Muslimernes jødehad

Det kan ikke nægtes, at både terrordåden i Paris og den i København havde et dobbelt offer: ytringsfriheden blev angrebet og jøderne blev angrebet. I Paris var det to forskellige gerningsmænd, der var aktive, i København den samme. Men mens i det mindste nogle har forsøgt sig med et slags forsvar for angrebet på ytringsfriheden – jeg tænker på dem, der siger, at det dog på en måde er forståeligt, at muslimer reagerer så voldsomt på vores satire over Muhammed – så er der ikke nogen, der har evnet at give selv den mindste antydning af et forsvar for muslimernes jødehad.

Det eneste, man har kunnet finde som en slags forklaring – ikke undskyldning – er, at palæstinensernes had til israelerne smitter af på dem, når de kommer her til landet, så de rask væk retter det had, de ikke kan komme af med i Palæstina, mod de herboende jøder. Det lyder godt nok skørt. Forstår de da ikke at skelne mellem israelere og jøder? Er de ikke i stand til at holde deres muligvis retfærdige bebrejdelse mod israelerne ude fra en derfra helt forskellig fjendtlig indstilling overfor deres jødiske landsmænd?

Jeg indrømmer, at det lyder skørt, hvis muslimer i Danmark har en sådan tankegang. Men det ligger ikke desto mindre i smuk forlængelse af deres tankegang iøvrigt, når man gør sig klart, at noget af det, der skiller deres kultur fra vores, er, at de i langt højere grad tænker kollektivt, hvor vi tænker individuelt. Jeg har for lang tid siden prøvet at tage dette problem op til behandling, se her. Dengang mente jeg, at man udover at sige, at muslimerne tænker kollektivt, også kunne sige, at de tænker socialetisk. Det problem, de beskæftiger sig med, er, hvordan man med statsmagtens hjælp kan få mennesker til at handle ret. Hvordan hindrer man alkoholisme? Ved at forbyde alkohol gennem statsmagten. Hvordan styrer man kønsdriften? Ved gennem offentlige tiltag at adskille de to køn.

Det medfører også, at man har let ved at tænke i klaner, og let ved at tildele hele klanen ansvar for, hvad den enkelte i klanen har foretaget sig. Er der foregået et mord, kan man hævne sig ved at slå én ihjel fra den klan, som har myrdet.

Men det medfører formentlig også, at man vil være tilbøjelig til at tildele hele jødefolket, altså både israelere og herboende jøder, ansvar for begivenhederne i den palæstinensisk-israelske kamp. Føler man, at israelerne bærer sig uretfærdigt ad overfor palæstinenserne, kan man altså, hvis man er båret af en sådan kollektiv tænkning, få en slags tilfredsstillelse ved at angribe jøder her i Europa. Og om man ikke ligefrem selv vover at slå ihjel, kan man deltage i den hetz mod jøder, som er almindelig i en del muslimske miljøer.

Desværre er der jo nogen blandt disse hetzende muslimer, der ikke lader det blive ved ord. De angriber jøderne. I Toulouse for et par år siden, i Bruxelles noget senere, blev jøder angrebet, blot fordi de var jøder. Og det skete så igen, både i Paris og i København.

Andrew G. Bostom, en amerikansk medicinprofessor, har på sin hjemmeside behandlet Københavnerdrabene og andre muslimske ugerninger, se her. I sin seneste artikel gennemgår han først angrebene på ytringsfriheden og viser, hvordan de kan begrundes med Muhammeds handlinger og koranens ord. Dernæst tager han angrebene på jøderne frem og viser det samme for deres vedkommende.

I forbindelse med muslimernes fjendskab mod jøderne er det værd at bemærke, at Muhammed er idealet for enhver troende muslim. Bostom nævner sura 33,6:

Profeten står de troende nærmere end dem selv, og hans hustruer er deres mødre.

Ligeledes sura 33,21:

I har et smukt eksempel i Guds udsending, for enhver, som sætter sit håb til Gud og den yderste dag og ofte ihukommer Gud.

Og da nu Muhammed ikke blot tillod, ja ligefrem opfordrede til drab på dem, der gjorde grin med ham, men også vendte sig imod jøderne, ja ved én lejlighed ligefrem henrettede flere hundrede jøder på én gang, så er der ikke meget, der hindrer den fromme muslim i på lignende måde at vende sig imod jøderne, med hån, med chikane, eller hvis chancen byde sig, med mord.

Bostom nævner den prædiken, som Abu Bilal Ismail holdt i Berlin, den 18-7 2014. Den vakte en del opsigt, også herhjemme, for Bilal Ismail er imam ved Grimhøj moskéen. Jeg skrev i sin tid et indlæg om den, se her. Her har jeg oversat den del af hans prædiken, der blev lagt ud på You Tube. Han sagde:

Se på de arabiske herskere, se, hvor de har konspireret og stadig konspirerer imod vort folk i Gaza. Gaza er vort hædersland, vort jihad-land, vort æresland, som står overfor den stærkeste krigsmaskine, de zionistiske jøder, disse kriminelle, disse profetdræbere, de, der udgyder blod, de, der slår børn ihjel, de, der gør kvinder til enker, de, der ødelægger hjem sammen med dem, der bor i dem, de, der rammer Gaza med al deres styrke, — O Allah (og så kommer der en række allahu akbar) ryst grunden under deres fødder, lad dem lide forfærdeligt, få deres kugler til at ramme ved siden af, split dem ad, de handler tyrannisk over hele verden og spreder korruption, o Herre, bring lidelse over dem,

Senere har han søgt at undskylde sig med, at det ikke var alle jøder, han talte om, men kun jøderne i Gaza. De synes dog at være jødefolket som sådant, han har i tankerne, når han kalder dem ”profetdræbere” og hævder, at de ”handler tyrannisk over hele verden”. Men vi får se, hvad der kommer ud af den retssag, som tyske myndigheder nu har rejst imod ham for hetz mod folkegruppe, se her.

Dette med, at jøderne er profetdræbere, fortæller Bostom os, findes beskrevet i koranen, f.eks. i 2,61:

Fornedrelse og elendighed blev deres [jødernes] lod; de pådrog sig Guds vrede, for de troede ikke på Guds tegn, og de slog med urette profeterne ihjel. For de var ulydige og gik gang på gang for vidt.

Ligeledes i sura 2,91:

Når man siger til dem: “Tro på det, som Gud har sendt ned!” siger de: “Vi tror på det, som er blevet sendt ned til os!” De tror ikke på det, der er kommet til derefter, selvom det er sandheden til bekræftelse af det, de allerede havde før. Sig: “Hvorfor har I tidligere slået Guds profeter ihjel, hvis I er troende?”

Og i sura 3,21 viser sammenhængen, at det også dèr er jøderne, der er tale om. Det hedder:

De, som ikke tror på Guds tegn, som slår profeterne ihjel med urette og slår dem blandt menneskene, der påbyder retfærdighed, ihjel, dem skal du bringe budskabet om en pinefuld straf!

Flere steder nævnes hos Bostom, men lad dette være nok til at vise, at koranen ikke rummer pæne og hensynsfulde omtaler af jøderne.

Nu kunne man sige: Jamen, Jesus omtaler jo også jøderne som mennesker, der slog profeterne ihjel. Så må de kristne vel også skulle hade jøderne! Vi kan nævne Matt 23,37, hvor det hedder:

Jerusalem, Jerusalem! du, som slår profeterne ihjel og stener dem, der er sendt til dig. Hvor ofte ville jeg ikke samle dine børn, som en høne samler sine kyllinger under vingerne, men I ville ikke.

Her er det imidlertid væsentligt at holde sig for øje, at vi kristne ikke, som muslimerne, betragter vores helligskrift som Guds eget skinbarlige ord. Derfor kan vi gå historisk tilværks overfor en sådan udtalelse, ja, ikke blot kan vi det, vi er nødt til det, for det er tekstens intention. Men hvis ordene her skal forstås, som muslimerne forstår deres koran, så skulle de have evig gyldighed, og så ville altså jødehadet både hos os og hos muslimerne være guddommeligt indstiftet.

Parentes: Der er nogle muslimer, der vender sig imod tanken om et muslimsk jødehad og også hævder, at der ikke findes noget jødehad i koranen. Jeg har tidligere beskæftiget mig med én af dem, se her. (Pas på! Det er en lang og halvkedelig artikel!!)

Og det er jo altså den sørgelige kendsgerning. Der skal noget til at stå op imod en imam, især når imamen har koranhenvisningerne i orden. Så det er måske tvivlsomt, om jødehadet nogensinde kan udviskes blandt muslimer.

Nævnes skal det også, at det er kommet frem, at Omar El-Hussein dagen før drabene besøgte moskéen i Heimdalsgade, hvor han hørte en meget jødefjendsk prædiken, se her.

I hvert fald ville det, at jødehadet forsvandt, kræve, at muslimerne blev lige så selvbevidste og stolte af sig selv og deres religion, som de var i middelalderen. For det hører jo med til historiens mærkværdigheder, at de jøder, der i begyndelsen af 1500-tallet blev udvist af det katolske Spanien, fandt et fristed i det muslimske Sarajevo. Hvorfor har den moderne muslimske vækkelse ikke fundet sit ideal i denne muslimske storhedstid, hvor en meget større menneskelighed herskede, i stedet for i Muhammeds ret så bestialske handlinger?

Så skal det da også siges, at selv om der er flere eksempler på imamer, der driver hetz mod jøderne, så har de sidste begivenheder vist os andre muslimer. Ikke blot har muslimerne i Oslo villet danne en fredsring omkring den jødiske synagoge dèr, der har også været muslimer, der har villet gøre det samme i København, ligesom der ved en mindegudstjeneste for den dræbte jøde den 24-2 også var muslimer til stede. Men om disse muslimer i det lange løb kan holde stand mod de jødehetzende imamer, kan kun fremtiden vise.

Advertisement