Den umedgørlige overlegenhed

Det begyndte med en artikel i Kristeligt Dagblad af Anders Raahauge, se her. Artiklen hed ”Kampen om offerrollen”, og den behandlede og refererede en artikel af den franske filosof Pascal Bruckner. Den havde han læst i en tysk oversættelse, se her, så den måtte jeg jo også i gang med. Den hedder ”Die vertauschten Opfer” (De ombyttede ofre), og handler om, hvordan vore dages muslimer med deres brug af ordet ”islamofobi” og med deres påstand om at være nutidens ofre for Vestens forfølgelse på samme måde, som jøderne var tredivernes ofre for nazisternes forfølgelse, forsøger at gøre sig selv og deres religion til en undtagelse, der må tages særligt hensyn til.

Når jeg kaster mig over både Raahauges referat og Bruckners essay selv (omend kun på tysk, mit franske er ikke, hvad det har været), skyldes det mine stadige forsøg på at finde ud af, hvad der foregår inde i hovedet på diverse muslimer, specielt på de voldsberedte, ekstremistiske muslimer.

Jeg vil begynde med at citere det sidste af Bruckners essay, her oversat fra tysk:

Voltaire har sagt: ”Gives der kun én religion, er det tyranniet, der hersker; gives der to, er det religionskrigen; gives der mange, er det friheden, der holder indtog”. Det bedste, man kan ønske for islam, er hverken ”islamofobi” eller ”islamofili”, men den velvillige ligegyldighed på det åndelige marked, der står åben for alle troende. Men netop denne indifferens ønsker fundamentalisterne ikke. Den ville betyde, at islam blev betragtet som en monoteisme blandt flere, hvilket i deres øjne ville være en ubærlig tese. Islam ser ikke sig selv som arvtagere til tidligere bekendelser, men som en efterfølger, der træder ind i deres rettigheder. Islam vil ikke sidestilles med andre, for den er alle andre overlegen. Netop det er problemet!

Denne overlegenhedspåstand har muslimer så nogenlunde kunnet opretholde gennem de første fire-fem hundrede år af islams historie. For dengang så det virkelig ud til, at de muslimske stater var alle andre overlegne, i militær henseende såvel som i kulturel henseende. Den overlegenhedsfølelse, som vi i den vestlige verden i begyndelsen af 1900-tallet havde overfor alle andre kulturer i verden – ikke sandt, vi mente, det gjaldt om at bringe de andre op på vort civilisationstrin – den havde muslimerne i det, vi kalder middelalderen. Forskellen er blot, at mens den muslimske overlegenhed havde religiøs begrundelse – den muslimske tro gik ud på, at det var muslimerne, der var udvalgt til at bære den guddommelige åbenbaring – så var den vestlige overlegenhed snarere baseret på en ateistisk fremskridtstro, der mente, at alt udviklede sig til det bedre, vi i Vesten var blot kommet et godt stykke forud for de andre kulturer.

Det sidste er jo sandt nok. Hvad den vestlige kultur har bibragt verden, er ganske fantastisk. Det gælder, hvis man ser på den vestlige videnskab, hvis man ser på lægevidenskaben, og – mest forsmædeligt for muslimerne, måske – hvis man ser på den militærtekniske udvikling. Det sidste har jo i hvert fald ført til, at vestlige lande, Frankrig og England, har kunnet optræde som kolonimagter over muslimske lande. Og under sådanne omstændigheder kan det være endog meget svært at bibeholde tanken om islam som den overlegne religion.

Ikke desto mindre er netop den tanke kernepunktet i den vækkelse, der igennem de sidste tyve-tredive år har fundet sted i de muslimske lande og i de muslimske miljøer i Europa. Og ærlig talt, man skulle jo synes, at dette at forene den nuværende muslimske underlegenhed med tanken om en principiel muslimsk overlegenhed var lige så umuligt som at løse cirklens kvadratur. Hvordan bærer de sig dog ad med det?

Ja, det er, hvad Pascal Bruckner forsøger at svare på.

Han tager udgangspunkt i kunstordet ”islamofobi”, som han mener er genopfundet af vore dages muslimer med den hensigt, at de på den måde kan vinde en slags definitionsret over samfundets brug af tanker og forestillinger. Og i denne intellektuelle kamp må man vist sige, at muslimerne har fået overtaget. De har således fået held med at bruge ordet ”islamofobi” til at tildele sig selv urørlighed. Bruckner skriver:

Ved et møde i Istanbul i oktober 2011 opfordrede OIC, organisationen for islamisk samarbejde, de vestlige lande, repræsenteret ved Hillary Clinton og Catherine Ashton, til at sætte grænser for den grundret, der hedder meningsfrihed, forsåvidt angik islam og dens negative fremtræden som en religion, der undertrykker kvinder og lægger en aggressiv omvendelsesiver for dagen. Finansieret af et dusin stater, der selv ugenert forfølger jøder og kristne, vil organisationen gøre kritik af islam til en international forbrydelse, anerkendt af de højeste instanser.

Lidt senere hedder det:

I 2007 hævdede Doudou Diene, der som FN-udsending aflagde beretning for menneskerettighedsrådet i Geneve, at islamofobi var én af de mest tungtvejende former for nedrakning af religioner overhovedet. I marts 2007 havde menneskerettighedsrådet simpelhen ligestillet denne nedrakning med racisme og fordret, at enhver bespottelse af profeter og religiøse symboler skulle forbydes og zionisme fordømmes som en form for racistisk diskrimination og apartheid. Altså en dobbelt ambition: dels at bringe Vesten til tavshed, fordi den havde gjort sig skyldig i tre hovedsynder: i kolonialismen, i sekulariseringen og i ligestillingen af mand og kvinde. Men først og fremmest var ambitionen at smede et værktøj, hvormed de liberale muslimer i miljøet kunne bringes under kontrol, for de vovede jo at kritisere deres tro, forlange en reform af familiepolitikken og opstille en hel række af krav: lighed mellem kønnene, ret til frafald og omvendelse fra islam, ret til ikke at tro på Gud, ret til ikke at deltage i ramadanen og til ikke at følge ritualerne.

Bruckner er meget præcis her. Ikke blot har han blik for, hvordan muslimerne ved hjælp af dette nye ord ”islamofobi” får skubbet en kile ind i de vestlige samfund, oven i købet på akademikerplan, han har også blik for, hvordan de regler, der kræves opstillet, skal bringe de liberale muslimer under kontrol, gøre det vanskeligere for dem at forlade islam.

At denne intellektuelle strid om ordet ”islamofobi” griber ind i den akademiske forskningsfrihed, belyser Brucker med et eksempel, som Raahauge refererer således:

Således blev den franske middelalderhistoriker Sylvain Gouguenheim udsat for en kampagne, fordi han beskrev arabernes rolle ved overleveringen af antikkens viden til middelalderens Europa som mere beskeden, end det ofte fremføres i medierne. Gougenheims pointe blev kaldt en krænkelse af de arabiske folk, og han beskyldtes for at tilhøre det yderste højre og være racist.

Og Bruckner konkluderer:

Hvad der burde være forblevet en simpel faglig meningsudveksling – vanskelig for lægfolk at gå i dybden med – blev forvandlet til inkvisition, rænker og heksejagt.

Og ikke sandt, man spørger sig selv: Hvordan i alverden er det gået til, at muslimer har opnået en sådan urørlighedsstatus? For det virker jo, det må man konstatere.

Men dertil kommer det forhold, at muslimer glad og gerne gør sig selv til ofre for Vestens forfølgelse. Bruckner skriver:

Tariq Ramadan, den fundamentalistiske prædikant fra Schweiz og tidligere rådgiver for Tony Blair, erklærede, at muslimers situation i Europa ligner jøders situation i trediverne. Hvilket sammentræf: 2014 er som 1933. Kritik af islam, manglende respekt for dens liturgiske integritet er allerede de første skridt til forberedelsen af et nyt holocaust.

Og ikke sandt, den tanke har vi hørt nogle gange: At vi med vores kritik af muslimerne skal passe på, at ikke tredivernes jødeforfølgelse gentager sig med muslimerne som ofre. Hvilket er en fuldstændig åndssvag tanke, uden blik for historiske forskelle overhovedet. Bare det forhold, at man fuldstændig ”glemmer”, at tredivernes jødeforfølgelse var så forfærdelig, fordi den var sat i værk af en stat, Tyskland, med alle en stats magtmidler til rådighed, bare det viser det horrible i sammenligningen. Men ak, sligt generer ikke store ånder. Er man én gang kommet ind i forestillingen om, at muslimer er ofre, accepterer man glad og gerne alle mulige og umulige uhistoriske påstande. For det virker jo.

Noget, der måske ikke virker helt indlysende (endnu?), er Bruckners beskrivelse af muslimernes forsøg på at sætte sig i jødernes sted for derigennem at vinde den goodwill, som de har vundet igennem deres lidelser under 2. verdenskrig. Han citerer Sir Iqbal Sacranie, der indtil 2006 var generalsekretær for Storbritanniens muslimske råd. Man burde, siger Sacranie, omdøbe mindedagen for holocaust til en mindedag for folkedrab, for, siger han

holocausts budskab, dette ”aldrig igen”, er kun gavnligt, når det bliver mere omfattende. Det bør ikke medføre en diskriminering af menneskeliv. Muslimerne føler sig fortabt og udelukket af den kendsgerning, at deres liv ikke skal have den samme værdi som de menneskeliv, der gik tabt i holocaust.

Bruckner føjer til:

Kort sagt: Nu er tiden inde til, at man bytter ofre. I ”offerverdensmesterskabet” skal muslimer erstatte jøder, eftersom jøderne ikke blot har mistet deres ret til titlen, men med grundlæggelsen af staten Israel selv er blevet til koloniherrer.

Jovist, tanken er hørt, men den er dog vist ikke særlig udbredt hos os. Men Bruckner kan meddele os et citat fra en vis Stéphane Hessel, som i januar 2011 har sagt:

Den tyske besættelse var, når man f.eks. sammenligner den med Israels besættelse af Palæstina i vore dage, en relativ harmløs besættelse, bortset fra de undtagelser, som udgøres af anholdelser, interneringer og henrettelser og også af røveri af kunstskatte.

Der er vist ikke ret mange af de besatte folk under anden verdenskrig, der vil give ham ret i, at besættelsen var harmløs.

Og i hvert fald kan man nok give Bruckner ret i hans konklusion på denne ”bytten-ofre”:

Nu er turen kommet til os, siger [de muslimske] fundamentalister. På den måde kan islam præsenterer sig som troende overfor den samlede menneskehed: Vi skylder islam noget for de kvaler, muslimer har lidt, fra korstogenes tid, fra kolonitidens undertrykkelse, fra zionisternes besættelse af Palæstina og endelig på grund af det dårlige image, som profetens religion får påført. Overfor islam må vi afdrage på den moralske skyld, som vi hidtil har afdraget på overfor jøderne.

Jo, man kan et langt stykke vej give Bruckner ret og måske endda udbygge hans tanke en smule. Der er opstået en sær symbiose mellem den vestlige forestilling om muslimer som stakler og den muslimske opfattelse af sig selv som ofre. Det er ikke umiddelbart til at se, hvordan en sådan offertanke skulle kunne få muslimer til at styrkes i troen på islams overlegenhed. Men er man opmærksom på, at muslimernes fokus er skiftet fra militær overlegenhed til intellektuel overlegenhed, begynder man at forstå. For så meget har muslimerne opnået, at de kan få os til at få dårlig samvittighed med sådanne betragtninger. Og derfor udøver de skjult en magt over os, så vi ikke tør kritisere deres religion og ikke tør vende os mod deres interne magtstrukturer, selv om de bor iblandt os og opfører sig på en måde, som vi ikke ville drømme om at acceptere, hvis det var ikke-muslimer, der var tale om.

Og så forlader vi Bruckner og spørger, hvad vi da skal gøre ved disse forhold.

Mit svar er – som ofte gentaget på denne blog – at vi skal give vore muslimske landsmænd al den frihed til at udøve deres religion, som vort samfund bare kan trække. Men at vi samtidig skal behandle dem som ligeværdige borgere på den måde, at vi er lige så kritiske overfor deres religion, som vi er det overfor de forskellige afarter af vor egen.

Det kan godt være, at vi render rundt med en lidt dårlig samvittighed over ‘vores’ opførsel under korstogene for snart mange hundrede år siden. Men hvorfor skal det afholde os fra at spørge, hvor muslimernes dårlige samvittighed over deres korstog bliver af? Muslimerne har jo udbredt deres religion med sværdets hjælp, i første omgang, indtil de blev standset af Karl Martel i Frankrig i 732, i næsten omgang, indtil de blev standset ved Wien i 1683. Aldrig hører vi nogen muslim undskylde disse korstog. Og aldrig opfordrer vi dem til det, skønt vi lytter beskæmmet til deres anklager om vore korstog. Der er tale om en mærkelig asymmetri dèr. Og denne asymmetri hænger sammen med muslimers manglende evne til selvrefleksion. De er altid parat til at bebrejde andre noget, men aldrig parat til selv at erkende deres fejl, noget, der sikkert hænger sammen med, at de ikke vil have deres religion sidestillet med andre, men betragter den som overlegen.

Og så er ringen sluttet, vi er tilbage dèr, hvor vi begyndte. Men om vi er blevet klogere, er måske tvivlsomt.

Advertisements
Dette indlæg blev udgivet i Islam og tagget , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s