Hvad er sandhed?

Det var Pilatus, der stillede dette spørgsmål til Jesus under forhøret af ham, Joh 18,38. Man kan måske godt forstå ham. For Jesus havde lige forinden sagt, at han var kommet for at vidne om sandheden, og at enhver, som er af sandheden, hører hans røst. Og det kan jo godt lyde lidt underligt, så det er måske ikke så mærkeligt, at Pilatus spørger, hvad sandhed er.

Men det er dog noget besynderligt, at vi i forhold til de mange flygtninge, der hver dag kommer til Italien på synkefærdige både, skal blive ved og ved med at spørge: Hvad er egentlig sandheden om disse mennesker? Information hævdede forleden i deres kroniks overskrift, at det er ”fejt at gøre menneskesmuglere til Europas syndebukke”, se her. Kronikken er skrevet af to unge kvinder, som har skrevet speciale på Aalborg Universitet og i den forbindelse har været i Tyrkiet for at undersøge flygtningenes holdning til menneskesmuglerne. Man kan vel spekulere på, om man gennem sådanne undersøgelser kan få et så fuldendt blik for menneskesmuglernes arbejde, at man ligefrem kan sige om både politikerne i Bruxelles og vore hjemlige ditto, at de ikke véd, hvad de snakker om. Det er ikke desto mindre, hvad de to kvinder frimodigt hævder. Nej, vil man vide sandheden om disse menneskesmuglere, så må man lytte til dem. For de har været på stedet og kan fortælle, at flygtningene ser menneskesmuglerne som deres hjælpere, og at menneskesmuglerne ikke gør andet end driver en forretning, som alle andre forretninger. Hvis ikke nogen kommer frelst i land, viser de dermed, at de ikke kan levere varen, og så mister de både troværdighed og kunder.

Bevares, der kan være enkelte af deres iagttagelser, man kan fæste lid til, men det er værd at lægge mærke til alt det, de ikke siger. Det anfægter dem naturligvis ikke, at smuglerne misbruger søens moralregler på det groveste. Heller ikke, at ikke ret mange af flygtningene er asylberettigede. Det sidste benægter de oven i købet. De skriver:

Strikse visumregler, højteknologisk overvågningsudstyr og seks meter høje pigtrådshegn holder flygtninge på afstand. Ved hjælp af disse foranstaltninger undgår vi i EU at behandle deres asylansøgninger, til trods for at en stor del af dem ville være asylberettigede, hvis blot de var i stand til at komme hertil.

At en stor del af dem vil være asylberettigede, er rent og skært gætværk fra deres side. Men det fremføres som den rene og skinbarlige sandhed.

Hvad er sandhed?

En artikel fra dokument.no fortæller en anden historie, se her. Her fortælles der om både, der kontaktes af den maltesiske flåde, både overfyldt med flygtninge. Men nej tak, de skal ikke have nogen hjælp af malteserne, for de vil ikke til Malta, de vil til Italien. Derfra kan de nemlig meget nemmere komme til det øvrige Europa. For italienerne registrerer dem ikke, men lader dem uundersøgt rejse videre.

Og endnu en norsk hjemmeside giver os nogle tal for flygtningene. Hvem er de, hvor kommer de fra? Se her. Artiklen har den noget overraskende overskrift: ”Gambia producerer flest bådflygtninge”. Gambia? Det var ikke et land, man ville have gættet på. Det er en international organisation for migration, der har givet os tallene. Men Gambia er altså nummer ét, Senegal og Somalia nummer to og tre, og først på fjerdepladsen kommer Syrien.

Dertil nævner artiklen en lidt besynderlig ting. Vi plejer at have noget ondt af Jordan, fordi landet har modtaget så mange af de syriske flygtninge. Men om nu denne statistik, der her nævnes, stemmer, så er det dog kun 9,2% af den oprindelige befolkning, der er tale om. I modsætning dertil har Norge en indvandrerbefolkning på hele 21% af den oprindelige befolkning. Jeg er dog ikke helt sikker på, at disse tal er korrekte. Om jeg husker ret, har Jordan foruden de syriske flygtninge, de nu har modtaget, tidligere modtaget ganske mange palæstinensiske flygtninge. Derimod kan der være noget om det, man føjer til: at den jordanske befolkning og den syriske stammer fra nogenlunde samme kulturkreds. Selv om man vel må føje til – hvad den norske artikel ikke gør – at denne kulturkreds er kendetegnet ved ganske mange indbyrdes stridigheder.

Hvad er sandhed?

Ja, det er jo det store spørgsmål. Men helt så usandfærdig som de to kvinder fra Informations kronik, behøver man nu ikke være. Når de f.eks. skriver:

Det er en veldokumenteret påstand inden for migrationsforskning, at flygtningestrømme ikke bremses ved striksere grænsekontrol. De finder bare nye og farligere veje. Så jo flere både vi sænker langs Libyens kyst, desto dårligere muligheder får de flygtninge, der har behov for beskyttelse for at bevæge sig over Middelhavet med livet i behold.

så kan man da vist ikke forstå det som andet end en selvmodsigelse. Flygtningene får dårligere muligheder, hvis man sænker bådene, siger de. Men er det ikke det samme, som at flygtningestrømmene bremses?

Men de røber også, hvilket samfundssyn der får dem til således at lade hånt om kendsgerningerne. De skriver:

Man kan diskutere, hvorvidt det er fair, at vi gerne vil værne om vores grænser og beholde alle de goder, vi har i Europa for os selv; man kan diskutere, om vi har ret til det.

Det er muligt, man kan diskutere, om det er fair, at vi værner vore grænser. Men man kan ikke diskutere, om vi har ret til det. De to fortsætter:

Men lad os i det mindste sige det, som det er: Hvis vi skal snakke om kynisme, så var det måske på tide, at vi kiggede os selv i spejlet. For det er jo os, der er villige til at lade mennesker dø for at undgå at komme til at dele lagkagen i flere stykker, end vi synes om. Menneskesmuglerne giver blot folk, der aldrig har haft en chance, deres eneste reelle mulighed for at få et bedre liv. Så det er på tide at droppe hykleriet. Folk flygter ikke uden grund, og der findes ingen lette løsninger. Vi kan begynde med at indse, at vi ikke hjælper nogen ved at gøre menneskesmuglerne til syndebukke for vores egen politik.

Jeg forstår da godt, at der er mange mennesker, der gerne vil ind i Europa, specielt hvis nogen har foregøglet dem, at det er landet, der flyder med mælk og honning. Jeg forstår da udmærket, at disse mennesker gerne vil have et bedre liv. Men hykler jeg, når jeg vil nægte dem det? Er jeg kynisk, når jeg mener, de bør rette henvendelse til deres egne regeringer, bør tilstræbe at rette op på deres egne regeringers korruption og elendige regeringsførelse? Er jeg ond, fordi jeg mener, at det er disse folkeslags egen skyld, at de formerer sig langt ud over det, deres lande kan bære?

Hvis man så endda kunne påvise, at de indvandrere, der hidtil er kommet, er gledet gnidningsfrit ind i vort samfund. Men man kan jo tydeligt påvise det modsatte: vore indvandrere, speciel de muslimske, har ikke integreret sig, ja, synes slet ikke interesseret i at blive en del af vort samfund. Det er ikke blot det, at de stadig er en udgift for os, det er langt mere det, at de har forvandlet vort samfund fra et fredeligt, tillidsfuldt samfund til et samfund med langt mere frygt og mistillid.

Det er sandheden, langt mere end det billede, de to studerende fra Aalborg tegner. Sørgeligt, men sandt.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Indvandringspolitik og tagget . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s