Den australske model

Berlingeren bringer den 25-5 en artikel om den australske model, se her. Anledningen er en debat i de internationale medier om en uoverensstemmelse mellem FN’s specialundersøger, Juan Mendez, og Australiens premierminister, Tony Abbott.

Læser man noget af denne debat igennem, synes de fleste vist at ‘holde med’ Juan Mendez. I hvert fald mener man i bred almindelighed, at Tony Abbotts svar er temmelig frækt og savner gehalt i de internationale konventioner. Men uoverensstemmelsen skal her behandles under det modsatte synspunkt, nemlig det, der siger, at det er Mendez, der er umenneskelig, og Abbott, der handler menneskeligt korrekt.

Det lyder ganske vist mærkeligt. For Mendez er jo ekspert i menneskerettigheder og burde vel vide, hvad han har med at gøre. Hans kritik lyder sådan i Berlingerens gengivelse:

Men både australske og internationale flygtningeorganisationer og FN mener, at Australiens politik er i strid med menneske­rettighederne.

»Den nye lov bryder torturkonventionen, fordi den tillader vilkårlig internering, og midt på havet, hvor flygningene ikke har adgang til en advokat, bestemmes, om folk er flygtninge eller ej,« udtalte special­undersøger for FN Juan Mendez i en kritisk rapport om Australiens behandling af flygtninge i marts i år.

At asylbehandlingen foregår midt på havet, har man fortalt om lidt tidligere i samme artikel. Australien har under Tony Abbotts ledelse indført en ny politik overfor bådflygtningene. Man border bådene på åbent hav, lader grænsekontrollen gennemføre sin behandling af flygtningenes sager og returnerer på den baggrund langt de fleste af bådene. De, der eventuelt får en godkendelse i første omgang, føres til øer i Australiens nærhed og får dèr deres sag nøjere behandlet. Godkendes de som flygtninge, får de tilbud om at kunne begynde en ny tilværelse, ikke i Australien, men i Cambodja, som Australien har truffet aftale med. Til Australien kommer de ikke.

Men dette er ikke efter reglerne, siger så Juan Mendez, man kan ikke behandle sager ude på åbent hav. Dertil kommer, at det er imod børns menneskerettigheder, at de interneres på de pågældende øer.

Og så kommer den bemærkning fra Tony Abbott, som de fleste medier finder for fræk overfor en FN-repræsentant:

»Jeg tror, at australierne er dødtrætte af at blive belært af FN, især set i lyset af at vi har stoppet bådene og dermed også har forhindret, at flygtninge er druknet på havet. Jeg synes, at FNs repræsentant skulle have givet os mere anerkendelse for de resultater, vi har opnået på havet,« udtalte Tony Abbott.

Skulle den bemærkning virkelig afsløre Tony Abbott som én, der udviser større menneskelighed end Mendez? Det lyder fast utroligt.

Men det er ikke desto mindre sandt.

Og når det er ham, der har ret, og ikke Mendez, skyldes det, at han vover at være øvrighed og handle som øvrighed. Hvad de fleste af de mange ”Gutmenschen”, der er enig med Mendez, ikke vover. Heller ikke de europæiske øvrigheder vover at være øvrighed. Det er jo også meget lettere og måske også umiddelbart mere befriende for en eventuelt dårlig samvittighed at lade barmhjertigheden herske uden at spekulere så meget på de langsigtede konsekvenser.

Og bevares, det er jo udmærket, at enkeltmennesker gribes af barmhjertighed. Og det kan også gouteres, at stater gør det. Men enkeltmenneskers barmhjertighed kan jo misbruges. Dog gør dette ikke så meget, for et sådant misbrug vil med stor sandsynlighed få denne barmhjertighed til at ophøre. Værre er det, når staters barmhjertighed misbruges. Så får vi næsten utålelige tilstande som dem, der er opstået på Middelhavet, og som dem, der tidligere herskede i farvandet mellem Indonesien og Australien.

Men det, at australierne har standset de utålelige tilstande i dette farvand, får dem ikke til at fremstå ubarmhjertige. For de modtager årligt en stor mængde FN-flygtninge, dvs., flygtninge, som har siddet i FN-kontrollerede lejre i alt for lang tid og efter ansøgning nu omsider kan få et nyt liv i Australien. Ifølge en internet-side, se her, er der tale om knap 15.000 flygtninge årligt, men jeg har nu også læst større tal. Det er det forhold, der får Abbott til med stor sikkerhed at sige, at det ikke bare er ham, men langt de fleste australiere, der er trætte af FN’s belæring om, hvad der er korrekt handling. Australierne føler, at bådflygtningene snyder sig foran i køen.

Men nu siger Abbott jo ikke blot, at australierne er ”dødtrætte af at blive belært af FN”, han fortsætter med at gøre opmærksom på den gode gerning, de faktisk har gjort: de har nemlig forhindret en række drukneulykker i i det hele taget at forekomme. Det kunne FN passende rose dem for, synes han at mene.

Og det har han så evig ret i.

Det, vi ser i Middelhavet, og det, vi tidligere så i havet ved Australien, er jo, hvad der sker, når øvrigheden ikke vil være øvrighed, men i stedet prøver at være barmhjertig: barmhjertigheden bliver uvægerlig misbrugt, derefter bliver det vane, så bliver det en selvfølge, og til sidst bliver det noget, der ligner en rettighed. Ikke blot i overtrædernes øjne, men også blandt folk i almindelighed.

At en øvrighed skal være øvrighed, betyder, at den skal straffe lovovertrædere. Det skal den gøre for at sende det signal til andre potentielle lovovertrædere, at det ikke kan betale sig at overtræde loven.

-Jamen, bådflygtninge er da ikke lovovertrædere!

Jo, de er. De misbruger de almindelige søfartsregler. De uskrevne regler siger, at man altid kommer en nødstedt til hjælp. Men bådflygtningene er ikke mennesker, der er kommet i havsnød, de er mennesker, der med vilje har bragt sig i havsnød. Det har de naturligvis gjort i den hensigt at blive reddet. Den barmhjertighedsregel, der gælder til søs, bliver her misbrugt på det groveste. Blot har overtrædelsen foregået så længe, at vi har glemt, der er tale om en overtrædelse; det er blevet vane, ja, det er i den grad blevet en selvfølge, at FN’s undersøger, Juan Mendez, nu mener sig berettiget til at anklage Australien. Og det, han anklager australierne for, er ikke, at de ikke retsforfølger disse lovovertrædere, men at de ikke yder dem deres påståede menneskerettigheder. I årenes løb er altså sådanne lovovertrædere eller snydere eller misbrugere af søbarmhjertigheden blevet forvandlet til stakkels mennesker, hvis menneskerettigheder så sandelig må holdes i hævd.

(Jeg har tidligere sammenlignet bådflygtningenes overtrædelse med dette at affyre nødraketter uden at være i havsnød, se her).

Og den forvandling, som bådflygtninge har gennemgået fra almindelige lovovertrædere til stakkels, forfulgte mennesker, der har rettigheder, den er det, der får Juan Mendez og mange, mange andre ”Gutmenschen” til at ynkes og kræve barmhjertighed. Med det forudsigelige resultat, at flygtningestrømmen øges. For det signal, som øvrigheden skulle afsende, hvad enten den er europæisk eller australsk: at det ikke kan betale sig at begå den lovovertrædelse at misbruge søfartsreglerne, det bliver ikke afsendt. Tværtimod sendes det modsatte signal: ”Kom bare, bryd kun reglerne, det vil vi ikke straffe jer for!”

Og så er det, at der kan opbygges en formelig flygtningeindustri, der efter sigende er mere indbringende end narkoindustrien. Altsammen, fordi de europæiske og tidligere de australske ”Gutmenschen” føler sig så godt tilpas, når de kan gøre en god gerning, hjælpe stakkels forfulgte mennesker i nød, gøre sit til at kunne undgå de frygtelige drukneulykker.

Problemet er blot, at man ikke undgår disse ulykker, ja, at man snarere fremmer dem end hæmmer dem.

Det er jo på det punkt, at virkeligheden afslører det falske i den barmhjertighed, disse ”Gutmenschen” vil yde. Det er her, det farisæiske i deres handlemåde kommer til syne. For virkeligheden er jo, at disse mennesker, bådflygtningene, hvis de skal have hjælp, også virkelig må være i nød. Derfor er det jo, at menneskesmuglerne sender dem af sted i synkefærdige både, derfor er det, at de overfylder bådene, og – ak ja – derfor er det, at nogle af bådene synker, for dette at få bådene til at ligne både i havsnød er ikke en ufarlig affære.

Den virkelighed vil vore godhjertede ”Gutmenschen” imidlertid ikke se. Så er deres gerning jo ikke god længere. De nøjes med at holde sig til ordlyden af budet om at elske sin næste og undlader at se gerningen i sammenhæng. Sådan handler alle farisæere.

Men de ”gode gerninger” på Middelhavet er i dobbelt forstand uetiske. Først, fordi det er uetisk fuldstændig at se bort fra konsekvenserne. Dernæst, fordi konsekvenserne uvægerlig er flere drukneulykker.

Og det er det, der burde gøre Abbotts udtalelser til smertende piskeslag for alle europæere, men givetvis ikke gør det. For han retvender jo diskussionen. Det, australierne har gjort, og som diverse journalister og politikere mener, er på kanten af det etiske, dvs., af menneskerettighederne, det er i virkeligheden en skarp anklage mod os europæere, fordi vi ikke kan få os taget sammen til at gøre det samme, men i stedet bevidstløst fortsætter med vore ”barmhjertighedsgerninger”. Det er ham og australierne, der står med den rette etik, og Mendez og vi europæere, der står med den hullede etik.

For den ”barmhjertighedens” politik, vi fører, medfører med garanti stadige drukneulykker, det kan ikke være anderledes. Mens den ”barske” politik, australierne fører, sætter en fuldstændig stopper for både lovovertrædelserne og drukneulykkerne. Australierne tør nemlig være øvrighed, tør sørge for, at lovovertrædelserne aldrig kommer til at kunne betale sig, mens vi hændervridende siger til menneskesmuglerne og de flygtninge, der venter i Libyen, at ”sådan noget må I sandelig ikke gøre”, samtidig med at vi med vore gerninger siger: ”fortsæt endelig!”

Hvad der konkret skal gøres, er vel ikke helt ligetil at finde ud af. Men når australierne med magt kan føre flygtningeskibene tilbage til Indonesien, kan vi vel også føre dem tilbage til Libyen. Det kan godt være, at vi kun kan gøre noget sådant, hvis vi handler på kanten af menneskerettighederne. Men hvis menneskerettighederne gør os uetiske, hvis vi retter os slavisk efter dem, så må det være at foretrække at være etisk på kanten af menneskerettighederne fremfor at være uetisk i streng og bogstavtro overholdelse af dem.

Advertisements
Dette indlæg blev udgivet i Uncategorized og tagget , , . Bogmærk permalinket.

Et svar til Den australske model

  1. Pingback: Balancegang | ricardtriis

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s