Kristendom bedre end islam?

En kronik i Berlingske langfredag af de konservatives politiske ordfører, Mai Mercado, fik overskriften: ”Kristendommen er bedre end islam” (N.B. uden spørgsmålstegn), se her.

Det skabte røre i andedammen. For den slags må man så sandelig ikke sige. Man må til nød tænke det, men gør man det, må man for alt i verden holde sine tanker for sig selv. For muslimer skulle jo nødig blive krænkede. De skulle rigtignok gerne føle sig velkomne her i landet. Med en sådan bemærkning kan de da kun føle sig udstødte, og så er der ikke noget at sige til, at de samler sig i ghettoer.

Hendes bemærkning blev et emne i begge Tv-aviser, og selv Deadline tillod sig at tage spørgsmålet op.

Det er højst besynderligt. Og det er ikke mindst besynderligt på baggrund af, at Mercado godt nok begyndte sin kronik med at hævde kristendommens fortrin fremfor islam som en rent personlig tro. Men straks efter trak hun følehornene til sig, hun gav ingen begrundelse for at foretrække kristendommen, hun nøjedes med at slå på den historiske kendsgerning, at det er kristendom og ikke islam, der har præget vort lands historie gennem mere end 1000 år. Derfor, sagde hun, skulle kristendomsundervisningen i skolen udvides, og den skulle være obligatorisk.

Naser Khader gav sit besyv med, se her. Jovist er kristendommen bedre end islam, mente han. Men ligesom Mercado mente han det mest ud fra dens rolle i Danmarks historie, ikke ud fra den eller den trossætning, som han selv var blevet overbevist af. Og han er jo da vist stadigvæk muslim, omend de fleste andre muslimer regner ham for frafalden.

Flemming Pless, sognepræst i folkekirken, var derimod i samme artikel parat til at levere den helt store religionsrelativisme:

Det er noget sludder, for hvad der er højest for mig, er ikke nødvendigvis højest for dig. Kristendommen er kun bedre i den forstand, at den for mig kan noget, som er bedre end andre religioner. Hver eneste religion er et forsøg på at forstå verden og universets sammenhæng, og det som er fantastisk ved historien om Jesus er, at den giver mig en fornemmelse af, at jeg har adgang til det himmelske. Men den følelse kan en muslim jo lige så godt have.

Ingen absolut målestok forefindes. Det ene kan være lige så godt som det andet. Det er vistnok folkekirken, han er præst ved. Og han er nok ikke den eneste af dens sognepræster, der hverken véd ud eller ind.

Også Kristeligt Dagblad har samlet kommentarer sammen, se her. Udover muslimen Sherin Khankan, hvis kritik vel var forventet, har man opsamlet kritik fra professor i teologi Svend Andersen:

Professor i teologi Svend Andersen ærgrer sig også over Mai Mercados ensidige retorik, for hendes klare konservative udmeldinger er ellers forfriskende i et politisk landskab, der efterhånden er så udvandet, at det er vanskeligt at se forskel på de forskellige partiers politiske værdier:

Det er klar og tydelig konservativ politik at tillægge kristendommen særlig betydning. Men det er at gå for langt at hævde, at den er bedre end andre religioner i en moderne demokratisk stat, hvor et betydeligt antal borgere bekender sig til en anden tro end den kristne. Danske ateister, jøder, muslimer, buddhister og katolikker vil nok gerne have sig frabedt at få at vide, at den luthersk-evangeliske kristendom er overlegen,” siger Svend Andersen og tilføjer:

Det betyder ikke, at vi ikke skal beskæftige os med kristendom og med religion. For det skal vi. Også gerne som obligatorisk fag i vores folkeskoler. Men i et pluralistisk og moderne samfund kan det ikke være en politisk opgave at rangordne de forskellige religioner.”

Det lyder smukt, at det ikke er statens opgave at sige, hvilke religioner der er gode, og hvilke mindre gode. For staten skal jo være religionsneutral, ikke? Men vor danske stat bygger ikke på hvadsomhelst. Den bygger på humanistiske værdier, som kristendommen kan tilslutte sig, men som islam har betydelig vanskeligere ved at gå med til. Er kristendommen så ikke bedre, når det er vor form for samfund, man vil opbygge?

Men her skal blot den undren behandles, der spørger, hvorfor ingen kommer med argumenter for, at kristendommen er bedre end islam.

Hvad kan man da sige til fordel for kristendommen? Er de to religioner ikke altfor forskellige til, at man kan foretage en sammenligning?

På ingen måde. Selv om jeg da i nogen grad vil give biskop Kjeld Holm ret, når han udtrykte sin lede ved begrebet ”kristne værdier”. Han var med i Deadline-udsendelsen om noget helt andet, men man fik lige sneget et spørgsmål om Mai Mercados kronik ind i sidste øjeblik.

Det er sandt, at kristendommen har været næsten enerådende religion her i landet i mange hundrede år. Men for mig at se kan man lige så godt (eller snarere bedre) tale om ”vestlige” værdier end om ”kristne” værdier. Kristendommen er i mine øjne et enzym, der får sociale processer til at ske, processer, som måske ville kunne finde sted alligevel, men som dette sociale enzym fremskynder, på samme måde som et kemisk enzym fremskynder en kemisk proces.

Og de processer, kristendommen fremskynder, er de processer, der fører frem mod større menneskelighed, altså mod et mere humant samfund. Som eksempel på en sådan proces, der er blevet fremskyndet af kristendommen, kan nævnes slaveriets ophævelse. Bevares, man ville måske tro, at det i så fald ville være blevet ophævet for mange år siden, for det er jo næsten 2000 år siden, Paulus skrev de berømte ord i Gal 3,28:

Her kommer det ikke an på at være jøde eller græker, på at være træl eller fri, på at være mand og kvinde, for I er alle én i Kristus Jesus,

men det tog altså nogen tid (mildt sagt), før ordene slog igennem. Men igennem slog de. Ophævelsen af slaveriet er kristendommens værk, til nød humanismens værk, men i hvert fald ikke islams værk.

Så allerede dèr har vi et eksempel på, at kristendommen er bedre end islam.

Men ellers vil jeg nævne friheden som noget, der skiller mellem kristendom og islam. Det gælder friheden på kønslivets område, og det gælder friheden på troslivets område. På begge disse områder råder der i de muslimske samfund tvang, mens der i de kristne lande råder frihed.

Det ses måske tydeligst på kønslivets område. Godt nok har opfattelsen af kønslivet i kristendommens historie været igennem mange og mærkelige omskiftelser med både munkeliv og præstecølibat som vigtige stationer på vejen, men fra den tid i middelalderen, da troubadourerne besang forelskelsens kvaler og herligheder, har både ligheden mellem kønnene (i hvert fald på det punkt) og friheden til selv at sige ja eller nej været et kendetegn for de vestlige lande.

Den frihed har de mennesker ikke, hvis ægtefælle vælges af familien, som det sker i vort land i de muslimske miljøer. Ja, ja, jeg véd nok, at det har sin egen sære logik. For at undgå udskejelser på kønslivets område holder muslimerne så vidt muligt de to køn adskilt. Det betyder, at unge mennesker ikke kan omgås unge af det modsatte køn og derfor ikke har nogen mulighed for at blive forelsket på det, vi kalder naturlig måde. Og så kan naturligvis forelskelse ikke betyde noget for valg af ægtefælle, så er familiens valg den eneste mulighed. Det må så de unge muslimer bøje sig for. Og vil de ikke – og det er næsten det mest umenneskelige ved disse traditioner – så slår familien hånden af den unge. Man opdrager de unge til en stærk familiefølelse, men man udnytter så i næste omgang denne stærke familiefølelse til at få sin vilje igennem med hensyn til noget så personligt som valg af ægtefælle.

Det er umenneskeligt. Men det er umenneskeligt på en måde, så det er svært at gøre noget ved problemet via lovgivningen. Det er muslimernes ”minds and hearts”, der skal ændres, og det tager tid, og det tager længere tid, jo mere tvang man anvender.

Men bevares, vi kristne har da ikke på det punkt fundet de vises sten. Ikke just fordi vi giver vore unge for megen frihed. Mere fordi vi ikke samtidig med ord og eksempel viser dem herlighederne ved monogamiet, men ofte i stedet lader den ene forelskelse efter den anden være vort eksempel. Men alligevel er også på det punkt vore vestlige samfund bedre end de muslimske.

Det er de også, når det drejer sig om trosfrihed. Her har det igennem det meste af islams historie været gældende lov, at en frafalden skulle slås ihjel. Vi har haft en lignende regel. Én af de sætninger, Luther blev fordømt for af den pavelige bulle i 1520, var denne: ”At brænde kættere er imod Helligåndens vilje”, se her, og denne afvisning viser, at pavestolen dengang anså det for helt i orden at udvise tvang i trosspørgsmål. Og vel går der ikke en lige linje fra denne sætning, som Luther altså vedkendte sig, til vore dages ytringsfrihed, men alligevel, en kim var lagt.

Det er kort sagt højst besynderligt, at det i et kristent land skulle være kontroversielt at sige, at kristendommen er bedre end islam. Men vil man sige det, skylder man at give argumenter for det. Det har Mai Mercado glemt. Hermed skulle der været rettet op på denne undladelsessynd.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Islam versus kristendom og tagget , , . Bogmærk permalinket.

2 svar til Kristendom bedre end islam?

  1. Pingback: Bekend dog jeres tro! | ricardtriis

  2. Pingback: Den naturlige lov | ricardtriis

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s