Arven fra Kierkegaard

Det er dog skrækkeligt, så længe vi skal slæbe rundt på den uheldige arv fra Søren Kierkegaard. Nu forleden var der hele to indlæg i Berlingske, begge fra forholdsvis fornuftige præster. Blot havde de begge begået en brøler, som Kierkegaard, denne forlængst afdøde filosof, har forledt dem til.

Vi tager Sørine Gotfredsen først, se her. Hun vender sig på sin blog imod Thomas Blachman. Han har fået som opgave af DR tv at undersøge noget om ensomhed i Danmark. Og det gør han blandt andet ved at spørge sig frem i diverse kvarterer og derefter søge at give folk i disse kvarterer forskellige fiduser til, hvordan de kan ”komme hinanden ved”.

Og det er såmænd ikke så meget det, at Sørine Gotfredsen tillader sig at kalde dette overfladisk. Det er det måske, jeg véd det ikke, for jeg følger ikke med i denne serie, måske fordi jeg på forhånd har sagt, at den slags overfladiske pjat vil jeg ikke spilde tid på.

Nej, det jeg har imod Sørine Gotfredsens artikel er, at hun gør kærligheden til en pligt.

Sådan [så overfladisk, rr] taler den, der ikke begriber syndens realitet og ikke forstår, at ensomhedens problem i høj grad handler om, at mennesker mangler selvindsigt og viljestyrke til at overkomme egen dovenskab. Der mangler en bevidsthed om det guddommelige, der gør, at man i lyset af den øverste etiske målestok erkender, hvor forsvindende lille ens naturlige trang til at elske dem, man ikke umiddelbart interesserer sig for, ofte er. Dette er jo netop udgangspunktet for den kristne ophøjelse af næstekærligheden. Kærligheden skal sikres gennem noget stærkere end vores vakkelvorne sindelag, og mere end en velmenende tv-stjerne, der kommer forbi og skaber røre på overfladen, har danskerne brug for at blive mindet om, at den enkeltes ansvar stadfæstes gennem forholdet til en højere myndighed.

Dette er tydeligt et lån fra Søren Kierkegaard, nærmere bestemt fra Kjerlighedens Gjerninger. Han siger dèr:

kun naar det er Pligt at elske, kun da er Kjerligheden evig betrygget.

Og det siger jo også Sørine Gotfredsen her: Der skal noget stærkere til end vort vakkelvorne sindelag. Og så gør hun – med Kierkegaard – næstekærlighed til pligt. Og ikke sandt, det lyder stort og fromt og rigtigt.

Men det er pokker, er det.

Det er meget nemt at prøve sandheden eller rettere usandheden efter i denne påstand. Ikke sandt, du er handicappet, bor i et sølvbryllupskvarter, og efter at ikke Blachman, men Sørine Gotfredsen har vist sig i kvarteret, er der én af dine vejfæller, der får for vane at kikke indenfor og besøge dig. Udmærket, ikke sandt! Så er du da ikke så ensom mere.

Og lad det så stå på i to måneder, lad det stå på i et halvt år, næsten uvægerligt vil der så dannes én eller anden form for gensidig sympati mellem dig og din vejfælle. Men hvis vi nu stiller det utilladelige spørgsmål: Kommer hun, fordi hun kan lide at være sammen med dig, eller kommer hun, fordi det er hendes kristenpligt? så viser det sig, at hun næsten er nødt til at hykle, hvis hun vil være en Sørinesk kristen. For hun skriver:

Hvis vi blot lever på egne præmisser, forfalder vi så frygteligt nemt til at dyrke impulsivitetens flygtighed og det rene lystprincip og ender ofte med at blive siddende i sofaen.

Og så er det altså ikke så godt, hvis hun kommer af lyst. Hvis det altså er Sørine Gotfredsen, hun skal forklare sig overfor. Modsat, hvis hun skal forklare sig overfor dig. Så er det ikke så godt, hvis hun kommer af pligt, heller ikke hvis denne pligt får navn af kristenpligt. Ikke sandt: her gik du og troede, at det var et sandt venskab, der havde udviklet sig, og så er det bare pligthandlinger fra hendes side.

Sådan har Kierkegaard lagt sine fælder for en ellers nogenlunde fornuftig præst.

Men en anden præst, Asger Baunsbak-Jensen, se her, har også smagt lidt rigeligt på den gamle forfatter, oven i købet fra den samme bog, fra Kjerlighedens Gjerninger. Her siger Kierkegaard i de første taler, at elskov og venskab ikke kan anerkendes som næstekærlighed, da de er forkærlighed, de elsker den anden fremfor alle andre. Nej, hedder det:

Det er nemlig den christelige Kjerlighed, der opdager og veed, at »Næsten« er til, og, hvilket da er det Samme, at Enhver er det. Dersom det ikke var Pligt at elske, saa var det Begreb »Næsten« heller ikke til; men kun naar man elsker »Næsten«, kun da er det Selviske i Forkjerligheden udryddet, og det Eviges Ligelighed bevaret.

Her fornægter Kierkegaard de naturlige forhold, vi står i til hinanden, og opstiller i stedet en abstrakt næstekærlighed, der minder om Benny Andersen, der i et digt forsikrer, at han nu har siddet og elsket i hele ti minutter, og at han måske med lidt øvelse kan bringe det så vidt, at han bliver i stand til at elske i endog tyve minutter. At det er sådan fat med Kierkegaard beviser en dagbogsoptegnelse fra 1854:

Ak, ja, jeg duer nemlig kun til Eet – og har i denne Henseende maaskee endog en ganske eminent Genialitet – jeg duer kun til: at elske; saaledes er jeg aldeles til Overflod, en reen Luxus Gjenstand i denne praktiske Verden, ja vel endog en Luxus-Gjenstand, der ovenikjøbet endog er i Veien, saa det vel ender med at jeg faaer et Spark ud af denne Verden.

Dog til at elske duer jeg! I Qvinder, kommer I til mig, eller for at sige det Samme paa en anden Maade: kommer I ikke til mig, hvad duer I til at elske, I Jomfruer og Madammer i denne kummerlige Slægt. Nei, jeg duer til at elske, og var denne min eneste Genialitet, – det var anden Potens – skjult i det Incognito at jeg var den Selvkjerligste af Alle.

Ja til at elske, det var det eneste jeg duede til. En Gjenstand, blot en Gjenstand! Men som Skytten, hvis Bue er strammet som sjeldent en Bues Stræng, naar man bringer ham en Gjenstand paa 5 Alens Afstand og forlanger at han skal skyde derefter, som han maa sige: nei, paa den Afstand kan jeg ikke skyde, bringer den paa 200 eller 300 Alens Afstand: saaledes gik det mig. For at komme til at elske maatte jeg bringe Gjenstanden paa Afstand!

Og denne fjernkærlighed har Baunsbak taget til sig, ud fra den forstår han næstekærligheden. Han mener, som Kierkegaard, at næsten er enhver, og det får ham til på samme måde at interessere sig overmåde meget for vor behandling af flygtningene. Han siger dog ikke, som Kierkegaard, at dette, at vi elsker vor familie og vore venner er udtryk for selvkærlighed, idet der er tale om forkærlighed. Det må man vel holde ham til gode. Men fjernkærligheden går han ind for. Endda med en patos, der minder om den, Leif Bork Hansen lagde for dagen i Deadline for nogle dage siden. Hør blot:

KIRKENS STEMME SKAL lyde klart og tydeligt i den politiske kamp, der foregår for øjnene af os. Paven taler uden forbehold. Folkekirken skal udtrykke sig gennem sine medlemmer. Tavshed her er synd.

Jeg giver ikke meget for en kristendom uden efterfølgelse af dens herres krav om at elske sin næste, om at sætte den svage først.

»Del jer efter anskuelser«, hed det for 100 år siden. »Del jer efter livsholdning«, må det hedde i dag. Og livsholdning bygger på menneskesyn.

Vi skal have folketingsvalg.

Lad det være sagt ligeud: Skellet er klart.

Det Konservative Folkeparti markerer sig med, at kristendom er bedre end islam. Men hvad betyder det i praksis i politik? Næstekærlighed er hjælp til den nødlidende, den torturerede, forfulgte, der er uden håb.

Dansk Folkeparti fører sig frem med en danskhed med kristendom i fundamentet. Derfra lyder det, at flygtninge skal sendes hjem, efter at de har sat livet på spil for at nå det rige, fredelige Europa.

Skellet er klart, skellet mellem de gode og de onde. Nå nej, det siger han ikke, men det fremgår ret tydeligt af sammenhængen. Men det væsentlige er nok også, at alle livets naturlige former er brudt ned, som hos Kierkegaard. Formaninger, der er rettet til enkeltmennesker, til mennesker i bestemte situationer, til familier eller arbejdspladser, kan tages op og rettes imod hvemsomhelst hvorsomhelst, uden hensyn til de livsformer, mennesker nu engang lever deres liv i. Baunsbak fortsætter:

Har man ikke hørt den gyldne regel: »Alt, hvad I vil, at menneskene skal gøre mod jer, det skal I også gøre mod dem.«

Lad valgkampen tage sit udgangspunkt her.

Det danske folk er et oplyst folk, et veluddannet folk. Demokratiet har i snart 200 år klaret opgaver, hvor udfordringerne var enorme. Mindretal har en grundlovssikret ret hos os.

Har Baunsbak ikke ret i det? Kan den gyldne regel (fra Matt 7,12) ikke anvendes i alle situationer? Er det ikke let at indse, at hvad vi ønsker, andre skal gøre mod os, det skal vi gøre mod dem?

Jo, indrømmet, det synes indlysende. Men læg mærke til det: Det er kun indlysende, når vi har med ligestillede personer at gøre. Men en fyrste er ikke ligestillet med sine underordnede. En øvrighed tænkes at stå over de mennesker, den er øvrighed for. Og – siger Luther – en sådan ordning er efter Guds vilje; det vil sige: vi er nødt til at have en sådan ordning, hvis samfundet og dermed menneskelivet skal fungére. Jeg har tidligere brugt dette citat fra en Luther-prædiken, og bruger det nu igen:

eftersom han [fyrsten, rr] er kristen, lærer evangeliet ham, at han ikke må gøre nogen fortræd, ikke straffe eller hævne, men skal tilgive enhver, og finde sig i den pine og uret, der sker ham. Det er, siger jeg, den lektie, en kristen har for. Men det ville ikke give noget godt styre, hvis du ville prædike sådan for fyrsten; (se her).

Brugt på vores situation: En politibetjent, der har grebet en tyv på fersk gerning, véd godt, hvad han ville ønske, hvis han var i tyvens sted, nemlig at slippe for straf. Skulle nu dette ønske være gældende for, hvordan han behandlede tyven, skulle han altså lade tyven løbe. Det gør han normalt ikke. Og det er kristeligt korrekt, at han ikke gør det. For det ville ikke ”give noget godt styre”, hvis han gjorde det. Tyve skal have deres straf, for loven skal overholdes, og loven siger, at det er forbudt at stjæle.

Bådflygtningene er ikke tyve, nej. Men de er heller ikke mennesker, der er kommet i havsnød, de er mennesker, der med vilje har bragt sig i havsnød, nemlig i den hensigt at blive sejlet til Europa. Der foregår et bestandigt misbrug af skrevne og uskrevne love til søs. Enhver kaptajn sætter en ære i at redde søfarende, der er i havsnød. Og følger han de almindelige regler, skal sådanne skibbrudne sættes i land i den første havn, han anløber, uanset hvem de skibbrudne er og hvor de gerne vil hen.

Den regel er dog forlængst brudt. Det begyndte vel med det gode norske skib Tampa, se her, som tog flygtninge i havsnød ombord. Skibet skulle til Indonesien, hvor flygtningene kom fra, men da de skibbrudne flygtninge opdagede det, tvang de skibet og dets kaptajn til at sejle til Australien. Og nuomstunder i Middelhavet véd kaptajner på almindelige handelsskibe godt, at hvis han tager flygtninge ombord – og han kan jo næsten ikke andet, når han ser, hvordan de er stuvet sammen i de både, de flygter i – så må han tage omvejen om ad en europæisk havn, selv om han måske egentlig skulle til en nordafrikansk havn. Ellers får han ballade med flygtningene.

Egentlig burde en ret øvrighed straffe sådanne handlinger. I stedet belønner vi dem. For vi er så ivrige efter at gøre flygtningene til stakler, at vi fuldstændig overser det uetiske i med vilje at bringe sig i havsnød. Lad os ikke være naive: Flygtningene véd udmærket, hvad fidusen er, ellers fortæller menneskesmuglerne dem det: bring jer i havsnød og få de gode europæere til at redde jer til Europa; dèr skal I sige sådan og sådan til myndighederne, eller kontakte den og den, der vil hjælpe jer videre til Nordeuropa, om det nu er Tyskland eller et skandinavisk land, der er endemålet.

Det vil sige: En del af problemet er, at vor øvrighed ikke vil være øvrighed; den vil ikke sørge for lov og orden; den er blevet grebet af den almindelige tale om barmhjertighed og forståelse og indlevelse, så den følger, ikke folkets, men de højstråbendes ønsker, ser gennem fingre med søreglerne og lader flygtningene selv bestemme, hvilket land de vil søge asyl i.

For øvrigheden er jo i et demokratisk samfund os alle. Og det er de færreste af os, der med hensyn til bådflygtningene formår at skelne mellem, hvad vi skal gøre som enkeltmenneske og hvad som øvrighed. Baunsbak formår det i hvert fald ikke. Han bruger rask væk den etik, der handler om enkeltmennesket som rettesnor for den demokratiske øvrigheds handlinger. Højst uluthersk.

Lad os sige, at du arbejder med at hjælpe asylansøgere. Du omgås dem til daglig. Og du hører deres historier. Specielt med én af dem får du medlidenhed. Men du erkender også på hans historie, at den nok ikke vil blive godkendt af flygtningenævnet. Derfor føler du dig fristet til at fortælle ham, hvordan han ved at ændre lidt på sin historie kan opnå opholdstilladelse her i landet.

Det er et dilemma. Men det skal nok passe, at hvis du hører til de mange ”Gutmenschen” her i landet, så vil du slet ikke opdage noget dilemma; så vil du se ned på alle de kyniske politikere og kommentatorer, der vil have en nedbremsning i flygtningetilstrømningen; måske du endda vil anse det for forkert og hårdhjertet at ville afvise de økonomiske flygtninge. Og det er jo sandt, budet om næstekærlighed skelner ikke mellem politisk forfulgte flygtninge og økonomiske flygtninge. Og det mener du, øvrigheden skal rette sig efter. Og så fortæller du din flygtningeven, hvordan han ved at ændre lidt på sin historie, kan få tildelt asyl.

Men vi, der diskuterer flygtningespørgsmål, mener os stillet i dilemmaet; vi mener, at vi også skal tage hensyn til langtidsvirkningerne af tilstrømningen; vi har den opfattelse, at den gyldne regel ikke kan anvendes her, så lidt som den kan anvendes i almindeligt politiarbejde. Ja, vi mener endda, at det kunne være, at Luther har ret i, at øvrigheden ikke får skabt noget godt styre, hvis den ikke tør være øvrighed, ikke tør lade ret være ret.

Forøvrigt er Luthers skelnen mellem øvrighedens ideal og enkeltmenneskets ideal ikke speciel kristelig. Alle deltager vi i debatten om, hvad vi skal som øvrighed og hvad som almindeligt menneske.

Asger Baunsbak-Jensen ser med stor bekymring på Venstres og de konservatives udmeldinger og sætter ”i sin nød”, som han patetisk siger, sin lid til Bertel Haarder og Per Stig Møller.

Kom på banen, byd kynismen trods, lad kristendom og humanisme lyse over landet nu, indskrænketheden tager magten, og politikere ikke kan holde sig selv ud.

Kære Asger Baunsbak, indskrænket kan du selv være, du, der ikke skænker det en tanke, hvordan det skal gå med vort land, om vi tog imod flygtninge i uanede mængder, og som selv indrømmer, at du ikke aner, hvordan vi skal klare flygtningestrømmen.

Den kristendom, du henholder dig til, har i hvert fald ikke Luther med i bagagen. Han er nu ikke så tosset at have med. For han er så dejlig jordnær i sine betragtninger. Også her. Men du vil måske hellere, som vistnok Kresten Helweg Petersen i sin tid, stå med fødderne solidt plantet i den blå luft.

Men her skulle det blot påvises, at både Sørine Gotfredsen og Asger Baunsbak-Jensen, hvor forskellige de end er, begge er udtryk for Søren Kierkegaards skadelige langtidsvirkninger.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Indvandringspolitik og tagget , , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s