Islams voldspotentiale

Naser Khader var den 19-2 ude med en kronik i Kristeligt Dagblad, se her, hvori han gjorde opmærksom på, at han havde det skidt med, at muslimer siger, at terrorgerningen ikke har noget med islam at gøre.

Lidt senere, den 20-2, var det i Jyllands-Posten, han slog sine folder, se her. I denne artikel hævder han, at vi har taget altfor let på de radikaliseringstendenser, der længe har været synlige. Og han undrer sig over gode politikere, der bliver ved med at tro på, at det hele drejer sig om at tage en snak med de unge islamister.

Og man må give ham ret i, at erkendelsen af islams voldspotentiale har været meget længe om at trænge ind hos en række politikere.

Derfor var det glædeligt, at Anders Raahauge den 19-2, se her, kunne referere en tysk artikel af Ulrich Greiner i ”Die Zeit”, se her (på tysk), hvori Greiner glæder sig over, at det nu omsider er muligt at kritisere islam uden straks at blive kaldt islamofob.

Mikael Jalving sammenligner i en artikel i Jyllands-Posten den 27-2, se her, islamismen med kommunismen. Også denne -ismes sande ansigt havde mange intellektuelle vanskeligt ved at se. Hos Jalving hedder det:

Ligesom i kommunismen ligger der i den islamiske bevægelse, der kom til Europa for 30 år siden takket være den irreversible masseindvandring fra Mellemøsten og Nordafrika, en forstillelse. Den spiller med fordækte kort, ligesom de muslimske ”kulturforeninger” herhjemme, der for manges vedkommende reelt er revolutionære celler, som arbejder for radikalisering og fundamentalisme på linje med de mest bogstavtro moskéer. Disse foreningers og moskéers bagmænd er ikke ”rodløse” enkeltindivider på jagt efter en identitet, sådan som vi har for vane at sige, men udgør kernen i et kollektiv med lange rødder tilbage til Koranen og Muhammeds eksempel, som forlener dem med vrede og politisk idealisme.

Det er måske det, der gør islamismen svært erkendelig: at den spiller med fordækte kort. Ligesom kommunismen i sin tid var i stand til langsomt, skridt for skridt, at føre en proselyt gennem erkendelsen af det kapitalistiske samfunds arbejdsløshed, frem til påstanden om kapitalens udbytning, hen til det retfærdige i proletariatets magtovertagelse, sådan er islamismen i stand til i vore dage at føre en proselyt gennem erkendelsen af Vestens løsslupne kønsliv, frem til påstanden om, at det rette kønsliv er det, der er tvunget ind i islams forskrifter, hen til tanken om, at det overfor Vestens udskejelser i det hele taget – specielt overfor den muslimske verden – er nødvendigt at anvende tvang, dvs., terror. Forbindelsen mellem de forskellige stadier ses først langsomt og derfor ofte for sent. For er ikke et ærbart levned, der holder kønslivet indenfor ægteskabets rammer, frommere end den vestlige løssluppenhed? At den tvang, som kønslivet lægges ind i, kan danne grobund for den tvang, samfundet i det hele taget skal underkastes, ses ikke ved første øjekast.

Per Stig Møller gør i en artikel i Jyllands-Posten, se her, op med den tanke, at terroren ikke har noget med islam at gøre. Han skriver:

Alligevel er de kulturradikale igen på banen. Nej, han var ikke terrorist. Han var dobbeltmorder. Nej, det var ikke islams skyld, men det danske samfunds. Nej, han var ikke enestående med sin voldelighed, for der er mange af dansk oprindelse, som er voldelige.

Forskellen mellem ham og dem er imidlertid, at de udøver vold i en beskidt bandekrig, mens han begik sine mord i overensstemmelse med et islamistisk, politisk motiv: Straf de vantro, der bruger ytringsfriheden til at fornærme profeten, og dræb jøderne.

Men det væsentligste er nok hans fortsættelse:

Hvis man af hensyn til det store fredelige muslimske flertal messer, at voldshandlingerne intet har at skaffe med islam, gør man det faktisk vanskeligere for dette flertal at tage dets voldelige mindretal i skole. Kun ved at sige til de moderate og moderne muslimer, at sådan forstår de rabiate altså islam, kan vi bede dem om at forklare ”de vrede unge muslimske mænd”, at de misbruger og misforstår islam.

Kun de kan tage et opgør med de muslimske filosoffer, der åbenbart har misforstået islam. Os andre bliver der jo ikke lyttet til i de kredse, for vi er de vantro.

Der ligger ganske meget i disse bemærkninger. Først og fremmest en erkendelse af, at disse ”unge vrede mænd” ikke lytter til os vantro. Det er uhyre svært for os danskere at nå frem til den erkendelse. For vi vil jo altid mene, at man ”må da kunne tale om det”, ”vi må da kunne appellere til deres fornuft” og hvad vi nu ellers siger. Det er faktisk befriende at høre en fremtrædende politiker erkende afmagten hos os vantro på dette område. Her har vi år ud og år ind talt om integration, hvordan vi hele tiden skulle vise muslimerne vor forståelse, og så har de gennem alle årene betragtet os med mistro, selv om de fleste af dem har holdt deres mistro for sig selv.

Og derfor er det så sandt, som det er sagt, at vi igen og igen skal gøre de moderate opmærksom på, at disse terrorister altså faktisk begrunder deres terror med islam. Og hensigten skal naturligvis ikke være at drille dem, men at få dem til at tage deres trosfæller ”i skole”, belære dem om, hvordan de selv kan være troende muslimer og alligevel gode medborgere i det danske samfund.

Blot må jeg nok i nogen grad anholde udtrykket ”de muslimske filosoffer”. Jovist, der er muslimske filosoffer, der forstår islams situation som den, at den er i uafladelig krig med os andre. Men der er dog også andre, mere tiltalende muslimske filosoffer. Ja, der var i middelalderen en rig muslimsk kultur, som man godt som nutidig muslim kunne tage som ideal i stedet for Muhammeds erobringstid.

Dog må man erkende, at denne rige muslimske kultur i ret høj grad blev til, ikke i kraft af, men på trods af de idealer, der herskede i den oprindelige islam fra Muhammeds tid. På Muhammeds tid mente man nemlig, at islams gudsforståelse og islams samfundsidealer skulle udbredes med magt. Men efter at islams magt var blevet konsolideret, kan man måske forestille sig, at tolerancen blev større, at man ikke mere følte så stort et behov for at bekæmpe andre religioner. Som jeg tidligere har nævnt, se her, mener Mehmet Mozzafari i sin bog Islam, en orientalsk totalitarisme, at der med kaliffen al-Mamun (813-833 e. Kr.) begyndte en islamisk storhedstid. Jeg gengav dengang et eksempel på al-Mamuns tolerance. Man kunne også nævne den åbenhed overfor de græske tænkere, som nu kom på mode – og blev tilladt mere eller mindre. Der fremstod filosoffer, som var påvirkede af de gamle grækere, specielt må nævnes Ibn Rushd, på latin kaldt Averroës, død 1198.

Jeg har i et tidligere indlæg citeret Ibn Rushd’s udtalelse om kvinderne indenfor islam, se her. Men den er faktisk værd at gentage. Det lyder sådan:

Vort samfund tillader ingen mulighed for udvikling af kvinders talenter. De synes at være bestemt udelukkende til at føde børn og tage sig af børn, og denne tilstand af underdanighed har ødelagt deres evne til større ting. Det er derfor, vi ikke ser nogen kvinde udstyret med moralske dyder; de lever deres liv som grøntsager og hengiver sig til deres mænd. Herfra stammer den elendighed, der oversvømmer vore byer, for der er næsten dobbelt så mange kvinder som mænd, og de kan ikke skaffe sig til livets opretholdelse ved deres eget arbejde.

Dette var et tilløb til nytænkning indenfor islam. Men det blev ikke udnyttet. Da den emir, der holdt hånden over Ibn Rushd, døde, blev han sendt i landflygtighed. Og det er i højere grad den kristne, latinske verden, der har taget hans Aristoteles-kommentarer til sig, end det er den muslimske.

Andre har blandt islams fornyende filosoffer nævnt Ibn Khaldun, død 1404. Og det må da indrømmes, at han besidder en mægtig viden. Men man må vist også sige, at han holder sig til den højst normale islam. Der er ikke megen nytænkning hos ham. Jeg har tidligere omtalt ham, se her, og skal her blot føje to ting til det dèr omtalte:

Det kommer frem flere gange i hans store værk Muqadimma, at han har vanskeligt ved at omtale tidligere tiders store kulturer på en passende måde, altså på en måde, der stemmer overens med påstanden om, at det var islam, der bragte den guddommelige kundskab om den rette samfundsindretning, som menneskeheden indtil da havde savnet. For den påstand skal jo romernes og grækernes store kulturelle bedrifter presses ind i. Store kulturer før islam? Utænkeligt! Det må nedtones. Og det blev det hos Ibn Khaldun.

Lidt uhyggeligt er det at tænke på, at den kulturødelæggelse, som IS for tiden gennemfører i Mosul, på den måde ligger i naturlig forlængelse af påstanden om, at Gud gennem islam har givet menneskeheden noget, den ikke havde tidligere. IS og Ibn Khaldun kan tage hinanden i hånden, for de er enige på det punkt. Men også enige om, at udviser virkeligheden – f.eks. gennem store, flotte ruiner og kunstværker af en ikke senere opnået skønhed – noget andet, så er det værst for virkeligheden.

Det andet, Ibn Khaldun lærer os, er, at islam kan forny sig, men at den fornyelse, der kan blive tale om, består i en tilbagevenden til ørkentilstanden. Han har levet i en tid, da islam havde eksisteret længe nok til, at man kunne få øje på dens op- og nedture. Og han er da ærlig nok til at erkende, at de islamiske stater ikke altid har været lige islamiske.

Han mener at kunne iagttage, at mennesker i ørkentilstanden har en stor ”group-feeling”, samhørighedsfølelse. Den sætter dem i stand til med militær magt under en kyndig kalif at besejre fjenderne, de ydre og de indre, og etablere et ægte muslimsk samfund. Men efterhånden breder der sig indenfor dette samfund en bykultur, der får den menneskelige ladhed til at brede sig. Samhørighedsfølelsen aftager, mennesker vil ikke mere ofre livet for islams skyld, islams udbredelse standser, ja i de muslimske samfund selv breder ikke-muslimske kræfter sig. Og en ny glansperiode for islam oprinder først, når der igen er en ørkenstamme med dertil hørende emir eller kalif, der kan gribe ind.

Også det er en lidt nedslående iagttagelse. For her viser jo Ibn Khaldun, at den vej, IS betræder med viljen til brutal nedkæmpelse af al indre og ydre modstand, er den rette vej til islamisk genfødsel.

Endelig er det værd at nævne en længere artikel i The Atlantic af Graeme Wood, se her, hvor IS’s formål og hensigter tager omhyggeligt op til behandling. Én af de ting, som Wood tager frem, er den gamle muslimske grundsætning, at en god kalif ikke må slutte fred for mere end ti år ad gangen. Wood citerer Abu Baraa for at sige, at

islamiske love tillader kun midlertidige fredsaftaler; de må ikke vare mere end ti år. Ligeledes er det at acceptere en grænse en uting, som profeten fastslog og som det gentages i IS’s propagandavideoer. Hvis kaliffen er tilfreds med en længerevarende fred eller med faste grænser, er han en vildfaren. Midlertidige fredstraktater kan fornyes, men kan ikke gives alle fjender på én gang: kaliffen er nødt til at føre hellig krig mindst én gang om året. Han må ikke falde til hvile, ellers falder han i synd.

Det ser altså ikke ud til, at det vil være muligt at slutte fred med IS. Og så må man jo søge at inddæmme dem. Det samme er forøvrigt tilfældet med Hamas. Også de er indstillet på evig krig. Men om det for deres vedkommende ‘kun’ er evig krig mod Israel, eller det er evig krig mod alle vantro, er vist ikke ganske klart. I hvert fald ikke for mig.

Men summa summarum: Der er et voldspotentiale i islam. Og det er derfor antages at være vanskeligt, om ikke umuligt, for enhver moderat muslim at overbevise ekstremister om fredens fordele ud fra islams grundskrifter.

Tilbage står så forsøgene på at overbevise med almindelig snusfornuft: som man siger med et ordsprog: ”Én fugl i hånden er bedre end ti på taget”. Udlagt: ”Én kvinde på jorden er bedre end 72 efter døden”.

Advertisements
Dette indlæg blev udgivet i Islam, Islam versus kristendom og tagget . Bogmærk permalinket.

Et svar til Islams voldspotentiale

  1. Pingback: Religionsrelativisme | ricardtriis

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s