Den naturlige lov

Dette indlæg skal forsøge at godtgøre, hvordan tanken om den naturlige lov er den bedste måde at fremstille forskellen mellem islam og kristendom på.

Det er en tanke, jeg har haft med mig fra begyndelsen af min ”blog-tilværelse”. Allerede i 2008 henledte jeg opmærksomheden på den muslimske lærde Ibn al-Rawandi, som ifølge Patricia Crones bog ”God’s Rule”, side 173, hævder, at de mirakler, profeterne påstod, de havde gjort, kun var tryllekunster, og at den åbenbarede lov skulle forkastes: enten var den i overensstemmelse med fornuften, og så var den overflødig, eller også modsagde den fornuften, og i så fald var den forkert, se her. Det, al-Rawandi her hævder, at den lov, vi skal rette os efter, er i overensstemmelse med fornuften, er det samme som at hævde, at der findes en naturlig lov, dvs., en lov, som kan forstås af mennesket uden åbenbaringens hjælp, en lov, der har sit sæde i samvittigheden, eller, med Paulus’ ord i Rom 2,14f, en lov, som viser sig i den diskussion, som føres, når tankerne anklager og forsvarer hinanden.

Eksistensen af en sådan lov blev bragt på bane dengang i oktober 2007, da en række muslimske lærde udgav et skrift: ”Et fælles ord”, hvori de prøvede ud fra forestillingen om kærlighed til Gud og næsten at opstille en række skriftsteder fra henholdsvis koran og bibel for at finde en fælles grund for islam og kristendommen. Det blev mødt med stor begejstring (og stor overfladiskhed) af mange kristne, men en klog jesuit, Samir Khalil Samir, gør opmærksom på, at pave Benedikt den 16. i en erklæring i stedet for at henvise til de to helligskrifter henviser til den naturlige lov. Samir skriver:

Paven fortsatte med at sige, at når man går ud fra den naturlige lov, ‘som i sig selv er tilgængelig for enhver rationel skabning, så er grunden lagt for at komme i dialog med ethvert menneske af god vilje, og så er også grunden for det borgerlige samfund lagt’. Ligesom brevets underskrivere prøver paven at finde en fælles basis for dialog med enhver; denne basis kan ikke være helligskrifter, den er i stedet en universel etik, grundet på den naturlige lov. (Se mit blogindlæg derom her).

Dette kan jeg fuldt ud tilslutte mig. Og jeg kan endnu mere tilslutte mig den underforståede kritik af islam, der ligger deri, for islam går jo netop ikke ind for, at der findes nogen naturlig lov. Ibn al-Rawandi er en udpræget undtagelse blandt muslimske lærde, så at sige alle de andre – og det de mest betydningsfulde – hævder det samme som de moderne muslimer: at de muslimske love er bedre, fordi de er skabt af Gud, mens vore kun er skabt af mennesker.

Når jeg kommer på den tanke, at det bedste i dialogen med islam er tanken om den naturlige lov, skyldes det det tidligere nævnte blogindlæg af Mikael Jalving, se her. Jalving begynder med at skildre, hvad der er karakteristisk for kristendommen. Og til den ende bruger han Søren Krarup og Slavoj Zizek. Det er efter min mening ikke noget klogt træk. Hvor Zizek har sine tanker fra, skal jeg ikke gøre mig klog på, men at Søren Krarup har sine fra Tidehverv, og at Tidehverv igen har sine fra den schweiziske teolog, Karl Barth, det er der ret stor enighed om. Karl Barth var blandt meget andet kendt for at vende sig imod enhver tanke om en naturlig lov. Og det kan måske have været hensigtsmæssigt i trediverne, da modstanderne var de tyske kristne, der affandt sig med nazismen og Hitler. Men det er uheldigt nu, hvor modstanderen er islam.

For Karl Barth lod sig lokke ind i en skriftfundamentalisme, der minder stærkt om den muslimske skriftfundamentalisme. For muslimer er koranen Guds ord ”til citat”, for nu at bruge Jalvings ord. Det vil sige, hele muslimens tro står og falder med, at koranen er en åbenbaring fra Gud. Og en sådan påstand hviler solidt i den blå luft. Det samme gør jo imidlertid Barths påstand om, at evangeliet kommer til os ”senkrecht von oben”, lodret fra oven, dvs., uden menneskelig forudforståelse. Så hvis vi følger Barth, kommer vi til at stå med to åbenbaringspåstande, den muslimske, der henviser til koranen, og den kristne, der henviser til bibelen. Hvem der har ret, lader sig ikke afgøre, det afgøres i sidste ende af geografien, dvs., af, hvor man er født, hvilket samfund man er opvokset i.

Jeg har tidligere vendt mig imod den krarupske udtalelse, at kun Gud véd, hvad det gode er, se her. Det var dog ikke Søren Krarup, der havde sagt sådan, viste det sig, men hans datter, Marie Krarup. Hun siger det, idet hun vender sig imod menneskerettighederne; svarende til, hvad hendes far gør. Men det er, som jeg ser det, meget uheldigt at anvende denne sætning. For dette er jo netop, hvad muslimerne hævder. Fordi kun Gud véd, hvad der er det gode, derfor er det jo, at en åbenbaring er nødvendig, en åbenbaring, vel at mærke, der fortæller menneskene, hvad de har at gøre, eller: hvad der er det gode. Og, hævder Muhammed, jøderne fik en åbenbaring på Sinai, de kristne én i evangelierne, men da både jøder og kristne har korrumperet deres åbenbaringer, fandt Gud det nødvendigt at komme med den endegyldige åbenbaring igennem Muhammed. Altsammen, fordi kun Gud véd, hvad der er det gode.

Hun bøder dog lidt på denne tese ved også at sige det modsatte. Hun siger om vore love, at ”loven er sekulær og kan altid laves om igen efter fornuftens og virkelighedens krav”. Og det er jo det samme som at sige, at der findes en naturlig lov, som i vor samvittighed eller i vor retfærdighedsfølelse vejleder os, når vi skal afgøre, hvilken lov det er ”fornuftigt” at lave om. Og altså igen det samme som at sige, at ikke blot Gud, men også vi mennesker ved, hvad det gode er. Måske det endda er det samme som at sige, at vort demokrati med dets diskussion om lovenes udformning, netop det finder frem til de gode love helt anderledes sikkert end koranen og de mange forskellige udlægninger af den.

Det var ud fra en sådan forestilling om, at der findes en naturlig lov, at jeg i forlængelse af Mai Mercados påstand afvigte langfredag: at kristendom er bedre end islam, tillod mig at give hende ret, oven i købet uden at fortsætte med at sige, at dette kun gjaldt her i landet med den kultur og det menneskesyn, vi har, se her. Kristendom er i absolut henseende bedre end islam, for ”bedre” skal her forstås rent menneskeligt, og ”rent menneskeligt” betyder netop ud fra den naturlige lov.

Dengang nævnte jeg slaveriets ophævelse og anerkendelsen af forelskelsen som eksempler på, at kristendommen i vore samfund har fremelsket den sande menneskelighed, og altså gjort det bedre end islam. Og jeg viste også, hvordan man ud fra en sådan anerkendelse af den naturlige lov kan rette bebrejdelser imod vore muslimske landsmænd, for de har en tankegang med ”ære og skam”, der får dem til at slå hånden af deres egne børn, hvis de ikke retter sig efter forældrenes (fortrinsvis jo faderens) valg af ægtefælle. Hvilket er ganske umenneskeligt.

På trods af dette noget forskellige udgangspunkt når Jalving og jeg dog frem til nogenlunde den samme opfattelse af islam. Jalving har, som man måske har bemærket, den udmærkede overskrift på sit indlæg ”Hvis bare islam var en religion”, og dermed mener han naturligvis en religion i vestlig forstand, dvs., en overbevisning, der er en privatsag. Vi kunne ønske os, at islam var en sådan religion, men det er den ikke, hævder han:

Islam er mere end en religion – og noget helt andet end kristendom. Islam vil have os til at gøre noget, den vil have os til at handle på en bestemt måde, den er konstruktiv, kreativ, bydende, ligesom den indskriver en retfærdighed og en orden i altings kaos. Islam er først og fremmest Koranen, Guds ord til citat. Gør dét, og du hører til de Retfærdige. Gør dét, og du er fortabt.

Hvor kristendommen opererer med et indrestyret ideal, der tror eller forkaster Gud, og hvor skyld og samvittighed følges ad som siamesiske tvillinger, opererer islam med et ydrestyret ideal, hvis målestok er ære & skam.

Man kan også sige, at hvor kristendommen vil bearbejde menneskets hele holdning til tilværelsen og lade det være op til den enkelte, hvordan han eller hun vil omsætte denne holdning til handling i dagligdagen, dèr er islam ligeglad med holdningen og kun interesseret i handlingen; den udpensles til gengæld ofte ud i alle mulige detaljer af muslimerne.

Senere hedder det hos Jalving:

Vi ser, hvad islam ikke rummer. Islam rummer netop ikke adiafora, dvs. områder af liv, sjæl og samfund uden for religiøs kontrol og sanktion. Gud er med i alt. Der er ingen grænser for Gud, hverken hans visdom eller almagt.

Det er det, der gør islam farlig. Den er ikke ”bare” en religion. Den er også en opskrift på det rette samfund. Og har man først fået den fromme holdning indenfor vesten, at man skal overholde Guds befalinger, hvad enten man forstår dem eller ej, så er det ikke så svært at gå fra de befalinger, der har med den almindelige dagligdag at gøre, til de befalinger, der har med islams kamp for overherredømme at gøre. Hvilket jo også mange unge muslimer gør.

Jalving slutter med først at omtale sufierne med respekt, vistnok fordi han mener, at deres opfattelse af islam rummer en metafysisk kvalitet. Tja, måske. Mere optimistisk er efter min mening hans anden slutbemærkning, dèr, hvor han sætter sin lid til den jævne, almindelige muslim, der blot ønsker at leve et almindeligt menneskeliv og så ellers til højtiderne leve med i de muslimske ritualer, altså den muslim, der betragter islam som en religion (efter vestlig definition) og kun det.

Blot må man sige, at denne optismisme må knyttes sammen med en vilje fra vores side til at påvirke disse jævne muslimer. Det kommer ikke af sig selv. Det drejer sig om at vinde deres ”minds and hearts”. Det gør man naturligvis ikke med provokationer, i hvert fald ikke, hvis de er ondskabsfulde. Men det gøres heller ikke ved at glemme sit eget standpunkt og tale dem efter munden. Den dialog, der skal føres med disse muslimer, må være anderledes end den eftersnakkende dialog, man hidtil har ført, hvor man mere går efter ligheder end efter forskelle mellem de to religioner, formentlig fordi man er bange for at fornærme muslimerne.

Men hvis dette at hævde, at vore love er bedre end deres, fordi de er fornuftige, skabt i en diskussion, hvor fornuften får lov at gøre sig gældende, i modsætning til de muslimske love, hvor man ikke spørger efter rationalitet, men efter overensstemmelse med en påstået gudsåbenbaring i koranen, hvis en påstand om dette er en provokation, nuvel, så må muslimerne provokeres. For det er det, vi har bygget vore samfund på her i Vesten, og da det nu er dem, der er kommet til os, og ikke os, der er kommet til dem, må de finde sig i at høre vores forklaring på det samfunds grundlag, de og vi befinder sig i.

Og man kan vistnok sige, at vi har været lidt for tilbageholdende med at fremhæve denne modsætning mellem deres religion og vores. Fordi Mikael Jalving gør netop det, derfor er hans blogindlæg yderst interessant og givende.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Islam versus kristendom og tagget , , . Bogmærk permalinket.

Et svar til Den naturlige lov

  1. Pingback: For teologisk? | ricardtriis

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s