Mein Kampf og koranen

Jeg sad forleden og læste i Jacob Kronikas bog Lyset i Vinduet. Og så var der pludselig noget, der fangede mig og fik mig til at sammenligne den tids holdning til Hitlers Mein Kampf med vor tids holdning til koranen.

Kronika gengiver en samtale, han i 1937 havde med redaktøren af Flensborg Avis, Ernst Christiansen:

J. K.: ”Du skrev i sin Tid en Række Artikler i ”Flensborg Avis”, hvori Du paa Basis af Hitlers ”Mein Kampf” gjorde Rede for Nazismens Tanker. Jeg husker, at Du blandt andet dvælede ved Hitlers Udtalelse i denne Bog om, at det vilde være Vanvid at stræbe efter en Genoprettelse af de gamle Rigsgrænser af 1914”.

E. C.: ”Hvorledes opfattede Du selv dengang denne Udtalelse?”

J. K.: ”Nøjagtig saaledes som Du. Nemlig i Retning af dette: glædeligt for Tyskland selv og for alle andre Lande, at her kommer – med Hitler – endelig engang en tysk Politiker, oven i Købet en national og dynamisk Politiker, der som noget af det nye vil lære det tyske Folk at begrænse sig, at nøjes med sit eget, med tysk Territorium og tyske Mennesker, at leve og lade andre leve”.

E. C.: ”Og Din Opfattelse af i Dag?”

J. K.: ”Jeg har taget fejl. Hitler, Rudolf Hess, Alfred Rosenberg o.s.v. har ment og mener noget ganske andet. Man vil ikke genoprette de gamle Grænser af 1914. Men kun af den Grund, at de er alt for snævre. Nazisterne vil oprette et Rige, hvis Grænser naar langt ud over de Grænser, der bestod i 1914. De vil Magt langt ud over, hvad der nogensinde før har bestaaet i et af Historiens Tyske Riger.”

Da jeg læste det, tænkte jeg, at det da kunne være sjovt at finde ud af, hvad Hitler egentlig skriver i det omtalte afsnit. For det forekom mig højst besynderligt, at et dog nogenlunde begavet menneske som Jacob Kronika kunne tage så afgørende fejl af det, Hitler skrev.

Nu har jeg så fundet stedet i Min Kamp (dansk udgave, Hagerups Forlag 1934), og jeg må indrømme, at det forekommer mig lige besynderligt, at Kronika kunne fremkomme med den førstnævnte tolkning. Selvfølgelig véd jeg godt, at vi, der lever nu, har den fordel, at vi kan tolke udtalelserne i lyset af alt det, der siden er sket. Og jeg véd også godt, at det er meget vanskeligt at ”slå den erfaring fra”, som vi siden har gjort. Men alligevel!

Hitler skriver følgende på side 296:

Jeg vil gerne forudskikke følgende: Kravet om Genindførelse af Grænserne fra Aaret 1914 er politisk Vanvid af et Omfang og Følger, som faar det til at synes en Forbrydelse. Ganske bortset fra, at Rigets Grænser i Aaret 1914 var alt andet end logiske. Thi de var i Virkeligheden hverken fuldstændige m. H. t. at omslutte alle Mennesker af tysk Nationalitet eller fornuftige i Henseende til deres militærgeografiske Hensigtsmæssighed. De var ikke Resultatet af en velovervejet politisk Handlemaade, men foreløbige Grænser for en paa ingen Maade afsluttet, politisk Kamp, ja, til Dels Følger af et tilfældigt Spil af Skæbnen.

Kronika har åbenbart konkluderet, at det måtte være Hitlers ideal, at det tyske rige omsluttede alle mennesker af tysk nationalitet. Tysklands 1914-grænser indbefattede som bekendt Nordslesvig. Og hvis nu Hitler kun ville have tyskere indenfor riget, så ville han jo ikke genindlemme Nordslesvig, som Tyskland mistede ved afstemningen i 1920. Jo, der er måske alligevel en vis mening i Kronikas udlægning af Hitlers tekst.

Men der er noget, som Kronika ikke kan få sig selv til at tro i Hitlers bog. Ligesom der er noget, vi i dag ikke kan få os selv til at tro om vore muslimske landsmænd. Han kan ikke få sig til at tro, at Hitler er et magtmenneske. Al hans tale er magttale. Alle hans begreber grunder i dette, at der mellem nationerne hersker magtkamp.

Hitler går forsøgsvist ind på den tanke, at Tyskland skal stræbe efter at genoprettet 1914-grænserne. Men det ville medføre uhørt stor forblødning af det tyske folkelegeme.

Overfor dette skal vi Nationalsocialister holde urokkeligt fast ved vort udenrigspolitiske Maal, nemlig at sikre det tyske Folk den Jord her i Verden, der tilkommer det. Og denne Aktion er den eneste, som overfor Gud og vor tyske Efterverden vil retfærdiggøre et Blodoffer. Overfor Gud, forsaavidt som vi er sat i denne Verden med den Bestemmelse, at vi evigt skal kæmpe for det daglige Brød som Væsener, der intet får forærende, og hvis Stilling som Jordens Herrer udelukkende skyldes den Genialitet og det Mod, hvormed de forstår at tilkæmpe sig og beskytte deres Stilling; for vor tyske Efterverden, forsaavidt som vi ikke udgød nogen Borgers Blod, uden at der deraf skænkedes Efterverdenen tusinde andre. Den Jord, paa hvilken tyske Bondeslægter engang i Fremtiden kan avle kraftige Sønner, vil billige Indsatsen af Sønner i Dag og engang i Fremtiden frikende de ansvarlige Statsmænd for Blodskyld og Folkeofring, selv om Nutiden forfølger dem.

Det prekære i denne udtalelse er ikke, at Tyskland skal sikre sit folk den jord her i verden, der tilkommer det. Nej, det prekære er, at Hitler kun ser på Tysklands krav. Tyskland led mangel på fødevarer under blokaden i slutningen af Første Verdenskrig. Den situation vil Hitler ikke se gentage sig. Derfor tænker han sig, at Tyskland skal gennemfører store erobringer mod øst. Det kommer godt nok til at koste blod, men de tyskere, der vil bosætte sig på denne nyerhvervede jord, vil avle kraftige sønner. Og så vil det være blodofret værd. Men hvis den jord, der nu bebos af andre folkeslag, tilkommer tyskerne, fordi de kun på den måde kan få jord nok til at brødføde sig selv, hvad så med disse andre folkeslag? Ja, det spekulerer Hitler overhovedet ikke på. Det er det mærkelige. Det er det for Kronika uforståelige.

Oven i købet drager Hitler Gud ind i billedet. Man skulle tro, at han, når han tænker sig Tyskland stillet overfor Gud, dog ville gøre sig klart, at de andre folkeslag er Guds skabninger på samme måde som Tyskland er det. Men det falder ham ikke ikke. Nej, den såkaldte socialdarwinisme behersker i den grad Hitlers tankegang, at han uden videre vover at stille guds-autoriteten bag den. Og altså uden på nogen måde at forholde sig til det, der dog ligger snublende nær, når man beskæftiger sig med guds-tanken: at Gud er andre folkeslags Gud på samme måde, som han er Tysklands Gud.

Det er grunden til, at Kronika tager fejl i sin første bedømmelse. Han kan simpelthen ikke forestille sig, at Hitler er så énøjet, ja indskrænket, at han kun har Tysklands krav på ”Lebensraum” for øje. Han må da tænke på andre lande og deres livsmuligheder også. Det er først bagefter, hvor Hitler har foretaget sit felttog østpå for at skaffe landet ”Lebensraum”, at vi kan se, at det altså var sådan, det skulle forstås.

Så man skal måske snarere undre sig lidt over, at de to herrer nu i 1937 formår at læse Mein Kampf, som den skal læses, som et kampskrift, som et énøjet program for, hvad Tyskland skal foretage sig, hvad der tjener Tysklands interesser, hvad der varsler en krig fra Tysklands side.

Vi står i den samme situation med hensyn til islam. Vi kan simpelthen ikke forestille os, at muslimer vil mene om sig selv, at de er Guds udvalgte, at de er mere i Guds øjne end vi andre, eller at de kun har blik for deres krav og aldeles ikke er tilsinds at acceptere vore modsatrettede krav.

Det er magtens tale, vi ikke kan forstå, eller ikke kan forestille os, at muslimer er grebet af. De kommer fra lande, hvor muslimer er mere værd end folk fra andre religioner. Og den overbevisning tager de med sig op til os. Vi yder dem al mulig hjælp, når de skal etablere sig her i landet. Og det er ikke noget, de føler nogen trang til at være taknemlige over. Det er bare et tegn på, at vi anerkender dem som muslimer og os selv som dhimmier, mennesker, der er mindre værd end muslimer. De føler ingen som helst skam ved at kræve deres religion respekteret på både arbejdspladser og i skoler. De har dog vist opgivet at få indrettet bederum på diverse skoler med muslimske elever. Men i begyndelsen, da de kom, var det noget af det, de krævede. Aldeles uden blusel overhovedet.

Hvorfor?

Fordi det forekommer dem selvfølgeligt, at vi understøtter dem på enhver måde: de er jo muslimer, det er vi ikke, det forklarer for dem det hele, altså forklarer den overordnede stilling, de mener, de indtager.

Det er det, vi ikke kan forstå. Vi mener, de da selv må være klar over, at de kommer her som gæster og derfor tænkes på nogenlunde anstændig måde at rette ind efter værtslandets normer. Men sådan ser de ikke på sagen. De mener, at de kommer som en slags missionærer: islam skal jo indføres overalt i hele verden, altså også i Danmark. Og når de nu har fået foden indenfor, er det bare om at stille så mange muslimske krav som muligt, på den måde lever de efter deres religions krav. Det er ikke dem, der skal tilpasse sig vore traditioner, det er vore u-islamiske traditioner, der skal nedbrydes, så de rette muslimske traditioner kan træde i stedet. På den måde gennemføres Allahs vilje.

Denne teologiske særegenhed kommer også til udtryk psykologisk. Det har Nicolai Sennels blik for. Han skriver i en analyse af, hvad der kan have drevet Omar El-Hussein:

En central del af islams psykologi er kravet om loyalitet. Dette understreges af, at der er dødsstraf for at forlade religionen. Da 17 danske aviser, herunder JP, genoptrykte Muhammed-tegningerne i vinterferien 2008, havde jeg få dage efter en masse brandstiftere med muslimsk baggrund i mit terapilokale. Mange af disse gik ikke i moské, nogle drak alkohol og de fleste førte på mange måder en uislamisk livsstil. Alligevel var deres loyalitet overfor deres religion så stærk, at de var villige til at brænde fremmede menneskers biler af for at markere den.

En anden del af islams psykologi er den kraftige os/dem-mentalitet. Koranen og haditherne dyrker en ekstrem polarisering mellem muslimer og ikke-muslimer. Ikke-muslimer fremstilles som urene og de fortjener Allahs vrede og Helvedes ild. En meget stor del af islam handler faktisk slet ikke om muslimer, men om ikke-muslimer, og altid i nedgørende og ofte blodig kontekst. Med islams stigmatisering, marginalisering og dæmonisering af ikke-muslimer gør den det psykologiske skridt til også at følge skrifternes opfordringer til vold og drab både kortere og lettere. (Se her).

Det er selvfølgelig ikke meningen med denne sammenligning mellem Mein Kampf og koranen at drage sammenligninger på andre punkter end dette ene. Men det forekommer mig interessant og tankevækkende, at den mangel på den almindelige menneskelige evne til at se sagen også fra den anden parts side, en evne, der må formodes at være udbredt i de fleste menneskelige samfund og i hvert fald er det hos os, ja, er det i den grad, at den er forudsætningen for, at vi kan finde nogenlunde retfærdige love, den evne er fuldstændig fraværende både hos Hitler og hos fromme, dvs., korantro, muslimer.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Islam og tagget . Bogmærk permalinket.

Et svar til Mein Kampf og koranen

  1. Pingback: Nazikortet igen | ricardtriis

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s