Himmelfart

Jeg har ikke i denne Kristi Himmelfartsferie oplevet, at ateister og andet godtfolk gør grin med de gamles tanke om Jesu himmelfart. Man plejer ellers i anledning af højtiden at fremhæve, at der, efter at vi har opdaget, at jorden er rund, ikke er noget ”op” eller ”ned”. Og så får ellers de kristne trossætninger én på godda’en.

Lad mig så selv gå ind i løvens gab, da. Lad mig så selv prøve at redegøre for, hvordan forkyndelsen befinder sig som skæringspunktet mellem himmel og dagligdag, hvordan teologisk refleksion består i komplementært at fastholde mytologi og fænomenologi. Problemet er, at vi i vore dage har glemt at tænke mytologisk. Eller måske snarere, at vi ikke længer vil tænke mytologisk.

De gamle kunne imidlertid tænke således. Vore nordiske forfædre fortalte således om Balder, denne rene og gode as, at man på et tidspunkt havde taget alle ting i ed på, at de ikke ville skade Balder. Efter denne edsaflæggelse morede aserne sig med at kaste ting og sager mod Balder. Alle veg de udenom ham, for de havde jo aflagt ed på ikke at ville skade ham.

Loke, denne mellemting mellem en as og en jætte, begyndte imidlertid at spørge sig for, om man nu også havde fået alle ting til at aflægge ed. Og de, der havde fået idéen, måtte indrømme, at de ikke havde spurgt misteltenen, den syntes de var for ringe til, at den nogensinde skulle kunne skade Balder. Og Loke fik så den blinde as, Høder, til at skyde mod Balder med en pil af mistelten. Misteltenen ramte Balder, og han døde.

Denne myte forstår vi jo alle. Vi er i hvert fald alle parate til, hvis én har glemt en eller anden nødvendig ting, at sige om ham, at han har glemt at tage misteltenen i ed. Og vi forstår også nok, at hvis nogen ville indvende mod denne myte, at man da ikke sådan kan tage ting i ed, eller at der ikke findes sådan noget som Valhal, hvor aserne lever, så er de galt afmarcherede. Myten står der som en helhed, en fortløbende fortælling, og du kan ikke fjerne ét eller flere elementer, uden at det går ud over mytens budskab. Eller jeg kan sige, at myten med sin himmelske fortælling vil sige os noget om vores jordiske dagligdag. Og skal det være fint, kan man sige, at vores teologiske refleksion går ud på at aflure mytologien den mening, der har fænomenologisk relevans: hvordan kommer denne fortælling vor dagligdag ved?

Det samme kan siges om Jesu dommedagslignelse, Matt 25,31-46. Når Jesus her fortæller om, hvordan det skal gå til på dommens dag, har han ikke til hensigt at tilfredsstille vor nysgerrighed. Nej, det, han vil, er at sige noget om, hvad det kommer an på i vort menneskeliv. Den himmelske fortælling skal ramme ned i vor dagligdag. Og det gør den med det for farisæerne overraskende træk, at de, der frikendes, spørger, hvornår de har givet Menneskesønnen mad og drikke og på anden måde hjulpet ham. Derved afbildes højst jordiske gode gerninger anderledes, end farisæerne afbilder dem. For dem er en god gerning en gerning, der holder sig på den rigtige side af loven. Du må først kende loven, derefter kan du stræbe efter at overholde den. Men for Jesus er en god gerning båret af umiddelbar menneskelig medlidenhed og kærlighed, lov eller ikke lov. Og vil du komme med din lov og rette dit liv ind efter den, så vil du aldrig kunne blive som disse retfærdige, der forbavset spørger, hvornår de har gjort det gode; for så er jo alle dine gode gerninger bevidste, gennemtænkte lovgerninger.

Jeg vil mene, at selv vi såkaldt moderne mennesker, der foragter al mytisk tale, faktisk meget godt kan forstå denne lignelse. Vi kan oven i købet så udmærket forstå, at Jesus med denne lignelse siger det samme, som med ordet om almisse, hvor det hedder, at almissen skal gives, ”så den venstre hånd ikke véd, hvad den højre gør” (Matt 6,3). Det svære er ikke at forstå dette, men at efterleve det; for den slags umiddelbare handlinger kan man jo ikke beslutte sig til eller tage sig selv i nakken for at udføre.

Nogen vil måske sige: Jamen, så lad os droppe dommedagstalen og nøjes med billedsproget!

Og bevares, selve det, at nogen når frem til at kunne gøre deres gode gerninger som en selvfølge, er måske så stor en mærkværdighed, at vi bør lade det blive ved det. Men dels er der jo ingen grund til at lukke ned for en udtryksmåde, som de gamle forstod, og som vi også godt forstår, omend måske ikke med samme selvfølgelighed som de gamle. Og dels rummer myten ofte en rigdom af fortolkningsmuligheder, som det mere ligefremme udsagn ikke har.

Det gælder i hvert fald den mytefortællingscyklus, som Kristi himmelfart indgår i: påskens begivenheder. Én af de mange fortolkningsmuligheder, som denne cyklus åbner op for, er jeg specielt glad for. Det er den, der siger, at den holdning, Jesus havde og lagde for dagen i påskens begivenheder, den holdning, at enkeltmennesket har ret overfor alle lovkrav, den holdning fik i Jesu opstandelse sit gyldighedsstempel af Gud selv. En anden fortolkningsmulighed, som også er værd at nævne, er den, der siger, at det fællesskab mellem Jesus og hans disciple, som syntes ødelagt ved Jesu tilfangetagelse, hvor de alle flygtede, og hvor Peter fornægtede ham, det fællesskab blev genoprettet efter Jesu opstandelse.

Men ligesom ved alle andre myter er kunsten her at holde de to ting sammen: de himmelske fortællinger og konsekvenserne i det jordiske, de mytiske beretninger og den fænomenologiske lære, som skal uddrages i dagligdagen.

Men i modsætning til forholdene ved de andre myter spiller det her en stor rolle, at man ikke tager myten for sig, undersøger den og forkaster eller accepterer den, men lader den fænomenologiske lære ligge; eller modsat gør alt ud af den lære, man kan drage af det i dagligdagen, men lader hånt om myten.

Og ligeledes i modsætning til de andre myter er de myter, der knytter sig til påskens fortællecyklus, myter, som man opfordres til at tro på, myter, som kun – som vi siger i kirken – kan tilegnes i tro. Ikke så meget, fordi det er ret utroligt, at et menneske opstår fra de døde, langt snarere, fordi dette: at undlade at understøtte sine ord med trusler, er noget, man kun kan gøre, hvis man stoler på ordets magt. Og indrømmet, her svigter vi vestlige mennesker gang på gang, men trods det har vi alligevel en næsten instinktiv fornemmelse af, at dette at rette sig efter samvittighedens indre stemme er at foretrække fremfor at rette sig efter et eller andet lovbud, er det end understøttet af nok så megen fromhed.

Når vi har denne fornemmelse, skyldes det ikke mindst det, der skete i Worms i 1521. Et eller andet sted dybt i sin samvittighed forstod og forstår det vesterlandske menneske, at det, at Luther med fare for sit liv nægtede at bøje sig for de pavelige magtbud, var rigtigt, menneskeligt og kristeligt rigtigt.

For en del år siden tog jeg dette emne op i et blogindlæg, se her. Det var i forbindelse med en omtale af, at det egyptiske universitet al-Azhar kritiserede Khoumeini for hans dødsfatwa over Salman Rushdie. Nej, sagde universitetet, man skal indfange ham, stille ham for retten i et muslimsk land. På den måde kunne man nemlig, som sig hør og bør indenfor islam, give ham mulighed for at angre, inden man henrettede ham.

Dengang sagde jeg om det vesterlandske menneske:

Her vil jeg hævde, at alle vi danskere, ja alle vi europæere, hvis der blev gjort alvor af truslen om at indfange Rushdie, hvis han virkelig blev stillet overfor valget mellem at tilbagekalde de meninger, han gav udtryk for i sin roman, eller dø – vi ville alle så inderligt ønske, at han ikke tilbagekaldte noget som helst.

Det vil jeg stadig mene er en korrekt beskrivelse af vore umiddelbare følelser. Og jeg vil nu i dag påstå, at vi har disse følelser blandt andet fra Luthers optræden i Worms, og – længere tilbage – fra Jesu optræden overfor det store råd.

Blot er det ikke min mening her at opholde mig ved historien. Derimod er meningen den at fremhæve denne holdning, denne sandhedskærlighed på trods af alle dødstrusler, som den fænomenologiske holdning, der svarer til påskeberetningernes mytologiske påstande. Vi går galt i byen, hvis vi giver os til at løsne sammenhængen mellem de to ting, hvad enten det så sker ved at glemme alt om de overnaturlige påskebegivenheder, herunder altså himmelfarten, og holde os til de holdninger, vi mener at kunne uddestillere deraf, eller det sker ved, at vi grunder og spekulerer over Jesu død og opstandelse så meget, at vi fuldstændig glemmer den opfordring til frimodighed i modgang og forfølgelse, der ligger deri.

Er Jesus da faret til himmels?

Ja, selvfølgelig, det er lige så sikkert, som at han opstod fra de døde.

Advertisements
Dette indlæg blev udgivet i Ny testamente og tagget , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s