At blive klogere

Det er sjovt nok engang imellem at få bevis for, at man virkelig er blevet klogere. Man troede jo ellers i sin tid, at man havde nået toppen, at det var ganske umuligt for én at blive mere klog, end man allerede var. Og så bliver man alligevel af og til klar over, at det, man troede engang, det var faktisk forkert.

Således var jeg engang til møde med blandt andet én af de radikale folketingskandidater, der var muslimer. Det ligger mange år tilbage. Men nogen kan måske huske, at der i begyndelsen af århundredet var en del muslimer, der alle talte et udmærket dansk og gerne ville deltage i politik. De fandt et parti i de radikale, og dèr stod de så, i hvert fald i nogle år. Ved et debatmøde med blandt andre ét af disse mennesker – jeg mener at kunne huske, at det var Mona Sheik, men hæng mig ikke op på det – ville denne kandidat, altså måske Mona Sheik, gerne give det indtryk af, at hun helt og holdent var dansk og tænkte dansk, og derfor fortalte hun, at hun var gift med en solid jyde.

Jeg havde dengang lært lidt om de muslimske skikke, og jeg tillod mig derfor at spørge – sådan lidt for sjov, og i hvert fald lidt forlegen fra min side – om hun så havde sørget for, at han konverterede til islam, før hun giftede sig med ham. Jeg var dengang sikker på, at det krav havde hun undladt at stille. Hun var jo ved at være opvokset i Danmark blevet pæredansk, efter hvad hun lige havde sagt, og så ville hun naturligvis ikke kræve af sin kommende mand, at han konverterede til islam. Det ville i høj grad være udansk.

Hun svarede mig ikke. Det var lidt overraskende for mig. Så overraskende, at jeg husker det endnu. Men dengang tænkte jeg vist nærmest, at mit spørgsmål var for nærgående: hvad kom det mig ved, om hendes mand var muslim eller ej?

Siden er jeg blevet klogere. Siden har jeg erfaret, at netop den del af sharia har muslimer meget vanskeligt ved at slippe. Der er rent faktisk også en del danskere, der har konverteret til islam, netop fordi de gerne ville giftes med en muslimsk kvinde. Så da jeg opdagede, at en kvinde, Neeni Rasool, forkvinde for Forum for Kritiske Muslimer, var blevet gift med en dansker, Morten Lomborg, alias, ”Hr. Skæg”, og at denne ”Hr. Skæg” havde måttet konvertere til islam for at blive gift med hende, skrev jeg et noget harmdirrende indlæg derom, se her. Det var harmdirrende – så langt jeg nu kan skrive på en harmdirrende måde – fordi det forekom mig, at damen hyklede ganske utroligt. Hun ville møde alle som mennesker og ikke som kristne eller muslimer eller ateister, sagde hun, og alligevel møder hun sin kommende mand som en ikke-muslim, der må omvendes.

Og nu for nylig mødte jeg den samme problematik på den norske hjemmeside ”Human Rights Service”. Man har dèr for nogen tid siden kommenteret et bryllup mellem en pakistansk kvinde, Hadia Tajik, og en norsk nordmand fra Norge. Begge er politikere, indvalgt i Stortinget, hun for arbeiderpartiet, han for de konservative. Det vakte en del interesse i de norske kulørte blade, da de blev gift. De havde arrangeret det på den måde, at gæsterne nok kendte datoen, men ikke stedet. Og både det og det, at der var tale om en nordmand og en pakistansk kvinde, opvokset i Norge, gav anledning til megen omtale i medierne. Men én ting omtalte man ikke med så meget som en antydning: om manden havde måttet konvertere. Det var det, Human Rights Service forsigtigt spurgte om. Det er, hævdede man, i dagens Norge ikke et helt ligegyldigt spørgsmål.

Nu forleden tog man så emnet op igen. Denne gang lod man en pakistansk kvinde om at stille det måske nærgående, men alligevel relevante spørgsmål, se her.

Jeg, en kvinne med opprinnelse fra Pakistan, som deg Hadia Tajik, som har vært tvangsgiftet, ikke som deg Hadia Tajik, lurer fremdeles på om du er blitt vantro? For i Islam er det slik at når en muslimsk jente er gift med vantro, så er hun selv vantro. Eller har ektemannen din konvertert til Islam? Ditt svar er viktig og vil ha betydning for tusenvis av andre i Norge.

Hadia Tajik er jo rollemodel, siger kvinden, og derfor må man nu spørge:

Kan muslimske jenter nå ekte ikke-muslimer eller er det bare narrespill? Er det sære regler for kun deg som får sin kjærlighet, kjærlighet som er strengt forbudt for alle andre muslimske jenter?

Der er endnu ikke indløbet noget svar på denne lidt fortvivlede bøn, og det kommer måske heller ikke. For man må naturligvis indrømme, at begge de svar, der kan tænkes, er ubehagelige for Hadia Tajik. Svarer hun, at hendes mand ikke har måttet konvertere, så viser hun ganske vist, at hun har forladt shariaens jerngreb, men hun udsætter sig samtidig for forfølgelse fra sine medmuslimer. For hun er jo så at regne for en frafalden. Og svarer hun, at hendes mand måtte konvertere, før hendes familie ville anerkende ham, så viser hun altså, at hun stadig regner sharia for vigtigere end den norske sekularisme.

Et ikke-svar kunne måske tyde på, at han har måttet konvertere. Men på den anden side, de har boet sammen i flere år før brylluppet, og det er ikke noget, de har holdt hemmeligt. På det punkt synes hun at have taget den norske kultur til sig fuldt ud. Dette med samliv før ægteskabet er jo ellers også forbudt ifølge sharia. Men det gør måske ikke ligefrem en muslim til frafalden. Jeg véd det ikke.

Sagen har skabt et del røre i Norge, og dette har fremkaldt flere indlæg på Human Rights Services’ hjemmeside, se her og her.

I et længere, men meget interessant blogindlæg skriver Mikael Jalving om forskellen mellem kristendom og islam, se her. Han nævner ikke shariaens forbud mod ægteskab mellem en muslimsk kvinde og en kristen mand, men giver dog noget af baggrunden for dette forbud, når han skriver:

Islams kønslære er statisk og maskulin. Mænd er vogtere, kvinder er at regne for bytte. Det er islams kønslære, der fortæller, at kvinder skal tildække deres hår og skjule deres sensualitet og seksualitet for alle andre end deres ægtemand. At kvinden tilmed i princippet og i mange muslimske samfund skal kunne tåle at dele sin mand med tre andre kvinder er en vigtig tilføjelse.

Det er jo denne indbyggede forskel på de to køn, der gør, at islams bestemmelser er, som de er. Det er dette, at kvinden regnes for den svage, der bevirker, at islam ikke vil tillade, at en muslimsk kvinde gifter sig med en ikke-muslimsk mand, for ikke sandt, så vil hun jo automatisk blive den svage i dette forhold, og at en muslim skal være svag i forhold til en ikke-muslim, det går efter muslimsk tankegang ikke.

Jalving citerer sura 5,51 om ikke at tage jøder eller kristne som venner, og fortsætter:

En god muslim vender ryggen til de vantro, hvis skæbne afhænger af, hvorvidt de konverterer til islam eller anerkender en ny tilværelse som dhimmier, dvs. kristne og jødiske andenrangsborgere med hvem, der kan skaltes og valtes, sådan som der altid er blevet det i muslimske lande og kulturer, og som vi aktuelt ser overalt i Mellemøsten og Nordafrika.

Det er også et punkt, på hvilket jeg er blevet klogere. Det var mig i begyndelsen af mine islam-studier nærmest en selvfølgelighed, at islam da måtte betragte alle mennesker som lige. Og det var mig instinktivt meget imod at lade mig overbevise om, at muslimer faktisk betragter sig selv som bedre end ikke-muslimer, som i religiøs forstand overordnet os andre. Og lad mig bare indrømme det: det er mig stadig en kilde til undren, at muslimer sådan for alvor kan mene, at Allah går ind for et hierarki, hvor muslimer står over ikke-muslimer, mænd står over kvinder.

Men sådan opfatter de altså tilværelsen. Selv efter at de så at sige har fået en uigendrivelig anskuelsesundervisning i, at deres samfund ikke er stærkere og derfor heller ikke bedre end de kristne samfund i Vesten; jeg hentyder til den tid, da de fleste muslimske lande var kolonier under diverse europæiske stater. Og ikke mindst tænker de således efter den muslimske vækkelse, der brød frem for en tyve-tredive år siden og nu behersker mange muslimers tankegang. Stadig kan de se de muslimske staters underlegenhed i næsten enhver henseende, men det anfægter dem ikke i deres tro (eller overtro) på egen overlegenhed. Det eneste, de kan, og det eneste, de derfor gør, er at udføre terroristiske nålestiksoperationer, der jo da irriterer og forstyrrer og er næsten umulige at få bugt med, men jo ikke på nogen måde rokker ved Vestens overlegenhed, militært, økonomisk, kulturelt.

Nå ja, så kan de én ting til: de kan emigrere til Vesten, de kan formere sig, de kan på anden måde påvirke vore samfund, så det bliver deres dagsorden, der bliver den herskende.

Derfor kan der være god grund til at lytte til Mikael Jalving, når han skriver:

Lad os derfor trække en streg i sandet og sige det så klart, at ingen kan være i tvivl om, at islam indeholder forestillingen om en politisk model for et guddommeligt styre. Målet er ikke blot et religiøst liv, men et religiøst samfund af hellige, der lever ifølge Loven og gør gode gerninger. Derfor er forskellen mellem islam og islamisme glidende, ikke sort/hvid, sådan som mange iagttagere ellers bliver ved at med gentage.

Og derfor kan der være god grund til at spørge, om nu også alle disse tilsyneladende vestliggjorte muslimske kvinder har opgivet det sharia-krav, der forbyder dem at gifte sig med ikke-muslimer. For der er ingen tvivl om, at islam som religion står langt stærkere blandt muslimer, end kristendommen blandt kristne. Og får vi derigennem en snigende islamisering, så får vi til sidst ”hele pakken”, for koranen lader sig ikke opsplitte i en moderat og en radikal del.

Så vi må blive ved med at spørge de ”moderne”, muslimske kvinder. Også, selv om vi ikke får noget svar.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Islam versus kristendom og tagget , . Bogmærk permalinket.

6 svar til At blive klogere

  1. Morten - - - siger:

    At Islam i nogen som helst forstand skulle være svagere end Vesten, kan jeg dog på ingen måde få øje på. På alle måder synes Islam stærkere. Vestens kortvarige overmagt har på ingen måde bragt Islam i krise, men derimod os selv. Og Vesten dør om få år, fordi vi har steriliseret vores egen kultur. Avet, og “coached” vore børn (ja, vore skoler bruger “børnecoache”!). De andre har en kultur, der dufter stærkt og vildt – vi møder denne vitale kultur uden egen duft og med forlegne miner. De har køn! Vi har intetkøn. Og dét at omtale problemer er værre end problemerne selv. Danmark dør med os. Læs selv: http://politiken.dk/debat/debatindlaeg/ECE2633773/politikernes-kaploeb-om-at-raabe-hoejest-smadrer-unges-faellesskab/

    Som en optimistisk svensker sagde det, så vil et stort problem snart være løst, når de generationer, der ikke kan vænne sig til, at den nationalstat, de blev født ind i ikke er længere, går bort. Disse forstokkede og bagstræberiske ældres død vil være løsningen, sagde han. De er ikke fremtiden, men fortiden. Med deres bortgang, vil den sidste hæmsko for virkeliggørelsen af det multikulturelle samfund være definitivt borte.

    Og som en muslim sagde det med øjne, der lyste intenst af tro og tillid, da han udenfor moskéen på Dortheavej blev spurgt, hvad han mente om Wilders’ ‘Fitna’: “Folk som Wilders – de forsvinder bare. Og Islam bliver bare stærkere og stærkere!”

    Ja, vi forsvinder bare. Har vi nogen skole, der lærer andet end tilbageholdenhed og en “inklusion”, der betyder, at alt, hvad der lugter dansk er “ekskluderende”? Tør vi synge andre danske sange, end “Midt Om Natten” (om “en fyr, de kaldte Spacey, som tog den ud fra femte sal”). Til jul sang børnene i 4. klasse “Last Christmas” og “Søren Banjomus”. “Halloween”, som er “etnisk steril” og derfor “inkluderende” har fortrængt Fastelavn på de fleste skoler i hovedstaden. Har vi nogen overlevering? Tør vi sende vore børn i skole med en belæring, der modsiger den, skolen så massivt møder dem med?

    Er det ikke rigtigt, at når vi dør, dør Danmark? Og at ingen vil savne dette Danmark, thi de opvoksende kendte det ikke fra andet end sentimentale oldinges lavmælte eller trodsige og påståelige våsen om “de gode gamle dage”. Mathies siger det endnu bedre end jeg. Jeg har altid vidst, at Omar og Mathies ville komme. Jeg beskrev profilen “Omar” på min Facebook-side få dage før skyderiet. Men Mathies ved ikke, hvad han skal bruge mine ordgyderier til – han er dem helst foruden.

    – – –

  2. ricardtriis siger:

    @ Morten!
    ”Vi forsvinder bare!”
    Ikke med min gode vilje. Men selvfølgelig kan man i sine melankolske øjeblikke godt blive i tvivl. Og jeg véd såmænd ikke, om jeg kan muntre nogen op.
    Det er vel lidt mistrøstigt at henvise til de mange muslimske kvinder på vore kvindecentre. Men noget tyder jo på, at når islam skal konkurrere på nogenlunde lige vilkår, dvs., når islam ikke har den totale sociale kontrol over muslimerne, så falder deres ægteskabsopfattelse igennem i forhold til vores. Det fik mig til for nogen tid siden at skrive, at de muslimske kvinder er vores håb, altså vores håb om en opløsning af den altfor faste sharia-tro hos muslimerne. Det var dette indlæg: https://ricardtriis.wordpress.com/2010/11/07/sats-pa-de-muslimske-kvinder/
    Man kan også nævne Tv-serien ”Det slører stadig”, hvor nogle muslimske kvinder virkelig går til den, endda tager gas på de muslimske særregler på en måde, der vel egentlig påvirker muslimer langt mere i vestlig retning end nok så mange Muhammed-tegninger.
    Og jeg mindes også, at nogle pakistanske kvinder i Tv udtrykte deres fulde tilfredshed med, at så mange var blevet dømt for mordet på Ghasela Khan i Slagelse for nogle år siden.
    Men ellers kan det godt se noget kedeligt ud med de mange muslimer.

    • Morten - - - siger:

      Jeg satser netop også på de muslimske kvinder. Skønt vejen frem er lang og trang. De progressive, muslimske kvinder karaktermyrdes fortsat – og man er ‘solidarisk’ med de, der forsvarer ‘retten til at bære tørklæde’, en som bekendt ikke særligt truet rettighed. Men nu kommer foreløbig Elmas Berkes bog.

      – – –

  3. ricardtriis siger:

    Det er nu kommet frem, at Hadia Tajiks mand ikke har konverteret, se http://www.rights.no/2015/05/et-svar-fullt-av-hap/

  4. Pingback: Hvilken muslimsk reaktion? | ricardtriis

  5. Pingback: Lakmusprøven | ricardtriis

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s