Om den 9. april 1940

Hvis du vil freden, så forbered krigen!” Sådan lyder et gammelt ord, som man desværre igen og igen overser i diskussionen om den 9. april 1940.

Man er i de mange indlæg, der er kommet her op til 75 årsdagen for besættelsen af Danmark, tilbøjelig til at låse sig fast i en diskussion af, hvad et dansk forsvar havde kunnet udrette overfor den vældige tyske krigsmaskine. Man fremmaner billedet af de effektive tyske bombemaskiner, der fløj hen over tagene, man fortæller om de store troppemængder, der overskred grænsen, man fortæller om den knusende overmagt, tyskerne havde. Og så kommer den nedslående konstatering, at om vi så havde haft hele vor beredskabsstyrke mobiliseret, det havde nyttet som en skrædder i helvede. Med andre ord: Det var måske ikke de mest ærefulde, vi gjorde den 9. april, men det var uden tvivl det klogeste. Et blodbad til ingen nytte, nej, det havde været for dyr en pris at betale for noget så æterisk som ”æren”.

Alt dette kan der debatteres om længe. Men låser vi os fast i den diskussion, overser vi noget væsentligt ved 9. april.

Dette væsentlige kom frem for nogen tid siden, da en militærhistoriker læste det tyske militærs papirer igennem fra Første Verdenskrig. Under Første Verdenskrig lykkedes det os som bekendt at holde os udenfor den store europæiske konflikt. Hvordan fik vi held til det?

Ja, det er noget af det, disse papirer afslører. For de fortæller, at der faktisk hos den tyske militærledelse var tanker fremme om at besætte Danmark, men at ledelsen frarådede det. Man mente ikke at kunne afse tilstrækkeligt med styrker til at kunne nedkæmpe det danske forsvar.

Hva’ba? Det danske forsvar? Jamen, bestod det ikke bare af en glistrupsk telefonsvarer ved grænsen, der sagde ”Vi overgiver os”?

Nej, det er det overraskende ved denne afsløring. Vi gennemførte ikke blot en neutralitetspolitik under Første Verdenskrig, vi gennemførte en væbnet neutralitetspolitik. Vi indkaldte en beredskabsstyrke, vi armerede den københavnske befæstning, osv. Ja, vi søgte sågar midt under krigen at udbygge vort forsvar. Det satte dog P. Munch en stopper for; han var minister i regeringen Zahle.

Selvfølgelig kunne den forholdsvis beskedne styrke, vi danskere kunne mønstre, ikke holde den enorme tyske militærmaskine stangen. Men det var heller ikke meningen med den. Meningen var at gøre det så bekosteligt for stormagten Tyskland at besætte os, at den lod være. Og meningen var forøvrigt også at fortælle tyskerne, at ligesom det ville blive dyrt for dem at indtage vort land, ville det også blive dyrt for englænderne, hvis de nu skulle få den idé.

Væbnet neutralitet, det var, hvad der holdt os udenfor Første Verdenskrig.

Men vi fik aldrig erfaret, om det samme kunne have holdt os udenfor Anden Verdenskrig. For den førnævnte P. Munch fik held til at få sin version af historieforløbet gjort til almengyldig sandhed. Han hævdede, at det, der holdt os udenfor Første Verdens krig, var diplomatiet. Det var ikke altid nogen ærefuld opgave, det stod overfor, der skulle indgås ubehagelige kompromisser, men alt i alt: fordi vore diplomater havde kunnet overbevise tyskerne om vort venlige og overfor dem imødekommende sindelag, undlod tyskerne at besætte os.

På den baggrund kunne den radikale myte vokse sig stor og stærk i mellemkrigstiden, den myte, der siger ”Hvad kan det nytte?”, den myte, der netop stiller tingene op som nævnt ovenfor: vor lille hær kan jo intet udrette mod den mægtige tyske krigsmaskine. Og så glemmer man bekvemt, at det, en hær, lille eller stor, skal, er at forhindre krigen ved at gøre et eventuelt angreb for dyrt for modparten.

Denne myte fik sit værste udtryk i statsminister Staunings nytårstale den 1-1 1940. Han sagde om forsvaret:

Vi kunde paa Grund af Landets Karakter ikke skabe et Forsvarsvæsen som andre Lande, selv om Viljen havde været til Stede, og disse Forhold i Forening med den Uvilje mod Krig, som efterhaanden er udviklet i Befolkningen, har ført Danmark ind i en Stilling, der umuliggør alle Forestillinger om et Krigsberedskab. Vort Land er indrettet paa at udøve en Bevogtning af Neutraliteten, men Krigsførelse i egentlig Forstand er udelukket af de geografiske Forhold, ligesom Befolkningens ringe Størrelse ogsaa udelukker Tilstedeværelsen af en Hær, der kan tage Kamp op imod de Magter, som kan tænkes at staa kampberedte overfor Danmark. (Citeret fra Bo Lidegaard, Kampen om Danmark 1933-45, side 150).

Hvis denne tale har været gennemgået i udenrigsministeriet, så er den et tegn på dette ministeriums manglende kompetence. Det var Hitler, man havde med at gøre, han er kendt for sin uforudsigelighed, men netop derfor skulle man da være yderst varsom med at stole altfor meget på den ikke-angrebspagt, man havde indgået med ham. Og lader man sin statsminister komme med ovenstående udtalelse, så giver man Hitler ret i den bedømmelse, han havde af vestmagterne: de er dekadente, de kan ikke mere slås som ordentlige mænd, de falder sammen ved mindste berøring. Og er talen ikke gennemgået i udenrigsministeriet, viser den ‘kun’ Staunings utrolige naivitet.

Hvad der skete den 9. april, blev ikke blot bestemt af den manglende mobilisering og de manglende forholdsordrer, det blev bestemt lang tid før af det forhold, at den radikale myte vandt over alle andre opfattelser af vort forhold til Tyskland.

-Jamen, havde vi ydet modstand, ville København være blevet bombet.

Ja, naturligvis. For vi havde jo ikke noget flyvevåben af betydning, vi havde ikke i tide anskaffet os et antiluftværn, og vi havde ikke nogen evakueringsplan for byernes befolkning.

Vi afholdt os i mellemkrigstiden fra enhver handling, der kunne provokere Tyskland – og Tyskland havde meget let ved at blive provokeret. Men alle vore forsøg på at gå i ét med tapetet slog fejl; Hitler vidste godt, vi lå der, og efter Staunings nytårstale vidste han også, at vi ikke ville gøre modstand; Stauning serverede ham jo Danmark på et sølvfad: værsgo’ og spis!

Vi ville nok freden, men vi gjorde os ikke klart, at fred er noget, man skal kæmpe for.

At denne holdning ikke var ærefuld, det er sandt nok. Men at den tillige var dum, fordi den ikke tog hensyn til, at et militærvæsens første opgave ikke er at føre krig, men at forhindre, at modparten får lyst til at føre krig, det er noget, vi er tilbøjelige til at glemme, men dog noget, man i hvert fald i dag godt kunne gøre lidt mere ud af.

Hvilket hermed er forsøgt.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Historie og tagget , . Bogmærk permalinket.

2 svar til Om den 9. april 1940

  1. Tak for indlægget, og tak for indlægget “Nej til guruer”, som jeg ville like, men så blev jeg bedt om email og password, og det sidste har jeg ikke til denne blog. Mvh Svend Aage Nielsen

  2. Pingback: Tillidssamfundet | ricardtriis

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s