Hvad med Wilders?

Man kan bebrejde vore medier temmelig meget i forbindelse med den nys overståede valgkamp. Det vil jeg dog her undlade at gøre. For her er der noget andet, jeg vil bebrejde dem.

Da det kom frem, at Geert Wilders skulle tale på folkemødet på Bornholm, faldt alle medier over det arme Trykkefrihedsselskab, som havde inviteret ham. Det var da for galt, at man havde inviteret denne islamhader. Det kan kun bidrage til at ødelægge folkemødet som det fredeligste sted i verden. Heldigvis stod Trykkefrihedsselskabet fast og undlod at aflyse nogetsomhelst. Og det hele blev afviklet i god ro og orden. Masser af politi, men ingen voldsepisoder.

Hvad imidlertid medierne overså i al deres forargelse over indbydelsen og over Geert Wilders’ synspunkter, var, at Trykkefrihedsselskabet havde inviteret Flemming Rose til at debattere med Wilders. Hvis medierne for alvor havde været imod Wilders’ synspunkter, hvad ville så have været mere naturligt end at høre, hvilken debat der kunne komme ud af det, når to så kompetente personer mødes?

Ikke ét medie var interesseret. Man går, stik imod al god og faglig journalistik, ind for at tie Wilders ihjel, ikke at modargumentere hans synspunkter. Derfor hørte vi ikke et levende pip fra denne diskussion, kun en omtale af sikkerhedsforanstaltningerne.

Men Flemming Rose havde modargumenterne i orden. I sin indledende tale fortalte han om to tilfælde, hvor Wilders og hans parti selv havde forsøgt at lukke munden på kritikerne. Og dernæst vendte han sig imod to Wilders-forslag: dels forslaget om at forbyde koranen, dels forslaget om at lukke alle moskéer.

Om det første sagde han, at koranen skal modargumenteres, ikke ties ihjel. Og han føjede til, at man under Anden Verdenskrig ikke havde noget besvær med at købe Mein Kampf i London, og at man midt under den kolde krig, hvor Vesten og Sovjetunionen stod skarpt overfor hinanden, stadig kunne læse Karl Marx og Lenin i Storbritanien. Hvorfor så forbyde koranen, selv om man må indrømme, at islam og Vesten står i en næsten krigslignende tilstand? Eller kunne man sige: hvorfor bruge islamiske metoder til at bekæmpe islam med?

Det fik ikke Wilders til at ændre standpunkt i sin tale. Det var forøvrigt en udmærket tale. Han sagde blandt andet, at islam har erklæret os krig, men vi har ikke erklæret dem krig. Og hvad indvendingerne angår, sagde han, at vi, hvis vi fulgte Roses råd, indenfor forholdsvis få år ville ende som undertrykte borgere i vore egne lande. For vi er i krig med islam. Og det store flertal af muslimerne er aldeles ikke på vor side i denne krig. De er tavse, ja, men undersøgelser viser, at de betragter selvmordsbombere som helte og i det hele taget går ind for meget mere voldsanvendelse, end godt er. Se snaphanen.dk.

Som man måske har lagt mærke til, går jeg her på bloggen ind for, at vi giver vore muslimske landsmænd al den frihed, vort samfund bare kan trække, men også modsiger dem på en række områder.

Punkt 1: Man husker måske balladen om den muslimske censor, der ikke ville give hånd til de kvindelige eksaminander. Dengang var mit råd, at man ikke skulle tvinge ham til at give hånd, men prøve at få ham til at forstå, hvor ødelæggende for eksamenssituationen det var, når han ikke ville følge normal skik og brug, se her.

Punkt 2: Det har altfor længe været en uskreven regel, at man ikke vendte sig imod islam her i landet. Hvis en præst ville forklare sin menighed eller sine konfirmander, at der er forskel på islam og kristendom, blev der set ned på ham. Og hvis nogen ville hævde, at kristendom er bedre end islam, blev det betragtet som en fjendtlighed imod muslimerne. Det hensyn er et misforstået hensyn. Muslimer er ikke gjort af glas. De går ikke i stykker, hvis deres religion bliver kritiseret. Tværtimod kan de måske opmuntres til at undersøge deres religion lidt nøjere ved en sådan modargumentation. Så at der i det offentlige rum kan forekomme kritik af islam, er naturligt, og det kan kun være sundt, at muslimer må affinde sig med det?

Punkt 3: Jeg foreslog for nogen tid siden, at vi skulle reagere på den hændelse, der fandt sted i Afghanistan, se her. En muslimsk horde angreb, ansporet af en imam, efter fredagsbønnen en FN-mission og dræbte 24 mennesker. Mit forslag til reaktion gik ud på, at vi kristne, dvs den officielle kirke, ved en højtidelighed udenfor domkirken i København, mindedes de dræbte og for hvert navn, der blev nævnt, kastede en koran på et til formålet antændt bål. De 24 blev nemlig dræbt, fordi en amerikansk præst havde foretaget en afbrænding af en koran. Og ved en sådan reaktion fra folkekirkens side ville vi klart sige, at der er den forskel på mennesker og koraner, at koraner er erstattelige, mennesker ikke. Og vi ville derigennem fremhæve det umenneskelige ved muslimernes handling. Dertil kommer, at det ville være en anderledes reaktion end den sædvanlige, hvor vi beder vore hjemlige muslimer tage afstand fra dette eller hint. Bedst ville det selvfølgelig være, hvis vi kunne få nogle muslimer til at deltage i seancen.

Punkt 4: Salman Rushdie sagde for nogen tid siden, at man før fatwaen mod De sataniske vers så udmærket kunne diskutere bogen, dens fordele og ulemper, om man ville anbefale den eller ej, men at hele situationen med ét slag forandrede sig, da der blev udstedt en mordopfordring på ham og dem, der solgte bogen. Så var der ikke længer tale om en god eller dårlig bog, så var der tale om et angreb på forfatteres ret til at skrive, hvad de ville. Dengang, i 1988, var der mange, der tænkte på at gå rundt med en badge, hvorpå der stod ”I am Rushdie”. Det blev vist ikke til noget, for man betragtede Khoumeinis handling som vanvittig og fuldstændig ekstraordinær. Og idag, hvor vi har set, at handlingen slet ikke var islamisk ekstraordinær, men snarere i overensstemmelse med islams gamle traditioner, vover vi ikke at gøre noget tilsvarende. Jo, vi vover ved en stor demonstration at gå rundt i Paris og sige ”Je suis Charlie”, men at offentliggøre de tegninger, der fremkaldte mordene, nej, det vover vi ikke. Naturligvis undskylder vi os med hensyntagen til muslimske følelser, men i virkeligheden er der tale om frygt.

Det er meget svært at komme i dialog med muslimer, hvis dialogen skal være andet og mere end hyggelig snik-snak. Dette kunne være måder, hvorpå vi kunne gøre dem klart, hvad vi anser for væsentligt og selvfølgeligt: Hvis vi hver gang der blev foretaget et muslimsk attentat mod Vesten, lod satiretegnere afbilde vor hån overfor den legitimering af vold, der ligger i i koranen, så kunne vi måske få de såkaldte moderate muslimer ud af busken, for så ville det være dem, der blev ansporet til at forsøge at overvise os (og deres voldelige trosfæller) om, at islam ikke er voldelig.

Det, der er galt med Wilders’ forbud mod koranen og mod moskéer, er, at han overser, at den eneste måde, hvorpå vi kan få fred i samfund, der indeholder en betragtelig minoritet af muslimer, er ved at vinde muslimernes ”minds and hearts”, er ved at få dem til at forstå, helt af sig selv, som en indre selvfølgelighed, at man ikke slår ihjel, fordi nogen er uenig i de værdier, man har fra sin religion.

Og vi må da her drage nytte af den erfaring, vi har gjort: at al vor hidtidige dialog ikke har ændret på det forhold, at unge muslimer stadig synes at blive radikaliserede. Ved vor eftergivenhed har vi hidtil kun bekræftet muslimerne i den formodning, de altid har haft: at de er en slags overmennesker, og at vi som de vantro, vi er, gør ret i at sige undskyld og rette os efter deres regler. Gør vi det ikke, er deres reaktion en dobbelt: dels en påstand om at være ofre, om at blive sat udenfor, og dels vold eller trusler om vold.

Altså: Vi skal ikke følge Wilders i hans forbudsvej overfor muslimerne. Det vil være at bruge muslimske midler. Vi skal i stedet bruge vore egne midler, gøre grin med, håne, modargumentere, bruge alle de ikke-voldelige metode, som vor kultur er fuld af. For det er jo selvmodsigende, hvis man fremhæver islam som fredens religion, men trods det truer med vold imod enhver forhånelse af Muhammed. Og en sådan selvmodsigelse fortjener at blive afsløret.

Jeg véd ikke, hvordan mødet mellem vor kultur og den muslimske kultur vil spænde af i det lange løb. Men jeg véd, at hvis vi fortsætter som nu, vil også ghettodannelserne fortsætte, muslimers herrefolksmentalitet fortsætte, muslimers fornærmethed fortsætte og muslimers voldstrusler og voldsudøvelse fortsætte. Om de indenfor deres religions rammer kan nå frem til at opfatte os ikke-muslimer som ligeværdige mennesker, som man ikke sådan går hen og truer med vold, det véd jeg ikke. Men jeg véd, at hvis vi ikke gør dem kraftigt opmærksom på, at de ikke er mere værd end os, og at vor hensyntagen til deres særheder udelukkende skyldes vor tolerance overfor anderledes religioner og ikke har noget med nogen underlegenhedsfølelse at gøre, så vil deres overlegenhedsfølelse kun vokse endnu mere. Og så vinder vi aldrig deres ”hjerter og sind”.

Om vi vinder dem med de tiltag, jeg her har foreslået, er i skrivende stund uvist. For vi har ikke prøvet dem, og det varer givetvis lang tid, før vi vil prøve dem. Men hvis vi fortsætter med stakle muslimerne og altid give os selv skylden, så vinder vi dem åbenbart heller ikke.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Islam og tagget . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s