Den totale synd

Wollt Ihr den totalen Krieg”, råbte Goebbels ud over en tusindtallig skare i Sportpalast i Berlin i 1943. Og skaren svarede, som den var instrueret til: ”Ja, ja, ja!”

Wollt Ihr die totale Sünde”, råbte adskillige folkekirkepræster ud over deres intetanende menigheder for en del år siden, dengang den dialektiske teologi var i højsædet. For hvis man ikke var enig med pastoren om, at ens synd virkelig var total og altomfattende, kunne man ikke opnå den eftertragtede syndernes forladelse. For det var dengang det altafgørende i den folkekirkelige forkyndelse: man forkyndte ”synderne og disses forladelse”. Begge dele. Man måtte virkelig få folk til at forstå, at de var syndere, så man kunne få dem til at ”henfly til Kristus”, som man sagde. Og så kunne man ikke gøre synden for stor. Så kunne man som god kristen forkynder ikke blive træt af at fremhæve, hvor elendige syndere vi arme mennesker var, og hvor stærkt vi derfor trængte til vore synders forladelse.

Af og til kunne denne totalsyndighedslære udarte til et tomt spilfægteri. Man kunne få en fornemmelse af, at det hele kun var lutter ord: der var ikke nogen menneskelig erfaring bag ordene. Den gode hr. pastor var forlængst lettet fra virkelighedens vanskelige område og svævede over vandene i et luftlag, hvor alle påstande var lige gode, blot de kunne forkynde synderne, så deres forladelse kunne blive et eftertragtet mål.

Egentlig troede jeg, at denne forkyndelsesform for lang tid siden var afgået ved døden. Men så læser jeg en etisk klumme af højskoleforstander Jørgen Carlsen i Kristeligt Dagblad den 11-5, og så ser jeg denne gamle totalsyndighedslære udbasuneret for fuld udblæsning, se her. Oven i købet søger Carlsen her at påpege, at syndigheden ikke blot består i pengegriskhed og egoisme – det kender vi jo kun altfor godt fra den dialektiske teologis velmagtsdage – men i kynisme.

Kynisme? Ja, det er, hvad han – omend modvilligt – må anklage os alle, sig selv inklusive, for, når vi stilles overfor de mange flygtninge, der søger til Europa. Vi véd, hvad der er det rigtige: nemlig at åbne vore døre og hjerter for flygtningene, men vi nægter at gøre det. Og skulle nogen påstå, at han sandelig ikke véd, at dette er det rigtige, så véd Carlsen råd for det: Han véd det i virkeligheden godt selv inderst inde.

Her må da enhver føle sig ramt, ikke! I hvert fald jeg, der bestemt går ind for, at vi skal begrænse flygtningestrømmen. Men inden jeg går over til at forsvare mig selv og mine anskuelser, vil jeg lige gennemføre et mindre nytestamentligt skoleridt.

Ifølge lukasevangeliet siger Jesus:

Sælg jeres ejendele og giv almisse. Skaf jer punge, som ikke slides op, en uudtømmelig skat i himlene, hvor ingen tyv kommer, og intet møl ødelægger. (Luk 12,33).

Dette med skatten i himlen har også Matthæus taget med. Men dette med at sælge sine ejendele er særstof hos Lukas. Og det er ganske mærkeligt og – man kan sige – stik imod det, der prægede de paulinske menigheder; for hos dem gjaldt ejendomsretten som hos alle andre.

Derimod svarer denne formaning om at sælge, hvad man har, udmærket til Lukas’ beretning i Apostlenes Gerninger om de første disciples ejendomsfællesskab. Her hedder det:

Hele skaren af troende var ét i hjerte og sind, og ikke én kaldte noget af sin ejendom for sit eget, men de var fælles om alt. Med stor kraft aflagde apostlene vidnesbyrd om Herren Jesu opstandelse, og alle nød de stor yndest. Der var da heller ikke nogen nødlidende iblandt dem, for de, som ejede jord eller huse, solgte dem og kom med de penge, de fik ind, og lagde dem for apostlenes fødder; pengene blev så fordelt til hver enkelt efter behov. (Apg 4,32-35).

Beretningen om dette ejendomsfællesskab har spillet en stor rolle sidenhen. Der er såmænd dem, der hævder, at kommunisterne, disse ateistiske sjæle, har ladet sig inspirere af det. Og man kan da også sige, at Lukas her beretter om, hvordan paradistilstanden blev genoprettet i den ældste kristne menighed. Desværre beretter han lige efter, i kapitel 5, om, hvordan denne tilstand blev ødelagt, fordi nogle ville snyde; Ananias og hans hustru Safira ville anerkendes som nogle, der solgte alt, men de snød og lagde kun en del af pengene for det solgte for apostlenes fødder. Godt nok afslørede Peter dem, men fra da af hører vi ikke mere om ejendomsfællesskab.

Derimod hører vi i kapitel 6 om uoverensstemmelser mellem hellenister og hebræere. Hellenisterne mente, at deres enker blev tilsidesat ved den daglige uddeling. Så nogen paradisisk ubekymrethed var der ikke indtrådt i menigheden, i hvert fald ikke i den grad, at den kunne vare ved.

Senere, i de paulinske menigheder, herskede som før nævnt den almindelige ejendomsret. Blot har Lukas’ ideal om ejendomsfællesskab indenfor menigheden smittet så meget af, at Paulus den ene gang efter den anden formaner sine menigheder til at betænke de fattige i Jerusalem. Da han påtænker at rejse til Jerusalem, medtager han de penge, han på den måde har fået samlet sammen.

Men sjovt nok bruger han to argumenter, der ikke rimer særlig godt med hinanden:

Jeg siger det ikke som en befaling, men fordi jeg ved hjælp af andres beslutsomhed vil prøve, om også jeres kærlighed er ægte – og I kender vor Herre Jesu Kristi nåde, at han for jeres skyld blev fattig, skønt han var rig, for at I kunne blive rige ved hans fattigdom. (2 Kor 8,8-9).

Her er det en henvisning til Jesu gerning, der danner baggrund for opfordringen til at hjælpe de fattige i Jerusalem. Anderledes lidt senere:

For øjeblikket må jeres overflod afhjælpe de andres mangel, for at deres overflod til gengæld kan afhjælpe jeres mangel. Så bliver der ligevægt. (2 Kor 8,14).

Her er der tale om en slags forsikringsordning: hvis I hjælper nu, får I selv glæde af det, hvis det engang er jer, der er fattige.

Men i begge tilfælde er de, der skal hjælpes, ikke mennesker i almindelighed, det er dem, man er knyttet sammen med i den kristne menighed. Som Paulus ligeud skriver det til galaterne:

Så lad os da gøre godt mod alle, så længe det er tid, især mod vore trosfæller. (Gal 6,10).

Men det kan ikke nægtes, at både Jesu stærke ord om almisse og om at samle sig skatte i himlen og Lukas’ beretning om ejendomsfællesskabet ofte har krævet megen teologisk fingerfærdighed, når der skulle prædikes over dem. Især gælder det fortællingen om den rige unge mand. For til ham siger jo Jesus:

»Vil du være fuldkommen, så gå hen og sælg, hvad du ejer, og giv det til de fattige, så vil du have en skat i himlene. Og kom så og følg mig!« (Matt 19,21).

I en prædiken fra 1538 vender Luther sig imod fransciskanerne, fordi de mener gennem deres munkestand at have rettet sig efter disse Jesus-ord (Erlangerudgaven 44, side 171-188). Først håner han dem for deres hykleri: de mener, de forlader alle ting, men de drager jo ind i klostre, hvor de får alle ting serveret.

Men så henviser han til skabelsen. Gud har skabt mennesket som mand og kvinde, og han har skabt dem, for at de skulle komme sammen og blive gift. Og det véd man nok, at ud af ægteskabet kommer der børn, og da nu børn skal have noget at spise og drikke og have en husholdning, et hus, en mark, en eng, en have og hvad der mere hører med til menneskets ernæring, hvordan kan man så være ligeglad med det? (Se nærmere her).

Det vil sige: overfor dem, der vil gøre en lov ud af Jesu ord om en skat i himlen og mene, at det bare er med at komme i gang med at sælge ud af sit gods, uanset omstændighederne og uanset, hvem der i så fald skal så og høste for at fremskaffe den mad, man lever af, overfor dem peger Luther på skabelsesordningen, på ægteskabet, på det arbejde, som skal udføres for den kommende slægts skyld, og som nødvendigvis må have ejendom til sin rådighed.

Altså, her betragter han ægteskabet og familien som Guds gode ordning, ikke en ordning, han har indstiftet for at råde bod på syndefaldet og holde menneskets drifter i skak – noget, Luther af og til argumenterer med – men som noget, der direkte udgår fra Guds hånd med god opvækst for børnene til hensigt: en skabelsesordning.

Det vil sige, hvis nogen vil sige: Du er en synder, fordi du ikke sælger al din ejendom og giver det til de fattige, eller hvis nogen endda ligefrem selv ville sælge sin ejendom og give det til de fattige, fordi han kun derved mente at kunne opfylde Guds lov, så måtte man sige til ham: Du har pligt til at forsørge din familie, du har pligt til at eje det, der skal til, for at det mål kan opfyldes, du kan ikke i din iver efter at efterleve et tilfældigt udvalgt Jesus-ord lade hånt om denne pligt. Gør du det alligevel, er det ikke Guds lov, du opfylder, men kun dit eget ønske om at fremstå fin og fejlfri i egne og andres øjne.

Og nu er spørgsmålet så, om vi kan betragte den nationale sammenhæng som en lignende skabelsesordning. Er det umiddelbart set en god ting, at vi har tillid til vore landsmænd? Er den samhørighed, vi føler med andre danskere, en ligegyldig tilfældighed, som i virkeligheden burde erstattes af samhørighed med alle og enhver, eller er den noget gudgivet, som vi ikke blot bør takke for, men søge at bevare? Og spørgsmålet er videre, om vi, hvis vi lader hånt om denne sammenhængskraft og i vor iver efter at gøre det gode indlader en masse fremmede i vort land, handler ædelt og etisk korrekt, eller om vi mon ikke derigennem snarere opfylder vor egen retfærdiggørelsestrang end Guds lov.

Hvad vil nu Jørgen Carlsen sige til dette?

Tilsyneladende kender han godt argumentationen. Han kommer på den ene side med denne vurdering af debatten:

det er lykkedes at skabe det trusselsbillede, at de europæiske lande er på nippet til at blive rendt over ende af de nye flygtningestrømme.

og han beskriver sine modstanderes holdning således:

Der er grænser for, hvor mange flygtninge de europæiske lande kan rumme, uden at det går ud over den økonomiske og sociale stabilitet.

Men disse argumentationer bider ikke på ham. Han bibeholder sit billede af virkeligheden. Han mener, at vi andre kryber uden om virkeligheden. Vi hjælper os med et billede, siger han, vi siger:

Hvis en redningsbåd bliver overfyldt, risikerer alle at gå ned og dermed ingen at blive reddet. Altså hellere redde få end slet ingen.

Det billede kan jeg godt acceptere. Som han bruger billedet i dette afsnit, er det udtryk for også min argumentation. De, der bliver reddet, fordi de sidder i redningsbåden, er europæerne, de, der prøver at komme op i redningsbåden, er de mange flygtninge. Og når jeg er modstander af at tage flere op i redningsbåden, altså at tage imod flere flygtninge, skyldes det netop, at jeg mener, det vil gå ud over den økonomiske og sociale stabilitet. Eller det skyldes, at jeg mener, at både jeg og mine danske landsmænd har en forpligtelse til at søge at bevare det tillidssamfund, vi har fået opbygget. Vi har her i Europa nogle ret velfungerende stater. I Mellemøsten og Afrika er der derimod mange dysfunktionelle stater. Derfra flygter mange mennesker til os. Men optager vi dem, risikerer vi, at også vore stater bliver dysfunktionelle. Så fremfor at gøre det hele til dysfunktionelle stater, bør vi dog redde de nogenlunde velfungerende stater.

Men så ændrer Carlsen på billedet. Nu skal det ikke forstås, som jeg har fremstillet det her, men helt anderledes:

På den måde [gennem dette billede, rr] har vi velbjærgede i den europæiske fæstning endnu en gang talt og reddet vores sjæle. Men selvfølgelig ved vi, at vi taler mod bedre vidende. For billedet halter. Det er som bekendt ikke de europæiske borgere, som for alvor er nødstedte. Det er derimod de mange bådflygtninge. Vi lader, som om vi alle er i samme båd. Men det er vi jo netop ikke. Og det ved vi jo godt, inderst inde.

Og så bliver det hele vrøvl. Vi har aldeles ikke foregøglet os selv eller andre, at vi og flygtningene er i samme båd. Vi véd da så udmærket, at det er os, der befinder os i et trygt og godt samfund, mens flygtningene kommer til os fra utrygge og voldelige samfund. Det er skam ikke noget, vi kun véd ”inderst inde”. Og det er med fuld bevidsthed om den elendighed, flygtningene flygter fra, at vi vil nægte dem adkomst til Europa. Vi er vitterlig bange for, at vi og hele vor kultur skal blive oversvømmet af flygtninge og vore lande ende som ”failed states”.

Når Carlsen skriver ”det er lykkedes at skabe det trusselsbillede”, fornemmer man, at han ikke deler dette trusselsbillede. Og gjorde han nu det, at han prøvede at argumentere imod forestillingen om et sådant trusselsbillede, så kunne der komme en debat ud af det. Men det gør han ikke. I stedet prøver han at fortælle os, hvad vi i virkeligheden godt véd, inderst inde. Og dermed dræber han al debat. For så betragter han os ikke som nogen, han vil debattere med, men som stakkels vildførte mennesker med store fortrængninger, som han, det kloge menneske, skal redde os ud af.

Til sidst skriver han:

Vi borgere i den europæiske fæstning er de vidende, der ikke vil vide af vores ubekvemme viden. Kynikere, som vi er – alle til hobe. Vi ved godt, hvad vi gør, men vi gør det alligevel og husker det på vej til stemmeboksene. Vores eneste håb er at bede Vorherre om at skrue op for tilgivelsen.

Så er vi tilbage til det med den totale syndighed. Og det lyder jo særdeles ydmygt, når Carlsen drager sig selv med ind blandt de arme kynikere. Men lur mig, om han ikke et sted i sin sorte sjæl føler sig lidt bedre end os andre, fordi han formår at indrømme, at han er en kyniker, hvad vi andre syndere jo ikke gør.

Og hvad den sidste bemærkning angår: at vi må bede Vorherre om at skrue op for tilgivelsen, er jeg lige ved at blive enig med Søren Kierkegaard. Han har i Indøvelse i Christendom hævdet, at man måtte gøre indrømmelsen og så ellers leve som et normalt menneske. Det var i 1851. Men i 1855 efter at have erfaret reaktionen på Indøvelse siger han:

Nu derimod er jeg ganske enig med mig selv om et Dobbelt: baade, at det Bestaaende er, christeligt, uholdbart, at hver Dag det bestaaer, christeligt, er Forbrydelse; og at paa den Maade har man ikke Lov til at trække paa Naaden. (se her).

Også jeg er ret sikker på, at som Carlsen gør det her, på den måde har man ikke lov til at trække på nåden.

Men altså: Carlsen tager fejl i sin analyse af hele situationen. Men han er så stensikker på, at han har ret, at han helt undlader at komme med argumenter, men blot bruger sin analyse til at lokke os ind i en total syndighed, hvorfra vi så kan håbe, at Vorherre tager sig nådigt af kynikere. Hvad han måske slet ikke gør.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Indvandringspolitik og tagget , , . Bogmærk permalinket.

2 svar til Den totale synd

  1. Pingback: Luther og Kierkegaard | ricardtriis

  2. Pingback: O hellige enfold! | ricardtriis

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.