Ups!

Hov! Hvad var det, der skete? Den feministiske svenske udenrigsminister, Margot Wallström, kom den 11-2 i år til at sige sandheden om, hvad der foregår i Saudi Arabien. Hun sagde under en udenrigspolitisk debat i Rigsdagen:

Det er indlysende, at politikken i Saudi-Arabien ligger langt fra en feministisk politik. Frem for alt kvinders rettigheder. De må ikke køre bil. Man pisker bloggere, og man har en kongefamilie med absolut magt. Da er det klart, at vi ikke kan anvende noget andet ord end diktatur. (Se et referat her).

Og det er jo noget, vi alle kan give hende ret i. Det er en opfattelse, der er udbredt i Europa. Men overfor Saudi Arabien skal man passe på med, hvad man siger, ligesom man skal passe på med, hvad man tillader landets aviser at tegne. Hvis Danmarks ”forseelse” var slem i saudiernes øjne, en ”forseelse”, der jo dog kun blev begået af et privat foretagende, Jyllands-Posten, så må denne ”forseelse” være meget værre, for den er begået af et lands udenrigsminister. Hvis de danske Muhammed-tegninger medførte så stor uro i den muslimske verden, skønt der jo dog kun var tale om tegninger, tegninger, der kunne tydes og mistydes, så må dette da mindst medføre krig, for disse ord er ikke til at tage fejl af.

Noget i den retning har åbenbart også foresvævet saudierne, for de fik aflyst en tale, som Wallström skulle have holdt i Den Arabiske Liga, og fik i stedet ligaen til at udtrykke deres fordømmelse og overraskelse over, at man fremsætter sådanne udtalelser, som ikke stemmer overens med sandheden”. Dette fik så svenskerne til at afvise en forlængelse af en aftale om våbenleverancer til Saudi Arabien, og det reagerede saudierne på ved at hjemkalde deres ambassadør, et ret alvorligt diplomatisk skridt.

Og oven på dette diplomatiske uheld kan man naturligvis godt gribes af skadefryd: ‘Ha, nu kan svenskerne eller i hvert fald den svenske elite, de, der altid er så forsigtige med deres udtalelser, for de vil jo endelig ikke fornærme nogen, se, hvad der kommer ud af det, når de for en gangs skyld er lidt for uforsigtige!’ Men når jeg nu hører Margot Wallström ”pudla” – et svensk ord for at trække sine udtalelser tilbage eller i det mindste forsøge på det – så kan jeg ikke andet end føle mig ydmyget på hendes vegne. Svenskerne er jo trods alt vort broderfolk, og vi kan ikke andet end mene, at de da endnu må føle en vis stolthed over at tilhøre de nordiske folk, stolthed over de værdier, som præger os. Det var vel også en sådan stolthed, der lå bag Wallströms udtalelser, en stolthed over som kvinde at kunne blive udenrigsminister, oven i købet som den største selvfølgelighed, en stolthed over, at vi har nogle nogenlunde humane straffemetoder, og måske man også kunne mærke en genklang af den stolthed, der lød fra Fredrik Reinfeldts læber, da han forkyndte, at Sverige ville være en humanitær stormagt; det var med henblik på de mange flygtninge, Sverige tager imod.

På den baggrund sidder man som dansker og krummer tæer, når man hører Wallström forsøge at æde sine ord i sig igen. Hun hævder – sådan helt i alvor – at hun ikke har krænket eller forulempet islam. Hun betoner gang på gang, at den svenske regering har respekt for islam som verdensreligion, at kritikken handler om menneskerettigheder og demokrati, og at man vil have en respektfuld dialog med Saudi Arabien, se her. Det hele beror på en misforståelse, må man forstå, og misforståelser må kunne rettes. Det går så den svenske udenrigstjeneste i gang med, skønt det jo så sandelig, hvis det er det udgangspunkt, man tager, er et arbejde, der foregår ”op ad bakke”.

Hvor kunne man dog ønske sig, at hun vovede at være sig selv, vovede at sige, at hun da bestemt som alle andre europæere mener, at ligestilling mellem mand og kvinde er noget naturligt, og at det, Saudi Arabien foretager sig, er kvindeundertrykkende! Hvor ville det være befriende, om hun turde fortælle Saudi Arabien og de andre muslimske lande, der har udsendt bebrejdelser mod hende, at vi europæere anser dette at piske en mand på grund af noget, han har skrevet på sin blog, for en uacceptabel undertrykkelse af det frie ord! Ville det ikke være et passende udtryk for svensk national stolthed, om hun besvarede den saudiske anklage om, at dette er en indblanding i Saudi Arabiens interne forhold, med den naturlige modpåstand, at hvad hun som udenrigsminister siger i den svenske rigsdag, er et indre svensk anliggende, en del af en naturlig og åben svensk diskussion, som intet andet land skal blande sig i?

Men nej, den slags udtalelser skal man åbenbart ikke vente sig fra noget medlem af den svenske elite. I Sverige er man i vore dage parat til at forlange af sine modstandere, at de skal ”pudla”, hvis de er kommet til at sige noget, der ikke er politisk korrekt.

Parentes: Jeg må indrømme, at jeg ikke aner, hvad ordet ”pudla” kommer af. Jeg havde i sin tid en hund, og jeg husker en situation, hvor jeg kom til at skælde hunden ud for noget, den faktisk ikke havde gjort. Hunden var fuldstændig ligeglad: den lagde sig ned og prøvede med sit udtryk og sin hale at se brødebetynget ud. Det var godt nok ikke en puddelhund, men jeg tænker på den situation, hver gang jeg hører ordet ”at pudla”: man skal trække sine ord tilbage, selv om man stadig mener det, man sagde i første omgang; man skal undskylde for noget, som man faktisk ikke kan se noget forkert i; man skal sige bebe for noget, man har sagt, selv om det faktisk var rigtigt nok, det man sagde. Parentes slut.

Sådan forventes nu Margot Wallström at ”pudla”. En hund kan gøre det, og vi bevarer kærligheden til den og respekten for den. Men kan et menneske? Det har jeg svært ved at se.

Mere end det: Ville det være helt forkert, hvis hun pegede på alle de mange muslimske flygtninge, Sverige modtager, og søgte at skamme de muslimske lande, specielt Saudi Arabien, ud, fordi de modtager langt færre af flygtningene fra Syrien (undtagelsen er naturligvis nabolandene, Tyrkiet og Jordan), og det på trods af, at de fleste af disse flygtninge hører med til den muslimske umma? Denne umma, oh, hvilken solidaritet kan den ikke udvise, når dens stenrige onkel (Saudi Arabien) kræver det, og det kun er ord, det drejer sig om! Men hvor ringe solidaritet udviser den ikke, når det drejer sig om at hjælpe dens fattige flygtninge; her skal der jo handling til, en handling, som ikke de, men Sverige udviser!

Og fortsætter de muslimske lande med deres bebrejdelser mod Sverige, vil saudierne på den baggrund ikke normalisere forholdet til Sverige med ambassadørerne på plads, hvad skulle så hindre Sverige i at bekendtgøre, at man fra nu af igennem de næste to år vil nægte at modtage muslimske flygtninge? Dem vil man bede Saudi Arabien om at tage sig af; de har jo penge nok. Er man fræk, kan man pege på de penge, saudierne spenderer på at holde konflikten i Syrien i kog.

Jeg véd godt, at den svenske elite ikke kunne drømme om at gøre noget sådant. Men gjorde de det, er jeg vis på, at mange andre vestlige lande ville følge trop. For hvor trænger vi dog til at få normaliseret forholdet til de muslimske lande! På et eller andet tidspunkt må det vel dog gå op for os vesterlændinge, selv for svenskerne, at det i længden er for ydmygende at lade sig koste rundt i manegen af muslimerne, at der trods al vor naturlige hensyntagen må være grænser for, hvor mange af vore værdier vi vil undertrykke for deres skyld.

Men måske man er så vant til at lade sig ydmyge, at man ikke mere sådan rigtig lægger mærke til det!

Advertisements
Dette indlæg blev udgivet i Uncategorized og tagget , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s