Sigøjnertale

Der er ét billede – et skident billede, om jeg så må sige – som jeg ikke kan få ud af hovedet, efter at Kathrine Lilleør i forleden dags Deadline (den 20-6) fik det anbragt derinde. Det kom frem, fordi Nynne Bjerre Christensen direkte efterspurgte det; hun havde læst det på Lilleørs blog i Berlingske. Og nu bagefter måtte jeg så nødvendigvis ind på denne blog for at se, hvad det var, Lilleør skrev. Der stod:

Forleden stod en mand på hovedet ned i kirkens skraldespande. Tre meter derfra, sad folk uanfægtede i hvide skjorter på kirkens trappesten og nød deres Emmery-kaffe. Vi inviterede manden ind i kirken. Beskidt og sulten, som han var. Men svær at hjælpe. For han er roma. Og romaerne er ikke velkomne mange steder. Ikke på alle herberg. Han fik en trøje fra vores tøjlager, men manglede bukser. Vi lovede at købe nogle til ham, som han kunne hente et par dage senere. Da han kom og hentede bukserne, var han meget taknemlig. Men det gjorde alligevel et vist indtryk, at han efter mad, kaffe og afsked, gik direkte ud på kirkens græsplæne, besørgede og tørrede sig med hånden, som han derpå gned ren i sine nye bukser. Jeg er netop flyttet til København, så jeg vidste ikke, hvad alle andre åbenbart ved: at det er et stort problem med al den afføring, der stammer fra mennesker, der ligger rundt på byens torve, parker og fortove. Dyrisk adfærd. Kort sagt. Ikke overraskende, for det er, hvad fattigdom reducerer mennesker til. (Se her).

Lilleør tolker den handling, at han skider på græsplænen, som udslag af fattigdom. Det tror jeg ikke på. Og det skyldes ikke blot, at jeg (heldigvis) bor i en forholdsvis renholdt provinsby, hvor det ikke er menneske- men hundelorte, vi skal prøve at undgå at træde i på vore fortove. Det skyldes også, at det forekommer mig usandsynligt, at fattigdom fører svinskhed med sig, eller at det at være fattig nødvendigvis fører med sig, at man blæser på al blufærdighed.

Eller jeg kan sige, at billedet bliver siddende i hovedet på mig, fordi jeg ikke kan tolke det som andet end udtryk for foragt. Man viser sin foragt ved at vise sin blottede bagdel mod den, man foragter. Og gør man ydermere det, at man lader denne bagdel udføre det arbejde, den nu engang er sat i verden for, så er det det samme som at sige til os danskere: ”Jeg skider på jer!”

Og endelig skyldes min manglende tro på Lilleørs forklaring, at jeg for nogen tid siden læste lidt af den svenske etnolog Karl-Olov Arnstberg om romaerne og dengang blev grebet af en fornemmelse af, at det syn på romaerne eller sigøjnerne, som han lagde frem, dels var videnskabeligt korrekt, og dels var meget anderledes end det syn, de fleste vesterlændinge umiddelbart har.

Arnstberg begynder med at skildre den klichéartige forståelse, de fleste mennesker har af romaerne:

Klichéen ser sådan ud: vi svenskere har i kraft af vor egen velstand skyld overfor romaerne, både i Sverige og i Europa. Det er uretfærdigt, at vi skal have det så godt, når nu romaerne har det så dårligt. — På én eller anden måde må vi derfor hjælpe dem til et bedre liv. Alle mennesker er jo lige meget værd! — Romaernes misére kan ikke blive ved, den må løses. Romaerne skal ikke være nødt til at have det så dårligt, at de er tvinges til at tigge. (Se her).

Dette ”forståelsesfilter” er dybt racistisk, siger så Arnstberg. Jo, for det opfatter romaerne som ofre, og os andre som undertrykkere. Vi er oppe, vi er de sejrende, romaerne er nede, de er taberne; vi er bedre, de er dårligere. Hvis ikke denne tankemodel er racistisk, så véd jeg ikke, hvad den er, siger Arnstberg, og tilføjer:

Man må føje til, at billedet blandt romaerne er spejlvendt. De betragter sig selv som overlegne og smarte, mens ”gadjo” (ikke-sigøjnere) er dumme, godtroende og lette at narre. Om man nu skal granske det svenske godhedsdogme, kan man begynde med spørgsmålet om tiggeriet. Svaret er, at der ikke findes nogen forbindelse mellem fattigdom og tiggeri, men at tiggeri er en absolut nødløsning. Krig skaber tiggere. Hungersnød skaber tiggere. Epidemier skaber tiggere. Familietragedier skaber tiggere. Den, der tigger, er havnet i en situation, hvor man gør hvad som helst for at overleve. Prisen er høj: man mister menneskelig værdighed. Men lad mig sige det én gang til: fattigdom skaber ikke tiggere. Det kan man let blive klar over ved at løfte blikket og undersøge, hvordan fattiges liv rundt om i verden fungérer. Derfor: romaer tigger ikke, fordi de er fattige. Ud fra vore kriterier for velfærd og eksistensminimum lever de i en permanent elendighed, men det er ikke det samme som en akut nødsituation, i hvert fald ikke for romaer som folk. Hvis det forholdt sig sådan, så ville de også tigge fra hinanden. Det gør de ikke, lige så lidt som vi etniske svenskere gør det.

Det var dog besynderligt: Romaerne betragter sig selv som overlegne, fordi det jo er dem, der snyder os, ikke os, der snyder dem. Arnstberg fortsætter:

For at forstå romaernes gadetiggeri må man gøre sig klart, at det sker over en skarp etnisk grænse. Romaer opfatter sig ikke som underlegne eller dårligere end ”gadjo”. De er stolte over deres evne til at overleve, hvor vanskelig situationen end er. I deres selvforståelse findes det billede, at en roma kan man ligefrem slæbe ned i en ørken, og han vil overleve. Som forsker finder jeg deres selvbillede troværdigt. Romaer er overlevelseskunstnere og langt bedre rustede til at klare vanskelige forhold end tilsvarende ”velfærdsfordærvede” gennemsnitssvenskere.

Hvad så? Det forholder sig jo sådan, siger Arnstberg, at romaerne ikke vil integreres i de europæiske samfund, at de for alt i verden vil beholde deres egen kultur. Skal man så give dem noget, når de tigger?

Den, som vil bidrage til, at romaerne fortsætter med at leve i elendighed, lad ham give af sine småslanter. Det hjælper ikke romaerne, men man kan måske komme til at føle sig som et godt menneske. Hvis romaerne ville forbedre deres situation, hvis de absolut ikke kunne holde ud at leve i denne elendighed, så ville de gøre noget ved det. Det har andre folkegrupper gjort. EU er ingen forsørgelsesindretning, og Europa har ingen forsørgelsesforpligtelse overfor de måske 15 mill romaer som findes her. Firs procent af romaner har intet lønarbejde. Hvis det skyldes, at romaerne er uuddannede og derfor ikke får noget arbejde, så skulle de jo begynde at uddanne sig. Det er deres ansvar, ingen andres. Hvis det skyldes, at de ikke bryder sig om at tage et arbejde hos gadjo, fordi det placerer dem i en ufri og underlegen situation (det er nemlig, hvad de fleste romaer mener), så burde de vel forandre indstilling. Hvis de vil forbedre deres rygte, så skulle de vel omdesigne deres nuværende parasitære forsørgelsesniche. Når jeg skriver ”parasitær”, ligger der ikke nogen moralsk stillingtagen deri, kun en saglig-økonomisk konstatering.

I en anmeldelse af Arnstbergs bog fra 1998 Svenskar och zigenare skriver Lars-Gunnar Liljestrand:

Romaerne skaber en modkultur mod den svenske kultur, mod gadjo (svenskerne), for de vil absolut ikke integrere sig og derved miste deres kultur. Det får til følge, at rom-samfundet egentlig ikke accepterer, at dets medlemmer går i gadjo’s skoler og indlemmes i arbejdslivet. Den, som gør det, risikerer at blive stødt ud af romaernes fællesskab. Det er helt acceptabelt at modtage bidrag til en vis tidsbegrænset uddannelse, tilskud til tidsbegrænset ansættelse, osv., men kun som en måde at opnå forsørgelse på.

Man må vist give Arnstberg ret i, at romaernes kultur er overmåde stærk. Den har kunnet holde til at leve i Europa som en snyltestørrelse fra omkring år 1200 og til nu. Og den vil nok overleve vor tids mange integrationsforsøg også. Desværre.

Til sidst kun to ting:

Jeg har i min forholdsvis korte undersøgelse af Arnstbergs forskning ikke kunnet finde ud af, om dette at besørge på gader og stræder hører med til romaernes kultur. Fra sitet avpixlat.se har jeg kunnet erfare, at der i Sverige som følge af, at tiggeri er tilladt, hver sommer dukker mange bivuak-lignende roma-lejre op, og at de altid efterlader et værre svineri, hvor afføring og affald flyder overalt, og det overlades til svenskerne at rydde op. Og ligeledes, at mange offentlige pladser, under broer og viadukter, befolkes af romaer, som – også de – sviner til den store guldmedalje med både det ene og det andet.

Men jeg har ikke andre steder truffet på en tilsvarende provokativ brug af afføring, som den, Lilleør beretter om. Blot vil jeg altså tolke hændelsen som en provokation, ikke som et udtryk for fattigdom.

Den anden ting er, at det forhold, at romaerne har eksisteret med denne parasitære kultur igennem mange hundrede år her midt i Europa og har formået at bevare denne særprægede identitet imod både forfølgelser og velmente integrationsforsøg, vel næsten uundgåeligt får os til at kaste blikket på en anden minoritetsgruppe, nemlig muslimerne. De har jo i deres kultur en lignende tilbøjelighed til betragte sig selv som de overlegne og os andre som de underlegne og til af den grund at vægre sig ved at tilegne sig vores kultur.

Vi må sandelig håbe, at de fællestræk med romaerne, som en sådan forholdsvis overfladisk betragtning lader os se, virkelig skyldes den overfladiske betragning og ikke, at det forholder sig sådan i virkeligheden.

For én igennem otte hundrede år uintegrérbar gruppe må vel være nok. Eller: ligefrem at indføre endnu en uintegrérbar gruppe ville jo være noget af det allerdummeste, vi kunne gøre.

Men er det måske netop det, vi er i færd med?

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Samfundsforhold og tagget . Bogmærk permalinket.

3 svar til Sigøjnertale

  1. Pingback: Et kristent land? | ricardtriis

  2. Pingback: Disse uintegrérbare muslimer! | ricardtriis

  3. Pingback: Ak, denne godtroende uforstand! | ricardtriis

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s