Religionsrelativisme

I en kronik i Kristeligt Dagblad den 24-3 2015 slutter Bent Rudolph Arendt med at skrive:

Jeg vil heller ikke et øjeblik sætte spørgsmålstegn ved de vestlige demokratier eller slå et slag for nogen kulturrelativisme.

Men læser man kronikken igennem, er det just det, han gør: Han slår et gevaldigt slag for kulturrelativisme, endda for religionsrelativisme. Og det gør han ved hjælp af hellighedsbegrebet. Det kommer frem allerede i kronikkens manchet:

At krænke den muslimske profet Muhammeds hellighed ud fra ytringsfrihedens hellighed er både at krænke mennesker personligt og samtidig gøre den ene hellighed bedre end den anden, fordi man har magten til det. Men vores ”hellighed”, ytringsfriheden, er ikke nødvendigvis bedre end andres hellighed, mener dagens kronikør.

Arendt opererer med hellighed på tre områder, dels den muslimske hellighed, hvorefter muslimer føler sig krænkede, hvis nogen latterliggør Muhammed eller koranen; for det er for dem noget helligt. Dels den kristne hellighed, hvorefter vi betragter personen Jesus som hellig, noget, der dog ikke får os til, som muslimerne, at krænkes over en eventuel latterliggørelse af Jesus. Og endelig en sekulær opfattelse af ytringsfriheden som noget helligt. Om den sidste, lidt usædvanlige hellighedsopfattelse, skriver han:

I de vestlige, sekulære samfund er det hellige demokratiet, ytringsfriheden og friheden under ansvar, som der ikke kan sættes spørgsmålstegn ved. Demokratiet er ikke en guddommeligt givet ordning, men har sit udspring i 1700-tallets oplysningstid, hvor det vesterlandske menneske begyndte at frigøre sig fra den gudgivne forpligtelse og sætte sine egne tanker og strukturer i stedet for Gud.

Men ligesom vi skal passe på, at vi ikke krænker muslimerne i deres følelse af Muhammed og koranen som noget helligt, skal vi passe på, at vi ikke vil pådutte andre folkeslag demokratiet.

Det hellige gror ud af vores menneskelighed og gror op nedefra. Hvis man vil pådutte andre, hvad man selv holder helligt, bliver det et overgreb. Mange ikke-demokratiske lande må derfor betragte den vestlige trang til at pådutte et demokrati som en form for kulturimperialisme.

Og som eksempel på et sådant vestligt overgreb nævner han Irak, hvor det ikke er lykkedes USA at ”pådutte” landet et demokrati.

Som sagt er kronikken udtryk for religionsrelativisme: Arendt undersøger på god afstand begrebet ”hellighed”, og det bliver ikke klart, hvad han i den undersøgelse selv holder for helligt, eller hvilken hellighed han selv går ud fra. Er det eventuelt den kristne forståelse af ”hellighed”, han henholder sig til? Det ville man vel tro, eftersom han er sognepræst i den danske folkekirke. Men det er ikke til direkte at se, hvordan han lader sin kristendom få indflydelse på sine analyser. Derimod kan man se det indirekte. Når han i ovenstående citat kan hævde, at det hellige gror op nedefra, er det hans kristne overbevisning, der ligger til grund. For indenfor islam gror forestillingen om det hellige netop ikke op nedefra, men ovenfra. Gennem koranskolerne, gennem opdragelsen, gennem den sociale kontrol, som kulminerer i kravet om, at enhver frafalden muslim skal dræbes, påduttes alle muslimer i de muslimske samfund den muslimske opfattelse af hellighed. Men det ser Arendt ikke. Han tror, at hellighed indenfor islam gror frem, som hellighed gror frem hos os. Indirekte og ubevidst er det altså den kristne forståelse af hellighed, der bestemmer hans tanker.

Og havde han nu vovet at være ved denne kristne forståelse af hellighed, så måske det hele var kommet til at se anderledes ud. Men det vover han tilsyneladende ikke, sin fine titel til trods.

Arendt har udelukkende hæftet sig ved den ene side af problemet, nemlig det forhold, at muslimer føler sig krænkede, når nogen latterliggør deres profet. Den krænkethed prøver han at leve sig ind i. Den krænkethed prøver han at finde paralleller til hos kristne og hos sekularister. Uden synderligt held. Men den anden side af problemet: at muslimer føler sig berettiget til, når nogen krænker deres profet, at udøve vold mod vedkommende eller direkte slå vedkommende ihjel, den side nævner han overhovedet ikke. Den side af sagen kommer også til udtryk i kravet om, at en frafalden muslim skal dræbes, som heller ikke kommer indenfor hans synsfelt.

Og spørgsmålet er jo: Kan vi overfor den kendsgerning bare lade fem og syv være lige? Kan vi, stillet overfor denne voldsudøvelse, bare sige, som Arendt gør:

Det hellige er helligt, og man kan ikke sammenligne hellighed. Om det er profeten Muhammeds værdighed, der holdes hellig, Jesu person, der holdes hellig, eller det er demokratiet, der holdes helligt, kan man ikke sige, at ”vores hellighed” er bedre end ”de andres”?

Eller: Skal vi overfor den kendsgerning, at muslimer vil forsvarer Muhammeds hellighed med vold, bare sige, at det jo er udtryk for ”deres hellighed”, og at ”vores hellighed”, hvorefter vi på demokratisk vis vil søge at tale os tilrette, på ingen måde er bedre end muslimernes?

Ja, det bliver jo resultatet af Arendts religionsrelativisme.

Et andet resultat er umuligheden eller ulogiskheden af mission. Godt nok taler han om ”ethvert menneske” i nedennævnte beskrivelse af den kristne hellighed:

For en kristen er det hellige personen Jesus, der åbenbarer Gud i menneskers liv, som en kristen til stadighed må forholde sig til i sit liv, fordi ethvert menneske lige så vel kan fornægte eller forkludre som bekræfte Jesus som Gud i verden. Forholdet til personen Jesus afgør menneskets forhold til Gud, til medmenneskene og til sig selv, og det giver ethvert menneske dets personlige værdighed og betydning (mine fremhævelser, rr)

altså, det er ”ethvert menneske”, der får værdighed gennem personen Jesus, men det betyder i Arendts optik alligevel ikke ”ethvert menneske”, i hvert fald ikke muslimen. For om muslimen hedder det i afsnittet lige før dette:

Derfor er profeten omgærdet af en personlig værdighed, som en muslim kan identificere sig med, og som i en vis forstand giver muslimen hans personlige værdighed. Den værdighed holdes hellig. En krænkelse af profetens værdighed kan altså blive en personlig krænkelse for en muslim og det, han holder sig til.

Altså, i islam er det Muhammed og hans værdighed, der giver muslimen hans personlige værdighed, det er ikke noget, han får gennem forholdet til personen Jesus. Og har muslimen en sådan værdighed gennem Muhammed, hvad skal han så med en værdighed gennem Jesus? Og hvorfor skulle vi så forkynde kristendom for ham?

Men det er klart, det er én af konsekvenserne af religionsrelativismen, eller af, at man ikke kan sammenligne hellighed.

Men det mærkelige er, at dette at sammenligne hellighed, er noget Arendt – jeg havde nær sagt ”naturligvis” –alligevel gør, for hans kronik er fuld af selvmodsigelser. Han mener, at ytringsfrihed er opstået i 1700-tallet, som før citeret:

Demokratiet er ikke en guddommeligt givet ordning, men har sit udspring i 1700-tallets oplysningstid, hvor det vesterlandske menneske begyndte at frigøre sig fra den gudgivne forpligtelse og sætte sine egne tanker og strukturer i stedet for Gud.

For nogle førte det til den indbildning, at Gud kunne afskaffes af mennesket, og for alle har det medført en afstand til den guddommelige åbenbaring og forpligtelse i det menneskelige fællesskab.

Her sammenligner Arendt den kristne hellighed med den sekulære hellighed, ytringsfriheden, så sammenligne hellighed kan man altså godt alligevel. Men hvad det er for en gudgiven forpligtelse, man vil frigøre sig fra, og hvad det betyder, at man har en afstand til den guddommelige åbenbaring i det menneskelige fællesskab, det får vi desværre ikke at vide. Men man er naturligvis nødt til at spørge, om da kongedømmet af Guds nåde fra 1600-tallets Europa var bedre end det demokrati, vi har i dag, og om den oplyste enevælde fra 1700-tallet er noget, vi skal prøve at efterstræbe, fordi både det og det gudbenådede kongedømme havde mindre afstand til den guddommelige åbenbaring. Men det kan man selvfølgelig ikke få svar på.

For mig at se er demokratiet en videreudvikling af de tanker, Luther gjorde sig om de to regimenter, blot er der ikke tale om en retlinet udvikling. Når Luther gennem sine erfaringer med pavestolen fra 1517 til 1520 nåede frem til den erkendelse, at paven var antikrist, skyldtes det ikke mindst, at pavestolen og dens tilhængere tænkte hierarkisk: noget er sandt, fordi den overordnede har sagt det, og den overordnede har altid større autoritet, end man selv har. Luther, derimod, hævdede, at noget er sandt, fordi der kan argumenteres overbevisende for det. Derfor var ordets frihed afgørende for ham, også selv om han ikke i sine sene år gennemførte denne frihed med særlig stor konsekvens.

Og ordets frihed er jo netop demokratiets kendemærke. Det er derfor forkert, som Arendt gør, at skelne mellem kristendommens hellighed og demokratiets hellighed. Der er i virkeligheden tale om én og samme hellighed – hvis man altså absolut skal tale om hellighed i den forbindelse.

Så jo, man kan godt sammenligne de forskellige helligheder, man kan endda sige, ”vores kristne hellighed er bedre end muslimernes hellighed”.

Men det kan man naturligvis kun sige, når man har et nogenlunde realistisk syn på, hvad islam er. Og det har Arendt ikke. Han skriver f.eks.:

Ligesom muslimer kan råbe ”Allahu akbar!”, når de begår overgreb, eller kristne kan undertrykke i Jesu navn, kan overvågning og kontrol i demokratiets hellige navn komme til at save i den gren, man selv sidder på.

Men han lægger ikke mærke til, at når muslimer råber deres krigsråb, er det noget, de gør i overensstemmelse med koranen og Muhammeds handlinger, mens enhver undertrykkelse i Jesu navn pr. definition vil være misbrug af Jesu navn.

Eller han kan sige:

Når alt, hvad der bliver holdt helligt af muslimer som profeten Muhammed, kan udsættes for krænkende satire i ytringsfrihedens navn, har det intet med ytringsfrihed at gøre, men hænger sammen med dels de sekulære samfunds trang til at latterliggøre religiøs hellighed, dels mediernes objektivering: Når medierne beskriver noget eller laver satire over det, kan det blive objektiveret, til ”det” og ”dem”, jeg kan latterliggøre, som jeg vil, uden hensyn til de mennesker, der også hånes.

Ytringsfriheden bruges af os i Vesten til at vende os imod enhver overdreven magtanvendelse. Kurt Westergaards tegning var sand, fordi den afbildede Muhammed som en magtens mand. Og de uroligheder med drab til følge, der fulgte ovenpå offentliggørelsen af tegningen, viste kun altfor godt, at tegningen talte sandt.

Arendt gør endnu et forsøg på at retfærdiggøre muslimers krænkethed, naturligvis uden at nævne, at krænketheden altfor ofte fører over i vold:

Man kan vende situationen om og forestille sig det hellige og ukrænkelige for satiretegneren, for eksempel at hans barn blev krænket. Så ville de samme følelser af vrede, hævntørst og trang til vold kunne vælde op i ham, som kan vælde op i den krænkede muslim.

Hvordan forestiller Arendt sig, at satiretegnerens barn bliver krænket? Er der kun tale om en krænkelse med ord eller er der tale om, at barnet bliver misbrugt seksuelt? Man er næsten nødt til at forestille sig det sidste, hvis en dansker virkelig skal føle ”trang til vold”. For hvis det er det første, vil så faderen ikke nøjes med at svare igen? Men hvis det er det sidste, så sammenligner altså Arendt en tegning af en længst afdød mand med en højst nutidig forbrydelse. Det er der andre, der har gjort, når de skal forklare det, Arendt søger at forklare (uden dog at sige det ligeud), nemlig den muslimske vold. Men ligegyldigt, hvor store anstrengelser man gør sig, der er ingen sammenligning mellem den følelse, en muslim måtte have for Muhammed, og den følelse, en far har for sit barn. Undskyld mig, men det er det pure vrøvl.

Og så en sidste mærkværdighed, som hans tredeling af helligheden fører med sig:

Man kan overveje, om Islamisk Stats og Talebans ødelæggelse af kulturskatte er deres objektiverende satire over de vantro, som de vestlige demokratier anser for uhyrlig, fordi vi vurderer de menneskabte kulturskatte så højt.

Det er højtflyvende vrøvl. Dels er der ikke meget, der tyder på, at Islamisk Stat eller Taleban er udstyret med så megen humor, at de vil være i stand til at lave satire, dels siger de selv ikke noget om, at de ødelægger disse kulturskatte for at irritere os; de gør det af egen indre, muslimsk drift, ikke fordi de kan skade eller latterliggøre eller satirisere vores vurdering. Jeg har tidligere omtalt de muslimske ødelæggelser af kulturskatte og givet udtryk for, at de er forklarlige ud fra den grundtanke hos muslimerne, at historien så at sige først begyndte med de koranske ‘åbenbaringer’, se her. Og vil nogen kalde disse tanker for højtflyvende, så har de i det mindste en vis jordforbindelse hos den muslimske tænker Ibn Khaldun.

Så skal man naturligvis ikke være blind for, at mange, måske også Arendt selv, nok vil tænke, at hvis vi på den måde er religionsrelativister, hvis vi hver for sig holder fast ved vor egen hellighed uden at anfægte de andres hellighed, så må vi da kunne leve fredeligt sammen.

Ja, hvis og hvis.

De, der tænker sådan, har åbenbart ikke opdaget, at hvad enten muslimers følelse af krænkethed er ægte eller påtaget, den fører uvægerlig til, at de pådutter os deres hellighedsopfattelse. Og bøjer vi os ikke for den, har de volden i baghånden. Det var denne krænkethed hos muslimerne og den påfølgende vold, der førte til Muhammed-krisen i sin tid, for Jyllands-Posten ville undersøge, om de to ting førte til selvcensur. Og ja, det gjorde det.

Men den selvcensur, vi er blevet påduttet og har påført os selv, har bevirket en asymmetri, der passer muslimerne bedre, end den passer os. Én ting er, at vi sådan helt af os selv undlader at søge at overbevise dem om, at vores hellighed er den bedste, noget andet er, at vi heller ikke prøver at overbevise vore halvkristne meddanskere om det, men i al vor imødekommenhed ikke tør sige andet end positive ting om muslimerne: profeten er omgærdet af en personlig værdighed. Det har vi lov at sige med Arendts ord. Men det vil ikke være pænt af os at føje til, at denne ‘værdighed’ ikke forhindrede Muhammed i at udføre diverse snigmord, i at bryde løfter, når det passede ham, i at opfordre til mord på kristne og jøder i sine ‘åbenbaringer’. At muslimer bryder ind i vores hellighed, det frie ord, og forhindrer os i at beskytte os mod deres falske udsagn om Muhammed, det er i orden. Men at vi bryder ind i deres hellighed og fortæller, hvad forskningen siger om Muhammed, det er forkert.

Arendts ‘system’ er løbet af med ham. Han deler anskuelserne op i tre helligheder, han ser på muslimerne, som om de tænker på samme måde som vi, han forsøger efter bedste evne at undgå at bringe den muslimske vold ind i billedet, selv om han naturligvis godt véd, at den findes.

Jeg begyndte med hans slutningstese. Lad mig også slutte med den:

Jeg vil heller ikke et øjeblik sætte spørgsmålstegn ved de vestlige demokratier eller slå et slag for nogen kulturrelativisme. Jeg vil blot påpege, at de vestlige kulturers hellighed: demokrati, ytringsfrihed og frihed under ansvar ikke er overordnet, mere berettiget eller bedre, end hvad andre kulturer holder helligt.

Det må betragtes som et eklatant udtryk for blindhed, at Arendt ikke kan se, at den sidste sætning her netop er udtryk for kulturrelativisme. Og når det er det, han går ind for, så skulle han sige det, i stedet for med ord at sige, at han sandelig ikke er kulturrelativist, men trods det lade hele kronikken bære præg af netop kulturrelativisme eller endnu værre: religionsrelativisme.

Advertisements
Dette indlæg blev udgivet i Islam versus kristendom og tagget , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s