Indvandringsetik

Hvilke etiske overvejelser må man gøre sig i forhold til indvandringen?

Det spørgsmål lå som en løs ende i et tidligere indlæg her på bloggen. Det skal derfor tages op nu.

Og lad mig bare begynde med at indrømme, at for de fleste danskere er der overhovedet ikke noget etisk problem i indvandringen. Det, der er problemet, er, at alle vi indvandringsmodstandere ikke anerkender den etik, som de radikale, enhedslisten, SF og andre indvandringstilhængere anser for at være den eneste gyldige. Problemet består efter deres opfattelse ikke i etiske overvejelser pro et contra, men i gennemførelsen af den etik, der er den eneste humane og kristelige (hvis man interesserer sig for kristendommen), nemlig at modtage den, der melder sig på vort dørtrin, med åbne arme.

Det er den holdning, jeg tidligere har kaldt ”samaritanisme”, fordi den ret tydeligt er afhængig af Jesu lignelse om den barmhjertige samaritaner, se her. Ikke sandt, de to andre, levitten og præsten, så den overfaldne, men gik forbi. Samaritaneren så ham også, og hjalp (Luk 10,25-37). Det var menneskeligt, det var næstekærligt, sådan bør også vi gøre. Levitten og præsten, det er os indvandringskritiske kommentatorer, vi ser de stakkels mennesker, der ankommer til vort land, men vi lader dem ligge og forbløde på dørtrinet, ikke om vi kan få os selv til at gribe ind og hjælpe. De indvandringspositive, derimod, de er som samaritaneren, de ser den stakkels overfaldne, de hjælper ham op på deres ridedyr, de beder en herbergsvært om at tage sig af ham og lover at ville betale, hvad han måtte lægge ud.

Indlysende, ikke! Og da især indlysende for én, der anser Jesus for et stort menneske, og det ny testamentes fortællinger for gode retningslinjer for et godt menneskeliv.

Så det synes umiddelbart at være galmandsværk at ville vende sig imod en så letforståelig og åbenlys rigtig etik. Det er ikke desto mindre det, jeg i dette indlæg agter at gøre.

Da jeg i det førnævnte indlæg advokerede for at kalde indvandringstilhængernes superhumanistiske holdning for ”samaritanisme”, var ét af argumenterne for at sammenligne med tidligere tiders pacifisme, at samaritanismen ligesom pacifismen har noget absolut over sig. Man får gennem sin anvendelse af Jesu lignelse et absolut krav lagt ned over sig, og det forekommer frigørende oven på al denne evindelige snakken pro et contra.

Dette absolutte medfører også, at man bliver i stand til at fastholde sit standpunkt, uanset hvilke konsekvenser det har. Man hager sig fast i dette absolutte gode (og det mener man, der er tale om), så må det gå med virkeligheden, som det kan bedst.

I Sverige var det en ikke-politisk chef for ”Migrationsverket”, der bestemte, at Sverige ville give alle flygtninge fra Syrien permanent opholdstilladelse, i Danmark var dog vist politikerne med ind over, da vi kom med en lignende udmelding; det var dog kun flygtninge fra udvalgte område i Syrien, der hos os uden videre kunne få opholdstilladelse. Dette var samaritanisme i renkultur. Man havde en så fast forankret tro på at gøre det rigtige, at man tillod sig ganske at se bort fra de konsekvenser, denne udmelding havde.

Jeg blev, som formodentlig mange andre af Informations læsere, noget overrasket over at læse en kronik af Lasse Petersen den 27-8 2014, hvori han hævdede, at flygtningekonventionen var skyld i de mange drukneulykker, der fandt sted i Middelhavet, fordi flygtninge i stort tal søger mod Europa på synkefærdige både, se mit indlæg derom her. Men, siger han, ikke blot er det konventionens skyld, at flygtninge drukner, det er også Sveriges skyld. For med sin udmelding om, at syrere automatisk får permanent opholdstilladelse, åbner Sverige for en strøm af flygtninge til landet. Og da disse flygtninge selv skal sørge for at komme frem til Sverige, fører dette igen til flere både på Middelhavet og derfor flere forlis.

Men trods min forbavselse må jeg give ham ret. Ting har konsekvenser. En udmelding som den svenske (og den danske) fører noget med sig. Og det, det fører med sig, bør man tage i betragtning, når man melder ud. Det er ikke nok på god (eller dårlig) farisæisk vis at se på gerningen i sit selv: er den god, anbefalelsesværdig, eller måske endda ædelmodig?, man må virkelig medinddrage gerningens konsekvenser: hvad medfører ens udmelding i den verden, der nu engang er, som den er? Og er disse konsekvenser heldige eller uheldige?

Men samaritanismen er betænkelig også af en anden grund: den er parat til at lave om på virkeligheden for at kunne fastholde sin opfattelse af sig selv som et godt menneske. I dette tilfælde: man er parat til at overse, at mange mennesker vil lyve for at opnå opholdstilladelse i Sverige. Derfor kan man komme med en udmelding, der gælder alle syrere, uden at spekulere på, hvordan man skal kontrollere, at de, der melder sig som syrere, nu også er fra Syrien. På samme måde som danskerne med deres udmelding er nødt til at tage flygtningene på ordet, når de hævder, at de kommer fra ét af de områder i Syrien, som giver anledning til asyl i Danmark. Det er umuligt at kontrollere deres udsagn, og vi er i vores store godhed heller ikke interesseret i at kontrollere dem.

Vi”, det vil sige, både administratorerne og politikerne. For alle er grebet af samaritanismen. Og den historie giver ikke blot os, de gode, en rolle at spille, den giver også de nødstedte, i dette tilfælde flygtningene eller asylansøgerne, en rolle, de skal udfylde. Og denne rolle tilsiger dem at være stakkels, ærlige, uskyldige mennesker, der er blevet fanget i en borgerkrig. Det kan de også sagtens være, eller altså: give sig ud for at være. Om ikke andet, kan de følge de råd, de får fra menneskesmuglerne, og sige det til myndighederne, som de fortæller dem, at det kan betale sig at sige. Men selv om de så skulle være dårlige skuespillere, selv om de af og til falder ud af rollen som stakkels, uskyldigt forfulgte mennesker, de behøver ikke at bekymre sig. Vi samaritanister har i den grad bundet dem ind i den rolle, de skal spille, at vi tror på dem som stakler, hvad de end gør og siger.

Faktisk har der jo efterhånden været ikke så få tilfælde, hvor sandheden bryder igennem den ”stakkel-rolle”, vi har tildelt dem. Der har været flygtninge i Sverige, der aldeles ikke ville finde sig i at blive forflyttet fra Syd- til Nordsverige, der har været en flygtning her i landet, der offentligt ‘truede’ med at ville vende tilbage til Egypten, hvor han havde efterladt sin kone og sine børn, der har været såkaldt ensomkommende flygtningebørn, der var så store ”børn”, at de kunne skabe megen ballade på de centre, hvor de var anbragt. Men samaritanisterne modstår med stor energi enhver virkelighedsafsløring.

Ikke sandt, disse flygtninge opfører sig som turister, der har bestilt en rejse med en vis komfort, og derfor gør vrøvl, når virkeligheden ikke svarer til forventningerne. At rejsen er bestilt hos menneskesmuglerne, men hotelværelset skal leveres af den svenske stat, den slags småting kan de da ikke tage hensyn til. Og det mærkelige er altså, at selv om de opfører sig sådan, bliver de ikke sendt retur, men med én eller anden undskyldning alligevel behandlet som flygtninge.

Det vil sige, at det, ”godhedsindustrien” tror er gode gerninger, det medfører noget ondt i kraft af den farisæisme, der ligger i samaritanismen; medfører druknedød i Middelhavet, medfører yderst lemfældig kontrol med, hvem der rejser ind i landet, medfører ghetto-områder rundt om i landet med egne love og regler.

Hvad skal vi gøre ved det?

Jeg tror såmænd ikke, vi behøver at opsige flygtningekonventionen. Vi kan begynde med at overholde den, så vi kun modtager flygtninge. Så bliver antallet af asylansøgere kraftigt beskåret. Men vi må jo nok opsige Schengen-samarbejdet og genindføre grænsekontrollen. Det vil også være anbefalelsesværdigt af en anden grund. Vi dømmer rask væk en del mennesker til at skulle holde sig udenfor landets grænser i et vist antal år. Men uden grænsekontrol er en sådan dom ret umulig at eksekvere.

Men det væsentligste er en forandring af den godhedsfornemmelse, som mange danskere inspireres til at indtage af journalister og politikere. Samaritanismen må bekæmpes og afsløres som den farisæisme, den er.

Og det bliver svært.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Indvandringspolitik og tagget , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s