Bekend dog jeres tro!

Der er et eller andet galt ved de mange indlæg, der er fremstået i kølvandet på Mai Mercados indlæg med overskriften ”Kristendommen er bedre end islam” langfredag, se evt mit indlæg derom her. Men jeg kan ikke helt blive klar over, hvad det er.

Lad mig lidt forsøgsvis prøve at gøre forskellen mellem religioner op ved hjælp af Einsteins relativitetsteori. Den har kun med den fysiske verden at gøre, så sammenligningen kommer måske til at halte. Men alligevel! En amerikaner, Maxwell, havde foretaget målinger af lysets hastighed og opdaget, at denne hastighed var uafhængig af jordens bevægelse. Det skulle den ikke være ifølge den gængse teori, der forestillede sig, at der var en fast æter eller et fast koordinatsystem, hvori alt bevægede sig, også lyset. Det fik Einstein til at fremsætte sin teori. Ifølge den var der ingen æter, men hvert system medbragte sit eget koordinatsystem. Det var noget af en omvæltning i tankegangen.

Mit forslag til en anderledes religionsfilosofi går ud på, at ligesom der i den fysiske verden ikke findes noget fast koordinatsystem, der kan gælde alle bevægede objekter, sådan findes der indenfor religionerne ikke noget sprog, hvori alle religioner kan beskrives. Hver religion medbringer sit eget sprog, både når religionen selv skal beskrives, og når andre religioner skal beskrives. Det gør naturligt nok enhver religionssamtale noget besværlig, men det er værd at holde sig disse vanskeligheder for øje, når vi dog helst skal leve nogenlunde fredeligt sammen med vore muslimske landsmænd.

Det vil blandt andet sige, at det ikke er muligt at hæve sig op over sin egen religion og finde én eller anden fællesnævner, én eller anden statsopfattelse, som alle kan forstå og rette sig efter, blot fordi de er mennesker og har en sådan fællesmenneskelig forståelse. Denne fællesmenneskelige forståelse er ellers det, de fleste religionsfiloffer og statsfilosoffer går ud fra. Man må da kunne indrette samfundet efter fornuften. Og så opstiller de visse regler for god opførsel i staten, altsammen ud fra, hvad de opfatter som fornuftigt, og mener dermed at have skaffet rum til, at enhver muslim må kunne være tilfreds.

Men den går ikke. For den statsopfattelse, de går ud fra, er én, den kristent-græske kultur har frembragt, ikke én, som den muslimske kultur har skabt. Og vi kan derfor på ingen måde gå ud fra, at muslimerne vil føle sig veltilpas i den ramme, vi således opbygger for vor fælles tilværelse.

Ikke desto mindre hører det imidlertid med til vor kristne kulturarv, at vi ikke vil tvinge nogen ind i kristendommen. Og de stater, der er vokset frem i den kristne verden, har derfor regler for ytringsfriheden og for religionsfriheden, der tillader andre religioner og andre former for kristendom at eksistere side om side med den kristne kirke. Den kristne kirke – eller de kristne kirker, for der er jo flere – kan derfor aldrig påberåbe sig særlige privilegier fra statsmagtens side, og den befinder sig i en stadig kamp for sin eksistens, en kamp, der vel at mærke altid må føres med åndelige midler, altså aldrig må indebære vold eller trusler om afskedigelse eller andre former for pression.

Kampen om den religiøse sandhed går imidlertid begge veje. Kirken må forsvare sig overfor ateismen og islam, men den må også til stadighed angribe både ateismen og islam. ”Angribe”, dvs., påvise vanskeligheder eller selvmodsigelser hos disse størrelser, for kampen er altid kun åndelig.

Og var nu kampen udelukkende af åndelig art, dvs., hvis den bestod i argumenter og modargumenter, så ville jeg aldrig være bange på kristendommens vegne. Så skulle den nok klare sig. Men netop fordi en anden religion bringer en helt ny forståelsesverden i spil, kan man ikke gå ud fra, at religioner, her kristendom og islam, altid nøjes med at strides på det åndelige plan. Muslimer strides med kristendommen på to måder i vore samfund. Dels ved at føle sig krænkede over vore argumenter imod deres tro, dels ved at udføre eller true med at udføre diverse terrorhandlinger imod det, de finder krænkende. Den første metode afbilder muslimer som ynkværdige, stakkels mennesker, som vi onde vesterlændinge desværre forfølger og håner alt for meget. Den anden metoder afbilder muslimer om handlekraftige, selvbevidste mennesker, der er villige til at sætte livet til for deres tro.

Det må indrømmes, at kirken ikke har lært at håndtere disse stridsformer. Vi har da vore indvendinger imod islam, men vi vil jo på den anden side som de gode danske borgere, vi er, nødig have, at muslimerne ikke helt og fuldt skal føle sig som borgere her i landet, og hvis det krænker dem, at vi åbent siger, hvad vi mener om deres profet, så skal vi måske lade være. Og en ekstra tilskyndelse til at lade være med at kritisere islam får vi naturligvis af de trusler, som muslimer fremsætter. Så den kampplads, vi kristne kæmper på, vor eneste kampplads, den åndelige kamp, hvor argument støder mod argument, den er på vej til at blive lukket for os.

Og vi er såmænd ofte selv med til at lukke den. Lad os se på nogle af de udtalelser, som Mai Mercados overskrift har givet anledning til.

Der er f.eks. professor Svend Andersens påstand i Kristeligt Dagblad den 4-4, se her.

Det er en illoyal udtalelse i et samfund, hvor en betydelig del af borgerne bekender sig til en anden tro end den kristne.

Det uddyber han lidt senere:

Men det er at gå for langt at hævde, at den [kristendommen rr] er bedre end andre religioner i en moderne demokratisk stat, hvor et betydeligt antal borgere bekender sig til en anden tro end den kristne. Danske ateister, jøder, muslimer, buddhister og katolikker vil nok gerne have sig frabedt at få at vide, at den luthersk-evangeliske kristendom er overlegen.

Hvad er det dog for noget at sige! Der er ikke megen lyst til åndelig kamp i den udtalelse. Selvfølgelig må da danske ateister, jøder, muslimer osv. finde sig i, at nogen anser kristentroen for bedre end deres religion. Oven i købet må de finde sig i, at kristne argumenterer imod deres religion og for den kristne religion. Ligesom de kristne må finde sig i en argumentation den modsatte vej. Derudover: Det er ikke nemt at vide, om jøder og muslimer føler, at de er født ind i deres religion. Men kristne er det ikke, omend mange måske føler det. De kan overbevises den ene eller den anden vej. Og hvorfor skal vi kristne dog på forhånd opgive den åndelige kamp mellem religionerne? Det er jo vores måde at stille religionerne op overfor hinanden på.

Jeg bebrejdede også i mit føromtalte indlæg Mai Mercado, fordi hun altfor hurtigt forlod sin personlige overbevisning uden begrundelse og gav sig til at begrunde, hvorfor der skal undervises mere i kristendom end i f.eks. islam. Det begrundede hun ud fra Danmarks historie, som jo unægtelig er mere præget af kristendom end af islam.

Og det undrer mig ikke så lidt, at det tilsyneladende er næsten det eneste argument, to andre præster har i bøssen overfor Mai Mercados fremhævelse af kristendommen. Elisabeth Dons Christensen, tidligere biskop i Ribe, kan f.eks. –  efter min mening altfor spagfærdigt – i en kronik i Jyllands-Posten den 12-4 sige:

Jeg ved ikke, om kristendommen er en bedre religion end alle andre, men den passer måske bedst til vores kultur. Jeg ved, at det er den religion, der kulturelt set har kunnet rumme blandingen af den bibelske tro og den græske søgen efter viden og dermed har givet plads til, at vi i vore hoveder på samme tid kan være videnskabeligt vidende og troende.

Og her er det, at jeg har lyst til at sige: Bekend dog din tro, menneske! Nej, det er ikke noget, du véd, det er noget, du tror. Men du tror vel ikke ud i den blå luft. Og de, der har levet her i landet før os, har vel heller ikke troet ud i den blå luft. De har ladet sig overbevise. Af hvad vides ikke i dag, i hvert fald ikke særlig tydeligt. Men overbevist er de blevet. Og hvortil så dette ”jeg véd ikke”? Hvorfor ikke begynde omvendt: ”Jeg tror, at kristendommen er en bedre religion end islam, for den kan understøtte de frie samfund og den frie forskning, vi har”? Det er dog en begrundelse, der er hold i.

Lige bagefter ovenstående siger Elisabeth Dons Christensen:

Jeg ved, at kristendommen er den religion, der med friheden i Kristus har stillet ”jøde og græker, mand og kvinde, træl og fri” lige. Jeg ved, at den individuelle frihed, som vi som enkeltpersoner skatter så højt, og som er misundt ud over den ganske verden, er indbygget i den protestantiske tanke om, at ethvert døbt menneske selv må stå til ansvar over for Gud med sit liv og sin tro.

Og så må man spørge: Er det det, der har bragt Elisabeth Dons ind i kristentroen, eller i det mindste bestyrket hende i hendes overbevisning om dens sandhed? Hvorfor kan hun dog på baggrund af disse oplysninger ikke sige ligeud, at efter hendes overbevisning er kristendommen en bedre religion end f.eks. islam? Jeg fatter det ikke.

Kathrine Lilleør har på sin blog den 11-4 et indlæg, der hedder Tro mod tro, se her. Hun begynder meget bastant:

Kristendom er bedre end islam. At Kristus døde og opstod, for at vise os, at vi selv skal leve, står ikke til forhandling. Alle andre tror på noget forkert. Kristne kan ikke mødes i trepartsforhandlinger med muslimer og buddhister, og vedtage en fællesmængde af tro, der gælder for os alle. Hugge en hæl og klippe et kors. Det er kun os kristne, og da især os lutheranere, der tror sandt om Gud. Punktum. Ny linje.

Og det er jo udmærket, ikke? Det var lige, hvad jeg efterlyste. Ak, nej, på ingen måde. Det er sandt nok, at jeg og mange andre kristne med er kommet til den konklusion, at kristendom er bedre end islam. Men det er ganske usandt, ja, direkte forkert at sige, at denne trossætning ikke står til forhandling. Det er muslimerne, der tror ud i det blå, at Muhammed var Guds profet, og at den koran, han efterlod, derfor indeholder forskrifter, der er bindende for ethvert menneske, og da specielt for enhver muslim. Det er ikke noget, der kan gives argumenter for, det er ikke til forhandling. Altså i den muslimske forestillingsverden. Men det er da bestemt ikke os kristne, der kommer med en lignende bastant påstand, der ikke er til forhandling. Men det er det åbenbart for Kathrine Lilleør. Sørgeligt!

Nå, hun bløder tilsyneladende op på dette bastante til sidst:

Men, men, men, at vedstå, at ens egen tro er bedre end andres udelukker ikke fællesskab på tværs af tro. Bjørnstjerne Bjørnson fortalte følgende anekdote på H.C. Andersens 100 årsdag:

Det var en vidunderlig nat. Over Middelhavets stille flade bøjede nattehimlens dybe hvælv sig. Stjernerene blinkede foroven og forneden. Natten åndede skønhed. Skønhed og fred. Alle andre var gået til hvile, kun Andersen og en muslim stod på skibets dæk. Og Andersens hjerte blev så tungt og fuldt, han måtte have en at dele sin fryd med. Og hans hjerte blev fuldere og fuldere, tungere og tungere, ensomhedens længsel tog magten fra ham. Da gik han hen til muslimen og med en stemme som favnede han hele jorden, sagde han det ene ord: ”Allah”. Og muslimen så på ham med sine dybe øjne, strakte håndfladerne op mod himlen og gentog af hele sin styrke: ”Allah – Allah” og deres sjæles længsel udløste sig i det ene ord.”

For at kunne forstå dybden, højden og bredden af de andres tro, skal man stå ved sin egen tro. Tro mod den tro, der er den eneste vej til sandheden og livet.

Stå ved sin egen tro”? Jeg vil hellere sige, at man skal være klar over, hvad man tror på, og hvorfor man tror på det. Man skal altså lade sin tro være til forhandling eller til modsigelse. Ellers bliver det religionsmøde, der vel den ene gang efter den anden uundgåeligt vil opstå her i landet, til det rene føleri, til en H.C.Andersensk altomfavnende sjælebevægelse. Har H. C. Andersen mon med dette ene ord ”Allah” forstået dybden, højden og bredden i muslimens tro? Jeg tvivler. Lad dog ånderne tørne sammen, som Luther sagde. Lad dog argument mødes med modargument! Lad os dog åbent vende os imod alt det, vi finder forkert hos muslimerne! Det er jo nemlig faktisk ikke så lidt. Og så ellers give dem den samme frihed i religionsudøvelsen, som vi selv nyder godt af.

Så er der Sørine Gotfredsen, se her. Hun har læst denne kronik af Sherin Khankan, og det får hende til at kalde Khankan uforskammet. Jo, for

Midt i denne historiske virkelighed udviser Khankan nærmest ringeagt for det land, der dagligt fylder hendes liv med privilegier, der i mange muslimske samfund ville være utænkelige.

Lidt senere fortsætter hun i samme skure:

Hendes uforskammede facon får én til at overveje, hvorfor en veluddannet muslimsk kvinde mon nærer denne trang til at nedgøre det lands tradition, som hun i stil med alle andre borgere burde omgås med ydmyghed. Og hvor mange der mon deler hendes arrogante syn på landet. Kristendommen har i 1000 år været med til at forme dette sted, mens islam har været en del af en multikulturel udvikling gennem blot fem årtier, og på den baggrund finder Sherin Khankan, at tiden er inde til at slå en streg over historien og tage hul på en ny vision om Danmark. Det bærer vidne om en næsten skræmmende mangel på respekt for den virkelighed, man er en del af.

Jeg må sige: jeg deler ikke Sørine Gotfredsens læsning af Khankan. Det betyder ikke, at jeg er enig med Khankan, når hun f.eks. vil ændre faget ”kristendomskundskab” til ”religion”, som man har gjort i Sverige. Khankan skriver:

Men når det kommer til livets mening, har andre religioner også noget at tilbyde den eksistentielle og filosofiske religionsforståelse, og det vil styrke elevers evne i at være mentalt globale og navigere rundt i mangfoldigheden, hvis de i en tidlig alder lærer om alternative måder at tænke verden på. Kulturhistorisk fylder kristendommen mere end andre religioner, og dette vil naturligvis komme til udtryk i undervisningen. Men Danmark har forandret sig gennem de sidste 40 år. Dansk identitet er en broget størrelse. Det er vigtigt at anerkende den nye mangfoldighed og signalere en åbenhed over for alle religioner – også i undervisningen.

Det er formentlig denne tanke, Gotfredsen har opponeret så kraftigt imod. Men hvis børnene er forældrenes mere end de er statens, så er det vel ikke unaturligt, at muslimerne gerne vil, at deres børn skal høre om deres oprindelseslands historie. Dog burde man kunne nøjes med at sige, at denne tanke om undervisning i alle religioner fra de yngste klassetrin er et blålys, der ikke forholder sig realistisk til vort samfund, i stedet for at tale om uforskammethed. Man kan bare tænke på den ballade, der kan opstå, hvis man skal fortælle muslimske børn om islams historie. Den er jo én lang erobringshistorie, og vore dages muslimer, der vil fortælle os, at islam er fredens religion, har på ingen måde taget afstand fra den, tværtimod synes de at være stolte af deres mange fortidige erobringer, så stolte, at mange af dem håber på, at de en dag kan gentage dem.

Måske også Khankan. Se, hvad hun skriver om, hvad der tiltrækker unge danskere, når de lader sig rekruttere til kamp i Syrien:

For især islamistiske grupper hævder islams overlegenhed og er ikke bange for at sige, at islam er den bedste religion. Men det er ikke den religiøse retorik om islams overlegenhed, der primært tiltrækker unge mennesker. Det er i højere grad nogle islamisters politiske fokus på social solidaritet med undertrykte og udsatte civilbefolkninger i f.eks. Palæstina og Syrien, der gør dem succesfulde i at rekruttere unge danskere til deres kamp for en samlet islamisk verden.

Er det i dag noget positivt at kæmpe for en samlet islamisk verden? Det kunne godt lyde til det ud fra disse ord. Og hvad er så egentlig Khankan for en muslim? En moderat muslim? Eller måske en snyde-muslim, der vil bruge sin religionsfilosofi til at få Danmark gjort til et multireligiøst samfund og vil give det indtryk af, at hun da bestemt på alle områder er ganske som alle andre almindelige danskere, men overfor sig selv og formentlig også overfor sine medmuslimer glæder sig over ethvert forsøg på at skabe en samlet islamisk verden?

Men så er det ikke ordet ”uforskammet”, der skal bruges, så er det ordet ”taqqiya”, løgn og bedrag fra muslimers side, når det gælder at fremme islams sag.

Nå, Khankan mener det måske ikke så slemt. Men hun har nu nogle mærkelige tanker i sin kronik. Lad mig slutte med at vende mig imod nogle af dem. Hun skriver f.eks.:

Kristendommen vil ikke nødvendigvis miste sin værdi som samlende kulturbærende institution, hvis den giver afkald på sin magt og monopol, eller hvis den deler sin magt med andre religioner.

Jamen, hør nu, hvad er det for en magt, kristendommen skal give afkald på? Hvad er det for et monopol, kristendommen har? Er det kristendomsundervisningen i skolen, hun tænker på? Hvad den angår, er der ikke megen magt tilbage.

Og lidt senere hedder det:

Således er min vision for et retfærdigt samfund i Danmark såvel som i resten af verden en sekulær stat, der anerkender og giver plads til religioner, og ligestiller alle mennesker. Vi bør ikke normalisere »übermensch ideologier og usympatiske forestillinger« om det islamiske, jødiske eller kristne »overherredømme«. Heller ikke når disse ideer præsenteres af danske politiske konservative upper-kredse miljøer.

Det lyder jo, som om hun fuldstændig har opgivet enhver tanke om islams overlegenhed. Det lyder, som om hun fuldstændig har accepteret den tanke, der er opstået i de vestlige, kristne samfund, tanken om det sekulære samfund, der tillader alle religioner. Men de fleste af hendes medmuslimer har ikke.

Jeg har tidligere, se her, argumenteret for, at den største forskel mellem kristendom og islam er, at islam tænker i samfundsbaner, mens kristendommen tænker i individbaner. Islam vil styre de uheldige virkninger af alkoholkonsumptionen ved på samfundsplan at forbyde alkohol, vi ved at formane og advare den enkelte. Islam vil styre kønsdriften ved på samfundsplan så vidt muligt at holde de to køn adskilt og derfor give afkald på forelskelsesægteskaber og nøjes med arrangerede ægteskaber, vi vil lade forelskelse og den deraf følgende binding i et kærlighedsforhold afgøre ægteskaberne. Muslimerne vil styre samfundet efter shariaen, den guddommelige og ikke menneskeskabte lov, vi vil styre samfundet gennem frie, demokratiske diskussioner om, hvilke love der skal gælde.

I det hele taget: Jeg ser en større fordel for det fælles samliv her i landet, hvis vi opregner de forskelle, vi kan få øje på, end hvis vi lader, som om der ingen forskelle er, eller i det mindste undlader at nævne dem. Så véd muslimerne, hvad de skal tage bestik efter, om de måske som Khankan skal prøve at ændre islam, så den får alle kristendommens positive elementer knyttet til sig, eller de som vel de fleste muslimer skal prøve at modarbejde det vestlige samfund, de lever i, med de generationsmodsætninger, det kan give anledning til.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Islam versus kristendom og tagget , , , . Bogmærk permalinket.

5 svar til Bekend dog jeres tro!

  1. Kære Ricardt.

    Ja – samfundsreligiøse debatter har det med at blive en noget ”hændervridende” oplevelse 🙂

    For hvad med troen?

    Det tætteste, jeg selv er i stand til at definere det lidt besynderlige værdiskred, er forskellene på de ”horisonter”, der gør sig gældende for delvis den åndelige og religiøse ”verden” – og delvis den verdslige og samfundsmæssige ”verden” – hvor der er tale om dels en universel og dels en global / jordisk ”horisont”.

    Det religiøse og åndelige lader sig ikke definere i den verdslige og samfundsmæssige kontekst, uden samtidig at miste den universelle ”horisont” – ligesom det verdslige og samfundsmæssige heller ikke lader sig definere i en religiøs og åndelig kontekst uden samtid at miste den globale / jordiske ”horisont”.

    I den verdslige og samfundsmæssige kontekst, hvor det jo blandt andet handler om at indrette samfundet med lovgivninger, der sikrer fred sameksistens mellem forskellige borgere, så er det mest et spørgsmål om at definere det nødvendige og realistiske ”råderum” for det religiøse og åndelige.

    Men det lader sig jo kun gøre, at tage den form for diskussioner og debatter, hvis der er en fælles erkendelse og opfattelse af forskellene på det religiøse / åndelige og det verdslige / samfundsmæssige.

    Der er forskel på viden og tro. Og der er ting, det ikke er menneskelig muligt at have og opnå viden om. Det kan mennesker ikke vide! Det er noget, de tror!

    Venlig hilsen Ulla…

  2. Pingback: Viden eller tro? | Ullas Vinkler...

  3. Pingback: Samfundet på tværs…» Blog Archive » Viden eller tro?

  4. Pingback: Viden eller tro? « Pædagogik, Struktur & Ledelse…

  5. Pingback: Kristendom bedre end islam? (2) | ricardtriis

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s