Definitionsmagten

Faktisk taler de fleste om ”definitionsretten”. Men sagen er, at ingen har ret til at definere, hvad sprogbrugen skal være; det er noget, der vokser frem af sig selv. Men sagen er videre, at ganske mange mener, at netop de har ret til at definere sprogbrugen; og disse ganske mange bruger altså deres magt til at definere ordenes betydning. De kan ikke vente, til sprogbrugen har lejret sig, eller rettere: de vil ikke vente, til sprogbrugen er vokset frem af sig selv, men arbejder, så vidt det står til dem, for at deres falske sprogbrug vinder frem.

Vi taler f.eks. om ”bådflygtningene” på Middelhavet. Det har vi gjort, siden de første sådanne flygtninge blev taget op af forbisejlende skibe ud for Vietnams kyst. Amerikanerne havde forladt Sydvietnam og havde ikke kunnet medtage deres mange forbundsfæller blandt vietnameserne. De måtte blive tilbage og måtte finde sig i at blive betragtet som forrædere. Det ville de – forståeligt nok – helst undgå og derfor anbragte de sig på synkefærdige både ude i skibsruten for at kunne agere skibbrudne og blive taget op af fragtskibe fra Vesten. Det blev de, også selv om der var lidt snyd med i spillet. For de var jo ikke ægte skibbrudne, de havde selv bragt sig i en situation, hvor de kunne anses for skibbrudne.

Og siden er denne idé blevet udbredt til andre tider og andre verdensdele. Og den forkerte sprogbrug er fulgt med. Man taler stadig uanset hvad om ”skibbrudne” og ”flygtninge”. En uhellig alliance mellem medierne, der er ude efter saftige historier, og nutidens menneskesmuglere, der vil finde smuthuller i systemet til deres ”kunder”, har gjort, at den falske sprogbrug er blevet holdt vedlige.

Og læg mærke til det: Så stærk er denne alliance, at hvis nogen giver sig til at så tvivl om, hvorvidt disse mennesker nu også er skibbrudne eller virkelig er flygtninge, så anklages han for kynisme, for manglende empati og den slags. Og det sker, uden at man ulejliger sig med at undersøge det rimelige i hans argumentation.

Ordet ”skibbruden” har man endnu ikke hørt nogen tage op til debat, om det nu også er skibbrudne, der ankommer i stort tal, om de nu mon ikke i virkeligheden er falske skibbrudne. Men den falske brug af ordet ”flygtning” er ved at blive gennemskuet. Der er dem, der er begyndt at omtale den kendsgerning, at en stor del af ”bådflygtningene” stammer fra Senegal, et land, der er ét af de mest velfungerende lande syd for Sahara, og dertil et land med en vis økonomisk udvikling. Og – siger man så – når det er det land, de kommer fra, kan de da ikke være flygtninge og slet ikke være personligt forfulgt, sådan som konventionen kræver det.

Andre har spurgt, om man ikke skifter status, når man krydser en grænse, om altså ikke en syrer, der ankommer til en flygtningelejr i Jordan, fra det øjeblik, han krydser grænsen, ikke mere er flygtning. Rejser han videre fra Jordan, bør han altså betragtes som migrant, ikke som flygtning.

Det hænder også, at de mange ”snøfthistorier”, som medierne viderebringer, afslører, hvorfra de interview’ede ”flygtninge” kommer, hvor de har efterladt deres kone og børn, hvor meget de har måttet betale for at komme hertil. Sædvanligvis er det overdrysset med erklæringer fra den pågældende om, hvor gerne han vil i arbejde her i landet, og hvor meget han ærer Danmark. Men for det trænede øje afslører den falske sprogbrug sig. Blot ærgerligt, at der er så få trænede øjne.

Men alt i alt er det da udmærket med den slags små pip, man må håbe, de kan vokse sig større med tiden, så de ikke bliver kvalt af det store kor af velmenende mennesker, der så gerne vil gøre en god gerning, især når den kan gøres uden ulempe for dem selv.

Måske man også skulle være opmærksom på den glidning i betydningen af ordet ”menneskerettighed”, der har fundet sted. En ”menneskerettighed” var i gamle dage – dvs. i tiden umiddelbart efter Anden Verdenskrig – en rettighed, man havde overfor sin egen regering. Når en regering tilsluttede sig menneskerettighedserklæringen, lovede den dermed at behandle sine borgere på en bestemt måde. Der var visse ting, man ikke måtte gøre, f.eks. måtte man ikke udsætte borgerne for tortur, og der var andre ting, som man var mere eller mindre forpligtede til. Men hele tiden var det forholdet mellem borger og stat, man havde i tankerne.

Det har ændret sig.

Når FN nu kan sige, at det er imod bådflygtningenes menneskerettigheder, når australierne behandler deres asylansøgning på åbent hav, hvor de ikke har adgang til advokathjælp, så går man ud fra som en selvfølge, at en stat af menneskerettighedserklæringen ikke blot tildeles pligter overfor sine egne borgere, men også får pligter overfor mennesker, den tilfældigt kommer i berøring med. Her i Europa har vi udvidet flygtninges rettigheder i den grad, så disse mennesker har ret til at få deres sag behandlet i Europa, så snart de sætter foden på europæisk jord. Og når diverse europæiske flådefartøjer regnes med til begrebet ”europæisk jord”, kan man pludselig forstå, hvorfor flygtninge udbryder i jubelråb, når de overføres fra f.eks. et dansk fragtskib til et italiensk kystvagtfartøj: nu gælder deres rettigheder.

Og bevares, man kan da så nogenlunde forstå, at menneskerettighedsbegrebet nok i nogen grad har kunnet tåle denne udvidelse af rettighedshaverne i hvert fald, så længe antallet var lille. Men nu, hvor antallet vokser ud over alle grænser, kan man så uden videre pålægge diverse stater at overholde både de menneskerettigheder, der skal overholdes over for deres egen befolkning, og de rettigheder, som diverse migranter gør krav på? Det må siges at rumme et problem.

Og i hvert fald: Den fidus med falske skibbrudne og falske flygtninge, som menneskesmuglerne har opdaget i forhold til Europa, den kommer i fremtiden til at udgøre en større og større dør eller rettere port til Europas herligheder. Når Afrikas befolkning vokser så eksplosivt, som tilfældet er, når Europa betragtes som et land, der flyder med mælk og honning, når der viser sig en mulighed for at snyde sig ind i verdensdelen, så vil den mulighed blive udnyttet fuldt ud.

Det betyder, at tiden er knap. Vi skal ikke forvente, at flygtningestrømmen tager af af sig selv. Men døren eller porten lukkes heller ikke af sig selv. En forudsætning for, at den kan lukkes, er, at vi afslører de falske begreber, får retvendt sproget, og altså undlader at opfatte enhver migrant som en flygtning.

Men én ting mere!

Da Danmark i slutningen af Anden Verdenskrig modtog cirka 250.000 flygtninge, kom de ind i landet uden vore myndigheders godkendelse, for disse myndigheder var sat ud af kraft den 29. august 1943. Cirka 200.000 af disse flygtninge var tyskere. Den 24. juli 1945 fik vi besked om, at vi skulle beholde disse tyskere foreløbig. Vi gjorde det ved disse tyskere, at vi internerede dem i store lejre bag pigtråd og bevogtning, mens de ikke-tyske flygtninge fik lov til at tage arbejde og bevæge sig frit rundt i befolkningen.

Hvorfor denne forskelsbehandling?

Fordi vi under ingen omstændigheder ønskede at få det tyske mindretal i Danmark gjort større. Vi havde set, hvordan det var gået med Tjekkoslovakiet, hvor Vestmagterne i 1938 var gået med til at lade det tyske mindretals område kommer ind under Hitler-Tyskland. Det ville vi ikke under nogen omstændigheder risikere. Derfor sagde vi hårdt og brutalt: De tyske flygtninge er flygtninge, ikke indvandrere, og vi vil ikke på nogen måde finde os i, at de bliver blandet op med den danske befolkning. Så de måtte pænt affinde sig med at være indespærret helt frem til slutningen af 1948 for nogens vedkommende.

Vi gjorde, hvad vi kunne, for at få de allierede magter til at tage imod flygtningene i Tyskland. Men de var ikke meget for det. I maj 1948, hvor der endnu var omkring 60.000 tyske flygtninge i de danske forlægninger, henvendte den danske ambassadør i Washington, Henrik Kaufmann, sig til amerikanerne med anmodning til dem om at modtage flere flygtninge, men meldte tilbage til København, at han sådan set godt forstod amerikanernes uvilje mod at tage flere flygtninge, for de kom jo ikke fra deres zone, men fra de tidligere østområder, derfor måtte de høre til i den sovjetiske zone.

Men den danske regering anlagde en anden synsvinkel. Danskerne havde hidtil ladet sig koste rundt i manegen af de allierede besættelsesmagter. Så den ene, så den anden undskyldning blev brugt for ikke at tage imod de tyske statsborgere, der sad i internering i Danmark. Og danskerne havde snart opbrugt arsenalet af argumenter. Men ikke helt. For Gustav Rasmussen, den danske udenrigsminister, mente, at tiden nu var inde til at bringe et rent retligt argument i spil. Jeg har skrevet om det på min internetside om de tyske flygtninge her. Men det er i denne forbindelse relevant at se et lidt større uddrag af Gustav Rasmussens brev til Henrik Kaufmann:

Jeg beklager meget det afvisende Standpunkt, som i denne Sag indtages af den amerikanske Regering. Vanskelighederne ved at modtage Flygtningene kender vi, og vi forstaar dem fuldt ud, men der skulde dog være en vis Styrke i, at Retten er paa vor Side. Man synes undertiden at se bort fra, at vi har et folkeretligt Krav paa, at Tyskland modtager de tyske Statsborgere. Jeg beder Dig fremdeles sætte al Din Indflydelse ind paa at bevæge den amerikanske Regering til at anlægge et mere forstaaende Syn paa vore berettigede Ønsker, og jeg vil henstille, om Tiden ikke maatte være inde til at inddrage de rent retlige Synspunkter i Forhandlingerne. At de Stormagter, som holder Tyskland besat, ikke kan blive enige om, hvorledes de skal fordele de tyske Flygtninge mellem sig, er deres og ikke vor Sag. Det givne er, at Tyskland har Pligt til at modtage Tyskerne.

Vi har retten på vor side, skriver Gustav Rasmussen. Disse mennesker er kommet ind i vort land imod folkeretten, for ethvert land har ret til suverænt at bestemme, hvem det vil modtage og hvem ikke. De er her stadig imod folkeretten. Godt nok formulerer Gustav Rasmussen den folkeretlige tese som en pligt for Tyskland til at tage imod sine statsborgere, men det er jo ret tydeligt, at det er det omvendte forhold, han er interesseret i, nemlig vor ret til at komme af med dem. Specielt det, han siger om uenigheden mellem besættelsesmagterne, at det er noget, de må afklare, ikke noget, der kan rokke ved danskernes ret til at sende flygtningene hjem, er af betydning. Hidtil er vi af besættelsesmagterne blev tvunget til at rende fra Herodes til Pilatus for at få i det mindste nogle af flygtningene retur. Vi har ageret bydreng for besættelsesmagterne, båret den enes begrundelse over til den anden og søgt at gøre vor egen indflydelse gældende undervejs. Og vi har fundet os i det, dels fordi vi jo er et lille land, og dels fordi vi efter krigen formelig svømmede over af taknemlighed mod vore befriere og mod den skæbne, der standsede de blodige krigshandlinger lige udenfor vor dør. Men nu, i 1948, må det vel være på sin plads at pege på vor ret til selv at bestemme, hvem vi vil have indendørs i vort land.

Man havde dengang ikke fantasi til at forestille sig, at menneskerettighederne kunne overtrumfe det enkelte lands ”folkerettighed” til selv at bestemme, hvem der skal indvandre. Men i dag er denne ret truet. Ikke så meget af den ret, vi ved en godkendelse af en FN-konvention har givet de statsløse til at få statsborgerskab på lempeligere vilkår end andre, langt mere af den menneskeret, vi har indrømmet enhver, der sætter sin fod på vor jord, retten til at få sin sag bedømt af vore myndigheder. Og endnu mere af den falske sprogbrug, vi anvender om migranterne på Middelhavet. Blot man går med til at spille skibbruden, kan man få sin sag behandlet i Europa. Og selv om man ikke får sin asylansøgning anerkendt, kan man uden stort besvær forblive i Europa som illegal flygtning. (Ja, det kalder vi disse mennesker; at de er illegale, er sandt nok, men flygtninge, nej, de er lykkeriddere).

Det er muligt, at den store, brede masse af Europas befolkninger er ved at vende sig imod den falske sprogbrug. Men det går utrolig langsomt. For langt de fleste medier er befolket med mennesker, der anerkender de falske udtryk, så det går op ad bakke for sandheden. Problemet er, om vi når det, inden vor verdensdel er ødelagt af de mange migranter.

Advertisements
Dette indlæg blev udgivet i Samfundsforhold og tagget , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s