Kristendom bedre end islam? (2)

Egentlig er det højst besynderligt, at det skal være problematisk i et kristent land at fremsætte ovenstående påstand, altså fremsætte den uden spørgsmålstegn. Efter at Mai Mercado fremsatte sin påstand i en overskrift i Berlingske, har jeg i et par indlæg beskæftiget mig med reaktionerne på hendes fremhævelse af kristendommen, se her. Nu er der imidlertid i Kristeligt Dagblad fremkommet endnu en kronik imod kristendommens overlegenhed i forhold til islam, se her. Det er lektor ved Syddansk Universitet Steen Beck, der er forfatter til den.

Umiddelbart betragtet er kronikken udtryk for elitens sædvanlige holdning: Man må endelig ikke sige noget ondt om islam, og gør man det alligevel, skal man altid sige noget tilsvarende ondt om kristendommen. Den er også fuld af nedgørende udtryk om dem, der hævder kristendommens fortrin.

Men ser man nøjere efter, findes der faktisk argumenter i kronikken. Hele tre af slagsen. Det første lyder sådan her:

Man kan indledningsvist spørge, om udsagnet [om kristendommens fortrin, rr] henviser til kristen teologi og til, at Jesus simpelthen er en mere troværdig skikkelse end Muhammed og dermed mere værd at efterfølge og tage som forbillede.

Overfor det henviser Beck til Kierkegaard i kirkekampen (1855), hvor han hudfletter kirken og dens tjenere og hævder, at de alle er hyklere; de prædiker noget, der ikke er Det ny Testamentes kristendom, og de gør det for pengenes skyld, for de véd godt, at de prædiker forkert. Men Beck når ikke ind til det, der er kernen for Kierkegaard (det er nu også ret fortænkt). Han (altså Beck) skriver:

Kierkegaards pointe var vel at mærke ikke, at problemet var den manglende efterfølgelse, men snarere at bedsteborgerne slet ikke var opmærksomme på, hvor langt deres personlige livsførelse var fra deres forbillede. Dén kan man jo godt tænke lidt over også i dag.

Dette var Kierkegaards pointe i 1851, da han skrev Indøvelse i Christendom. Men i 1855 har han skærpet sin position. Nu hedder det, at den, der ikke deltager i kirkens gudstjenester, skal vide, at han derved har én synd mindre på samvittigheden: han deltager ikke i at holde Gud for nar. Og efter dette udsagn går Kierkegaard så i gang med i sit eget tidsskrift Øieblikket at kritisere alt og alle indenfor folkekirken; dåben, konfirmationen, brylluppet og ikke mindst præsterne får på puklen af ham. Hvad meningen egentlig var, har jeg prøvet at udrede her. Men det var ret indviklet. Hvad andet, når det er Kierkegaard, der er tale om!

Om Grundtvig skriver han, at han beroligede sig, såsnart han og hans menighed fik mulighed for at udtrykke, hvad han og de forstår ved kristendom. Men at kæmpe for at nedbryde det uhyre sansebedrag er aldrig faldet Grundtvig ind.

Tænk nu paa den Lidenskab, der var i den oprindelige Christendom, |13, 262og uden hvilken den da aldrig var kommet ind i Verden; forelæg en af hine Skikkelser det Spørgsmaal: tør en Christen paa den Maade berolige sig? »Afskyeligt« vilde han svare »rædsomt; en Christen skulde, naar han blot kunde faae Lov til selv at leve som han vilde, roligt tie til, at Gud hver Dag forhaanes ved at man millionviis falsk udgiver sig for at være Christen, dyrker ham ved at holde ham for Nar; han skulde tie dertil, og ikke øieblikkeligt – Gud til Ære – vove sig lidende ind blandt disse Millioner, glad lidende for Læren!« Thi lad os ikke glemme, medens Christendommen vistnok i een Forstand er den toleranteste af alle Religioner, forsaavidt den meest af alle afskyer at bruge sandselig Magt, er den i en anden Forstand den intoleranteste af alle Religioner, forsaavidt dens sande Bekjendere ingen Grændse kjende i Henseende til at ville selv lidende tvinge | Andre, tvinge dem ved at lide deres Mishandling og Forfølgelse.

Beck refererer altså Kierkegaard forkert. Der er ikke tale om, at den tids kristne hykler, ”specielt når de bryster sig af at være ”sande” kristne, mens de hygger sig i deres lune stuer og giver fanden i verdens lidelse”, der er tale om, at de lever i det uhyre sansebedrag, at det, de påstår er kristendom, er alt andet end kristendom. Det forkerte er ikke, at de ”giver fanden i verdens lidelse”, men at de ikke bliver martyrer ved at gøre oprør mod den gudsbespottelse, der finder sted hver søndag.

Det får Beck ud af det, når han skal vende sig imod dem, der vil mene, at Kristus er et bedre forbillede end Muhammed. Og så glemmer han i farten at fortælle, hvad muslimer får ud af at tage Muhammed som forbillede. Det kunne ellers være interessant. ”Islamisk Stat” hævder jo, at det kun er dem, der sådan for alvor tager Muhammed som forbillede.

Han nævner så et andet forhold, der kunne få nogen til at tro, at kristendom er bedre end islam:

Udsagnet om kristendommens kvaliteter i forhold til islam kan også modereres en smule og henvise til, at kristendommen er den moralske og værdimæssige ledestjerne i typer af samfund, som er bedre end de samfund, hvor befolkningen bekender sig til islam.

Men også dette udsagn er problematisk, siger han og fortsætter med at gennemgå dele af kristendommens historie – islams historie berører han overhovedet ikke – og uden at tænke på de mange muslimer, der med deres fødder bevidner, at de synes, de kristne samfund er bedre end de muslimske; jeg mener, flugten over Middelhavet går jo fra syd mod nord, ikke omvendt.

Og så får vi ellers alle voldsepisoderne i kristendommens historie beskrevet:

Kristendommen har sin egen historie, og den er fuld af begivenheder, som peger i retning af vold, plyndring, udbytning og så videre.

Jeg minder blot om inkvisitionen og den måde, hvorpå kristendom blev brugt i forbindelse med erobringen af den nye verden, for eksempel i Sydamerika, hvor kristne i fuldt alvor diskuterede, om indianerne nu også havde en sjæl og derfor var mennesker og ikke dyr.

Meget interessant! Men det var jo islam, der skulle sammenlignes med. Var det så ikke på sin plads at nævne de to muslimske erobringsbølger ind over den kristne verden? Den første, der begyndte efter Muhammeds død i 632 og sluttede i 732 med Karl Martels sejr ved Poitiers i Midtfrankrig. Og den anden, der kulminerede med osmannernes erobring af Konstantinopel i 1453 og først afsluttedes med slaget ved Wien i 1683.

Man kunne også, når man nu skal sammenligne de to religioner, nævne den muslimske tænker, Ibn Khaldun (1332-1406), som i sit store værk Muqadimmah, tredje bog, afsnit 31, skriver:

I det muslimske samfund er hellig krig en religiøs pligt på grund af den muslimske missions universalisme, og på grund af forpligtelsen til at omvende enhver til islam, enten ved overtalelse eller ved magtanvendelse. — — — De andre religioner havde ikke en universel mission, og hellig krig var ikke nogen forpligtelse for dem, de måtte kun forsvare sig selv. Derfor har det udviklet sig sådan, at den ledende religiøse person ikke har nogetsomhelst med politik at gøre. Hos dem tilfalder statsmagten dem, som har den, tilfældigt eller på en eller anden måde, som ikke har noget med religion at gøre. Det er den naturlige følge af deres fællesskabsfølelse, som naturligt søger at opretholde en statsmagt, som før nævnt, og de gør det ikke, fordi de er forpligtet på at opnå overherredømme over andre nationer, sådan som det forholder sig med islam. (Se min artikel derom her).

Dertil kommer de sørøverier, som blev udført fra især Algeriets kyst. Ad den vej ville muslimerne skaffe sig en stadig ny forsyning af slaver. Deres togter gik så langt mod nord som til Island.

Men det væsentligste er måske nok, at vi kristne forlængst har taget afstand fra alle de voldshandlinger, der er udført i kristendommens navn. En tilsvarende afstandtagen venter vi endnu på fra muslimsk side.

Endelig nævner Beck et tredje forhold, der kunne antyde, at kristendom er bedre end islam: der ligger måske potentialer i kristendommen, der først for alvor er blevet realiseret i de moderne samfund.

En særlig historisk form for kristendom skulle således rumme særlige potentialer i forhold til sekularisering og dermed være langt mere forenelig med det moderne demokrati end for eksempel islam, der indimellem kaldes en lovreligion og i sin historik knytter en stærk forbindelse mellem stat og religion (jævnfør Muhammeds status som på én gang religiøs og verdslig leder).

Det er noget, Beck ikke vil argumentere imod. Han vil blot hævde, at man ikke derudfra kan konkludere, at kristendommen skulle være bedre end andre religioner. For selvfølgelig kan det, der er sket for kristendommen: at den anerkender demokratiet, også ske for andre religioner.

Læg mærke til dette ”selvfølgelig”. Det afslører Becks begrænsede tænkemåde. Det dukker op igen lige efter:

I og med at religion er så tæt knyttet til kultur og til et samfunds rigdom og øvrige mentale liv, vil islam selvfølgelig også ændre sig, hvis despotiske og mandschauvinistiske regimer, som der er god grund til at kritisere inderligt og vedvarende, afløses af samfundstyper, hvor nye mentalitetsformer og kulturtyper bliver mulige.

Islam vil ”selvfølgelig” ændre sig. Sådan udtaler en lektor ved Institut for Kulturvidenskaber sig. Det er en for en videnskabsmand underlig skråsikker udtalelse at komme med. Ayaan Hirsi Ali var i 2010 overbevist om, at islam ikke kunne ændres. Men i dag i sin nye bog Kætter er hun forsigtig optimistisk. Og Naser Khader er, også han, begyndt at blive lidt mere optimistisk end før, for han mener, at det arabiske forår ikke totalt set er dødt, vi er kun nået til anden fase i den islamiske revolution, der begyndte med ”foråret”; der vil komme en tredje fase, hvor ægte demokrati vil brede sig. Overfor disse kloge folk står Becks ”selvfølgelig”.

Han overser tilsyneladende, at den betingelse, han knytter til sit ”selvfølgelig”: at de despotiske regimer afløses af andre samfundstyper, ikke opfyldes, før islam ændres. For de er nøje knyttet sammen med islam. Islam er en magtreligion, Muhammeds herredømme byggede på magt, hans efterfølgere, kalifferne, ligeså, og ligesom de har overtaget opgøret med slaveriet fra den kristne verden, har de overtaget de demokratisk tanker sammesteds fra. Men trods gode intentioner er det ikke rigtig slået igennem. Blandt andet fordi man ikke har kunnet gøre op med magtstrukturerne i religionen. Skal man være demokrat, skal jo alting kunne diskuteres. Og det er lidt svært i et land med islam som flertalsreligion, sålænge islam fastholder tesen om, at en frafalden muslim skal dræbes.

Nå, som en slags plaster på såret bringer Kristeligt Dagblad også den 30-4 et interview med Cherif El-Ajouty, se her. Han er en dansk-egytisk muslim, der har forladt islam. Han forklarer hvorfor på et spørgsmål om, hvad der har udfordret hans tro:

Da jeg fandt ud af, at islam ikke kun var det, jeg var vokset op med. Det var en kæmpe skuffelse for mig, da jeg fandt ud af, at det her fredelige og uproblematiske, jeg var vokset op med, ikke var hele historien.

Lidt senere siger han om sin læsning af koranen:

Alt, hvad der fantastisk, og alt, hvad der er forfærdeligt ved islam, det står i samme bog. Det bedste ved Koranen er, at den siger, at hvis man slår ét menneske ihjel, så har man slået hele menneskeheden ihjel. Så kommer man ikke i Paradis. Det er noget af det ved Koranen, jeg bryder mig om. At man ikke skal påføre smerte. Der står også, at man skal være meget behjælpelig, og at man skal være venlig mod dem, der er i nød, og at man skal være et ordentligt menneske, der ikke stjæler eller lyver. Men andre steder i Koranen står der så, at man skal stene og brænde. Jeg har nu læst Koranen på kryds og tværs fem-seks gange. Jeg lavede røde streger og læste videre. Da jeg var færdig, var hele Koranen fyldt med røde streger. Der var for mange af dem. Der er noget hamrende galt.

Mærkelig nok er det udsagn, han holder mest af i koranen, sura 5,32, ikke noget, Muhammed har fundet på. Han har tyvstjålet det fra en jødisk mishna fra cirka 250 e. Kr. Jeg har redegjort lidt for omstændighederne her. Og mærkeligt er det også, at der lige efter dette koranord står et andet, som er helt anderledes krigerisk. Det lyder:

Gengældelsen for dem, der fører krig mod Gud og Hans udsending og stræber efter at skabe fordærv i landet, er, at de bliver dræbt eller korsfæstet eller får deres hænder og fødder hugget af i modsat side eller bliver fordrevet fra landet. Sådan er det.

Så læser man koranen i sammenhæng, kan man ikke glæde sig over det smukke vers 5,32 i ret lang tid. Straks efter bliver man nedslået over sura 5,33.

Men alt i alt: Steen Beck lader, som om han sammenligner kristendom og islam. Men han gør det ikke, han nøjes med at finde nogle hår i kristendommens suppe, mens han lader parykken i islams være unævnt.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Islam versus kristendom og tagget , , , . Bogmærk permalinket.

Et svar til Kristendom bedre end islam? (2)

  1. Pingback: Kristendom bedre end islam? (3) | ricardtriis

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s