Valget i Israel

Information kondolerer palæstinenserne med valget af Netanyahu ved det israelske valg i tirsdags, den 17-3, se her. Man betragter det på Informations redaktion som 100% sikkert, at al tale om fred nu er skrinlagt for de næste fire år. Fredsprocessen er død og borte. Og det er Netanyahus skyld. Havde israelerne dog bare valgt Herzog, så kunne vi måske få gang i fredsforhandlingerne igen, og måske – måske! – ville så endelig freden bryde ud i det mellemøstlige. Men nu, med Netanyahu ved roret i Israel er alt håb om en snarlig fred ude.

De fleste andre danske medier har været ude med tilsvarende meldinger. Fra Israel rapporterede i både Tv-avisen og i Deadline fra valgaftenen den til formålet udsendte Martin Krasnik – som om han vidste bedre end den i Israel boende Hanna Foighel, som man tidligere har benyttet sig af – og belærte os uvidende nordboere plus de derværende socialdemokrater om, hvordan tiden var løbet fra socialdemokratismen i Israel. Og i en artikel i Weekendavisen fra den 20-3 (ikke online) gentog han hele svadaen, for det tilfælde at vi ikke havde hørt ordentlig efter i Deadline.

Det er en ganske mærkelig tilgang til problemerne, de danske medier har. Men ikke en ukendt tilgang. Man går i rette med og kritiserer dem, der hører hjemme i ens egen kulturkreds, mens man ser fuldstændig bort fra dem, der ikke gør. I tilfældet Israel: Man kritiserer Netanyahu, men ikke Hamas eller Mahmoud Abbas, når det drejer sig om fredsprocessen. I tilfældet Danmark: Man kritiserer dem, der vender sig imod islam, men undlader at kritisere muslimer.

Denne tilgang er bestemt af en ubevidst ”dem-og-os” tankegang. Tilgangen er ubevidst, for man vil jo så gerne vise forståelse for muslimerne. Men så megen forståelse viser man dem altså ikke, at de kommer ind i det rum, hvor der tildeles ros og ris. Den rum er kun for vestlige mennesker. For kun sådanne agtes værdige til at deltage i ”vores” debat.

På samme måde er man ganske uinteresseret i, hvad Hamas eller Mahmoud Abbas mener om fredsprocessen. Hvad man bider sig fast i, er, hvad Netanyahu og hvad hans udfordrer, Isak Herzog, mener. Og her har man åbenbart kalkuleret med, at hvis bare Herzog kom ind på posten i stedet for Netanyahu, så ville fredsprocessen komme i gang, og så ville vi endelig opnå den eftertragtede fred i dette altid urolige hjørne af Mellemøsten. For efter at Netanyahu dagen før valgte havde udtalt – med Informations referat – at

med ham som regeringsleder er en selvstændig palæstinensisk stat udelukket – eller som han formulerede sig: Med Hamas i Gaza og Islamisk Stat i Syrien kan vi ikke tolerere et nyt ’Hamastan’ på Israels dørtrin,

kunne man da kun betragte fredsprocessen som død, og Netanyahu som den, der lagde den død. Ergo: fordi det imod de danske mediers forventning og forhåbning blev Netanyahu, der vandt, er der efter de samme mediers opfattelse ikke mere noget håb om fred imellem Israel og Palæstina.

Men lad os se på, hvad Netanyahu da sagde!

The Times of Israel” har givet plads til en blogger, Or-el Vaknin, der hævder, at Netanyahu er meget mere i overensstemmelse med sig selv, end hvad man tror, se her. Bloggeren går de forskellige udtalelser, som Netanyahu er kommet med, igennem, startende med en udtalelse fra 2009:

Når jeg skal forestille mig freden, er der to fri folkeslag, der lever side om side i dette lille land i godt naboskab og gensidig respekt, hver med sit flag, nationalmelodi og regering, hvor ingen af parterne truer sin nabos sikkerhed og eksistens.

Men, fortsætter Vaknin, der var mange betingelser i denne tale, f.eks. sagde han, at det palæstinensiske lederskab måtte tage sig sammen og simpelthen sige: ”Vi har haft nok af denne konflikt. Vi anerkender det jødiske folks ret til sin egen stat i dette land. Vi vil leve side om side med dem i fred”. Og han lagde vægt på, at staten skulle være demilitariseret, hvis den ikke skulle blive endnu et ”Hamastan”.

Så har det vakt stor opstandelse, at Netanyahu mandagen før tirsdagens valg direkte blev spurgt, om det betød, at der ikke ville blive dannet nogen en palæstinensisk stat under hans ledelse, og derpå svarede: ”Just det” (Indeed). Man mener, at han dermed trækker sin erklæring fra 2009 tilbage. Det mener han imidlertid ikke selv. I et interview med NBC efter valget siger han:

Jeg har ikke forandret min politik. Jeg har aldrig tilbagekaldt min tale fra 2009, hvor jeg regnede med en demilitariseret palæstinensisk stat, der anerkendte en jødisk stat. Det er virkeligheden, der har ændret sig. Præsident Abbas nægter at anerkende en jødisk stat. Ethvert område, vi trækker os tilbage fra, overtages af islamiske kræfter. Det vil vi have til at ændre sig, så vi kan få realiseret visionen om en virkelig, holdbar fred. Jeg ønsker ikke en én-stats løsning, jeg ønsker en holdbar, fredelig to-stats løsning, men skal det opnås, må omstændighederne være anderledes.

For mig at se, svarer det nogenlunde til det, han sagde under krigen mod Gaza for trekvart år siden, se mit indlæg derom her. Dengang sagde han, at han under ingen omstændigheder ville opgive kontrollen med den vestlige bred af Jordan-floden, dvs., han ville ikke tillade en eventuelt palæstinensisk stat på Vestbredden at undgå israelsk kontrol af al indførsel. Og hans kritikere lagde ikke skjul på, at det var imod Obamas ønsker og også imod Abbas’ ønsker. Horowitz, redaktøren af ”The Times of Israel”, sagde det ganske tydeligt:

Det betyder ikke bare, at man kræver et demilitariseret Palæstina. Det betyder, at man insisterer på stadig israelsk sikkerhedsovervågning indenfor og ved grænserne af Vestbredden. Den sætning udtrykker særdeles tydeligt, at Netanyahu nu ikke mere vil gå med til oprettelsen af en palæstinensisk stat. En stat, der ikke har fuld suverænitet? Måske, selv om det aldrig vil tilfredsstille palæstinenserne og det internationale samfund. Et Palæstina med fuld suverænitet? Det kan der ikke være tale om.

Havde Netanyahu allerede dengang forladt sin erklæring fra 2009? Nej, bestemt ikke, men han havde lagt mærke til, hvad Hamas har gjort og sagt. Som han sagde det allerede dengang: Israel havde trukket sig tilbage fra Gaza. Det havde fået Hamas til gengæld. Og fordi det ikke havde fuld kontrol med Gazas grænser, havde det desforuden fået en regn af indførte eller selvfremstillede raketter. Det ønskede ikke 20 Gaza’er på Vestbredden til gengæld for en tilbagetrækning derfra.

Hvis man nu fra de vestlige journalisters side havde regnet Abbas og Hamas med til de personer, man kan tale med, så ville man for det første have haft ammunition til at stille Netanyahu et modspørgsmål på hans påstand om, at Abbas nægter at anerkende en jødisk stat. Og man ville for det andet være nødt til at gå i kødet på både Hamas’ lederskab og Abbas for at finde ud af, hvor alvorligt det var ment fra Hamas’ side, da man underlagde sig Abbas og dermed gik med til at anerkende Israels eksistens. Der var jo temmelig mange stærke erklæringer fra tiden omkring den sidste Gazakrig, der i så fald skulle være trukket tilbage.

For det må forekomme enhver ret indlysende: man kan ikke forlange af Israel i en sag, der har med landets liv eller død at gøre, at det skal tro Hamas på de blotte erklæringer. Tillid er ikke noget, der opstår ved viljens hjælp. Det er noget, der måske/måske ikke gror frem efter lang tids samliv.

Forfatteren Amos Oz har i en længere artikel i Information den 20-3 (se her) givet sin version af fremtiden. Og han forestiller sig, at en to-stats løsning vil komme til at bestå i en adskillelse af de to stater, og at det først efter lang tids adskillelse vil være muligt at etablere en form for samarbejde.

Måske. Men man kan ikke negligere Netanyahus bekymring for en to-stats løsning uden israelsk sikkerhedskontrol med Vestbredden. Den bekymring, det viser hans sejr, deles af mange israelere. Og den er yderst forståelig.

Det siges, at store dele af Gaza-området stadig henligger i ruiner efter de israelske bombardementer. Jeg kan forestille mig, at man vil anklage Israel for at nægte indførsel til Gaza af byggematerialer. Det er sikkert rigtigt. Men jeg kan også forestille mig, at Israel nægter denne indførsel, fordi man ikke fra Gazas myndigheder, dvs., fra Hamas, kan få sikkerhed for, at materialerne går til genopbygning af huse og ikke af tunneller; sådan som det jo skete efter sidste Gazakrig.

Til sidst: Rune Toftegaard Selsing har på sin blog i Jyllands-Posten, se her, givet udtryk for glæde over Netanyahus genvalg. En del af det, han skriver, kan jeg give ham ret i. Men jeg mener, han tager afgørende fejl, når han påstår, at flere bosættelser er vejen frem.

Hvad ville palæstinenserne få, hvis de fik deres egen stat? Fred, frihed og økonomisk velstand. Hvad vil de tabe? Deres ære, deres identitet og deres eksistensberettigelse. Og det er det vigtigste for de fleste mennesker – selvom det kan være svært at forstå i vores protestantisk-materialistiske kultur.

Kan Israel stille noget op over for sådan en modstander? Nej, ikke meget. Men de kan fortsætte bosættelserne. Fortsætte kontrollen over Vestbredden. Fortsætte en pragmatisk, men ufravigelig kurs. Den vil Netanyahu levere.

Vil det føre til en fredelig tostatsløsning? Næppe. Det er der jo intet, der vil, så længe palæstinenserne ikke ønsker at leve i fred side om side med jøderne. Men det er muligt at gøre alle forsøg på aggressioner fuldstændig udsigtsløse. Sætte hårdt mod hårdt. Straffe raketter med bosættelser. Det kan der faktisk komme noget godt ud af. Muligheden for fred er nemlig betinget af, at kampen mod jøderne ophører med at være det eksistentielt meningsgivende for palæstinenserne. Og hvis noget kan dæmpe krigsbegejstringen og øge lysten til fred, så er det udsigten til det totale og evige ydmygende nederlag.

Dette er udtryk for en mærkelig misforståelse. Selsing synes i første afsnit at have forstået, at æren er vigtigst for palæstinenserne. Men den forståelse glemmer han fuldstændig i det sidste afsnit. Her tror han omvendt, at man kan opnå noget ved at ”straffe raketter med bosættelser”. Rent bortset fra, at raketterne kommer fra Gaza, bosættelserne rammer Vestbredden, har han her mistet enhver forståelse af, at muslimer – se f.eks. på mange muslimer herhjemme, der hader os af et godt hjerte – kæmper og kæmper uanset at udsigten til det totale og evige ydmygende nederlag er klar for enhver, ligesom han også overser, at selve religionen islam, altså koranen, opfordrer til jødehad. Jo mere islam, des mere had mod jøderne.

Nej, bosætterne er Israels ekstremister, som skal bekæmpes – hvilket Netanyahu desværre ikke synes den rette mand til – ligesom Hamas er palæstinensernes ekstremister, hvis teser skal modarbejdes.

Men Selsing har ret i, at ære betyder utrolig meget for vore muslimske landsmænd. Og hvordan vi får dem til at se realiteterne i øjnene: at de har en fortid at være stolt af, men at de må lægge sig helt anderledes i selen, hvis de også vil have en nutid at være stolt af, det er ikke til at vide. Men det er ikke desto mindre det, der er opgaven.

Og den opgave løses ikke ved at gøre muslimerne, dem herhjemme og dem i Mellemøst-konflikten, til ofre, som det er synd for. Snarere vil den kunne løses, hvis vi tog dem med ind i vort diskussionsrum og vovede at stille dem lige så nærgående spørgsmål om deres religion og deres politiske holdninger, som man stiller til os andre. Men så megen fantasi kan man vist ikke forvente af vore medier.

Advertisements
Dette indlæg blev udgivet i Samfundsforhold og tagget , , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s