Balancegang

Stig Grenov fra Kristendemokraterne havde i partilederrunden på DR1 onsdag aften ikke lejlighed til at sige så særlig meget. Men han fik dog leveret en ordentlig bredside imod de øvrige partier, fordi de efter hans mening ikke tog situationen med de druknende bådflygtninge på Middelhavet alvorlig. Han var dybt forarget, kunne man forstå, fordi mange partier vendte ryggen til disse grufulde scener. Og han spurgte retorisk, hvad der mon ville være sket, hvis Sverige under krigen på samme måde havde lukket deres hjerter og deres havne for de jøder, der flygtede fra forfølgelsen i Danmark.

Der havde i Kristeligt Dagblad nogle dage forinden været et læserbrev af stud. teol. Thomas Neergaard af samme kaliber, se her. Han var oprørt over en meningsmåling, der fastslog, at 60% af den danske befolkning går ind for, at vi indfører den australske model, som indebærer, at vi tvinger bådene til at sejle tilbage igen. Overskriften lød: ”Manglen på empati er rystende”. Og også han drog en sammenligning med jødernes flugt til Sverige i 1943. Han beskriver situationen dengang og skriver så:

I dag sejler der også skibe med flygtninge, men de sejler i andre farvande, og der er væsentligt flere af dem. De rejser af de samme årsager, som jøderne gjorde dengang. De flygter fra krig, forfølgelse og folkedrab. De flygter fra skæbner så forfærdelige, at de hellere risikerer druknedøden end at blive, hvor de er født og har hjemme.

Men denne gang hjælper vi ikke. Denne gang vender vi ryggen til.

Det er ikke mindst den sammenligning, der fylder ham med forargelse. Og det er ikke så godt. For den, der er fyldt med forargelse, måske endda hellig forargelse, har sjældent evnen til at se klart.

Kristeligt Dagblad prøver i en leder, skrevet af Karin Dahl Hansen, se her, den 29-5 at udføre den umulige balancegang, der består i at give disse to ret i deres forargelse, men samtidig give danskerne ret i deres skepsis. Det slipper Karin Dahl Hansen ikke godt fra. Og det er yderst forståeligt, for det er en logisk umulighed, hun har givet sig i kast med, og overser man logiske umuligheder, føres man ud i vrøvlet.

Men hun når dog at få skudt sammenligningen med jøderne, der flygtede til Sverige, ned. Hun skriver:

I dansk politik er der ikke tradition for at skelne mellem indvandrere og flygtninge, og begreberne bruges ofte i flæng. Det er måske forståeligt, i og med at de seneste 30 års erfaringer viser, at flygtninge, der kommer hertil, hvad enten det er fra Mellemøsten eller Balkan, siden er blevet indvandrere. De vender ikke hjem, hvilket i sig selv udgør en væsensforskel fra den ofte brugte analogi med de danske jøder, der blev sejlet over Øresund, og som svenskerne tog imod. Da krigen var slut, vendte langt de fleste jøder hjem til Danmark igen.

Men ellers begynder Karin Dahl Hansen med at skose den politiske diskussion, fordi den kun drejer sig om danskernes problemer, små problemer i en verden, hvis største problem er de millioner af mennesker, der er på flugt fra krig og fattigdom. Så hedder det:

Spørgsmålet diskuteres som noget, der kan løses i lejre i nærområderne, en målretning af udviklingsbistanden eller med asylkontorer i Afrika. Intet kunne være mere forkert, og det er ansvarsforflygtigelse, hvis politikerne ikke tager spørgsmålet dybt seriøst.

Som man har kunnet forstå på mit tidligere blogindlæg, mener jeg, at de eneste, der tager spørgsmålet seriøst, er australierne, se her. Men jeg har en tydelig fornemmelse af, at det ikke er den form for seriøsitet, Karin Dahl tænker på. Men hvad så? Ja, det kommer desværre ikke frem i lederen. Lejre i nærområderne, udviklingsbistand, asylkontorer i Afrika, ingen af disse forslag finder nåde for hendes øjne. Og andre forslag nævner hun ikke. Det eneste positive, man kan finde i lederen, er, at hun direkte taler om et etisk dilemma. Og på baggrund den nøgne forargelse, der kommer til udtryk hos Stig Grenov og Thomas Neergaard, skal man måske glæde sig over, at hun i det mindste ser situationen som et dilemma og ikke som noget, der i sig selv gør en reddende indsats selvfølgelig. Men så ville man som minimum vente en afvejning af dilemmaets to sider, hvilket hun dog ikke leverer.

Lederen slutter således:

Der er tale om en humanitær katastrofe, som skal tages dybt alvorlig i al sin kompleksitet. Danskerne ønsker generelt at hjælpe mennesker på flugt, men ønsker ikke en permanent demografisk ændring grundet massiv fattigdomsindvandring.

Folkevandringen synliggjort i ekstrem grad på bådene i Middelhavet udgør et etisk dilemma, der nok i første omgang foregår i Sydeuropa, men som i høj grad bør være en del af den danske valgkamp. For virkeligheden blandt bådflygtningene er også Danmarks virkelighed.

Man må virkelig spørge: Tager Karin Dahl Hansen selv denne humanitære katastrofe alvorlig? Hun påpeger dilemmaet, men går ikke videre med at vægte den ene side af dilemmaet mod den anden. Det er jo sandt, at danskerne ikke ønsker en ”permanent demografisk ændring”, men det er sandelig også sandt, at en sådan ændring får vi, hvis vi reagerer på Middelhavets udfordring ved bare at opsamle alle de bådflygtninge, vi kan komme af sted med. Det siger hun bare ikke noget om, men det er dog en relevant kendsgerning, som der må tages hensyn til, hvis man vil tage emnet seriøst, måske endda tage det dybt seriøst. Hvis danskerne vil hjælpe mennesker på flugt, og hvis bådflygtningene på Middelhavet er at betragte som sådanne hjælptrængende mennesker, så får vi uvægerlig en demografisk ændring. Vi kan ikke både sole os i tanken om, at vi sandelig hjælper, og samtidig undgå den demografiske ændring. Specielt da ikke, hvis vi ikke vover at skelne mellem politiske og økonomiske flygtninge og heller ikke er meget for at skelne mellem flygtninge og indvandrere.

Og det er altså ret useriøst, at Karin Dahl Hansen i det følgende citat blander tingene endnu mere sammen. Det er kun tegn på, at hun ikke formår at tænke. Jeg tænker på det sted, hvor hun skriver:

Der er og bør være forskel på flygtninge og indvandrere. Der er ingen internationale konventioner, der giver ret til, at man kan slå sig ned, hvor man vil, og alene derfor er svaret på folkevandringen ikke at oprette asylkontorer i Afrika eller lignende. Fattigdomsmigranterne vil aldrig være berettigede til asyl og vil derfor fortsat risikere livet i jagten på det forjættede Europa. Drømmen om et bedre liv er forståelig og knuses ikke af, at man knuser menneskesmuglernes både.

Det er næsten umuligt at finde ud af, hvad hun mener. Der findes altså fattigdomsemigranter, indrømmer hun, og de kan ikke slå sig ned, hvor de vil. Og lod nu europæerne al behandling om asyl eller ikke asyl gå igennem kontorer i Afrika, så ville man dèr kunne frasortere disse fattigdomsemigranter, i stedet for som nu først at gøre det, når de er kommet til Europa. Blot skal man gøre sig klart, at lederen jo har altfor meget ret i de sidste to sætninger. Drømmen om et bedre liv vil naturligvis fortsætte, selv om man frasorterer disse emigranter i Afrika, og de vil derfor fortsat risikere livet for at komme til Europa. Og skal man knuse dette håb – og knuses skal det, hvis det ikke er Europa, der skal knuses under vægten af alle disse fremmede – så er man nødt til at sende alle de flygtninge, der kommer over havet, tilbage til asylkontorerne i Afrika. Det skriver Karin Dahl Hansen blot ikke noget om.

Men det var jo noget i den retning, der skulle gøres opmærksom på fra mediernes side.

Der er jo faktisk politikere, der foreslår én eller flere af de tre ting, hun nævner. Men så bid dog sådanne politikere i haserne og spørg dem, om de tror, at bådflygtningene kan standses ved at hjælpe de lande, de kommer fra, om, hvor lang tid der vil gå, inden en sådan løsning kan have nogen effekt, om, hvor mange millioner flygtninge, der er kommet over havet i mellemtiden.

Og hævder man fra en politikers side, at man bør flytte asylbehandlingen til et afrikansk land, så må man fra mediernes side først have klarhed over, hvorvidt det betyder, at bådflygtningene hver og én skal sendes tilbage til det Afrika, de kom fra og have deres sag behandlet dèr. Og vil politikeren ikke gå med til den foranstaltning, måske fordi den forekommer for barsk, så må man da fra medieside spørge videre, om politikeren virkelig tror, at det vil hjælpe nogetsomhelst med asylbehandling i Afrika. De rige flygtninge vil naturligvis gøre som de hele tiden har gjort: gå ombord i bådene, så de kan komme forrest i køen, og de fattige kan så, som noget nyt, få deres sag behandlet i Afrika.

Det samme må indvendes imod de politikere, der vil hjælpe flygtningene med lejre i nærområderne. De må afkræves et svar på, om de er villige til at føre de ankomne bådflygtninge tilbage til sådanne lejre. Ellers nytter det jo ikke noget.

Men Karin Dahl Hansen stiller ingen sådanne opfølgende spørgsmål. Måske fordi hun er lige så forvirret med hensyn til, hvad der skal gøres, som politikerne er, hvilket meget tyder på. Men så burde hun som minimum lade være med at kræve seriøsitet af dem. En sådan er hun jo ikke selv i stand til at levere.

Og se, her har vi altså tre eksempler på mennesker, der er forargede, alle med kristennavnet tilknyttet. Den ene stud. teol., den anden fra et kristeligt parti, den tredie fra et kristeligt dagblad. Så man må næsten tro, at det er deres kristne tro – eller mere nøjagtigt: deres kristelige etik – der får dem til at blive så utrolig forargede. Man må derfor spørge, om det er kristentroen, der sætter sådanne tanker om redning af bådflygtningene for enhver pris ind i verden.

Det er det ikke. Sådanne tanker skyldes den sædvanlige farisæiske fordrejning af kristendommen.

Man har dannet sig en meget fin lov, ikke en lov for, hvad man selv personligt skal gøre, men en lov for, hvad staten, ens folkevalgte myndigheder, skal gøre. Den lov vil man holde sig efterrettelig, uanset hvad den fører til. Så mener man, man kan smykke sig med farisæismens fjer: den gode fornemmelse af, at man har gjort det rigtige.

Og dette ”uanset hvad”, det lyder fromt, men er dog djævelsk. For det er netop det, man i kristen sammenhæng ikke må: se bort fra alle konsekvenserne.

Det kommer frem mange steder i Jesu forkyndelse. F.eks. i lignelsen om de betroede talenter, Matt 25,14-30. Det spidsfindige ved lignelsen er, at den Herre, der rejser bort, ikke giver nogen befaling til sine tjenere. Det er stik imod almindelig jødisk tankegang, for efter den kan ingen, heller ikke Gud, kræve noget af én, hvis der ikke først er givet en lov. Men her hedder det om herren, at han høster, hvor han ikke såede, og samler, hvor han ikke spredte. Det vil sige: Jesus afbilder Gud anderledes, end jøderne afbilder ham. Hvor jøderne vil sige til Gud på dommens dag: ”Se, jeg har gjort alt, hvad du i loven har krævet af mig”, dèr er Jesu Gud – mærkelig nok, vil vi måske sige – ikke tilfreds med en sådan holdning; han vil have, at vi skal tænke selv, ikke nøjes med de gerninger, der står optegnet i loven, men se på, hvad der i situationen er nødvendigt.

Det vil sige: det går ikke at komme med dette tilsyneladende fromme udsagn, at jeg holder budet om barmhjertighed ”uanset hvad”; det er jøderne eller farisæerne, der holder budene ”uanset hvad”. Men Jesus vil have os til at tænke selv, vil have os til selv at se de konsekvenser, vor gerning har.

Og når vi sådan går i gang med at tænke selv og ud fra vore erfaringer finde ud af, hvad der er det rette at gøre, så kan vi vel ikke overse den konsekvens af de mange redningsaktioner i Middelhavet og den efterfølgende hjemtagelse af de reddede til Europa, at den model lokker endnu flere til at forsøge sig med at komme til Europa over Middelhavet på synkefærdige både. Det vil sig: vi kan ikke undslå os ansvaret for kommende drukneulykker, når vi på den måde véd, at det er vor barmhjertighed, der har en dragende effekt på folk i Afrika. Og er så barmhjertigheden barmhjertig?

Hvis vi på baggrund af disse redningsaktioner vil komme frem på dommedagen og pege på alle dem, vi har reddet og taget op til Europa, ligner vi så ikke først og fremmest den tjener, der kommer til sin herre med den ene talent, han har fået betroet, afleverer den og siger: ”Se, her har du, hvad dit er!”? Kan gerne være, vi har følt det besværligt, kan gerne være, vi har ment, at vi virkelig har anstrengt os, ikke mindst for med vor forargede holdning at få vore landsmænd til at mene som vi og redde alle de ”stakkels” mennesker i bådene. Alligevel har vi ikke gjort, som lignelsen anbefaler os at gøre: vi har ikke tænkt selv, vi har ikke set på hele situationen, vi har ikke taget højde for de uheldige konsekvenser, vor tilsyneladende gode handling kan have.

Vi har ikke taget højde for de uheldige konsekvenser, handlingen kan have overfor den fremtidige flygtningetrafik, men vi har heller ikke taget højde for de uheldige konsekvenser, handlingen kan have overfor vort folks sammenhængskraft. Også det er jo noget, vi har ansvar for og skal tage hensyn til. Det ansvar kan ingen nok så from gerning fratage os. Men vi skal rigtignok tænke selv for at finde dette ansvar og tage det på os.

Jeg mener: Har vi ikke nok uroplagede områder i verden til, at vi skulle kunne indse det uheldige i at blande forskellige folkeslag eller religioner sammen i én pærevælling? Nordirland, Baskerlandet, Cypern, Fiji-øerne, Sydafrika, diverse lande i Afrika, alle disse lande er gamle kendinge, hvor folkeblandingsproblemet er blevet mere eller mindre tydeligt. Dertil kommer nu om stunder Irak, Syrien, Libyen, til en vis grad Egypten, hvor stammetilhørsforhold vægtes højere end solidaritet med nationen. Hvorfor tror vi, at vi her i Danmark eller i Europa som helhed skulle være bedre til at håndtere en situation med en blandet befolkning? Hvordan kan vi mene, at vi kan tillade os at sætte den møjsommeligt opbyggede nationale samhørighedsfølelse overstyr?

Ikke blot set fra en humanistisk synsvinkel, også kristelig set vil dette at tage bådflygtningene dybt seriøst bestå i at bruge den australske model, sende flygtningene tilbage, hvor de kom fra, og på den måde få råd og folkelig opbakning til at modtage flere FN-flygtninge.

Advertisements
Dette indlæg blev udgivet i Indvandringspolitik, Ny testamente og tagget , . Bogmærk permalinket.

2 svar til Balancegang

  1. Karen E. Hansen siger:

    Men også resten af Europa vakler under dilemmaet. Italienerne redder bådflygtningene op, undlader at registrere dem og lader dem fortsætte nordpå. Mange med kurs mod Sverige. Sverige er efter sigende tæt på at måtte give op. Boligsituationen kollapser vist først. Hvis Sverige ikke kan mere, fortsætter virkningen til nabolandene. Det er måske allerede for sent at indføre den australske model, og der er ikke samme muligheder for aftaler med lande, hvor asylsagerne kan afvises på neutral grund.
    Tror du selv, at “den australske model” er mulig i Europa?

  2. ricardtriis siger:

    @ Karen E. Hansen!
    Om den australske model er mulig i Europa? Selvfølgelig. Hvor der er vilje, er der vej. Men jeg gider ikke argumentere særlig meget for det, for det drejer sig først om at få skabt en vilje til ikke mere at være underlagt det enorme snyderi, der foregår på Middelhavet. Man kunne jo f.eks. ophæve den regel, der siger, at asylbehandlingen skal finde sted, så snart en migrant har sat sine fødder på europæisk jord. Og man kunne lade være med at sejle helt til Libyens kyst for at redde flygtningene. Og man kunne vel endelig også redde migranterne, men tvinge dem til at sejle tilbage til Libyen. Måske man endda kunne få den libyske kystvagt til at hjælpe sig. Tv2’s Rasmus Tantholdt havde nogle udsendelser fra denne kystvagt, som er altfor dårlig udstyret til at kunne gøre noget særligt for at forhindre bådflygtningene. Men lysten havde de da.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s