To små pip i valgkampen

Det første pip herfra ind i valgkampen skal gælde Thulesen Dahl. Han har været med til at vedtage en stramning af dagpengereglerne, men har siden fortrudt det. Forgæves har han efterfølgende forsøgt at få Helle Thorning til at gå med til en opblødning af reglerne, men det har hun ikke turdet af hensyn til de radikale. Det ser ud til, at hun er mere villig til at overholde de løfter, hun har givet til de radikale, end de løfter, hun har givet til befolkningen. Se evt. denne skildring af ”skænderiet” mellem ham og Helle Thorning i partilederrunden på DR1.

Når Thulesen Dahl har fortrudt sin deltagelse i dagpengeforliget, skyldes det, at de forudsætninger for stramningen, som man blev præsenteret for, har vist sig at være forkerte. Dels fik man at vide, at der kun var et par tusind, der ville falde ud af dagpengesystemet – det viste sig at være op imod det tidobbelte – dels var forudsætningen, at vi inden længe ville få fuld beskæftigelse igen. Det første har Thulesen Dahl husket, det sidste har han glemt.

Men det er nok værd at erindre sig, at vore politikere for ikke mere end tre-fire år siden var overbevist om, at ”de gode tider” ville vende tilbage, og at de lovgav ud fra den forudsætning. Blot skulle man jo tro, at de nu, fire år senere, ville have lært af deres fejltagelser. Det synes dog ikke at være tilfældet.

Og det skal det andet lille pip herfra handle om.

Man hører nemlig ikke så helt sjældent, sidst af Sofie Carsten Nielsen i Deadline den 28-5, at vi må fastholde de stramninger, som de mange reformer har været udtryk for, fordi vi på den måde ruster os til det opsving, man er sikker på kommer. Gør vi ikke det, risikerer vi at løbe ind i de samme problemer som ved opsvinget i nullerne.

Overfor dette forsøg på fremtidssikring var det såmænd helt velgørende at høre Pia Kjærsgaard fastholde en vis snusfornuft: man vil ikke sælge skindet, før bjørnen er skudt, udlagt: man vil ikke – igen – lave reformer med henblik på en uvis fremtid.

Begge disse to pip skal omlidt holdes sammen med den gængse økonomiske teori og en alternativ økonomisk teori. Men først et lille hjertesuk, som kommer til at lyde næsten Johanne-Schmidt-Nielsensk.

Der er i løbet af de seneste ti-tyve år sket en ændring i synet på de arbejdsløse. Tidligere var det den almindelige opfattelse, at arbejdsløshed var uforskyldt. Vort økonomiske system var nu engang sådan indrettet, at de økonomiske konjunkturer svingede op og ned. Og når de gik ned, gik det ud over beskæftigelsen, folk blev fyret, og det, at de blev fyret, blev anset for at være en systemfejl. Hvad det jo også var. Og er.

Teoretisk fastholder man stadigvæk dette syn på sagerne. Men i praksis er fokus skiftet ikke så lidt. Man er så småt begyndt at skyde skylden for arbejdsløsheden på de arbejdsløse selv. De søger ikke ihærdigt nok. Hvis de ville arbejde, skulle de nok kunne finde et arbejde. Det var noget af det, der lå bag ændringen af dagpengereglerne. Man havde opdaget, at mange arbejdsløse – besynderlig nok, som man sagde – fik et arbejde, når dagpengeperioden var tæt på at udløbe. Den iagttagelse, i forbindelse med det ændrede syn på de arbejdsløse, fik politikerne til at sige: ‘Nuvel, så må en række mennesker altså komme tidligere i arbejde, hvis vi forkorter dagpengeperioden’. Og det gjorde man så. Uden at tænke på, at de arbejdsløse kunne have ventet med at tage et arbejde, fordi de håbede at kunne få ét indenfor deres fag eller i nærheden af deres hjem.

Og det ændrede syn på de arbejdsløse har også ført til, at man fra politisk side laver alle mulige tiltag for at lette de arbejdsløses indgang på arbejdsmarkedet. De skal på alle mulige kurser, de skal i jobpraktik, de skal have et beløb bundet i enden på sig, så det kan betale sig for arbejdsgiverne at antage dem, osv. osv.

Man har forladt forestillingen om, at der er en bestemt mængde arbejde, og at man derfor måtte kunne få alle i arbejde ved at dele arbejdet. Det er vist kun Uffe Elbæk fra Alternativet, der nu har den forestilling. Og det er udmærket, at man nu (omsider!) har indset, at arbejdsmængden er en fleksibel størrelse, der retter sig ind efter mange forhold i samfundet.

Blot er det lidt besynderligt, at man nu er gået i den modsatte grøft; at man nu regner med, at bare man pumper flere og flere ud på arbejdsmarkedet, så vil mængden af arbejde automatisk øge, så arbejdsløshedsprocenten forbliver den samme. Det er en lige så stor vildmand som den med, at opsvinget er lige om hjørnet, og at vi får fuld beskæftigelse inden det magiske år 2020.

Det er ganske mærkeligt at se den selvsikkerhed, hvormed vore politikere kan præsentere nye initiativer for at få indvandrere i arbejde. Ja, Helle Thorning Schmidt kan frejdigt erklære overfor nytilkomne flygtninge (indvandrere), at ”kommer du til Danmark, så skal du arbejde”. Det lyder muligvis som noget i retning af en stramning af indvandringspolitikken, men i betragtning af, at der jo ikke er noget arbejde at sætte dem til, lyder det mere som varm luft. Jeg tager gerne Johanne Schmidt-Nielsen i hånden for sammen med hende at sige: ”Jamen, kejseren har jo ikke noget på!” For efter min – måske lidt hurtige – oversigt er det næsten kun Enhedslisten, der fastholder, at arbejdsløsheden er strukturel, er en systemfejl, som det kan være svært at gøre noget ved.

Det, som disse to små pip skulle i forbindelsen her, var imidlertid udelukkende at henlede opmærksomheden på en økonomisk model, som er anderledes end både Enhedslistens og de andre partiers. Den henter sin inspiration fra den amerikanske økonom Henry George (1839-1897). Det er ham med grundskylden. Men jeg undlader omhyggeligt at foreslå nogen reform, og da slet ikke noget med grundskyld, jeg nøjes med at bruge hans konjunkturteori. Se evt. her mit tidligere forsøg på at redegøre for teorien.

Teorien har det mærkelige ved sig, at den betragter de to opsvingsperioder, vi har haft, som noget unormalt. Det normale er perioden mellem opsvingene, dalreperioden, som er kendetegnet ved, at tingene dalrer af sted på bedste beskub, med lidt opgang her, lidt nedgang dèr, men i det store og hele nogenlunde jævn beskæftigelse og fremgang.

Ja, man kan endda næsten sige, at det farlige er de to højkonjunkturperioder, vi har haft. For de er begge blevet efterfulgt af kriser, der har berørt mange mennesker og mange lande dybt alvorligt. De to højkonjunkturer er perioden i tresserne og perioden i nullerne, og det, der fremkaldte dem, var en ubalance i det økonomiske system, en ubalance, det i begge tilfælde holdt hårdt at få bragt i lave igen.

Normalt, dvs. i dalreperioderne, er der nogenlunde balance mellem to afgørende faktorer i økonomien, produktivitetsstigningen og forventningspriserne på jord og fast ejendom. Man forventer en vis fremgang i økonomien, og det giver sig udslag i, at man godt tør sætte sig lidt dyrere end ellers ved køb af fast ejendom. Der forekommer en forventningspris på jord og fast ejendom. Og når blot produktivitetsstigningen kan indfri jordprisstigningernes forventninger, så er der ikke noget galt, så befinder vi os stadig i dalreperioden, og dalreperioderne er altså det normale i økonomien.

Men sker der så det ulykkelige – og det anderledes ved denne teori er altså, at dette betragtes som en uheldig ting – at produktivitetsstigningen øges markant, måske endda med ét slag, men i hvert fald med uventede følger for den økonomiske fremgang, så er det, vi får højkonjunktur. Tressernes højkonjunktur var forårsaget af sammenlægningen af EF og EFTA, nullernes af, at Kina for alvor kom ind i verdensøkonomien. Og det lyder jo meget forjættende, for i løbet af højkonjunkturen går alle politikeres hedeste drømme i opfyldelse: vi får noget nær fuld beskæftigelse, virkelig gang i hjulene, stor tillid til fremtiden, osv.

Desværre får vi også en stigning i forventningspriserne på jord og fast ejendom, eller, som man siger, en stigning i boligpriserne. I begyndelsen betragter man det som en positiv ting, for ikke sandt: det er jo tegn på en vis optimisme i samfundet. Nu tør man binde sig, endda for en ret høj husleje. Men netop her har vi slangen i paradiset. For som de gode tider fortsætter, vil disse forventningspriser stige til det helt urealistiske, og der går som regel ikke lang tid, før det urealistiske i prisstigningerne viser sig: vi får tvangsauktioner, de gode tider får en brat ende, tilliden til fremtiden lider et afgørende knæk.

Alt dette har vi nu indenfor mands minde (i hvert fald, hvis det er mig, der er ”manden”) set udfolde sig for vore øjne. Det skal jeg ikke udpensle yderligere. Jeg har blot skildret det for at kunne pege på to besynderlig ens foreteelser, som forekommer i tiden efter højkonjunkturen: Der dannede sig i økonom- og politikerkredse den faste overbevisning, at tilbageslaget kun var et midlertidigt tilbageslag; snart ville de gode tider kommer tilbage.

Hvad man byggede denne antagelse på, kan jeg ikke rigtig se. Måske var der blot tale om, at man ikke kunne tåle skuffelsen over, at de gode tider var forbi; man måtte for enhver pris fastholde tanken om, at det dog var muligt at fastholde den dejlige højkonjunktur, man lige havde oplevet. Specielt var man nok fristet til at ville fastholde en sådan tanke, hvis man led af den misforståelse, at højkonjunkturen var fremkommet som følge af politikernes gøren og laden.

Efter krisen i halvfjerdserne indførte man ”mimsen”, en momssats, der i en begrænset periode var sat ned. Begrundelsen var den, at højkonjunkturen jo kom tilbage om lidt, og når den kom, ville det være en fordel for Danmark, at vi ”kom først op af starthullerne”.

På tilsvarende måde handlede man i eftervéerne på nullernes højkonjunktur. Man tillod et stort underskud på statens budgetter, for man ville, sagde man, give økonomien ”en kickstart”. Man var nemlig helt og fuldt overbevist om, at blot økonomien fik en sådan ”saltvandsindsprøjtning”, så ville den ”komme op i gear” igen, og de dejlige nuller ville indfinde sig igen.

Her er det, jeg vil sige: Hvis nu Kristian Thulesen Dahl havde haft en sådan noget anderledes konjunkturteori, eller – mindre endnu – hvis han bare havde haft en lille anelse om, at den alment accepterede konjunkturteori måske ikke var helt vandtæt, så ville han nok ikke være gået med til dagpengereformen. Og hvis Sofie Carsten Nielsen, måske i kraft af, at en lidt anderledes konjunkturteori kom på banen, ville have et lidt mindre udviklingsoptimistisk syn på samfundet, så ville hun nok gå med til at være lidt mere tilbageholdende med at ville gennemføre den ene reform efter den anden. Blandt andet skulle det være unødvendigt at prøve på forhånd at tage højde for den næste højkonjunktur, den kommer ikke foreløbig, og det skal vi såmænd være glade for. For når vi nu absolut vil have et samfund som det, vi har, så er det en uundgåelig følge deraf, at vi i størstedelen af tiden befinder os i dalreperioden, og selv om den ikke er noget paradis, så er der dog en vis tryghed ved den.

Og vi skal vel så være ganske godt tilfredse med, at der skal så store indgreb i økonomien til som sammenlægningen af EF og EFTA og Kinas indtræden i verdensøkonomien, før der igen kommer en højkonjunktur. Er ikke i grunden dalreperioden bedre end en paradisisk højkonjunktur efterfulgt af en djævelsk krise?

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Samfundsforhold og tagget , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s