Holm, Holm, nu må De holde op!

Efter gårsdagens Deadline (den 13. juni) får man lyst til at skælde ud med kriminalassistent Jensens ord i mange af Olsen-bande-filmene: ”Holm, Holm, nu må De holde op!”

Det er dog ikke kriminalassistentens underassistent, ordene her gælder, men derimod biskop Kjeld Holm, og den eneste grund til, at de trods alt føles lidt upassende, er, at jeg plejer at sige ”du” til Kjeld Holm. Men altså, hvor bliver man dog træt af at høre diverse kirkelige personer klage over, at ”man” ikke gør noget mere ved flygtningekatastrofen i Middelhavet. Som om kristendommen har en særlig fin og ædel etik, der her som overalt kan lede os på ret vej.

Det var i hvert fald tydeligt, at det var grunden til, at Kjeld Holm var med i Deadline i aftes, omend kun fra studiet i Aarhus. Nynne Bjerre Christensen annoncerede, at man nu ville beskæftige sig med den etiske side af flygtningedebatten. Men de to første debattører, Henrik Jensen og Bjørn Bredal, fik ikke stukket etiske spørgsmål ud, men kun spørgsmål à la ”hvorfor kræver folk ikke, at disse problemer bliver debatteret af politikerne her op til valgkampen”. Først Kjeld Holm fik stillet det etiske spørgsmål, om det, der skete i Middelhavet, ikke var noget, der anfægtede hans kristelige sjæl.

I sit svar undlod han dog at komme ind på noget med sin kristelige sjæl, kun den humanistiske drog han frem. Og ud fra denne såkaldte humanisme fik han så givet politikerne tørt på, fordi de synes at konkurrere om at holde flygtningene ude af landet i stedet for at hjælpe dem.

Jeg skal i det følgende tage en tre-fire af hans argumenter frem og prøve at vise, hvordan de er naive i den forstand, at der er dele af virkeligheden, de ikke tager højde for. Eller, kan jeg sige, prøve at vise, at Kjeld Holm tilsyneladende ikke, som dog ellers mange af politikerne, bortset fra de radikale, har lært noget siden halvfemserne. Til sidst skal jeg så med et andet argument end det, jeg har brugt hidtil, vise, hvor hyklerisk Kjeld Holms og andres holdning er.

Først er der det med antallet af flygtninge. De to første debattører brugte en del tid på at påpege, hvordan problemet var enormt: vi stod overfor en ny epoke i verdenshistorien, en folkevandringstid uden sidestykke. Her var Kjeld Holm uenig. 15.000 mennesker, sagde han, skulle vi ikke kunne modtage dem og integrere dem hos os?

Og sandt nok, 15.000 individer lyder ikke af meget. Men vi kan nu for det første godt gange det med 2,4, for det er jo erfaringen, at disse ensomkommende mænd gerne vil have deres familie med til Danmark. Og synes man, at sådanne 30 – 40.000 heller ikke er så meget, så skal man jo tænke på, at antallet synes at være stigende. Og når man så tager i betragtning, at vi allerede i kraft af den indvandring, der har fundet sted, er nået op på 200 til 300.000 indvandrere, så begynder det vel trods alt at ligne noget, der kan minde om en folkevandring.

Så allerede overfor denne nedtoning af problemerne må man sige ”Holm, Holm, nu må De holde op!”

Dertil kommer, at man jo, når man taler om en folkevandring, går ud fra, at de flygtninge, der kommer, ikke er flygtninge, men indvandrere. Det vil sige – og det er man begyndt at gøre opmærksom på i debatten, dog har denne kendsgerning tilsyneladende ikke nået Kjeld Holms ører – at de vedtagelser, man træffer angående flygtningene, medfører nogle irreversible kendsgerninger. Alt andet kan man ændre på. Alle andre love fører vel til ændringer i samfundet – det er jo meningen med dem – men de fleste ændringer kan gøres om gennem nye vedtagelser i folketinget. Ikke sådan med flygtningene. Ikke blot, fordi vi er bundet af diverse konventioner, men også fordi vi er bundet af vor egen samvittighed: har en flygtningefamilie opfostret deres børn her i landet, vil vi aldrig kunne nænne at sende dem tilbage til det land, de kom fra.

Og når så Kjeld Holm stilles overfor Henrik Jensens bekymring: den nye folkevandringstid er først lige begyndt, bagatelliserer han også den betragtning med en udtalelse om, at vel gik romerriget rabundus i folkevandringstiden, men verden gik jo ikke under af den grund, og ikke sandt, så har man brug for kriminalassistent Jensens udskæld igen: ”Holm, Holm, nu må De holde op!” Tænk, at nogen kan være så kynisk, være så fuldstændig ligeglad med, om vort folk og dets særpræg går under, som romernes særpræg og kultur gjorde det! Tænk, at nogen kan sidde alle drab og voldtægter overhørig, som fulgte med, da romerne ikke længere formåede at forsvare deres grænser! Det var sandelig ikke nogen dans på roser, der fulgte romerriget til graven, hverken det vest- eller det østromerske rige.

Men man må vel formode, at sådan en kynisme skyldes mangel på historisk fantasi.

Så er der det med, at vi fremover får brug for arbejdskraft. Også det argument blev fremført af Kjeld Holm. Vi er en aldrende befolkning her i Europa, hed det, og vi har brug for unge, dygtige folk i den arbejdsdygtige alder. Arbejdsgiverne råber allerede nu på arbejdskraft, og skal vi få rigtig gang i opsvinget, må der flere hænder til. Altså, vi må have indvandring.

For det første er dette nu et politisk-økonomisk argument, ikke et etisk argument. Tværtimod vil man kunne komme med den etiske indvending imod det, om det nu også kan være etisk korrekt at lokke Mellemøstens og Afrikas læger, ingeniører og teknikere herop med bedre lønninger, hvis udviklingspotentialet i deres eget land først rigtig kan udnyttes, derved at de bliver hjemme. Og havde det nu været en normal politisk diskussion, så ville man måske kunne være nået frem til en sådan indvending og derved have gennemhullet Kjeld Holm som ”etisk ekspert”. Det skete ikke, for det var ikke en sådan rolle, Deadline-redaktionen havde tiltænkt Kjeld Holm. Men hvis det nu var rollen som etiker, han enten ville påtage sig eller havde fået givet af redaktionen, så burde han måske nok have holdt dette argument tilbage: for det er et rent klogskabsargument, det går på, hvad der vil være klogt og hvad der vil være mindre klogt for Danmark.

Dertil kommer imidlertid en klogskabsbetragtning af en helt anden karat. Kloden er godt på vej til at blive overbefolket. Det vil sige, at om føje år vil det være umuligt for økonomer nogetsteds på kloden at sige, som de siger hos os: ‘kun med et gunstigt forhold mellem folk i den arbejdsdygtige alder og folk på pension kan vi få vækst i økonomien’. Om ikke så lang tid vil man forhåbentlig være nødt til overalt at have med stagnerende befolkningstal at gøre. Og da stagnerende befolkningstal vil betyde et forhold mellem det arbejdende folk og de ikke arbejdende pensionister af samme størrelse som hos os, burde vi i stedet for at udskyde ”pinen” ved at indføre unge, friske kræfter fra Mellemøsten og Afrika, allerede nu vænne os til den ”ældrebyrde”, som alle lande vil blive påført, hvis befolkningstallet skal holdes i ro.

Der er dem, der vil gøre Europa og specielt Danmark til foregangsland, når det drejer sig om grøn vækst. Denne tanke vil gøre Europa til foregangsverdensdel, når det drejer sig om at få vækst trods stagnerende befolkningstal.

Endelig er den klogskabsbetragtning, som Kjeld Holm her kommer med, slet ikke særlig klog. Og det burde han vide, hvis han ellers har fulgt med i diskussionen. For det er forlængst påvist, at den nuværende indvandring er en underskudsforretning for Danmark. Det vil sige: der er ingen ”match” mellem den arbejdskraft, industrien efterspørger, og den arbejdskraft, der strømmer ind til os via Middelhavet, hvad angår kompetencer. Ligesom man med rette diskuterer, hvordan det kan være, at det ikke er vore arbejdsløse, men østeuropæere, der tager de mange job, der skabes i den danske økonomi, sådan må man se i øjnene, at det nok også vil blive dem, der vil besætte de job, som industrien vil kreere fremover, og ikke hverken indvandrere eller etniske danskere.

Endelig tager Kjeld Holm fejl, eller afslører sin uvidenhed, når han tilsyneladende mener, at den dårlige integration af flygtninge og indvandrere, vi hidtil har kunnet opvise, skyldes vor nedladende tone overfor indvandrere, skyldes, at vi ser flygtningene som problemer i stedet for som en berigelse, skyldes, at vi taler problemerne med integrationen ned i stedet for at tale dem op.

Ordet skaber, hvad det nævner, hævder han optimistisk, og hvis vi blot ville møde de nysankomne med den overbevisning, at der her kom nogen, der kunne og ville hjælpe os, så ville vi få integrationen til at lykkes. Altså: den manglende integration er vores skyld, vor fjendtlige holdning til indvandrerne medfører dårlig integration.

Også her må man, omend med en vis sorg i stemmen, udbryde: ”Holm, Holm, nu må De holde op!”

Dels må man henvise til de første år, da der kom flygtninge her til landet. Der var virkelig ingen grænser for den imødekommenhed, de mødte. Vi var virkelig i overordentlig høj grad hensynsfulde. Jeg husker stadig, at en politimester blev taget voldsomt i skole, fordi han tillod sig at gøre opmærksom på den kendsgerning, der allerede dengang var synlig: at indvandrerne var forholdsvis stærkt repræsenteret blandt de kriminelle. Uha, da, sikke en fyr! Kan han lige lære at holde sin mund med den slags nedværdigende kendsgerninger!

Vi andre har efterhånden fundet ud af, at det er ret ligegyldigt, hvad vi siger og ikke siger, hvordan tonen er eller ikke er. I Sverige, hvor de helt anderledes end herhjemme i deres debat skjuler alle indvandrernes gebrækkeligheder, har de nøjagtig de samme problemer med indvandrerne, som vi har. Så debatten betyder intet fra eller til i den henseende.

Men den kendsgerning er endnu ikke gået op for de radikale. Og altså heller ikke for den afgående Aarhus-biskop. Han er oven i købet i stand til, som den fromme mand, han er, at føje et salmevers til sin argumentation. Sproget, siger han, skaber, hvad det nævner. Og så kommer det dèr med at tale tingene op eller ned, at se indvandrerne som en ressource eller et problem, til at blive en måde at klare integrationen på. Helledusseda!

Det er Grundtvig, der siger noget om, at ordet skaber, hvad det nævner. Han siger i DDS nr 319 vers 3 om Jesu Kristi rige, at ”dets gåde er et Guddoms-ord/ som skaber, hvad det nævner”. Det er altså Guds ord, der skaber hvad det nævner, ikke et menneskeord. Og det skal vi såmænd være glade for.

Hvis vi så endda ville møde de fremmede med noget, der bare mindede om evangeliet, eller hvis vi mødte dem med stolthed over det samfund, vi har skabt, og lod ane, at vi betragtede det som et privilegium, endda måske et krævende privilegium at være med til at videredanne det, eller hvis vi turde være ved, at vi er dem, vi er, med de traditioner, vi har, med den kultur, der nu engang er vor, så måske, måske der ville være sket noget andet end det, der faktisk er sket.

For vi har jo mødt dem med en næsten selvudslettende betragtning af vor kultur og vor religion, vi har bredt tæpperne ud for dem, fordi vi har sat dem i bås som stakler, der kun kan klare sig i kraft af vor barmhjertighed, en barmhjertighed, som de da heldigvis også kan få – og er de så ikke glade for det? Og det har vist sig – men som sagt, det er ikke alle debattører, der har opdaget det – at der er opstået en symbiose mellem vores forståelse af indvandrerne som ofre og deres egen forståelse af sig selv som muslimer, mere værd end ikke-muslimer.

Jeg tror, jeg vil lade dette være det sidste udskæld: ”Holm, Holm, nu må De holde op!”

For nu skal vi igang med det, jeg lovede ville komme til sidst, nu skal vi til at se på, hvordan alle disse ”Gutmenschen” i grunden er nogle værre hyklere.

Hvordan vil jeg dog bære mig ad med at påvise det? De er da allesammen så fyldt af god vilje, at det halve kunne være nok!

Det vil jeg vise ved at spørge, hvorfor de ikke anbefaler, at Europa sætter nogle passagerfly ind mellem f.eks. Libyen og Europa. Gjorde man det, ville man undgå, at de stakkels flygtninge faldt i hænderne på smudsige menneskesmuglere, og man ville først og fremmest undgå de mange drukneulykker på Middelhavet. Og det er jo ikke mindst disse ulykker, der fremkalder deres store vilje til at gøre det gode. Flytransporter fra området, så er menneskesmuglerne elimineret, så er drukneulykker undgået.

Jeg véd ikke, hvad man ville svare på et sådant spørgsmål. Kjeld Holm blev ikke stillet overfor den problemstilling, så her må jeg holde igen med mit ”Holm, Holm, nu må De holde op!” Men andre, der er blevet spurgt, plejer at svare, at vi naturligvis ikke kan modtage alle verdens flygtninge i vort lille land. Og det er jo så sandt, som det er sagt. Man kan måske endda føje til, at Europa ikke kan huse dem alle, vi er jo en i forvejen ret tætbefolket verdensdel. Men så melder jo uvægerlig spørgsmålet sig, hvem der da ville skulle udvælges til at komme med på den foreslåede lufttransport. For naturligvis vil vi så selv skulle udvælge personerne.

Jeg kan tænke mig, at man vil vægre sig ved at skulle foretage en sådan udvælgelse. Vi er forpligtede til at hjælpe enhver, der dukker op på vort dørtrin, plejer man at sige, og flytter man nu dørtrinnet ned til et sted i Libyen, så kan man pludselig ikke mere overse den enorme forpligtelse, det vil give anledning til. Men udvælges skal der jo, så jeg gætter på, at man nok vil begynde udvælgelsen fra den fattige ende. Det lyder mest socialt. Så fra den ende tager vi en 100.000 pr år og transporterer dem til Europa.

Godt!

Men hvad så med de rige, der bliver tilbage? Tror man, at de bare vil finde sig i at blive afvist? Naturligvis ikke. Man kan være sikker på, at de vil forsøge sig med den velkendte metode med menneskesmuglere og fidusen med at spille skibbrudne på Middelhavet. De har jo pengene til det. Og det vil sige: Hvis man vil gøre det eneste logiske for at bremse flugten over havet, nemlig oprette nogle flyruter, så tvinges man for det første til at sortere i flygtningene, og for det andet til at tvinge de overfyldte både tilbage. Nøjagtig som australierne har gjort.

Så fremfor at tvinges til på den måde at sortere, lader man tingene gå deres nuværende skæve gang. Og så bliver man lidt irriteret på os andre, der siger, at man på den måde alligevel sorterer: nu er det blot de rige, der bliver foretrukket.

Og altså: da ingen af de føromtalte ”Gutmenschen” vil vove at foreslå sådanne flyruter oprettet, og iøvrigt ikke har tænkt længere end til diverse redningsaktioner, hvorigennem de kan pudse deres nydelige glorie, så er det, at jeg vover at sige: ‘føj for nogle hyklere!’

Og det er jo trods alt lidt værre end blot at sige: ”Holm, Holm, nu må De holde op!”

Advertisements
Dette indlæg blev udgivet i Islam og tagget , . Bogmærk permalinket.

2 svar til Holm, Holm, nu må De holde op!

  1. Pingback: Samaritanitis | ricardtriis

  2. Pingback: Toregimentelæren igen | ricardtriis

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s