To overgreb

To overgreb læser man om i dagens aviser (dagen er pinselørdag den 23-5 2015). Det ene er en somalisk drengs overgreb på en voksen og en purung pige i Herning, se her. Det andet er Karl Ove Knausgårds fiktive eller reelle overgreb på en trettenårig skoleelev i Nordnorge, se her.

De to forfattere til kronikken i Jyllands-Posten om den somaliske dreng, Søren Pind og Karsten Lauritzen, er ude i et politisk ærinde. Dette ærinde er såmænd godt nok, jeg skal ikke vende mig imod det, men hvad jeg er interesseret i, er kun deres skildring af denne dreng:

En somalisk dreng på 16 år bliver sendt på såkaldt ”genopdragelse” i Somalia. Det lykkes ham at komme tilbage til Danmark bl.a. på grund af en lærerinde, der kender ham fra skolegangen i Herning. Hun tilbyder ham husly, og han tager imod tilbuddet. Han ønsker ikke at bo hos den moder, der har udleveret ham til mishandling i Somalia. Drengen var ifølge den dom, der er omdrejningspunktet for denne kronik, vidne til »afbrænding, urinering af ofrene, piskeslag, afskæring af lemmer« under sin af moderen foranstaltede ”genopdragelse”.

Yderligere fremgår af dommen: »Det værste han var udsat for, var en 10-12-årig dreng, der ikke havde bedt, som han skulle. Han kæmpede for sit liv og forklarede, at han ikke havde lært, hvordan man skulle bede. Han havde aldrig gået i koranskole. Han skulle stikke drengens hoved ned i vand, og imens råbte, skreg og kæmpede drengen for livet, og observanten skulle holde ham. Til sidst skulle han stå og holde ham, mens en anden skød drengen i hovedet«.

Man kan spørge, hvordan der skal komme et normalt menneske ud af en sådan dreng. Man kan også spørge, som de to forfattere gør, hvem der skal tage sig af denne enorme opgave. Er det Somalia, hvor det, han har gjort, både her i landet og i Somalia, måske anses for normalt, eller er det Danmark, hvor der så åbenlyst skal utrolig store ændringer til i det indre menneske, før han kan blive det, vi kalder normal; hvis han da nogensinde kan blive det? De to skriver lidt senere:

Historien ender ulykkeligt og forfærdende. Retsbogens beskrivelser af drengens behandling af en 10-årig pige er så ubehagelig, at vi ikke vil referere den detaljeret her.

En ung kvinde og to mindreårige småpiger når han at ramme, inden retten sætter en stopper for dette voldelige og depraverede menneskes udfoldelser. Man skal i denne sammenhæng hæfte sig ved, at gerningsmanden hårdnakket mod alle beviser sagen igennem hævder sin uskyld og endda påstår, at ønsket om samleje udgik fra modparten. Denne uforståelige og ubehagelige afvisning gør, at den sympati, man måtte have, med baggrund i de ulykkelige omstændigheder moderen har sat ham i, smuldrer bort.

Det var det ene overgreb.

Det andet er det overgreb, som Karl Ove Knausgård fortæller om i sin roman ”Ute av verden” fra 1998, en lærers overgreb på en kun 13-årig elev. Episoden skriver Knausgård også om i sit seksbinds mammutværk ”Min kamp”. Og da han selv omtaler dette værk som en beskrivelse af de virkelige forhold, kan man godt blive lidt i tvivl om, hvorvidt Knausgård selv har forøvet det omtalte overgreb, eller han bare har tænkt sig ind i en forøvers situation. Det er nok det sidste, se derom senere.

Det, der satte diskussionen i gang i Sverige, var, at Knausgårds bog ”Ute av verden” nu er blevet oversat til svensk og skal udgives histovre. Det har fået nogle af de svenske feminister til at tage den gamle sag om overgrebet frem igen og spørge om, hvorfor mon mandlige forfattere absolut skal grave i den slags sygelige ting. Andre har forsvaret Knausgård, og Knausgård selv har, som det også fremgår af Jyllands-Postens artikel, taget til orde med et gevaldigt angreb på Sverige som sådant, kyklopernes land, som han kalder det, fordi man dèr ser typisk énøjet på tingene, se artiklen i Dagens Nyheter på svensk her.

Han fortæller om, hvordan han havde det, da han skrev begivenheden om den trettenårige:

Åh, den ensomhed, der var i det!

I den allerførste roman skrev jeg om alle disse følelser. Hovedpersonen var 26 år, ligeså umoden som narcisistisk, men uanset hvor meget jeg skrev om ham, fik jeg ikke greb om det, klarede ikke at forløse det. Så anbragte jeg ham i et klasseværelse – jeg havde selv stået i et klasseværelse, da jeg var 18, og undervist trettenårige – og alle disse følelser, hele dette spektrum af regression og progression, passivitet og begær, autoritetsflugt og autoritetslængsel, fik en katalysator: Han blev forelsket i en trettenårig. Jeg vidste udmærket, hvad jeg gjorde, og i to uger led jeg alle helvedes kvaler, kunne jeg skrive om dette, var det ikke spekulativt, var det ikke et tabu, som alle skulle tro, at jeg selv modsatte mig? Jo, det var det, men det var her, det brændte, og det var heri, at alt det, jeg havde indenbords, kunne finde en form.

At skrive en roman om en begivenhed er ikke det samme som at forsvare den begivenhed. Begivenheden vælges for at noget væsentligt kan udtrykkes i den og med den. Dette væsentlige findes slet ikke, førend begivenheden fremviser det. Det er det, som er litteratur. Ingen tror vel, at krimiforfattere forsvarer mord, bare fordi de skriver om mord. Jeg udnyttede en tretten år gammel pige ved at anvende hende i en roman, men hun findes ikke, kun i romanen, så hvori ligger udnyttelsen? Og hvori ligger faren? (min oversættelse, rr)

Og det er jo udmærket på den måde at få et blik ind i forfatterens værksted. Men man forstår nok, at han her trækker lidt i land med hensyn til, hvad der er fiktion og hvad der er virkelighed. ”Hun findes ikke”, skriver han. Men dermed modsiger han vist sig selv, for i ”Min kamp”, fjerde bog, et værk, som han som sagt betragter som en afbildning af den skinbarlige virkelighed, bliver ”lærervikaren Karl Ove forelsket i sin elev Andrea, tretten år. Med appelsinstore bryster”. (Citat fra Ebba Witt-Brattströms artikel her).

Knausgård skriver i slutningen af sit lange essay:

Kultursiderne i kyklopernes aviser er litteraturfjendtlige, for moralen står over litteraturen, og ideologien står over moralen. Litteraturen er ikke fri i kyklopernes land.

Det er for mig at se et stort spørgsmål, om Knausgård har ret i dette, især når man holder dette overgreb sammen med det fra Gullestrup ved Herning. Og det er måske også et spørgsmål, om Knausgård er den rette til at bedømme dette, det er jo ikke altid, at en kunstner er den rette til at beskrive og bedømme sin egen kunst.

I hvert fald må jo enhver kunstner gøre sig klart, at han skriver ind i sin samtid og derved påvirker sin samtid. Der er nu engang altid moral knyttet til den menneskelige tilværelse. Ikke mindst til den del af tilværelsen, der har med kønslivet at gøre. Når det ser ud, som om der ikke mere er moral knyttet hertil, skyldes det, at den del af tilværelsen har været under kraftig forandring i det sidste århundrede. Kønsrollerne er ikke mere, hvad de var engang. Og når den enkelte under sin opvækst og under sit senere ægteskabelige liv næsten selv skal finde den rolle, han skal spille, så kan der komme mange mærkelige ting ud af det. I hvert fald kommer der let usikkerhed og frustration ud af det.

Ingen tvivl om, at litteraturen har været medvirkende til at danne de roller, der nu foreligger for ungdommen at indgå i. Og heller ingen tvivl om, at dette er sket på både godt og ondt. Jeg har således tidligere, se her, prøvet at fremsætte den formodning, at samlejet medførte, at de to personer blev præget på hinanden, altså blev bundet sammen af næsten biologiske kræfter. Hvis det er sandt, burde folkekirken måske prøve at påvirke kønsrollerne lidt mere, i stedet for som nu at være hunderæd for at blive kaldt snerpet. Men hvad enten dette nu er sandt eller ej, en vis hensyntagen til den anden part kan man da godt anbefale, både fra kirkens og det sekulære samfunds side.

Knausgård skriver, at han elskede Monika Fagerholms bog ”Diva”, hvor den trettenårige pige får sit eget sprog, sin egen værdighed. Og så føjer han til:

Ikke som i min bog, hvor hun bare udnyttes og konsekvent betragtes ud fra en mandlig synsvinkel.

Måske det just er det, der er fejlen, eller kan betragtes som en fejl. Det kan være af en vis værdi at kunne sætte sig ind i sin hovedpersons følelsesliv, at kunne beskrive det, at kunne fange de fine nuancer i det. Udmærket, spændende, god litteratur kan der komme ud af det. Men livet er ikke blot den enkeltes indre liv, heller ikke, når det skildres intenst og genkendeligt. Det er også livet i samspil med den anden. Ikke mindst da, når et samleje indgår i handlingen.

Knausgård søger at fastholde sin frihed som forfatter imod de lænker, som han føler, litteraturkrikerne vil binde ham i. Han skriver:

Jeg beskrev den infantile mand, som dyrker barnet, den skyldige, som dyrker den uskyldige, og selv om romanen er realistisk, og konkret forholder sig til denne relation, så strækker metaforen sig ud i samfundet og samtiden. Er det en gyldig metafor? Det véd jeg ikke, det kan jeg ikke vide, men det, jeg gør som forfatter, er, at jeg skriver om mine egne følelser, tilbøjeligheder, tanker og indsigter, i den tro, at jeg bare er én af mange, så at den indre gyldighed også har en ydre gyldighed.

Men hvad enten nu Knausgård her er énsidig, så han mere eller mindre ser bort fra den relation, som lærervikaren anbringer sig i, eller han virkelig, som han her skriver, forholder sig til relationen, hans roman er blot ét blandt utrolig mange forsøg på at klare kønsrollerne i de vestlige samfund for os.

Men hvordan vi end vender og drejer det, hvor meget vi end eventuelt kan følge Knausgård i hans beskrivelse af lærervikaren i bogen, vi holder dog i vor del af verden fast ved, at de drifter og det begær, der kan besætte en mand, uden at han kan gøre noget fra eller til, i de fleste tilfælde bør forblive i det indre menneske. En mand bør kunne beherske sig.

Anderledes i den muslimske verden. Dèr tænkes mandens kønsdrift at være virkelig ustyrlig. Dèr forestiller man sig, at det er kvindens opgave at inddæmme mandens ustyrlige drift. Derfor forbudet mod at vise de kvindelige former i sin klædedragt, derfor påbudet om altid at være ledsaget af en mand, hvis man er kvinde, derfor opdelingen af samfundet i en mandsafdeling og en kvindeafdeling, og derfor formaningen til kvinden om altid at stille sig til rådighed for sin mand, også ‘selv om hun lige har gjort ovnen klar til bagning’. Når dertil kommer, at muslimer opererer med et hierarki mellem mennesker: manden står over kvinden, muslimen over ikke-muslimen, så bliver det meget vanskeligt at forene disse to kulturer. Det er det, der ses i de mange voldtægter, forøvet af muslimer, og altså specielt af den unge somaliers ugerning i Herning.

Hvis man nu skulle tænke sig, at Knausgård eller en anden forfatter skulle skrive en roman om udåden i Herning, altså forsøge at indleve sig i somalierens tankegang, så er det givet, at han er nødt til at medinddrage det muslimske hierarki. Hvorfor har han overfaldet uskyldige danske kvinder? Er det, fordi han har følt, at hans muslimske overhøjhed over danskerne ikke blev godtaget, og at han derfor ville vise, at han kunne skade os? Eller er han alligevel ikke blevet radikaliseret i Somalia? Han ville jo ikke tilbage til sin mor, fordi hun havde sendt ham på genopdragelsesrejser til Somalia. Men hvorfor benægter han så pure, hvad han har gjort? Det er et typisk muslimsk træk. Især, når det er ikke-muslimer, der anklager.

Eller er han alligevel ”almindelig” syg, et psykiatrisk tilfælde, så det, han har gjort, ikke kan rummes i noget samfunds kønsrollemønster, men så at sige ligger udenfor sproget; at det altså på en måde ”slog klik for ham”?

Alt dette er uvisheder, som ikke belyses af selv nok så megen vestlig romanlitteratur om forelskelser. For de to kulturer, islam og kristendom, er også på det punkt vidt forskellige.

Eller, som jeg ofte har sagt: Vi vesterlændinge har ikke fundet de vises sten på kønsrolleområdet. Nu er det så nødvendigt at føje til: Det har muslimerne så sandelig heller ikke.

Advertisements
Dette indlæg blev udgivet i Indvandringspolitik, Samfundsforhold og tagget , . Bogmærk permalinket.

Et svar til To overgreb

  1. Pingback: “Med sikkerhed” | ricardtriis

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s