Samtalesamfund i kim

Jeg har tidligere her på bloggen søgt at betragte visse af Luthers udtalelser som små kim, der i tidens løb er vokset frem til grundvold for demokratiet. Her omtaler jeg f.eks. Luthers idealsamfund som et samtalesamfund, mens sværmernes idealsamfund kaldes et åbenbaringssamfund og katolikkernes et autoritetssamfund. Det var især Luthers holdning under bondekrigen i 1525, jeg brugte som referencepunkt.

Efter et møde i København i mandags, hvor tidligere lektor i kirkehistorie ved Københavns Universitet, Nina Jørgensen, holdt forelæsning, vover jeg imidlertid at fremsætte en lidt udvidet tankegang. Nina Jørgensen gjorde nemlig opmærksom på, at mange af de fænomener, vi mener skylder reformationen deres opkomst, faktisk forekom lang tid før reformationen.

F.eks. var prædiken på modersmålet almindelig hele middelalderen igennem. F.eks. fandtes der mange bibler til købs før reformationen; og folk læste dem. Og f.eks. var nedbrydningen af kirkelige og akademiske autoriteter i fuld gang allerede, inden reformationen slog igennem. Det var godt nok især efter Luthers fremtræden, at de tyske byer afholdt disputationer for at afgøre, om byens ”religion” fremover skulle være lutherdom eller katolicisme. Men den tanke, at enhver havde lige stor ret til at fremkomme med kvalificerede udtalelser om religionen, den tanke var velkendt indenfor humanistiske kredse. Og lutherdommen fremstod i store dele af Tyskland som en særlig form for humanisme, ligesom Luther også betragtede sig selv som humanist.

Nu er jo betegnelsen ”samtalesamfund” en betegnelse, man først kan komme med bagefter, på god afstand af alle de famlende overvejelser, som Luther og hans samtid måtte igennem. Det var virkelig ikke til for Luther eller hans samtidige at se, hvor det bar hen med samfundets udvikling.

Man kan endvidere spekulere på, i hvor høj grad Luthers reformatoriske nybrud, altså tanken om retfærdiggørelse ved tro, havde nogen synderlig indvirkning på hans reaktion på pavedømmets arrogance. Den havde det måske på den måde, at Luther satte enkeltmennesket og dets gudsforhold i centrum, men dette var som sagt en humanistisk tradition, der havde gjort sig gældende allerede før Luther. Men der var vel få, der gennemførte den tanke med en så stor konsekvens som Luther.

Denne pavelige arrogance mødte Luther ved flere lejligheder. Men det er, som om det først meget langsomt går op for ham, hvor arrogant pavestolen er, og hvor frækt den optræder imod al normal kirkeskik. Da Luther i august 1518 havde fået en indkaldelse til at give møde i Rom til forhør angående sine synspunkter, fik hans fyrste, Frederik den Vise, det ændret, så han i stedet kunne blive forhørt af kardinal Cajetan i Augsburg. Dette forhør fandt sted i oktober 1518. Men det blev et noget mærkeligt forhør. Cajetan ville nøjes med at kræve en tilbagekaldelse af Luther. Luther ville vide, hvad han skulle tilbagekalde. Og der udviklede sig, meget imod Cajetans hensigt, en vis diskussion, hvor bl.a. en ekstravagans fra 1349 blev inddraget, en ekstravagans eller paveskrivelse af en pave Bonifacius, som hævdede, at Kristi overskydende gode gerninger kunne indgå som en del af den kirkens skat, hvorfra paven uddelte aflad. Luther har i den gennemgang af de 95 teser, som han leverede i foråret 1518, under tese 58 hævdet, at eftersom ingen af de hellige opfylder Guds bud tilstrækkeligt, kan de ikke gøre overskydende gode gerninger, se her. Konsekvensen af den påstand er fatal. For så er der ikke noget input i kirkens skat, og derfor er det bluff, når paven vil bilde os ind, at han kan uddele aflad af denne skat, aflad er jo helgenernes overskydende gode gerninger uddelt til andre mod betaling.

Hvis man alligevel vil fastholde afladstraditionen (og de penge, den kastede af sig), kunne man støtte sig til den omtalte ekstravagans: I det mindste Kristus måtte være leveringsdygtig i overskydende gode gerninger. Blot var denne tanke ikke almindelig anerkendt indenfor kirken, ja, den var dårlig blevet diskuteret.

Det blev den så i nogen grad i forhøret i Augsburg. Men Luther måtte dog flere gange hævde, at han ikke var kætter, fordi han nægtede den mulighed. Kirken havde jo ikke fastslået denne tanke som sin ufravigelige lære.

Stor var derfor Luthers forbavselse, da han i november erfarede, at paven efter Cajetans hjemkomst til Rom havde udstedt en bulle, der slog fast, at det nu skulle anses for gældende kirkelære, at Kristi overskydende gode gerninger kunne indgå i kirkens skat. Uden kirkelig debat, alene i kraft af pavelig magtfuldkommenhed. Det var så tydeligt et autoritetssamfund, ikke et samtalesamfund, pavestolen søgte at opbygge eller vedligeholde.

Men tanken om, at man da på én eller anden måde i sidste ende var nødt til at have en form for autoritet til at afgøre sagerne, blev ved med at præge både Luther og de andre frisindede humanister. Dog i ret forskellig grad.

Det kan ses af reaktionerne på Leipzig-disputationen. Disputationen fandt sted i juli 1519 mellem Johan Eck og Martin Luther. De fleste, også de fleste Luther-forskere i vore dage, mener, at det var Eck, der ”gik af med sejren”, idet de hævder, at han fik Luther tvunget ud i tovene, fik ham presset til at indrømme, at et koncil kunne tage fejl, og at specielt koncilet i Konstanz havde taget fejl.

Jeg er ikke klar over, hvordan en sådan opfattelse er kommet ind i forskningen. Men den er, såvidt jeg kan se, forkert. Luther lod sig ikke presse til nogetsomhelst. Han fremkom ganske frivilligt med de udtalelser, som Eck så tydeligt regnede for kætterske. Og han fremkom med dem på ganske frimodig vis, fordi han kunne argumentere for dem, og det mente han var grund nok til at fremsætte dem.

Hvad var det da for forfærdelige udtalelser, han fremkom med?

Det var dels udtalelser om, at både et koncil og en pave kunne tage fejl, dels udtalelser om, at der var visse af de sætninger, der var blevet fordømt på koncilet i Konstanz, som enhver god kristen måtte tilslutte sig, og dels udtalelser om, at bøhmerne havde ret i noget af det, de sagde.

Men først skal vi nok lige se på en udtalelse fra en middelalderlig retslærd, som Luther lægger en del vægt på. Der er tale om italieneren Nicolaus de Tudesco, eller Panormitanus, som Luther kalder ham. Han er kommet med følgende bonmot:

For i de ting, der har med troen at gøre, kan selv et privatmenneskes udsagn være at foretrække fremfor pavens udsagn, hvis han bevæges af bedre grunde og bedre skriftsteder fra det ny og det gamle testamente end paven. (Se her).

Lad os bare lytte til én af Luthers modstandere, Ambrosius Catharinus, som meget snu spørger, hvem der skal afgøre, hvornår enkeltmenneskets udsagn er bedre end pavens, se her. Men Catharinus har ikke fanget det, Luther vil med dette citat. Dels siger citatet jo, at ethvert menneskes udsagn gælder lige meget; et meget stærkt citat, som altså fremkom før Luther. Og dels siger citatet, at også pavens udsagn skal bygge på gode grunde og gode skriftsteder; det vil sige: paven kan i sine udsagn ikke udnytte sin autoritet.

Men er der noget, paverne i middelalderen gjorde, var det at udnytte deres autoritet. Luther citerer Augustin med tilslutning:

Jeg for mit vedkommende har alene tildelt de skrifter den ære, som kaldes kanoniske, men de øvrige læser jeg således, at hvor stor lærdom og hellighed de end bærer frem, anser jeg dem ikke for sande af den grund, at de mener sådan, men fordi de kan overbevise mig ud fra de kanoniske bøger eller antagelige grunde. (Se her).

Det vil sige: Augustin vil netop ikke bøje sig for kirkefædrenes skrifter, fordi forfatterne er lærde og hellige, men fordi de bruger gode argumenter. Og umiddelbart herefter beråber Luther sig så på Panormitanus:

Ja, endog de jurister, som han [dvs. Eck, rr] synes at agte mindre højt, fastslår i kapitlet: significasti, om valget, at et enkeltmenneskes mening har forrang fremfor både den romerske pave og koncilet og kirken, hvis han støtter sig til bedre autoriteter eller fornuftsgrunde.

Hvad angår forholdet til bøhmerne, synes Eck at lide af en slags berøringsangst. Fordi Huss blev fordømt på koncilet Konstanz i 1415 og brændt på bålet dèr, mener han vist, at alt, hvad Huss har sagt, er kættersk og skal forsages og ikke omtales. Luther nævner nogle af de ting, som Huss er blevet fordømt for og påstår, at ingen kan nægte rigtigheden af dem:

Men det bør tages op til behandling, at han [dvs. Eck, rr] råber meget for at opægge misundelse, ‘det er forfærdeligt for alle Kristi troende, at han ikke undser sig for imod et så helligt og rosværdige Konstanz-koncil at sige, at nogle Huss-artikler var højst kristelige og evangeliske, noget, som dog den universelle kirke ikke kan fordømme’. Jeg svarer: Blandt Huss’ artikler findes der følgende: ‘Én er den hellige universale kirke, som er samfundet af de forudbestemte’, ligeledes en anden: ‘Den universelle hellige kirke er kun én, ligesom der også kun er ét tal på alle de forudbestemte’. Disse to er ikke Huss’ sætninger, men taget ordret efter Augustin ‘over Johannes-evangeliet’ og gentaget af Petrus Lombardus i den fjerde sætning om nadverens sakramente. En tredie sætning er ‘Skønt Kristus er af to naturer, en guddommelig og en menneskelig, er der dog kun én Kristus’. Disse artikler, tror jeg hr Johannes Eck bekender sammen med mig. (Se her).

Det vil sige: Når man tillader sig at undersøge sagen nærmere, viser det sig, at koncilet i Konstanz kom til at fordømme artikler, som i virkeligheden stammer fra Augustin. Og det var jo ikke så godt. Hverken for dette koncils anseelse eller for Eck, der vil bruge Luthers anerkendelse af Huss-sætninger til at fordømme ham med.

Men Luther er ikke færdig med sit svar. For kom koncilet nu også sådan virkelig til at fordømme disse Huss-sætninger? Luther går den formel efter i sømmene, som man fra pavens side anvendte ved sine kætterdomme – også ved den bulle, hvormed Luther blev erklærer for kætter. Den lyder således:

Men når selve koncilet imod dette siger, at nogle af sætningerne er kætterske, andre fejlagtige, andre blasfemiske, andre letsindige, andre oprørske, andre stødende for fromme øren, så burde den udmærkede hr doktor ud fra sin klogskab få lidt orden på sine tanker og ikke imod koncilets bestemmelse fordømme alle sætninger i almindelighed som kætterske, sætninger, som koncilet næppe ville kalde letsindige. (Se her).

I virkeligheden er dette et afslørende tegn på pavens magtarrogance; man gider ikke præcisere, hvilke sætninger man fordømmer; det er nok at komme med en række negative betegnelser, så må enhver afholde sig fra at gentage disse sætninger, for uha! nogle af dem er jo så skrækkelige, at de kan medføre døden på kætterbålet. Det var bestemt ikke meningen, at man skulle tage denne formel på ordet, så man drog den slutning, som Luther her drager: at nogle af sætningerne altså kun er ”stødende for fromme øren”.

Som sagt vil jeg mene, det er forkert at tolke disputationen i Leipzig, så man siger, at Luther blev tvunget ud i tovene. Det kan måske siges at repræsentere en katolsk tolkning, for katolikkerne vil også i vore dage fastholde, at den autoritet, der skal gælde indenfor kirken, er skriften og traditionen; med traditionen menes pavemagten. Men hvorfor skal vi lutheranere følge trop, hvad den tanke angår? Det er sandt nok, at det hele ser meget mere klart og éntydigt ud, hvis man kan fastlægge en form for autoritet, enten man så vil lægge den hos paven eller hos koncilerne. Og det kan vel være fristende for lutherske lærde at følge den katolske tankegang, der siger, at når Luther tvinges til at indrømme, at konciler og paver kan tage fejl, så kommer alting til at flyde. Men dels må man indrømme, at konciler og paver ikke giver nogen form for sikkerhed – man diskuterede i senmiddelalderen, hvad man skulle gøre, hvis paven tog fejl, og hvad, hvis koncilet tog fejl, ligesom man jo havde været igennem en periode med indtil flere paver på én gang – og dels lægges der med dét lutherske vovemod, der tør stole på enkeltmenneskets bedømmelse, en grund til det samtalesamfund, der danner baggrund for vore dages demokratier.

Men ser man sådan på det, så bliver det, der må afkræve respekt ved disputationen i Leipzig, ikke så meget Johan Ecks snuhed, selv om det kunne se smart ud, at han prøvede at lokke Luther på glatis, så han kunne kætteranklage ham, men langt snarere Luthers vedholdenhed, der nægtede at lade sig binde af nogen pavelig eller konciliær autoritet, men fastholdt hvert enkelt menneskes lige ret til at komme med argumenter, også selv om det tilsyneladende ville medføre stor forvirring. Fremtiden lå hos Luther og hans samtalesamfund, selv om det var umuligt at se det på daværende tidspunkt. Og derfor kan det være interessant at se, hvordan Luther argumenterer imod de mange forskellige forsøg på at genoprette den brudte kirkelige autoritet, han stødte på undervejs.

Han blev f.eks. mødt med den indvending, at det dog var temmelig anmassende af ham at mene, at han kunne tolke skriften bedre end alle de fromme kirkefædre. I stedet for sådan at ville tolke bibelen efter sin egen ånd, burde han bøje sig for den tolkning, der forelå f.eks. igennem Augustins skrifter.

Luther svarer med at påpege, at hvis skriften kun kan tolkes ret igennem Augustins ånd, så rejser sig øjeblikkelig det spørgsmål, hvordan da Augustin kan tolkes ret. Han skal måske tolkes igennem Gregor den Stores ånd. Og Gregor skal igen tolkes gennem endnu en from kirkefaders ånd, og således videre i det uendelige, se her. Nej, hævder Luther, der er ingen anden mulighed end den at prøve gennem intense studier at finde skriftens egen ånd og tolke skriften ud fra den. Kan gerne være, man ikke kan finde nogen autoritativ udlægning af skriften, men man kan finde en udlægning, som den enkelte kan forstå og bøje sig for på egen regning og risiko.

Og den omtalte fordømmelsesformel, der forudsætter den pavelige autoritet som eneste sandhedsregel, giver han i et første svar på den pavelige bulle i efteråret 1520 svar på tiltale. Her hedder det:

Denne uvidenhed viser sig også derved, at de, plaget af deres samvittighed, ikke vover at fordele artiklerne efter betegnelse i deres rækkefølge. For de frygter, at de ikke kan fastholde den som kættersk, som de måske hverken kan vise er fejlagtig eller stødende. Derfor har de opfundet adverbiet ‘henholdsvis’, og efter at have opregnet artiklerne siger de, at nogle er henholdsvis kætterske, fejlagtige, stødende, hvilket er det samme som at sige: ”Vi for vort vedkommende mener, at nogle er kætterske, andre fejlagtige, andre stødende. Men vi véd ikke, hvilke der er det, i hvor høj grad de er det, hvor meget de er det”. O frygtsomme uvidenhed, hvor slibrig og undvigende er du ikke, at du ikke skal blive fanget ligesom en vis Proteus, og dog undviger du ikke på den måde, ja, du forstås og omstødes endnu bedre i din forslagenhed. Derfor, proklamér kun, ulærde antikrist, belær os om din visdom, fordel dine egne ord, sig, om du selv véd, hvad du siger, påvis, hvem der er kætter, hvem der er vildfarende, hvem der er stødende, og hvem der er af hvilken art. For en så storslået fordømmer bør vide, hvad han fordømmer. Og det ville være tudedumt at fordømme en artikel som kættersk uden at kunne benævne den. Man skal ikke belæres med noget, der kun er henholdsvist, nej, det skal være absolut og sikkert. Jeg tilhører nemlig Occams afdeling, som fordømmer det henholdsvise og vil have alt absolut, at jeg således kan drive spøg i denne dårskab. Her ser du da, kære læser, den særlige antikristelige uvidenhed, som ved en uheldig list tager sig for at skjule sig bag adverbiet ‘henholdsvis’. Ikke blot lærer antikrist ikke sandheden og grunden til fordømmelsen, men han vover heller ikke at påvise fejltagelsen, han vover ikke at pege på selve det, han fordømmer, og dog fordømmer han. (Se her).

Det sted, hvor bullen hævder, at nogle af Luthers artikler er kætterske, andre fejlagtige, andre stødende, osv, findes her.

Det, der fik Luther til at erklære paven for antikrist, var dels den magtarrogance, han selv havde oplevet fra pavestolens side i den proces, man rejste imod ham, dels de mange eksempler på uberettigede pavelige magtkrav, som fandtes i Tyskland, og som Luther afbildede bl.a. i ”Til den kristne adel af den tyske nation” fra august 1520.

Det kan synes et stort ord at tage i sin mund: ”antikrist”, men når man lytter til, hvordan Luther gør situationen op i marts 1522 i én af de såkaldte invocavit-prædikener, forstår man måske bedre, hvilke overmåde store kræfter han tillægger det frie ord, og hvor ødelæggende han betragter alle forsøg på at opstille autoriteter imod det. Han siger her:

Ordet har, mens jeg har sovet, og mens jeg har drukket wittenbergsk øl med min Filip og min Amsdorf, bevirket så meget, at pavedømmet er blevet langt mere svagt end om nogen fyrste eller kejser havde ødelagt det. (Se her).

Det må så indrømmes, at ”Rom ikke blev bygget på én dag”, dvs., det tog tid for de europæiske samfund at orientere sig efter den tro på Ordets kræfter, som her kom til syne, ligesom det også må indrømmes, at Luther selv ikke formåede at fastholde denne tro. Men det skal ikke få os til at overse, at der med det sikre greb, hvormed Luther tog fat om den ene del af den middelalderlige tradition, den fra Panormitanus, blev sået et frø, der siden voksede sig stort og stærkt, så vi den dag i dag nyder godt af det.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Luther og tagget , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s