Tror du på Jesu opstandelse?

Denne påskedag kan jeg ikke lade være med at pege på en situation, hvor dette med at tro på Jesu opstandelse forvandler sig til noget helt andet, end det er her hos os.

Al-Shabab, den muslimske terrororganisation fra Somalia, har her i begyndelsen af april atter foretaget et terrorangreb ind i Kenya, denne gang ind på et universitet, og denne gang med et antal dødsofre, som man ikke hidtil har set, se her.

Og ja, al-Shabab gik frem på den måde, der efterhånden er velkendt: Man delte de studerende op i muslimer og ikke-muslimer, det sidste vil især sige: kristne. De kristne slog man ihjel, muslimerne slap uskadt fra massakren.

Det var altså her ikke den keynianske regering, der skelnede mellem ”dem” og ”os”, det var de muslimske terrorister. Sådan optrådte de også sidste gang, vi hørte fra dem, dengang de angreb et indkøbscenter i Nairobi. Senere kunne man se en dokumentar, der var fremstillet af de billeder, man havde fra de forskellige overvågningskameraer i centret. Og noget af det mest bevægende var at se én af terroristerne spørge en kvinde, som man ikke kunne se, om hun var kristen eller muslim; da hun svarede ‘kristen’, lød der et skud, og man fandt senere hendes lig.

Også på universitetet i Garissa gik terroristerne efter de kristne. De vidste tilsyneladende, at de kristne netop havde afsluttet deres morgenandagt, de, der kom ud derfra, skød de, ifølge én af de få overlevende ikke uden visse hånlige bemærkninger: ”Tag det roligt, vi vil slå jer ihjel, men vi vil også selv dø!” – ”Vi er ikke slyngler, vi er her blot for at gøre jeres påskefejring bedre!” Og så blev de linet op og skudt.

Men terroristerne vidste altså, at de ville blive slået ihjel. Vi kan sige, at de troede på opstandelsen. De troede på, at deres handling ville bringe dem belønning i det hinsidige. De troede på, at deres død tjente Guds formål.

Troede de dræbte kristne også på opstandelsen?

Ja, for de fornægtede ikke deres kristentro, end ikke stillet overfor døden.

Vi ser her tydeligt forskellen mellem islam og kristendommen. Man kan stille forskellen op, som jeg ofte tidligere har gjort det her på bloggen: Den kristne martyr kender sandheden med en sådan styrke, at han tør lade sig slå ihjel for sandhedens skyld. Den muslimske martyr kender sandheden med en sådan styrke, at han tør slå andre ihjel for sandhedens skyld. Dog må man, hvad disse muslimer angår, føje til, at de udover at slå andre ihjel også lader sig selv slå ihjel. Og de véd, at det er det, det ender med.

Måske man derfor for tydelighedens skyld skal sige, at islam her afslører sig som det, den i grunden er: en magtens religion; en religion, der kræver respekt af alle, muslimer som ikke-muslimer, tilbedelse af muslimer, anerkendelse af ikke-muslimer. Og vil ikke-muslimerne ikke frivilligt udvise den respekt, muslimerne kræver, f.eks. som de kristne i Kenya undlade at bekæmpe al-Shabab i Somalia, så har muslimen pligt til at slå dem ihjel, også om han selv dør.

Men hvad afslører kristendommen sig som? Som en eftergivelsens religion? Som en ydmyghedens religion? Nej, som en Ordets religion. Som en religion, der tror på, at Ordet er stærkere end magten, tror på, at mennesket er skabt som et ordvæsen, der først når sit væsens fylde, når sproget får magt over det, tror på, at et menneske først bliver et ægte og helstøbt menneske, når det står ved det, det har sagt.

For man må jo uvilkårlig spørge: Hvorfor bekendte disse mennesker, at de var kristne? Hvorfor sagde kvinden i indkøbscentret i Nairobi ‘kristen’, da hun blev spurgt, om hun var muslim eller kristen? Hvorfor løb de kristne ikke med, da muslimerne af terroristerne blev opfordret til at gå hen til deres moské? Herregud, det var jo altsammen blot et ord, det drejede sig om; var nogle af deres muslimske medstuderende mistænksomme overfor deres væren-muslim, kunne de bare fremsige den muslimske ‘trosbekendelse’: ”Der er kun én gud, Allah, og Muhammed er hans profet”, straks måtte de blive anerkendt som muslimer. Og bagefter, når faren var overstået, kunne de altid springe fra igen. Der er ganske vist dødsstraf for frafald fra islam, men den tid, den sorg!

Tilsvarende må man spørge, hvorfor Jesus åbent bekendte, at han var ”den Højlovedes Søn”, da ypperstepræsten udspurgte ham i det jødiske råd natten til langfredag. Det havde da været meget klogere at holde sin mund eller måske endda pure nægte, at det var sådan, han så på sig selv.

Men nu havde jo Jesus spurgt sine disciple, hvem de mente han var. Og han havde, da Peter svarede, at han var Kristus, den levende Guds søn, giver Peter ret (Matt 16,17). Skulle han nu fragå det, blot fordi magten uden nogensomhelst ret krævede det? Det anså han for at være forkert. Derfor fastholdt han det overfor ypperstepræsten.

Og nu havde jo de kristne kenyanere hørt, hvordan Jesus belærte sine disciple:

Enhver, som kendes ved mig over for mennesker, vil jeg også kendes ved over for min fader, som er i himlene. Men den, der fornægter mig over for mennesker, vil jeg også fornægte over for min fader, som er i himlene. (Matt 10,32f).

Derfor holdt de fast ved deres tro. Også selv om det jo syntes meget mere fornuftigt at fragå den. Ja, man kan spørge, om ikke Muhammed, der giver sine troende lov til at lyve, hvis det kan tjene islams sag, altså f.eks. redde livet for den enkelte muslim, er en meget klogere religionsstifter end den Jesus, der hellere ser sine troende miste livet end fornægte troen.

Hvorfor gav du ikke dine disciple lov til at lyve, når de var i knibe, Jesus?

Man kan svare, at der i så fald ville være ganske mange Jesus-ord, han måtte trække tilbage. F.eks. dette fra Matt 10,28:

Frygt ikke dem, der slår legemet ihjel, men ikke kan slå sjælen ihjel, men frygt derimod ham, der kan lade både sjæl og legeme gå fortabt i Helvede.

Eller dette fra Matt 10,39:

Den, der har reddet sit liv, skal miste det, og den, der har mistet sit liv på grund af mig, skal redde det.

Eller måske først og fremmest dette fra Matt 6,22:

Øjet er legemets lys. Er dit øje klart, er hele dit legeme lyst; men er dit øje mat, er hele dit legeme mørkt. Hvis nu lyset i dig er mørke – hvilket mørke!

Jeg har andetsteds argumenteret for, at dette er en dårlig oversættelse, se her. Og her har jeg lagt teksten ud på internettet, i den græske original, i den latinske oversættelse, i Luthers oversættelse, og i den normale danske oversættelse. Lad mig derfor her nøjes med at gengive en efter min mening bedre oversættelse af Matt 6,22:

Øjet er legemets lys. Er dit øje helstøbt, vil hele dit legeme være lyst; men er dit øje ondt, vil hele dit legeme være mørkt. Hvis nu lyset i dig er mørke – hvor stort er så ikke mørket!

Jesus udnytter her den almindelige erfaring, at man kan se på et menneske, om det lyver, og se det netop på dets øjne. Det, Jesus vil opnå med sin forkyndelse, er at gøre menneskene helstøbte, hele i deres væremåde, hele i deres tro. ”At være, ikke at synes”, er sagen for ham.

Det synes i hvert fald at være det, disse kristne i Kenya har følt: de kunne ikke være helstøbte, om de nu forrådte deres herre og mester. De måtte sige ja, når de blev spurgt, om de var kristne. De måtte fastholde Ordets forrang fremfor magten, også selv om magten unægtelig syntes at have ikke blot forrang, men overtaget. De måtte tro på … ja, på hvad?

Netop på Jesu opstandelse!

De måtte tro på, at han, skønt han døde, dog måtte opstå fra de døde, for hans død var uretmæssig, Gud måtte derfor oprejse ham fra de døde, for at vise os, at den var uretmæssig. De måtte holde sig til den samme tro, som Jesus selv havde, en tro på, at om han end døde, han skulle dog leve, en tro på, at omend toraen aldrig så meget ville dømme ham, toraen måtte afskaffes, hvis mennesket skulle blive et helstøbt væsen, løses fra alt hykleriet.

Så ser vi da to slags mennesker ved udåden i Garissa: Én slags, terroristerne, der vel tror på opstandelse, men ikke tror på Jesu opstandelse; tror på opstandelsen som Guds belønning til dem, fordi de først slog ihjel i hans navn og siden lod sig dræbe; tror på deres Gud som en Gud, der belønner krampagtige handlinger, tro ud i det blå, fastholdelse af et magtsamfunds læresætninger.

Og en anden slags mennesker ser vi: De kristne, som tror på Jesu opstandelse, tror på, at fordi han var et helstøbt menneske uden synd, fordi han lod loven dømme sig, skønt han var uden skyld, derfor lod Gud ham opstå fra de døde, tror på, at fordi loven blev afskaffet gennem hans død, kan vi nu leve uden lovens forbandelse, dvs., uden hykleri, som helstøbte mennesker, også vi, der lever i de forhold, hvori vi står, med ligefremhed, omsorg, indlevelse og oprigtighed.

Det må man vistnok sige, at kirken i Kenya må diskutere problemet ”Jesu opstandelse” på en helt anden måde end vi. Ikke fordi jeg med dette indlæg vil se ned på vores diskussion, selv om jeg nok synes, den af og til bliver lidt for blodfattig. Men fordi jeg vil mene, at vi ikke skal glemme den kamp, andre kirker står i, den lidenskab, de lægger for dagen, når de skal fastholde Jesu opstandelse.

Advertisements
Dette indlæg blev udgivet i Islam versus kristendom, Ny testamente og tagget , . Bogmærk permalinket.

3 svar til Tror du på Jesu opstandelse?

  1. Pingback: Moderne muslimsk martyrmod | ricardtriis

  2. Pingback: Guds dårskab | ricardtriis

  3. Pingback: Helstøbt | ricardtriis

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s