Naser Khaders ønskedrøm

Naser Khader bekendtgør i en artikel i Berlingske, se her, at han har en drøm om, at islams – som han siger – enorme potentiale igen kan blive virkeliggjort.

Man kan på sin vis godt have lidt ondt af ham. Han er demokrat, har efter sigende ordet ”demokrati” tatoveret på sin underarm, han går ind for ytringsfrihed, han deler i det hele taget alle de værdier, som vort danske samfund bygger på. Og alligevel er han muslim, alligevel vil han – indtil videre i hvert fald – vedblive med at være muslim. Blot har han meget svært ved at få de idealer, han selv har, til at stemme overens med de idealer, han ser udfolde sig i islams navn rundt omkring sig.

Det er hans problem. Og det søger han at løse i denne artikel. Og jeg kunne da sådan set godt ønske mig, at de indvendinger, jeg kommer med om lidt, havde været unødvendige. Men det er de efter min bedste overbevisning ikke. Og én ting vil jeg ikke. Jeg vil ikke tilbageholde mine indvendinger af hensyn til det pæne menneske, Naser Khader. Jeg vil ikke holde min mund med det, jeg har at sige imod ham, for ikke at støde ham over i islamisternes lejr. Så meget respekterer jeg ham som menneske, at jeg vil tale til ham som en ligemand, dvs., som én, der forstår. Så må argument stå overfor modargument.

Hvad har jeg da at indvende imod Khaders overvejelse?

Khader begynder med i mellemoverskriften at indrømme, at kristendommen for tiden er islam overlegen, men, føjer han til, islams potentiale er enormt. Lidt senere skriver han:

Selvom kristendommen bestemt har haltet efter adskillige gange i løbet af historien, har den siden korstogene og inkvisitionen generelt udviklet sig til det, jeg i dag betegner som et smukt hus. Islam havde derimod sin storhedstid for 1.000 år tilbage, hvilket desværre blev neutraliseret af osmannernes dannelse af den arabiske verden som et udkantsområde. Islam er i dag et håndværkertilbud, der trænger til en gedigen renovering.

Det er sandt nok, at islam havde sin storhedstid for 1000 år siden, men det er ikke sandt, at dets fald fra denne storhed skyldtes, at osmannerne ikke tog hensyn til araberne. Det var ikke osmanner, der i 1258 erobrede Bagdad, der dengang var islams hovedsæde, det var mongolerne. Godt nok var osmannerriget under fremmarch allerede dengang, men det rettede især sin interesse mod Lilleasien, indtil det i 1453 erobrede Konstantinopel.

Snarere kan man sige, at islam blev ødelagt af intern rivalisering. Det smukke ideal, man havde, at islam skulle ledes af én og kun én kalif, som alle skulle rette sig efter, ligesom alle havde rettet sig efter Muhammed, blev ødelagt allerede, da skismaet mellem sunnier og shiitter blev en realitet. Og siden er mange andre skismaer forekommet. Havde nu Muhammed, inden han døde, anvist en metode til at udpege hans efterfølger med, eller – sagt på muslimsk – havde Gud, den almægtige, husket at tænke på efterfølgerproblemet og givet Muhammed en åbenbaring derom, inden han besluttede sig for at lade Muhammed dø, så ville megen strid indenfor islam være undgået. Men ak, det glemte Gud. Eller var det den rigtige Gud, der drillede muslimerne?

Lidt senere skriver Khader:

En af de essentielle, nuværende forskelle på kristendommen og islam er individrettigheder. Respekten for individet. Respekten for begge køn. Respekten for adskillelse af religion og det moderne samfund. Det hænger uomtvisteligt sammen med den nærfortolkning af Koranen, som en ikke ubetydelig del af muslimer har verden over. For ja, alle religioners – herunder bestemt også kristendommen og Bibelen – rummer voldelige, udemokratiske passager. Forskellen er, hvorledes religionens tilhængere fortolker dem.

Det er hørt før, at kristendommen rummer voldelige passager. Men det er ikke sandt. Som tidligere nævnt her på bloggen, har selv Jens Galschiøt i sin sammenstilling af jødiske, muslimske og kristne tekster ikke kunne finde nogen, se her. Jesus selv var den første indenfor kristendommen, der stillede sig kritisk overfor Det gamle Testamentes voldspassager, jf. Joh 8,1-11, stedet, hvor han vender sig imod dem, der vil stene en kvinde, der er grebet i hor. Sandt er det ganske vist, at de kristne ledere, både verdslige og gejstlige, af og til har villet retfærdiggøre voldsanvendelse ud fra Gamle Testamente, men Jesu ord om at give kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er, (Luk 20,20-26), har i sig selv gjort det noget nær umuligt at udøve vold i Jesu navn. For tekster kan ikke omfortolkes til at sige det modsatte af, hvad de faktisk siger. Hvilket er det modsatte af det, Khader her hævder.

Så har Khader ret i, at en vigtig faktor i den udvikling, der har fundet sted i de kristne lande, er muligheden for at udøve selvkritik. Han skriver:

I enhver religion skal der være plads til selvkritikken. For hvad har man, hvis man ikke er i stand til at kritisere egen religion, som det er tilfældet med islam? En ikke-dynamisk, ikke-udfordret, ikke-udviklende størrelse. Det går ikke. I dag ser vi konsekvensen for islam, som netop er en stagnerende størrelse. Kristendommen har formået at udvikle sig via reformation og derved overhalet den stagnerende islam.

Det har dog ikke altid indenfor kristendommen været muligt at udøve selvkritik. Først efter reformationen og måske endda først efter trætheden oven på religionskrigene i Europa, kom man til at erfare styrken ved selvkritikken. Og det er naturligvis en from drøm at have for islam, at islam på tilsvarende måde skal give plads for selvkritik. Blot må man indvende, at det har lange udsigter for en religion, der som islam gennem hele sin historie har praktiseret dødsstraf for frafald. Det er ikke just gode betingelser at give den, der vil kritisere islam.

Denne regel: dødsstraf for frafald, har også eksisteret i islams storhedstid. Derfor var den tolerance, man dengang praktiserede, at en anden art, end den, vi kender fra dagens vestlige lande. Khader skriver:

Islam skal kunne tåle kritik, ligesom alle andre religioner skal kunne. Tåler man kritik, udviser man tolerance, og med tolerancen følger ofte forståelse og refleksion. Tænk engang, hvad diverse religioner kunne opnå via tolerant, reflekterende sameksistens. For ligesom islam i dag er i krise, så er potentialet enormt. Det beviser den islamiske guldalder blandt andet – en tid, hvor folk i udpræget grad levede en tilværelse i fred og fordragelighed. Dette gjaldt både for muslimer, kristne og jøder imellem. Hvem siger, vi ikke kan opnå sådan en smuk sameksistens igen?

I den muslimske guldalder tålte man ganske rigtigt både jødedom og kristendom. Men man accepterede dem kun som andenrangs religioner. Islam sad på magten og gav jøder og kristne lov til at eksistere, men eksistere på visse betingelser, som islam, ikke jødedom eller kristendom, fastsatte. Der var som nævnt dødsstraf for at forlade islam, og ligeledes dødsstraf for at forsøge at omvende en muslim. Der var begrænsninger på både jødiske og kristne gudstjenester. Der var ægteskabsregler, der favoriserede muslimer. Osv. Det førte f.eks. til, at en stor del af de tidligere kristne i Spanien, det Spanien, der blev erobret af muslimerne i 712, allerede i 900-tallet var blevet muslimer. Så den idylliserende skildring af forholdene for kristne og jøder i den muslimske guldalder, som Khader giver, er ikke korrekt. Og hvis det er en sådan form for sameksistens, han tænker sig skal genopstå, så står i hvert fald jeg af.

Til sidst kommer Khader ind på sin personlige stillingtagen. Han skriver:

Tilhører man en religion, må man mene, at det er den bedste sammenlignet med andre. Synes man, at en anden religion tiltaler en mere, må man enten konvertere eller reformere. Jeg har gennem længere tid været vidne til, hvordan min religion, islam, har været kristendommen underlegen. Jeg vælger at blive ved islam og kæmpe for reformationen af denne. Den protestantiske etik, som blandt andet er defineret ved individet, det sekulære, arbejdsmoral og selvkritik, er et pejlemærke, som alle religioner kan tage ved lære af.

Og det er som sagt noget, jeg kan have respekt for. Men jeg tror ikke, hans projekt lader sig gennemføre. Jeg har allerede vendt mig imod muligheden af at indføre selvkritik i islam. De andre punkter har jeg tidligere påvist umuligheden af at gennemføre i den muslimske verden. Her vil jeg blot slutte med den bemærkning, at det er meget vanskeligt, for ikke at sige umuligt, for en religion, der mener i sin helligskrift at have Guds egne ord, at tage ved lære af noget som helst uden for denne religions regi. Hver gang kristendommen er blevet reformeret, er det sket gennem en dybere forståelse af Jesu ord; man har reformeret, så man opnår en bedre overensstemmelse med Jesu forestillinger. Men hvis islam skal reformeres efter Khaders idealer, må man reformere imod Muhammeds ord; man må forklare eller bortforklare, at man gennem sin reform opnår mindre overensstemmelse med Muhammeds forestillinger.

Derfor er Khaders ønskedrøm et blålys.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Islam og tagget , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s