Forklaring eftersøges

BT har den 28-3 en artikel, hvor man opregner alle de fortilfælde på Lubitz’ handling, man kan finde, se her. Og man kan såmænd næsten sige, at artiklen er en opregning af det uforklarlige. Man begynder med en hændelse i 1964 og slutter med én i 2013. Og af disse ni hændelser er der kun én, der kan mistænkes for at have karaktér af terror. Den fandt sted den 31-10 1999, altså før angrebet på tvillingtårnene i New York den 11-9 2001, og det, der gør den til en terroraktion, er, at anden-piloten, der havde overtaget styringen, mens kaptajnen var på toilettet, angiveligt skulle have sagt: ”Jeg stoler på Gud”. Nå ja, man skal måske også medregne et flystyrt den 19-12 1997 i Indonesien. Her var det anden-piloten, der var ude af cockpittet og kaptajnen, der forsætligt styrtede flyet ned i en flod.

I begge disse tilfælde vil den pågældende muslimske regering, henholdsvis den egyptiske og den indonesiske, henholde sig til, at der var tale om tekniske fejl, hvilket de amerikanske undersøgere nægter.

Men fordi der var tale om muslimske piloter, er det jo ikke givet, at der var tale om en terrorhandling. Muslimer kan vel lige så vel som ikke-muslimer blive grebet af depression eller anden sindssygdom, så de foretager sig meningsløse handlinger. Eller kan de? Hører det med til specielt den vestlige kultur, at vi kan finde på den slags ting, når alting går os imod?

Det er jo tilsyneladende også kun i den vestlige verden, at vi har med diverse skoleskyderier at gøre. Specielt USA og Finland er ramt, fordi adgangen til våben er lettere i disse lande. Men havde vi herhjemme lige så let adgang til våben, ville vi nok se det samme.

Og hvorfor egentlig? Hvad er det i den vestlige psyke, der gør, at en mand, der er ude i tovene, føler, at han absolut skal tage andre med sig i døden? Nogle af skoleskyderierne synes at være rettet mod mennesker, som morderen specielt følte sig på kant med, men i andre tilfælde er der ”blot” tale om tilfældige mennesker; og de skal altså skydes, fordi morderen føler had til andre mennesker. Det er dog lidt mærkeligt.

På samme måde med anden-piloten, Andreas Lubitz, der styrede flyet fra Barcelona til Düsseldorf ind i et bjerg: Man er i fuld gang med at gennemsøge hans fortid for om muligt at finde forklaringer på det, han gjorde. Daily Mail opsummerer dem her: Lubitz havde igennem 7 år levet sammen med en lærer. Det var gået lidt op og ned med forholdet. Men for få uger siden opdagede hun, at hun var gravid. Ikke desto mindre afbrød hun sit forhold til Lubitz, fordi han var en slags Jekyll/Hyde person. Han havde udviklet en tendens til at ville styre hende i alt, hvad hun foretog sig, hvad hun skulle lave, hvem hun skulle være sammen med, hvor lange hendes kjoler burde være, m.m. Men han havde også, mens de to boede sammen, et forhold til en anden kvinde, i artiklen kaldet Maria.

Og det er Maria, der fortæller, at han kunne have mareridt og skrige: ”Vi daler! Vi daler!” Her tilføjede hun: ”Han fortalte mig engang, at han ville gøre noget for at forandre hele systemet, så verden ville lære hans navn at kende og huske ham”.

Når dertil kommer, at han led af psykiske problemer, problemer, som han fik behandling for, så har medierne nok at gøre med at spekulere på, hvordan dette kunne ske.

Det forlyder også, at han havde problemer med sine øjne, problemer, der på sigt ville gøre en tilværelse som pilot umulig for ham at forblive i, ligesom jo hans psykiske problemer også, hvis flyselskabet fik nys om dem, ville medføre hans afsked som pilot. Og man forstår jo på den baggrund godt, at han, der elskede flyvning og satte dette at kunne flyve over alt andet, måtte blive utrolig hårdt ramt af det, hvis disse to flyforhindringer kom for en dag. Hvad de jo før eller siden ville.

Men selv om man lægger disse to ting sammen, problemerne med det andet køn og problemerne med hans egnethed som pilot, så får man ikke dermed nogen forklaring på det, han gjorde. For spørgsmålet er: Hvilken forbindelse er der mellem de vanskeligheder, han står i, og den handling, han udfører? Eller spørgsmålet er: Hvordan kan han opfatte ikke blot sit eget selvmord, men også mordet på 149 andre som den eneste løsning på sine vanskeligheder?

Det er her vor kultur, og måske endda vor vestlige kultur, kommer ind i billedet.

Det er jo nemlig ikke sådan, at hans handling kan opfattes som et udslag af momentan sindssyge. Nej, han har overvejet sin plan længe. Det viser bemærkningen til Maria. Og hvorfor går hans tanker i den retning? Hvad er det i vor kultur, der får ham til at se en udvej i det, han gør? Vil han hævne sig på samfundet? Vil han med sin handling erhverve sig, omend på bagvendt måde, den navnkundighed, som han synes, samfundet har nægtet ham?

Vi dyrker X-faktor med stor begejstring. Vi stiller mennesker i udsigt, at de kan opnå berømmelse, stå på en scene, blive tiljublet af store skarer. Sørine Gotfredsen har hele tiden haft noget imod X-faktor, hvad hun fortæller om her. Men hun undrer sig over, at hun har været næsten alene, indtil nu fornylig teaterdirektør Jon Stephensen meldte sig, se her, ligefrem med et krav om at lukke X-faktor. Stephensen skriver om den udsendelse, han så i fredags:

Indrømmet, det var stærkt, tårevædende at se på. Stærkt TV, vil folkene bag »X Factor« sikkert sige – og klappe sig selv på skuldrene. Stærkt at se på, da 16-årige Tannaz blev hældt ud. Tårevædende at overvære, da Baraa et øjeblik inde i omsyngningen knækkede over i gråd af bar nerver, inden den 15-årige dreng fik kæmpet sig tilbage på sporet i sin sang.

Men er det Danmarks Radios opgave at udsætte børn for det, vi så i fredags, bare for at vi andre kan sidde og hyggetude, når børn bliver presset ud over enhver etisk grænse og stemt ud, med tårerne trillende ned ad kinderne og tæt på sammenbrud. Er det Danmarks største medie- og public service-kanals mål i seertallets hellige navn, at blæse på al moral og børns tarv? Kald mig bare blødsøden, kald mig hønefar, men inden du kommer for godt i gang, så forestil dig, at det var din 15-årige datter eller søn, der blev udsat for dette – ikke i skolegården, men Gu’ døde mig af DR, direkte for mere end 1,5 millioner seere en fredag aften. Er det i orden?

Man må undre sig. Her arbejder den danske folkeskole yderst ihærdigt på, at ingen elev skal føle sig udenfor. ”Inklusion”, hedder det, og det vil man gennemføre på mange fronter og har villet det i mange år. Karaktérer? Helst ikke, de med de dårlige resultater skulle jo nødig føle sig udenfor. Opspiltning af klasser efter evne? Nej, de ikke-boglige vil altid føle, at de ikke rigtig er anerkendt. Osv., osv. Og så oplever man åbenbart i det officielle Danmarks hovedkanal pludselig et program, hvor det ikke blot er tilladt at ”stemme nogen ud”, men hvor det tilsyneladende er meningen, at vi skal se nogen græde og være fortvivlet over dette nederlag. Så slåes alle de fine og udmærkede og etisk rigtige anstrengelser i stykker af et sådant program. Eller skal vi snarere sige, at dette program afslører, hvad der upåagtet af alle ligger som en understrøm under den moderne ungdomskultur?

Vi véd jo alle, når vi altså lige tænker os om, at er der én, der er bedre, så er der mange, der ikke er bedre, altså ikke helt så gode, altså ikke nummer ét. Men vi tænker jo ikke over, hvad der sker med de mange, der ikke er helt så gode. Ja, skolen tænker over det, den forsøger, ikke at vænne dem til nederlag, men at forhindre, at de udsættes for nederlag. Og det er en udmærket bestræbelse at have.

Men hvad gør man med en ungdomskultur, der uafladeligt råber: ”Et navn! Et navn! Mit liv for et navn!”

Jeg skal ikke påstå, at dette er svaret på Lubitz’ gåde. Det med X-faktor og ungdomskulturen er blot valgt for at illustrere, at der er et missing link mellem Lubitz’ psykiske vanskeligheder, nederlag overfor det andet køn og mulige afsked med sin pilotdrøm, og så hans dødbringende handling. Javist, disse vanskeligheder sætter tanker i gang hos ham, men hvilke tanker afgøres i høj grad af den kultur, han er vokset op i, den kultur, hvis idealer og mål er blevet indprentet i ham. Og det er altså vores kultur, vor vestlige kultur med alle dens mærkværdigheder, sære blindgyder og umulige drømme.

Og indrømmet, alt dette er blot forsøg på at finde forklaringer, bruges til noget kan det ikke. For det, der her hjælper, er jo, at europæerne indfører den regel, som amerikanerne forlængst har indført: at der altid skal være to personer til stede i cockpittet. Hvad vi da også er i fuld gang med, luftfartselskab efter luftfartselskab.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Samfundsforhold og tagget , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s