Løgn eller letsindig sprogbrug

Man må ikke lyve. Og man må da specielt ikke lyve i pressen. Pressens ord når ud til store befolkningsgrupper, og derfor er sandhedskravet strengere for den end for den almindelige borger.

Ikke desto mindre er netop pressen eller medierne stærkt præget af en ret letsindig omgang med sproget. For nu at sige det pænt. Man drejer ordene, man kniber lidt på dem her, udvider dem lidt dèr, og så mener man nok, man kan være sit sprog bekendt.

Men det er jo ikke et spørgsmål om, hvorvidt den enkelte kan være sin sprogbrug bekendt. Det er et spørgsmål om, hvad en unøjagtig eller bevidst fordrejet sprogbrug kan føre med sig. Og det er ikke småting.

Men lad os først se på den direkte løgn. Den mener vi jo er sjælden hos os. Og med en vis ret. Men den findes dog.

Jeg havde i sin tid et indlæg her på bloggen om den daværende afghanske udenrigsminister Rangin Dadfar Spanta. Han havde i sin omtale af Muhammed-tegningerne fra 2005 talt om ”killer-words” og ”killer-pictures”, se her. Jeg brugte indlægget til at harcellere lidt over, at Clement Kjersgaard overhovedet ikke i et interview med ham prøvede at få ham til at uddybe, hvordan ord eller tegninger kan dræbe. For at ord kan dræbe er nyt for mig og sikkert også for Kjersgaard. Men han var ikke nysgerrig på det punkt.

Lidt tidligere havde jeg et indlæg, hvor jeg angreb den syriske stormufti for i sin tale i Europaparlamentet at stille Geert Wilders til ansvar for de følgevirkninger i den muslimske verden, hans film Fitna kunne få, se her. Det var i 2008.

Begge udtalelser er fremsat af muslimer, og de kan ud fra denne iagttagelse i nogen grad undskyldes. For muslimer tænker anderledes end vi; hvor vi tænker individuelt, tænker de kollektivt. Og man kan måske sige, at ligesom de betragter mandens kønsdrift som ustyrlig på individuelt niveau, den skal styres gennem samfundsordninger, kønsadskillelse, krav til kvinder om tildækning, osv., sådan betragter de også muslimers aggressioner, hvis nogen fornærmer Muhammed, som ustyrlige, de skal styres derved, at man afholder sig fra udtalelser eller tegninger, der kan ophidse de muslimske masser. En sådan betragtning kan i nogen grad undskylde både den afghanske udenrigsminister og den syriske stormufti.

Men det er måske ret farligt at undskylde denne letsindige omgang med sandheden. For det har vist sig, at denne tankegang har bredt sig langt ind i de vestlige mediers rækker. Det har vist sig, at mange vesterlændinge efterhånden er af den opfattelse, at det oprørende ved terrorhandlinger ikke er de bestialske handlinger i sig selv, men de udtalelser eller de tegninger fra vesterlændinges side, der bruges som undskyldning for terroren. Og så har den letsindige omgang med sandheden fordrejet diskussionen.

Dog har jeg hele tiden været overbevist om, at i hvert fald vestlige medier ville holde deres sti ren, ville undlade at sige noget forblommet om, at ord slår ihjel, eller at tegninger er livsfarlige. Det har jeg troet, alle ville indse var for langt ude.

Og hvad må så mit øje skue i dagens Information (den 27-6 2015)! Her har Gwynne Dyer kommenteret Geert Wilders fremvisning af Muhammed-tegningerne fra tegningskonkurrencen i Texas for nogen tid siden, se her. Wilders benyttede sig af en paragraf i den hollandske Tv-lov, der giver et parti ret til at fremvise, hvad de vil, på Tv, uden nogen form for censur. Det brugte Wilders til at fremvise de tegninger, der var indkommet til Texas-konkurrencen. Det beskriver Dyer ret troværdigt. Men minsandten, derefter skriver manden direkte:

Geert Wilders er en gennemført kynisk politiker, der ikke går af vejen for at få slået andre mennesker ihjel, hvis det kan han fremme hans politiske dagsorden. Disse andre kan være muslimer, kristne, ateister – det er ganske underordnet, så længe han kan maksimere sin eksponering.

Han havde først forsøgt sig med at kalde Wilders et stykke menneskeligt affald. Men det mente han, at de andre politisk korrekte ikke ville tillade. Så greb han til ovenstående udtalelse.

Påstanden er ikke blot en letsindig omgang med sproget. Den er en direkte og bevidst løgn. Og han har ikke nogen undskyldning om, at han er muslim og derfor præget af muslimsk tankegang. Han er canadier, født 1943 og lever som uafhængig journalist.

Dyer vender op og ned på det hele. Wilders slår ikke andre mennesker ihjel, han må tværtimod leve under konstant politibeskyttelse, fordi mange muslimer ønsker at slå ham ihjel. Og én ting er nu, at Dyer formodentlig ikke har nogen medlidenhed med Wilders, fordi han ikke mere kan leve et normalt liv som vi andre – han vil nok sige, at det er han selv ude om – noget andet er sådan direkte at beskylde ham for at ville slå andre mennesker ihjel. Sandt er, at vi alle véd, at muslimer føler sig krænkede, hvis nogen afbilder profeten Muhammed eller gør nar af ham. Og sandt er også, at vi véd, at mange muslimer føler sig så krænkede, at de ikke viger tilbage fra at slå tegnere eller forfattere ihjel, hvis de mener, de har sagt eller tegnet noget krænkende om profeten. Men er det ikke også sandt, at vi i Vesten forventer, at enhver, der vil leve i vore samfund, ikke slår andre ihjel, selv ikke, hvis de provokeres eller føler sig krænkede? Er det ikke også sandt, at muslimer ved deres trusler vil tvinge os ikke-muslimer til at overholde deres forskrifter for god opførsel?

Altså: det er muslimerne, der vil slå nogen ihjel. Og hvor meget de end siger, de er provokerede, hvor stærkt de end påstår, de er krænkede, det er dem og dem alene, der har ansvaret, hvis de slår ihjel. Dette, at et menneske véd, hvordan muslimerne vil reagere på tegninger af Muhammed, gør det muligt at anklage ham for manglende hensyntagen til muslimske følelser, men det gør det ikke muligt at anklage ham for mord eller opfordring til mord.

Det er det sidste, Dyer prøver på. Blot er hans anstrengelser forgæves. Også her indvikler han sig i løgn.

Han begynder lidt småt med en positiv omtale af den vestlige religionsfrihed:

Bare fordi ens følelser kan blive såret, kan man ikke kræve særbehandling.

Det lyder jo meget tilforladeligt. Men pas på! Han er én af dem, der siger ”ytringsfrihed – men!” Han fortsætter:

Derimod kan man forvente ikke at blive gjort til selektiv skydeskive for had alene på grund af ens særlige religiøse overbevisning. Man har ret til beskyttelse mod retorik, der bevidst sætter lighedstegn imellem uskyldige troende og terrorister (hvilket Wilders rutinemæssigt gør). Ligesom man helt sikkert har ret til beskyttelse mod at blive udsat for voldstilskyndelser.

Man kan ikke kræve særbehandling, nej. Men det er ikke nok for Dyer. Han vil have indført hate-speech regler. Og ham generer det åbenbart ikke, at det, hvis hans formuleringer af hate-speech reglerne er gældende, vil være fuldstændig umuligt at kritisere islam. Al islamkritik vil jo kunne påstås at være udtryk for had.

Med næste sætning går han videre. Nu hævder han, at Wilders rutinemæssigt sætter lighedstegn mellem uskyldigt troende og terrorister. Det kan han næsten kun sige imod bedre vidende. Man skal ikke høre på Wilders ret længe, før man bliver klar over, at han skelner skarpt mellem den enkelte muslim og islam. Gang på gang gør han opmærksom på, at det er islam, ikke muslimen, han opponerer imod.

Men læg så mærke til Dyers klimaks: ”Ligesom man helt sikkert har ret til beskyttelse mod at blive udsat for voldstilskyndelser”. ”Helt sikkert”, siger han. Det betyder, at han er temmelig usikker på, om det nu også forholder sig sådan. Det forstår man godt. For her i Vesten forholder det sig sådan, at uanset hvor mange voldstilskyndelser, du udsættes for, om du udfører vold, er skylden din og ikke andres. Det véd selvfølgelig Dyer. Men han søger at tilfile sine ord, så hans anklage mod Wilders kan bibeholdes. Hvad den selvfølgelig ikke kan.

Opfordring til vold er strafbart. Og når Dyer ændrer ordet til ”voldstilskyndelser”, så mener han at kunne få Wilders’ fremvisning af Texas-konkurrencens Muhammed-tegninger på hollandsk Tv til, når det nu ikke direkte kan siges at være en opfordring til vold, så i det mindste at være en tilskyndelse til vold.

Forgæves, naturligvis. Det er ikke Wilders, der tilskynder til vold, selv om han fremviser aldrig så mange Muhammed-tegninger. Det er ikke ham, der gør vold til en uafvendelig konsekvens af tegningsfremvisning. Det er muslimer.

Og det besynderlige er, at hvis man nu lader hans tanker og forestillinger om muslimer synke lidt ned i sindet, så dukker kolonitidens vestlige overherrementalitet op som en uundgåelig konsekvens. Dengang så man ned på de uciviliserede mennesker i kolonierne. De var ikke rigtige mennesker, man kunne ikke regne med dem, man kunne ikke give dem ansvar for noget. Det samme gør sig gældende nu som en uundgåelig konklusion ud fra Dyers overvejelser her. At de reagerer med vold, hvis de føler sig krænkede, det er der virkelig ikke noget at gøre ved, højst kan man som oplyst vesterlænding lære at tage hensyn til det.

I de underudviklede samfund i kolonier var menneskene som børn; der ville gå lang tid, før de kunne nå op på vores stade, mente man dengang. Det samme mener tilsyneladende Dyer. Vi, de ansvarlige vesterlændinge, bør behandle muslimer med omtanke, for de er som børn, der reagerer umiddelbart og uden at tænke sig synderligt om.

Men selvfølgelig ser han ikke selv sådanne forudsætninger for de tanker, han fremsætter. Ok nej, han vil bare være så god, så god imod de stakkels muslimer, der bliver udsat for et sådant had fra os uforstående vesterlændinge. At han udsætter dem for noget langt mere nedværdigende end had, det ser han ikke.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Etik og tagget . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s