Bjælken i øjet

Vi danskere anvender særdeles ofte Jesu ord om at se bjælken i sit eget øje, før man begynder at ville tage splinten i næstens øje ud (Matt 7,3f). Og så siger man, at vi er et afkristnet folk! Det vil sige: Vi er i stand til at se sagen fra modstanderens side. Vi kan tænke refleksivt. Vi kan f.eks. fastholde, at staten skal være religiøst neutral, og at den derfor skal behandle de forskellige trossamfund nogenlunde ens. Om den så gør det, og om den kan gøre det, når man tager den situation i betragtning, som vi har fået overleveret fra fædrene med én næsten altomfattende kirke og en række ret små mindretalsmenigheder i periferien, det er en anden sag. Men vi kan så nogenlunde enes om princippet om ligelig, neutral behandling fra statens side.

Det kan vi også, når det drejer sig om de såkaldte tværreligiøse ægteskaber. Det har ikke altid været lige nemt. I Tyskland, hvor katolikker og protestanter står mere lige overfor hinanden end her i Danmark, og hvor der derfor er større chance for, at der kan forekomme ægteskaber mellem en katolik og en protestant, havde den katolske kirke tidligere ret skrappe regler for, hvad en god katolik måtte og ikke måtte på det punkt: ægteskabet skulle indgås i en katolsk kirke, og protestanten skulle love, at eventuelle børn skulle opdrages katolsk. Disse regler er dog nu blevet frafaldet til fordel for en ordning, hvor parterne selv tænkes at blive enige om tingene. Så vidt jeg véd uden andet pres end det, der ligger i en ligelighedsargumentation: man er af argumentationen blevet tvunget til at se sagen fra protestantens side også, har måttet indrømme, at hans eller hendes tro er lige så betydningsfuld for personen som katolikkens tro, og har indrettet sine regler efter den erkendelse.

Nu, hvor vi har fået en ret kraftig muslimsk indvandring, venter vi så på, om muslimerne vil bøje sig for en tilsvarende ligelighedsargumentation.

Det er der ikke meget, der tyder på. Muslimerne har i det hele taget meget svært ved at være refleksive, ved at se sagen fra modstanderens side. De har, de fleste af dem, levet i samfund, hvor muslimer var i flertal og derfor havde magten, og det er ikke nemt at skulle forholde sig til en situation, hvor de ikke er i flertal, og hvor de ikke sidder på magten. Heller ikke, hvad tværreligiøse ægteskaber angår.

Desuden er alle islams lovskoler enige om, at en muslimsk kvinde ikke må gifte sig med en ikke-muslim. Men det er ikke helt let at se, at et sådant forbud kan uddrages af koranen. I Sura 2,221 hedder det:

Bortgift ikke til mænd, der sætter andre ved Guds side, før de er blevet troende! En troende slave er bedre end en, der sætter andre ved Guds side, også selvom I skulle finde behag i denne.

Det ord får i Robert Spencers korankommentar, se her, følgende ord med på vejen:

Allah forbyder muslimer at ægte ”ikke-troende” kvinder. Ibn Kathir citerer en lang række uoverensstemmelser mellem islamiske autoriteter om, hvorvidt dette forbud gælder jødiske og kristne kvinder eller kun polyteister. Men han noterer sig, at der er Ijma – konsensus – mellem islamiske jurister om, at sådanne ægteskaber er tilladte, selv om naturligvis muslimske kvinder ikke ifølge nogen af lovskolerne har tilladelse til at gifte sig med jødiske eller kristne mænd.

I Sura 5,5 står der:

Tillige [er tilladt for jer som ægtefælle, rr] de ærbare kvinder blandt de troende såvel som de ærbare kvinder blandt dem, der har fået Skriften før jer, hvis I giver dem deres løn som ærbare mænd og ikke for at bedrive utugt og tage jer elskerinder.

Det kommenterer Robert Spencer således:

Men der siges ikke noget om, hvorvidt muslimske kvinder har tilladelse til at ægte ikke-muslimske mænd, og det er jo også forbudt ifølge islamisk lov. Det er en del af dhimmiernes, ”de beskyttede folks”, underordnede stilling: eftersom det er tradition, at en mand indfører sin hustru i sin husholdning og ikke omvendt, betyder forbudet mod, at muslimske kvinder ægter ikke-muslimske mænd, og omvendt tilladelsen for muslimske mænd til at ægte ikke-muslimske kvinder, at det islamiske samfund altid vil vokse, mens det ikke-muslimske samfund bliver mindre.

Jeg var i sin tid i gang med at undersøge begivenhederne omkring de såkaldte ”Martyrer fra Cordoba”. En præst ved navn Eulogius skrev, kort før han blev henrettet i 859 i Cordoba, en beretning om de kristne, der var blevet henrettet af muslimerne i Cordoba. En del blev henrettet, fordi de med vilje provokerede den muslimske øvrighed til at henrette sig. Man havde nemlig indenfor kristendommen fået den lidt uheldige opfattelse, at havde man én gang gjort bod og fået tilgivelse, så var den anden bod umulig. Det bevirkede, at man efter den første bod levede et højst usikkert liv; et lille fejltrin, og man endte i helvede. Derfor opsøgte mange kristne ligefrem martyrdøden for på den måde at kunne indgå direkte i paradiset.

Og hvordan kunne man så provokere den muslimske øvrighed?

Ok, det var nemt nok. Man skulle bare gøre ligesom Jyllands-Posten mange hundrede år senere: Man skulle sige sin ærlige mening om Muhammed: at han var en falsk profet.

Jeg var dengang meget glad for en bog af Kenneth Baxter Wolf: ”Christian Martyrs in Muslim Spain”; den ligger på nettet her. Han gør også opmærksom på de asymmetriske regler angående ægteskab. Han siger i kapitel 1:

Seksuelle forbindelser mellem en dhimmi-mand og en muslimsk kvinde var absolut forbudt, selv om en muslimsk mand lovmedholdeligt kunne ægte en kristen eller jødisk kvinde.

Men han gør også opmærksom på de vanskelige forhold for de kristne, som disse regler kunne afstedkomme. I kapitel 2 fortæller han om alle de martyrer, som Eulogius beretter om, deriblandt en ung kvinde ved navn Flora. Hendes mor var kristen, og havde ægtet en muslim, som imidlertid døde, mens Flora var barn. Det betød, at Flora voksede op som kristen, skønt hun ifølge de muslimske regler var muslim. Hendes kristendom måtte derfor holdes hemmelig, hvilket var svært, for hendes bror var muslim af overbevisning og angav hende for myndighederne. Da hun ikke ville tilbagekalde sin kristne tro, blev hun pisket og overladt til sin bror. Derfra flygtede hun imidlertid igen, og var borte et stykke tid, indtil hun vendte tilbage for at tage konsekvensen af sin tro.

Eulogius refererer hendes ord:

Se, her er jeg, jeg, som fordi jeg er avlet af hedensk sæd, men har bundet mig til Kristus, allerede én gang af jer er blevet mishandlet med hårde slag. Jeg har hidtil på grund af kødets svaghed været på flugt og skjult mig så her, så dèr, men nu støtter jeg mig til Guds kraft, nu er jeg ikke mere bange for at træde frem for jeres embedsmænd, og jeg bekender med den samme vedholdenhed, som Kristus første gang i sandhed bekendte Gud med, og jeg erklærer, at jeres læremester er en falsk profet, en horekarl, en mager og et ondt menneske.

Altså, hun bekender, at hun er kristen, og allerede det ville sikkert være nok til at give hende dødsstraf, siden det er anden gang, hun anklages for frafald. Men at hun også tilkendegiver sin mening om Muhammed, gør det fuldstændig sikkert for dommerne, at hun skal henrettes. Hvad hun så blev den 24. november 851.

Men det er nu én ting: at man, når man sidder på magten, vil bruge magten til at udbrede den tro, man selv har; det kan jo siges at være kernen i den muslimske strategi. Noget andet er, at man bibeholder denne lovregel, når man kommer til et ikke-muslimsk land, hvor man må leve som mindretal. Men det gør man.

Jeg gengav for nogen tid siden her på bloggen, se her, de samtaler, to kvinder havde haft med to norske imamer, optaget uden imamernes viden. Og på en måde var det da rørende, så hjælpsomme imamerne var overfor de kvinder, der – på skrømt – ville have råd om, hvad de skulle gøre, stillet overfor et tvangsægteskab. Den ene imam var utrolig omsorgsfuld, han tilbød sig som kvindens mægler overfor hendes far. Men han kunne på ingen måde hjælpe hende, da hun sagde, at hun var blevet forelsket i en nordmand og gerne ville giftes med ham. Sharias regel stillede sig i vejen for en sådan hjælp. Ville hun giftes, skulle det være med en muslim. Nogen begrundelse fik hun ikke.

Megen hjælp har de muslimske kvinder, der ville giftes med en ikke-muslim, ikke fået fra vores side. For et par år siden giftede ”Hr. Skæg”, alias Morten Lomborg, sig med en muslimsk kvinde. BT berettede om det, men tog det som den største selvfølgelighed, at han havde måttet konvertere til islam for at kunne gifte sig med sin elskede, se her. En selvfølgelighed? Det er da pokker, er det! Det er en asymmetri, der bliver ved med at være der, sålænge vi finder os i det og bare tager det som en selvfølge.

Men det gør muslimske kvinder måske heller ikke mere. Information berettede fornylig om en muslimsk kvinde, Geeti Amiri, der prøvede at komme ud af denne for hende at se uretfærdige binding, se her. Hun skriver i et debatindlæg på Berlingske – det er Information, der refererer:

Det er kønsdiskriminerende og utidssvarende, når danske imamer afviser at vie en muslimsk kvinde med en ikke-muslimsk mand, men derimod gerne vil vie en muslimsk mand med en ikke-muslimsk kvinde. Det mener samfundsdebattøren Geeti Amiri, der selv har afghansk baggrund.

»Enhver praksis af religion forudsætter, at den er i overensstemmelse med sin tid, så det er helt forrykt og stokkonservativt, at imamer i et moderne og multikulturelt samfund diskriminerer muslimske kvinder, der ønsker at indgå ægteskab med en ikke-muslim,« siger Geeti Amiri, der studerer Statskundskab på Syddansk Universitet, og i et debatindlæg i tirsdagens Berlingske kritiserede imamernes forskelsbehandling af mænd og kvinder.

Og det er jo ganske interessant, at her en muslimsk kvinde kalder denne gamle praksis for kønsdiskriminerende. Formand for den shia-muslimske organisation Dansk Muslimsk Forening Murtaza Al Shawi er uforstående over for kritikken:

Islams oprindelige budskab er tidssvarende, og det er vigtigt ikke at miste det budskab ved at afvige fra faste principper i koranen, såsom at en muslimsk kvinde ikke kan blive viet med en ikke-muslimsk mand. Det er en lidt farlig idé, at islam skal fortolkes ind i sin nutid.

Mærkeligt, så frimodigt denne imam kan modsige sig selv: islams budskab er tidssvarende, men det er en farlig idé, at islam skal fortolkes ind i sin nutid, og ikke sandt, så er islam altså alligevel ikke tidssvarende. Men om det nu er hans egen fornemmelse eller det er journalistens pågående spørgsmål, han er i denne sammenhæng nødt til at forklare, hvorfor mænd må noget, som kvinder ikke må, altså gifte sig med en ikke-muslim. Han svarer:

Kvinder er mere drevet af deres følelser end mænd og er derfor mere let påvirkelige til at forlade islam, hvis de er gift med en ikke-muslimsk mand, der ikke forstår hendes religion og muligvis er interesseret i at fjerne hende fra den.

Det nye og i nogen grad positive for fremtiden er ikke denne horrible forklaring, men at imamen finder det nødvendigt i det hele taget at komme med en begrundelse. Nu er det altså ikke mere tilstrækkeligt bare at sige, at dette er et sharia-krav, som enhver from muslim må følge, hvad enten hun forstår det eller ej. Nej, nu skal der mere til. Og det er en forandring, der kan love godt for fremtiden.

Information har også interview’et imam og formand for den muslimske forening Dansk Islamisk Center Fatih Alev. Han kalder reglen et forsvar for kvinders religionsfrihed:

Det er en beskyttelse af kvindens ret til at praktisere islam, når imamer ikke vil vie en muslimsk kvinde med en ikke-muslimsk mand. For når kvinder generelt er mere bøjelige end mænd, risikerer en muslimsk kvinde at bukke under for en ikke-muslimsk husbond, der måske ønsker, at hun slækker på sine religiøse principper.

Men han er tilsyneladende godt selv klar over det uholdbare i at tale om svage kvinder, for han føjer til, at koranens tekster er skrevet i en tid, hvor kvinder ikke var på arbejdsmarkedet og ikke havde nogen stærk vilje. Og på spørgsmålet om, hvorvidt religiøs praksis da ikke bør være i tråd med sin samtid, falder han tilbage på den rene autoritetstænkning og siger:

Muslimer bør følge de regler, som Gud én gang for alle har befalet i Koranen. Det handler om muslimsk selvforståelse, og klare gudgivne regler om blandt andet ægteskab rokker man ikke bare ved. Hvis man ikke vil følge reglerne, kan man jo blive gift på rådhuset.

Så selv om muslimske kvinder godt kan tænke nye tanker, er det tilsyneladende ulige sværere for imamer.

Men Geeti Amiri mener ikke, hun behøver den beskyttelse af sin religion, som Fatih Alev taler om. Og hun slutter med at få til modangreb med islamiske argumenter:

Det er forargeligt, at jeg i kraft af mit køn bliver begrænset i min religion. Når imamer ikke vil vie mig med en kristen eller jøde, er det endda imod ånden i alle påbud i Islam om, at religionen ikke må hæmme dig i dit daglige virke.

Hun henviser til, at det er praksis blandt imamer i Sverige og Schweiz at vie tværreligiøse par.

Så alt i alt. Der sker noget indenfor islam. Ikke i kraft af dansk modstand, men i kraft af, at muslimske kvinder opdager, at også de er mennesker, også de kan forstå almindelig retfærdighed. Og det er nyt, at retfærdighed er noget, man tænkes at kunne forstå, ikke blot noget, man når frem til ved at efterplapre koranen.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Islam og tagget . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s