag, og at kommunismen på samme måde fik tag i masserne, fordi de ikke længere kunne sole sig i tsardømmets magt, men det er forblevet under vor vesteuropæiske radar, at der på samme måde opstod en -isme som reaktion på osmannerrigets fald og det muslimske kalifats ophævelse.

Det er måske forståeligt nok, at islamismens opkomst er undgået vor opmærksomhed. For de to andre totalitarismer havde et mægtigt riges forfald som baggrund, islamismen kun osmannerrigets forfald; og hvem regnede med dette eks-rige?

Endvidere – og vel egentlig mærkeligst af alt – nazismen uddøde med Hitler-Tysklands nederlag i 1945, kommunismen i nogen grad med Sovjetunionens opløsning i 1990 – de to ting lader sig forstå. Men islamismen blev ved med at eksistere på trods af Tyrkiets lave internationale status og på trods af store muslimske landes kolonistatus under de vesteuropæiske stormagter.

Det er mærkeligt, ja. For alle tre totalitarismer stræber efter magt, stræber efter med magt at gennemtvinge netop den form for samfund, som deres -isme afbilder. Og når der ingen magt er, skulle man tro, at -ismen ville forsvinde. De to første gjorde det også, men den tredje ikke. Besynderligt!

Nu har vi så fået en vældig muslimsk indvandring til Europa. Og vi har måttet konstatere, at disse muslimer ikke er kommet til vor verdensdel som ubeskrevne blade, parat til at lade sig påskrive alle demokratiets tankeforestillinger, de er kommet til os netop som muslimer, med alle de indbyggede stridigheder, som islam fører med sig. Blandt det, de havde med i bagagen, var altså en totalitarisme, nemlig islamismen.

De havde godt nok også med sig modstanden mod islamismen. Men da denne modstand i de muslimske lande først og fremmest er fremtrådt som en modstand fra et stærkt militærs side eller fra en stærk kongemagts side, har det vist sig svært at materialisere modstanden mod islamismen blandt vore indvandrere. For hverken det stærke militær eller den stærke kongemagt har vist sig i stand til at oparbejde en teologisk modstand mod islamismen. Man har ikke villet – eller måske snarere: ikke kunnet – møde islamismen på dens egen hjemmebane. Islamisterne har uimodsagt kunnet henvise til en række koransteder og haditter, som viser, hvordan Muhammed brugte vold for at ”indgyde frygt i fjendens hjerte”.

Og når selv det mest fredsindgydende koransted, man kan opvise, sura 5,32, ikke effektivt kan bruges til at bremse islamismens voldsanvendelse – som jeg viste det for et par indlæg siden, se her – hvad kan så? Så står jo de imamer, der går ind for en fredelig sameksistens med os indfødte, med tomme argumenter; så kan de kun postulere, at islam er en fredens religion; så er de nødt til at nøjes med at holde sig til den autoritet, de har som imamer, og den overskygges let af andre imamer, der holder sig tættere op ad koranens ord.

Rent bortset fra, at man har indtryk af, at de fredelige imamer mere er opsat på at overbevise os danskere om islams fredelige hensigter end på at overbevise deres egne unge om det samme.

Der er altså en indre spænding i islam, som i de muslimske lande kun kan holdes i ave af en stærk statsmagt, dvs., et stærkt militær, men som i vor del af verden i kraft af vor religionsfrihed får lov til at folde sig ud i al dens fylde. Og altså: ”folde sig ud” ikke i en strid på ord, men i en strid på voldsmetoder.

 

Man kan selvfølgelig også sige, at vi vesterlændinge har skyld. For den islamisme, der er vokset frem i vore muslimske miljøer, er jo blevet til i vekselvirken med det omgivende samfund. Men det er ikke nemt at gennemskue. Og det forholder sig i hvert fald ikke, som mange mener, sådan, at vi ikke har udvist tilstrækkelig tolerance overfor muslimerne. Kenan Malik har i et interview i Information den 21-2, se her, givet noget af en forklaring på, hvordan vi med en forkert holdning kan have medskyld i det skete:

Vi har i de seneste 20-25 år skabt en kultur, hvor mange, inklusive liberale, er begyndt at mene, at det er moralsk forkert at krænke andre kulturer, andre trosretninger, andre mennesker. Vi har så at sige udviklet en moralsk forpligtelse til at lade os censurere. Det er et fundamentalt skifte i vores holdning til ytringsfrihed, og det fører til, at vi forlener terroristerne med en vis moralsk legitimitet. Vi giver en licens til, at de, der føler sig krænkede, kan tage ekstreme metoder i brug for at fremme deres dagsorden.

Mener du ligefrem, at de, der kritiserer forkæmperne for ytringsfrihed, er med til at skabe et miljø, der fremmer terrorisme?

Jeg antyder selvfølgelig ikke, at liberale går ind for terrorisme. Men jeg siger, at påstanden om, at det er moralsk forkasteligt at støde andre, giver en vis moralsk legitimitet til terrorhandlinger. Og hvis det er moralsk forkert at krænke andre, så vil nogle mennesker måske gå hele vejen og gøre en ende på den slags umoralske krænkelser.

Jeg går gerne med til, at der således er skabt en symbiose mellem vor følelse af, at det er moralsk forkert at krænke andre kulturer, og den følelse af krænkethed over diverse Muhammed-tegninger, der præger muslimske miljøer. Og jeg accepterer også, at den følelse af krænkethed, som er udbredt iblandt muslimer, udgør det hav, som terroristerne kan svømme i, eller, med Maliks ord, er med til at give en slags legitimitet til terroristerne.

Men så er vi tilbage ved muslimernes skyld. For de har ikke formået at krænge denne følelse af krænkethed af sig. De har ikke formået at gøre sig immune overfor vore frække tegninger (hvis de da er frække). Da Theo van Gogh blev myrdet, mente mange muslimer, at han selv var ude om det, fordi han havde krænket muslimerne. Ved det sidste terrorangreb i København har vi ikke hørt helt den samme melodi fra mere officielt muslimsk hold, men der har dog været muslimer, der har givet udtryk for, at Omar El-Hussein gjorde en god muslimsk gerning, og det var også foruroligende mange muslimer, der deltog i hans begravelse, ligesom det også er et dårligt tegn, at muslimer lægger blomster ved stedet, hvor han blev skudt.

Det er ikke os vesterlændinge, der har ansvar for, at der udvikler sig terrorister i de muslimske miljøer. Det er muslimerne selv, der må se at lære at lade være med at krænkes.

Kai Sørlander har i en kronik i Jyllands-Posten, se her, søgt at opstillet et kriterium for, hvordan vi kan afgøre, om vore muslimske landsmænd er blevet demokrater:

Hvorledes skal vi så skelne mellem muslimer, som sætter demokratiet over islamisk lov, og muslimer, som sætter islamisk lov over demokratiet? Findes der et tegn, hvormed muslimer kan vise, at de ikke ønsker at påtvinge os andre islamisk lov? Det gør der faktisk. Det, som bedst viser, hvor den enkelte muslim står i forhold til demokratiet og det åbne samfunds værdier, er hans holdning til karikaturer som dem, der blev tegnet i Jyllands-Posten og senere i Charlie Hebdo. En muslim, som aktivt mener, at hans krænkelse bør trumfe andres ret til at tegne Muhammed satirisk, han viser dermed, at han sætter islamisk lov over demokratisk rationalitet og religionsfrihed. Og ham bør man som demokrat betragte med mistillid. Hvis en muslim derimod er indforstået med og aktivt forsvarer, at samfundet skal give plads til sådanne karikaturer, ganske uanset hvor meget de krænker ham selv, så viser det, at han ikke kræver, at andre skal bøje sig for islamisk lov, og dermed at han er demokrat.

Det er efter min mening et godt kriterium. Blot vover vi jo ikke fra vestlig side at gøre noget for at lære muslimerne ikke at blive krænkede. Hvis vi nu efter terrorangrebet i Paris havde optrykt tegninger overalt i vore aviser, hvis vi, som Kåre Bluitgen siger det, havde vist dem for os selv og vore muslimer til langt op over kvalmegrænsen, så ville måske nogle muslimer være kommet ud over deres krænkethed, så havde de måske endda kunnet se det sande i Kurt Westergaards tegning, ja, måske nogen af dem havde hængt den op i deres hjem til evig påmindelse om, at de i hvert fald ikke ville give den mindste anledning til, at det Muhammed-billede, han dèr har tegnet, skulle blive til virkelighed. Se Jyllands-Postens tegninger her.

De kunne så hænge det Charlie Hebdo billede, der udkom efter attentatet, op ved siden af som en påmindelse om, at det er denne Muhammed, de vil efterligne, ham, der græder over mord i hans navn, ham, der solidariserer sig med de dræbte tegnere og ligefrem giver udtryk for, at det er helt i orden med de tegninger. Se tegningen her.

Se, det ville være et forsøg på at hjælpe muslimerne med at gøre det umuligt for terrorister at opfostres i deres miljøer.

Men det har vi foreløbig ikke turdet gøre.

Og læg så til sidst mærke til dette: Alt dette har kun med den ene side af angrebet at gøre. Vi har slet ikke talt om angrebet på synagogen.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Samfundsforhold og tagget , , . Bogmærk permalinket.

Et svar til Det er muslimernes skyld

  1. Pingback: Islam og Indre Mission | ricardtriis

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s