Kristendom bedre end islam? (3)

Det er alligevel mærkeligt, at ovenstående spørgsmål bliver ved med at flagre rundt i manegen. Og det er mærkeligt, at en række af de personer, der har deltaget i debatten, er gode kristne danskere, der føler sig forpligtet til at sige, at man da virkelig ikke må regne kristendom for en bedre religion end islam.

Jeg græmmes.

Nu sidst har lektor i systematisk teologi ved Københavns Universitet, Jakob Wolf, begået en kronik i Berlingeren om emnet, se her. Og jeg burde måske holde min mund, for ikke færre end tre blogindlæg har jeg skrevet desangående, og så må det vel være nok. Ikke desto mindre kommer der altså nu et fjerde. For jeg synes, debatten er væsentlig. Noget af det, debatten viser, er, at vi her i landet – og det gælder såmænd både de mere lærde og de mindre lærde – har meget svært ved slippe vore vestlige forestillinger, når vi skal studere islam. Uvilkårligt går vi ud fra, at muslimer da naturligvis er mennesker, og da vi også er mennesker og tænker menneskeligt, tænker de naturligvis lige så fornuftigt og kærligt og imødekommende og menneskeligt som os.

Men det gør de måske slet ikke. Ikke fordi de er onde, blot fordi de er fromme på en anden måde end os.

For et stykke tid siden var det Steen Beck fra Syddansk Universitet, der var galt afmarcheret, se her. Han hævdede, at det, der er sket for kristendommen: at den anerkender demokratiet, selvfølgelig også kan ske for andre religioner. Dette ”selvfølgelig” afslører ham. Det afslører, at hans fantasi er begrænset. Han mener, som så mange andre, at muslimer da selvfølgelig tænker ligesom os.

Den samme selvfølgelighed præger Jakob Wolfs artikel. Han begynder med at skitsere sin religionsfilosofi. Og det er nu i sig selv noget tvivlsomt noget. For selvfølgelig, vi vesterlændinge, der betragter sproget som et redskab, hvormed vi kan gennemtrawle tilværelsen, vi mener som den største selvfølgelighed, at vi da kan danne os en religionsfilosofi, dvs., et videnskabelig sprog, hvormed vi kan beskrive alle religioner, også dem, der er fremmede for vor kulturkreds.

Men kan vi det? Er det ikke udtryk for en vesterlandsk blaserthed, når vi mener, vi med sproget kan kaste lys over andre religioner; religioner, der måske mener, at sproget vildleder os i stedet for at retlede os, som f.eks. zenbuddhismen gør det; eller religioner, der måske betragter magtforhold og ikke sproglogik som det inderste i tilværelsen, som f.eks. islam gør det.

Den religionsfilosofi, Wolf går ind for, inkluderer alle religioner. Det moderne menneske er tilbøjelig til at se bort fra forskellen mellem tilværelsen og samfundet, hedder det; man mener – ubevidst, måske – at man kan stille de samme krav til tilværelsen, som man kan stille til samfundet. Men netop det kan religionerne fortælle os er et blålys. De handler nemlig alle om de ting ved tilværelsen, som vi ikke kan gøre noget ved: at vi bliver født og det ind i en bestemt kultur, at vi skal dø, at vi er udleveret andre mennesker, at kærlighed ikke kan købes, at en række fænomener hører med til tilværelsen, uden at vi er blevet spurgt: dyr og planter, jordskælv og orkaner, sygdomme og meget andet. Dette er Wolfs religionsfilosofi.

Men ærlig talt! Er det ikke tydeligt, at denne religionsfilosofi er modelleret over kristendommen? Det er jo bestemt ikke alle religioner, der fortæller os, at kærlighed ikke kan købes. Islam, f.eks. gør det ikke. Luther hævder, at tyrkerne køber og sælger deres kvinder som kvæg, se her. Og selv i vore dage er der jo penge indblandet i den muslimske ægteskabsindgåelse. Når IS udstiller tilfangetagne kvinder og lader den højstbydende købe dem som deres sexslave, så er al tanke på kærlighed udelukket, så tænker man kun på, om det er haram eller halal. Og koranen fortæller dem og enhver anden muslim, som læser den uhildet, at det er halal, lovmedholdeligt. Og traditionen i langt de fleste muslimske miljøer med af familien arrangerede ægteskaber har også mere lovmedholdeligheden end kærligheden for øje.

Så bare det, at Wolf går ud fra som givet, at alle er enige om, at kærlighed ikke kan købes, men at kærligheden alligevel er det, der afgør vor skæbne som mennesker, viser hans begrænsning. Han tænker kristent om disse materier og kan derfor ikke inkludere islam i sin religionsfilosofi.

Alle religioner udvikler en sammenhængende lære om vore afmagtserfaringer, hævder Wolf. Blot kan denne udvikling gå grassat og ende med en politisk ideologi. Og sker det, er denne religion ikke længer en religion.

Man mindes Mikael Jalvings artikel på hans blog i Jyllands-Posten, se her: ”Hvis islam bare var en religion”. Her viser han, at islam desværre er meget andet end det, vi normalt forstår ved en religion. Han skriver:

Islam er mere end en religion – og noget helt andet end kristendom. Islam vil have os til at gøre noget, den vil have os til at handle på en bestemt måde, den er konstruktiv, kreativ, bydende, ligesom den indskriver en retfærdighed og en orden i altings kaos. Islam er først og fremmest Koranen, Guds ord til citat. Gør dét, og du hører til de Retfærdige. Gør dét, og du er fortabt.

Og man kunne jo tro, at Wolf med sine ord om en religion, der bliver til ideologi og derfor ikke mere er en religion, tænkte på islam. Men resten af kronikken viser, at det gør han ikke. Så ville jo forøvrigt også hans religionsfilosofi vise sig at være utilstrækkelig: den kunne ikke omfatte islam, som vi jo dog normal regner for en religion.

Et andet sted, hvor Wolfs manglende fantasi afslører sig, er dette diktum, der forekommer lidt senere:

Gud kan ikke indfanges i en bestemt religion eller i bøger som Bibelen, Koranen eller Upanishaderne. Her kan der højst gives autentiske udtryk for erfaringerne af Gud.

Vi kristne kan nok til nød betegne bibelens beretninger som udtryk for erfaringer af Gud. For vi har jo en helligskrift, der består af en række forskellige personligheders beretninger. Men muslimerne kan da på ingen måde betragte koranen som udtryk for Muhammeds erfaringer af Gud. De regner jo koranen for at være Guds skinbarlige ord, gengivet med guddommelig nøjagtighed af Muhammed og nedskrevet uden mindste afvigelse af fromme muslimer. Det betyder ikke, at de mener, Gud kan indfanges, bestemt ikke. Blot, at koranen er noget helt andet end udtryk for Muhammeds erfaringer.

Hvis man skulle have en religionsfilosofi, der kunne omfatte også muslimernes forhold til koranen, måtte den se noget anderledes ud end den wolfske. Men enhver religionsfilosofi ville måske kun være udtryk for kristendommens måde at se på de andre religioner på.

Til næstsidst skriver Wolf:

Forsvarer man kristendommen ved at hævde, at den er bedre end islam, sådan som konservative politikere, Dansk Folkeparti og tidehvervsteologer gør det? Det mener jeg ikke. Det, man gør, er, at man banaliserer den. I det hele taget banaliserer man religionernes sag ved at gøre den til et spørgsmål om politisk ideologi. Er det helt umuligt, at man i det politiske liv og i medierne i det hele taget, diskuterer religionerne uden at vulgarisere dem?

Hvis nu Mikael Jalving har ret i, at islam er mere end en religion, og hvis vi ud fra Wolfs kronik kan betegne dette ‘mere’ som en ideologisk vildfarelse, så er det altså islam selv, der har ”banaliseret sig”, så er det i overensstemmelse med den sørgelige, men uafviselige virkelighed selv at gøre religionernes sag til et spørgsmål om politisk ideologi. Islam gør det, og vil man medinddrage islam i sin diskussion, bliver det politisk ideologi, man kommer til at diskutere, også selv om kristendommen ikke, som islam, har nogen politisk ideologi.

Der er ikke tale om, at vi andre banaliserer eller vulgariserer diskussionen ved at hævde, at kristendommen er bedre end islam, der er derimod tale om, at Wolf mangler fantasi eller vovemod til at forestille sig og måske endda give udtryk for, at islam altid bærer en politisk ideologi med sig. Han vil have også islam presset ind i sin religionsfilosofi, men det lader sig ikke gøre at afhugge de idelogiske tanker fra de religiøse i islam.

Også det sidste, Wolf skriver, viser ham som én, der ubevidst tænker ud fra kristne forudsætninger og temmelig febrilsk søger at få islam ind under disse samme forudsætninger:

Religionerne er vigtige for at holde os fast på, at der er noget, der er helligt for os. Det, der er helligt, er ikke et resultat af en demokratisk beslutning. F.eks. er menneskeindividets ukrænkelighed ikke et resultat af en demokratisk beslutning, men derimod forudsætningen for demokratiet. Det, at vi skal tage vare på den svage, er heller ikke et resultat af en demokratisk beslutning. Etikken er ikke funderet på en flertalsbeslutning. Den er derimod et krav udefra, der stilles til flertallet og til dem, der har magten.

Menneskeindividets ukrænkelighed er ikke noget, der er helligt for islam. Tænk blot på, at der op igennem islams historie har været dødsstraf for frafald. Og de mange befalinger om drab på, synes vi, ret tilfældige mennesker, der forekommer i koranen, vil netop forhindre fremvæksten af demokratier i muslimske stater. Og dette med at tage vare på den svage – javist, man kan utvivlsomt finde mange fromme muslimer, der kan udlægge en række koransteder om netop det, men det uundværlige hierarki indenfor islam – manden står over kvinden, muslimen over ikke-muslimen, den frie over trællen – forhindrer ret effektivt en sådan varetagelse. Og vel at mærke, forhindrer det fremadrettet, som det hedder på moderne politikersprog. Det kan i princippet aldrig udvikle sig til noget andet, for den ændring, den fromme muslim håber på, er en tilbagevenden til samfundet på Muhammeds tid.

Kort sagt: Wolf danner sig en islam efter kristendommens billede. Og selv om det er en nydelig islam, der kommer ud af det, er det i virkeligheden en hån mod muslimerne, for det er jo ikke og kan aldrig blive den ægte islam.

Jeg ville gerne se positivt på islam, hvis det var muligt. Men jeg synes ikke, man kommer udenom at mene, at de muslimer, der tager deres tro alvorligt, f.eks. de muslimske teologer på al-Azhar universitetet i Kairo, står overfor en noget nær umulig opgave: de vil for alt i verden fastholde koranen som Guds skinbarlige ord, urokkeligt fra ende til anden, men gør de det, kommer de ikke udenom, at mange af de muslimske terrorbevægelser har ret i deres korantolkning. Skal koranen tolkes efter sin egen ånd, er man nødt til at forstå islam som en magtreligion. Og netop den forståelse af en religion, også islam, er under kraftig nedbrydning i disse år. IS viser os, hvad det vil sige at tage Muhammeds plan om udbredelse af islam ved magt op igen. Og de mange sekulære muslimer, f.eks. dem, der stod bag det arabiske forår, drømmer om en fredens islam, en islamforestilling, der dog ikke har støtte i koranen. Men disse to grundbetragtninger af religionen islam er logisk uforenelige. Og så kommer alle al-Azhars anstrengelser til at fornemmes som én stor lang talen-udenom.

Og desværre, det kan unge muslimer i dag godt fornemme. Så derfor er der i denne logiske uforenelighed en altfor frugtbar jordbund for radikalisering i IS’s retning.

Jeg mener ikke, vi fra vestlig side kan hjælpe de muslimske teologer i deres forehavende. For så vidt jeg kan se, har der i hele islams historie ligget en latent modsætning mellem det at tolke religionen som en ord-religion og det at tolke den som en magt-religion. En ord-religion opfordrer til, at man forstår den, men det kan muslimer ikke opfordre til, for i koranen kræves det, at man retter sig efter sharia, også selv om man ikke forstår. Og det er magt-religionens slagsang.

Men det mærkelige er, at magtreligionens mennesker har omgivet sig med fromhed. De udøver deres magt med stor fromhed. Og for dem selv virker det hele ”system” også logisk nok. Kun ét sted skal de ”springe” på ulogisk måde: dèr, hvor de ud i det blå kalder koranen for Guds ord. Når først det står fast, følger resten efter som logiske konsekvenser, som oven i købet ser yderst fromme ud.

Det er det, vi vesterlændinge må vove at fastholde: Vi tror ikke på Muhammed som en from mand, som en Guds udsending, som en viderebringer af Guds egne ord. For Muhammed talte magtsprog, og en religion må overbevise ved overtalelse, ikke ved magt. Men hvis vi i vor religionsfilosofi eller i vor teologi hele tiden forestiller os muslimer som havende de samme tanker og forestillinger som vi selv har, så gør vi vore muslimske landsmænd en bjørnetjeneste. Hvor vi skulle have aflagt en bekendelse og forklaret, hvorfor det er det, vi tror på, dèr prøver vi at udglatte forskellene, så hverken vore menigheder eller vi selv bliver klar over, hvad islam egentlig er.

Det er et ret stort teologisk svigt, vi dèr foretager.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Islam og tagget , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s