Galschiøts “Fundamentalisme”

Det er et mægtigt kunstværk. Man er lige ved at kalde det en installation. Det er 3,4 m højt, har en diameter på 9 m og vejer 14 tons. Det består af bogstaverne FUNDAMENTALISM, der hver er godt 2 meter høje, sat op oven på 28 tv-skærme, hvor der med mellemrum dukker citater op fra enten det gamle testamente, det ny testamente eller koranen. Set fra ydersiden er det de tre religioners ”lyse tekster”, der dukker op, set fra indersiden er det deres ”mørke tekster”. Man tænkes altså at lokkes indenfor af de ”lyse tekster”, men er man først kommet indenfor og opdager religionernes ”mørke tekster”, kan man ikke komme ud; der er opsat et skilt ved udgangen: NO EXIT.

Desforuden er der fremstillet ti skriftsøjler, der er cirka 2 meter høje og i sig har integreret 6 skærme, der viser de ”lyse” og ”mørke” tekster fra de tre religioner. De er beregnet til at skulle opstilles på steder, hvor man gerne vil i gang med en galschiøtsk dialog, men ikke har plads til den store installation.

Desuden findes der en hjemmeside: fundamentalism.dk og på hjemmesiden er der en folder, der kan downloades, indeholdende de 600 skriftsteder, både mørke og lyse.

Det er et kunst- og dialogprojekt. Det hedder ”Abrahams børn”, og det går ud fra den forudsætning, at de tre religioners tekster er så ens, at det er svært at afgøre, hvorfra en tekst stammer, når man bliver præsenteret for den. Galschiøt siger:

I min optik er de religiøse tekster så ens, at det er svært at skelne imellem dem. Derfor mener jeg ikke at det er det, der konkret står i bøgerne, der er det afgørende, men hvordan og hvem der fortolker det.

Som jeg ser det, er den enkelte person altså ansvarlig for sine egne handlinger, ikke religionen. Alle religioner indeholder modsætningsfyldte tekster og vil kunne bruges til både at retfærdiggøre de mest bestialske- , og begrunde de ædleste gerninger.

Det sidste er jo noget af en påstand. Det kan givetvis være rigtigt for mange af de gammeltestamentlige tekster. Men kan man helt overse, at netop jøderne – og det gamle testamente lader han være jødernes helligskrift – aldrig har brugt disse tekster til at retfærdiggøre bestialske handlinger? Og er det virkelig sandt, at nogle af det ny testamentes tekster kan bruges til at retfærdiggøre de mest bestialske handlinger? Mon ikke han skulle overveje, om udlægningsmetoden indenfor alle tre religioner virkelig er den, han mener, den er, nemlig den fundamentalistiske. Den kalder han oven i købet ”tekstnær”:

Jeg har valgt at lave en helt tekstnær og fundamentalistisk udvælgelse af de religiøse citater, som et værktøj til at tydeliggøre forskelligheden og ligheden imellem religionerne. Personligt er jeg ikke enig i den tekstnære fortolkning, da jeg mener, at man er nødt til at fortolke de religiøse bøger i lyset af menneskehedens civilisationsmæssige fremskridt og en tolerant human holdning til medmennesker.

Altså, selv går han ikke ind for den ”tekstnære” fortolkning, siger han. Det er temmelig ødelæggende for hele hans formål med installationen, at jøder og kristne heller ikke går ind for en sådan fortolkning. Og selv om han her mener, at hans tekster kan bruges til at tydeliggøre ikke blot lighederne, men også forskellene mellem religionerne, så fremgår det af andre af hans udtalelser, at det mere er lighederne end forskellene, han er ude efter, f.eks. i denne udtalelse:

Religionerne stilles overfor hinanden og det bliver klart, hvor ens de faktisk er, og at man kan læse en human og antihuman tolkning ud fra alle tre religioners bøger.

Altså, hovedformålet med installationen er at vise dem, der gider gå ind i en såkaldt dialog med ham, at religionerne er forbavsende ens.

Men lad os se på, hvordan Galschiøt anvender teksterne! Jeg vil nok gøre mest ud af de nytestamentlige tekster, dem kender jeg bedst. Men også islams tekster skal få et par ord med på vejen.

www.fundamentalism.dk er der en oversigt over citaterne. Slår man dèr op på ”vold”, ser man en række ”lyse” citater i kristendommens spalte. ”En række”, siger jeg, der er nu kun tre. Og de to af dem er oven i købet det samme Jesus-ord, blot i henholdsvis Matthæus’ og Lukas’ gengivelse. Det er ordet om ikke at dømme, Matt 7,1-2, han her citerer. Derudover har han medtaget ordet fra Matt 23,12 om, at den, der ophøjer sig selv, skal ydmyges. Det står en tre-fire steder i det ny testamente, så hvis han var i bekneb for ord imod vold i det ny testamente, kunne han fint have suppleret med nogle af disse steder.

Ham om det. Men ret overfladisk er det nu.

Ligeledes er det mærkeligt, at han ikke medtager Jesu ord fra Joh 18,36 om, at hans rige ikke er af denne verden, så meget mere, som Jesus forklarer det ret udførligt. Det forekommer i Pilatus’ forhør af Jesus. Her siger Jesus:

Mit rige er ikke af denne verden. Var mit rige af denne verden, havde mine tjenere kæmpet for, at jeg ikke skulle udleveres til jøderne; men nu er mit rige ikke af denne verden.

Det skulle jo selv Galschiøt kunne forstå. Men det ville nok forstyrre hans dybere hensigter for meget.

Ligeledes kan man undre sig over, at ordet om at vende den anden kind til (Matt 5,38) nok findes i samlingen, men ikke dukker op, når man slår op under ”vold”.

Nå, Galschiøt mener også, han er leveringsdygtig i ”mørke” ord fra det ny testamente under rubrikken ”vold”. Han finder mange. Men ingen af dem indeholder nogen opfordring til de kristne om at udøve vold. Der er f.eks. 1 Thess 2,14:

[I, brødre, ligner jo Guds menigheder i Judæa, som er i Kristus Jesus, for I har lidt det samme af jeres landsmænd, som de har lidt af] jøderne, der slog både Herren Jesus og profeterne ihjel, og som har fordrevet os, [og som ikke behager Gud] og er imod alle mennesker, [fordi de hindrer os i at tale til hedningerne, så de kan blive frelst; sådan fylder de altid deres synders mål. Men vreden er kommet over dem til fulde.]

Jeg har her og senere sat klammer om de ord, Galschiøt ikke har taget med. Det er lidt svært at se, hvor volden kommer ind i dette ord; den eneste vold, er den vold, jøderne har udvist mod de kristne. Det, Galschiøt har imod stedet, er muligvis, at Paulus her taler imod jøderne. Men det gør han altså på baggrund af, at jøderne i den kristne menigheds første år forfulgte de kristne. Men det er måske det, Galschiøt mener end ikke må siges. For gør Paulus her mere end at han fortæller, hvad der faktisk er sket? Vi vil måske idag ikke give ham ret i, at jøderne er imod alle mennesker, men deri ligger da ikke nogen opfordring til vold? Og det var jo det, der skulle vises.

Han har også medtaget Rom 12,19f. Og hvad han har imod det, er det mig ikke muligt at se. I sin helhed står der i Rom 12,17-21:

Gengæld ingen ondt med ondt; tænk på, hvad der er rigtigt over for alle mennesker. Hold fred med alle mennesker, om det er muligt, så vidt det står til jer. Tag ikke retten i egen hånd, mine kære, men giv plads for Guds vrede, for som der står skrevet: »Hævnen tilhører mig, jeg vil gengælde,« siger Herren. Men »hvis din fjende er sulten, så giv ham noget at spise, hvis han er tørstig, så giv ham noget at drikke; for gør du det, samler du glødende kul på hans hoved.« Lad dig ikke overvinde af det onde, men overvind det onde med det gode.

Galschiøt har kun medtaget citatet fra Ordspr 25,21-22 om fjenden, der er sulten. Nå ja, han får da også lige medtaget ordet fra 5 Mos 32,35 om hævnen, der tilhører Gud. Men sammenhængen, disse gammeltestamentlige citater står i, er han tilsyneladende fuldstændig ligeglad med. Den eneste ”forklaring”, jeg kan se på, at ordet skal være et voldsord, er dette med de glødende kul. Men han kan vel ikke være så dum, at han tror, det skal tages bogstaveligt? Tja, man véd jo aldrig.

Så er der Joh 12,25. Det skal også gøre til en ”mørk tekst” under rubrikken ”vold”. Hvis man tager det foregående vers med, står der:

24 Sandelig, sandelig siger jeg jer: Hvis hvedekornet ikke falder i jorden og dør, bliver det kun det ene korn; men hvis det dør, bærer det mange fold. 25 Den, der elsker sit liv, mister det, og den, der hader sit liv i denne verden, skal bevare det til evigt liv.

Her er Jesus i gang med skærtorsdag aften at forklare sine disciple meningen med den død, han har i vente. Og ordet om at miste og bevare sit liv er derfor en grundkristelig regel, der gælder både for Jesus selv og for hans disciple. Det findes i en lidt anden (og bedre) formulering i Luk 17,33:

Den, der søger at redde sit liv, skal miste det, men den, der mister det, skal vinde det.

Men at fortolke det, så det kommer til at sige noget om kristen voldsudøvelse, det må betegnes som fuldstændig umuligt.

Joh 16,2 siger det samme, blot på en anden måde:

[De skal udelukke jer af synagogerne,] ja, der kommer en tid, da enhver, som slår jer ihjel, skal mene, at han derved tjener Gud.

Lad gå med, at han udelader det med synagogerne, det gør han sikkert, fordi han ikke vil, at vi skal opdage, at en del af kristenforfølgelserne havde jøderne som forfølgere, men hvordan i alverden dette ord kan være et af kristendommens ”mørke” ord, det går over min forstand.

Så kan der være lidt mere mening i at fremdrage ordet fra Luk 12,51:

Mener I, at jeg er kommet for at bringe fred på jorden? Nej, siger jeg, ikke fred, men splid.

Det er Jesus, der taler. Og han taler ikke om vold, som disciplene skal udøve, derimod om den uenighed, der vil opstå mellem mennesker på grund af hans ord, en uenighed mellem en far og hans søn og mellem andre familiemedlemmer. Altså igen: Ikke et ord om at slå ihjel.

Så kunne man måske tro, at ordet fra Luk 10,19 var noget, Galschiøt kunne hænge sin hat på:

Se, jeg har givet jer magt [til at træde på slanger og skorpioner og magt] over hele fjendens styrke, og intet vil kunne skade jer. [Dog, glæd jer ikke over, at ånderne adlyder jer; men glæd jer over, at jeres navne er indskrevet i himlene.]

Men som man ser, er ordet tilfilet af Galschiøt, så man kunne tro, det handlede om, at disciplene skal udøve vold. De skal jo få magt over fjendens styrke. Oh, så er det bare med at slå til. Jovist, men det er fjendtlige ånder, de har magt over, ikke fjendtlige mennesker. Igen falder Galschiøts ”gode” hensigter til jorden.

Vi slutter ordene fra rubrikken ”vold” med et ord fra lignelsen om de betroede pund, Luk 19,27:

Og til sine folk sagde han [kongen i lignelsen, rr]: Tag pundet fra ham og giv det til ham med de ti. – De sagde til ham: Herre, han har jo ti pund. – Jeg siger jer: Enhver, som har, til ham skal der gives, men den, der ikke har, fra ham skal selv det tages, som han har. 27 Men mine fjender dér, som ikke vil have mig til konge, før dem herhen og hug dem ned for mine øjne.

Det lyder jo frygteligt, at Jesus, det pæne menneske, kan sige, at hans fjender skal hugges ned for hans øjne. Det har også Chr. Braad Thomsen følt. Han har i hvert fald i en lille avispolemik med mig brugt det ord som bevis på, at kristendommen var voldelig, se her. Men nu er der jo ikke tale om Jesu fjender, men om fjender af kongen i lignelsen. Og dette, at de skal hugges ned, henviser til dommedag. For det må indrømmes: der er mange hårde ord i det ny testamente om, hvad der skal ske på dommedag. Men uanset, hvor ”tekstnært” og fundamentalistisk man vil udlægge ordene, må man vel indrømme, at der er stor forskel på at forkynde drab og pinsel i helvede og at opfordre sine tilhængere til det drab og pinsel her på jorden. Dog, denne forskel synes ikke at strejfe Galschiøt.

Og det er nok det, der fører til, at Galschiøt, også hvad angår islams ”mørke tekster” her i rubrikken ”vold”, blander tingene sammen, ord om helvedsstraffene, som jo er forholdsvis uskyldige, med ord om drab af Muhammeds nutidige fjender, som er ægte opfordringer til vold. Den sidste slags ord er der mange af i koranen, og hurra for det: dem tager han med.

Blot kan man vel sige, at der er grund til en vis trøst for en gammel præst, at det, han hele tiden har ment: at det ny testamente ikke opfordrer til vold, ikke lader sig påvise, selv ikke af én, der gør sig de største anstrengelser for, at det skal komme frem.

Så på det punkt, der hedder ”vold”, falder Galschiøts tese om, at religionernes tekster er forbavsende ens, fuldstændig igennem. Tværtimod er der netop her den afgørende forskel, at islams tekster ofte opfordrer muslimerne til voldsudøvelse, mens kristendommens tekster aldrig gør det.

Så til en ret lille rubrik, rubrikken ”slaver”!

Her er Galschiøt i den for ham lykkelige situation, at han ikke har fundet nogen ”mørke tekster” i koranen, men derimod en række ”lyse”, som handler om, hvor godt man skal behandle sine slaver, og hvor god en gerning det er at frigive en slave.

Kristendommen, derimod, kan kun opvise én ”lys” tekst i denne rubrik, nemlig Gal 3,28:

Her kommer det ikke an på at være jøde eller græker, på at være træl eller fri, [på at være mand og kvinde,] for I er alle én i Kristus Jesus.

Denne tekst forekommer to gange i samlingen. I anden sammenhæng er det dette med træl og fri, der er udeladt.

Men at denne tekst er ”lys” i en helt anden grad end islams tekster, fordi den danner baggrund for slavefrigørelsen i 1800-tallet, det kommer ikke til at fremgå af sammenstillingen.

Nå, det, der ikke findes under islam i denne rubrik, nemlig ”mørke tekster”, det findes under kristendom, endda hele to af slagsen. Den ene er Ef 6,5, som ser således ud, når man medtager vers 6:

Slaver, adlyd jeres jordiske herrer, som var det Kristus, med frygt og bæven og af et oprigtigt hjerte, 6 ikke som øjentjenere, der vil stå sig godt med mennesker, men som Kristi tjenere, der af hjertet gør Guds vilje.

Havde nu Galschiøt taget vers 6 med og iøvrigt set lidt nøjere på de andre nytestamentlige tekster, der findes om slaver, så ville han måske have opdaget, at en kristen slave netop ved at opføre sig som et helt menneske bringer sig ud af slavestanden. For en normal slave tænkes ikke at tænke selv, men kun gøre lige, hvad han får besked på. Det modsatte opfordrer Paulus til her: en kristen slave skal netop ikke være øjentjener, der nøjes med en ”arbejd-efter-reglerne” etik, han skal sætte sig i sin herres sted og forfølge de mål, han kan se og forstå, at hans herre har. Derved virkeliggør han jo den tanke, der ligger i Gal 3,28: det kommer virkelig ikke i den kristne menighed an på, om man er slave eller fri; slaven er et helt menneske, der er i stand til at forstå en situation på nøjagtig samme måde, som hans herre er det.

Og så er det altså for galt, at han helt springer over Paulus’ brev til Filemon, dette herlige, underfundige brev, hvor så meget står mellem og ikke på linjerne. Brevet er skrevet til en person, Filemon, og anledningen er, at Filemons slave, Onesimos, var flygtet fra ham, havde opsøgt Paulus, var blevet kristen af hans forkyndelse og nu af Paulus blev sendt tilbage til sin herre, Filemon, medbringende dette brev.

Men Paulus har en opfordring til Filemon. Dog har han tilsyneladende på forhånd besluttet, at han ikke direkte vil sige, hvad han forventer af ham, nemlig at han skal frigive Onesimus, fordi han nu er blevet kristen. Så han nøjes med at komme med en række antydninger af, at det kunne Filemon jo tage og gøre.

Han skriver, at han i sit fangenskab har fået et barn, nemlig Onesimus, som før ikke var til gavn for Filemon, men nu er det. Og han skriver, at det er hans eget hjerte, han sender til Filemon, ja, han vover ligefrem at se en Guds førelse i det skete:

Måske blev han taget fra dig for en tid, for at du kunne få ham tilbage for altid, ikke længere som en slave, men som mere end en slave: en kær broder. Det er han i høj grad for mig, og hvor meget mere skal han så ikke være det for dig, både i denne verden og i Herren! (Filem 15f).

Ikke sandt, han er en kær broder, både i denne verden og i Herren. Er der ikke en tiøre, der falder, kære Filemon? Nå ja, det véd vi jo ikke. Men der skal vist ikke så megen fantasi til at forestille sig, hvad der er Paulus’ ønske. Også selv om han ikke siger det direkte.

Medmindre – medmindre man tænker, som Galschiøt øjensynlig tænker: at alle hellige tekster, koranen, det gamle testamente, det ny testamente, er Guds ord i den forstand, at Gud derigennem vil sige os, hvad vi har at gøre, og at de derfor kan sammenlignes uden videre. Det vil sige: den læsemåde, som muslimerne har overfor deres koran, hvor ordlyden selv lægger op til, at der er tale om befalinger til et fromt levned – i koranen er det hele vejen igennem Allah selv, der taler – den lægger han ned over det ny testamente, og han gør det, fordi han har fået ind i sit hoved, at disse tre religioner i grunden er ens, og at man derfor kan behandle deres tekster ens.

Men at behandle netop Filemonbrevet sådan, det er noget nær en umulighed. For når det, der skal gøres, ikke siges direkte, men overlades til modtageren selv at finde ud af, hvor er vi så henne? Hvad er det for en Gud, der bærer sig sådan ad overfor sine troende? Hvorfor i alverden kan vi ikke få klar besked: må vi holde slaver eller må vi ikke? Det burde da stå i diverse helligskrifter. Og hvis Gud ville have slaveriet ophævet, så kunne han jo bare give besked om det, når han nu alligevel er i færd med at foretage en åbenbaring.

Sandt nok. Eller altså: sandt nok, når man tænker indenfor den muslimske tankesfære. For her drejer det sig jo om at bøje sig for den vilje, Gud åbenbarer i koranen. Men det er ikke det, det drejer sig om indenfor kristendommen. Her drejer det sig om at forstå og derefter selv drage konsekvenserne af det, man har forstået. Her drejer det sig om at forstå, at Onesimus nu er en kær broder, meget mere end en slave, og så selv vove at drage konsekvensen: så må jeg naturligvis frigive ham, så vi også i den daglige omgang kommer til at stå lige.

Det krævede nok et vist vovemod af Filemon. Men det har i hvert fald krævet det af det kristne samfund. Og det tog tid, inden den tanke vandt indpas: at slaveriet burde forbydes. Men den vandt dog indpas til sidst. Slaveriet blev afskaffet, først i den kristne verden, og siden i den muslimske, se her. Og der kan ikke herske særlig megen tvivl om, at det var nytestamentlige tekster, der var udslaggivende, specielt Gal 3,28.

På den anden side er det jo også til at forstå, at alle mennesker er lige, når altså først tanken er slået igennem.

Til sidst et lille hjertesuk: Jeg har forstået på folderen, at de store bogstaver til installationen er lavet af kobber. Det er synd for alt det gode kobber, der sådan ganske uskyldigt bliver brugt til forfalskning af virkeligheden. På den anden side: Det kan jo senere smeltes om og bruges til noget fornuftigt.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Islam, Ny testamente og tagget , . Bogmærk permalinket.

2 svar til Galschiøts “Fundamentalisme”

  1. Pingback: Naser Khaders ønskedrøm | ricardtriis

  2. Pingback: Forvirring i Kristeligt Dagblad | ricardtriis

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s