Natan og Muhammed

I det gamle testamente forekommer der en profet ved navn Natan. Han har ikke ret meget at skulle have sagt, men det, han får sagt, er til gengæld væsentligt. Han findes i beretningen om David og Batseba fra 2 Sam 11,1-12,15. Denne beretning handler om, at David tilfældigt fra sit hustag fik set Batseba tage bad, sendte bud efter hende og havde samleje med hende. Hun var imidlertid gift med Urias, og han var soldat og derfor ikke hjemme. Så da hun meldte David, at hun var blevet gravid, kom han lidt i klemme. Da Urias kom hjem på orlov, prøvede han at få ham til at sove sammen med Batseba, men det var dengang noget, en ægte soldat ikke gjorde, sålænge han var under kommando. Så den gik ikke. Så var det, han fik den djævelske idé, at bede sin hærfører om at sætte Urias på en uriaspost. Og denne gang lykkedes hans onde anslag: Urias blev dræbt, og David tog Batseba til hustru.

Men, hedder det så i beretningen: ”Det, David havde gjort, var ond i Herrens øjne”. Så fortsætter det gamle testamente:

Da sendte Herren Natan til David, og han kom til ham og sagde: »Der var to mænd i samme by; den ene var rig, den anden fattig. v2 Den rige havde får og køer i mængde, v3 den fattige havde kun et eneste lille lam, som han havde købt. Han tog sig godt af det, det voksede sig stort hjemme hos ham og børnene. Det spiste af hans brød, det drak af hans bæger, og det lå i hans skød, som om det var hans datter. v4 En dag fik den rige besøg, men han nænnede ikke at tage af sine egne får eller okser og tilberede det til den vejfarende, der var kommet til ham. Så tog han den fattige mands lam og tilberedte det til manden, der var kommet.«

v5 Davids vrede flammede voldsomt op mod den mand, og han sagde til Natan: »Så sandt Herren lever: Den mand, der gør sådan, skal dø, v6 og lammet skal han erstatte firedobbelt, fordi han har handlet så hjerteløst!« v7 Da sagde Natan til David: »Du er manden! Dette siger Herren, Israels Gud: Jeg salvede dig til konge over Israel, og jeg reddede dig fra Saul. v8 Jeg gav dig din herres hus og lagde din herres hustruer i din favn, og jeg gav dig Israels hus og Judas hus. Og skulle det ikke være nok, havde jeg gerne givet dig langt mere.

Det væsentlige ord, Natan får sagt, er dette ”Du er manden”. Derved forvandler han David fra en dommer til en dømt. Derved tvinger han David til at se på sig selv og sin handling udefra. Derigennem får han David til at udsige dommen over sig selv, for den dom, han vil dømme andre med, den bliver han selv dømt med, jf. Jesu ord i Matt 7,1ff.

Det er værd at lægge mærke til, at Guds tale, som Natan gengiver, ligger i forlængelse af det, David nok allerede på det tidspunkt har forstået. Gud taler igennem den gyldne regel: hvad I vil, at andre skal gøre mod jer, det skal I gøre mod dem (Matt 7,12). Og den gyldne regel viser os noget, vi kan forstå. Flammer du op af forargelse over den rige mands brutale handlemåde, må du også flamme op af forargelse over din egen handlemåde. Det er logik. Og Gud lægger sig i slipstrømmen af denne logik.

Anderledes i islam!

Her er det ved en bestemt lejlighed ikke en andens handlinger, der skal bedømmes, men profetens egne handlinger. Og her er den gyldne regel ikke i funktion, det kommer den forøvrigt aldrig indenfor islam.

Det er fortællingen om Muhammeds ægteskab med Zainab, der her påkalder sig interesse.

Zainab var oprindelig gift med Zaid, Muhammeds adoptivsøn. Man kan læse om det på wikipedia, se her. Det siges, at hun var imod at skulle giftes med Zaid, men at hun bøjede sig, da Muhammed fik en åbenbaring, sura 33,36, sålydende:

Når Gud og Hans udsending har truffet beslutning om en sag, tilkommer det ingen troende mand eller kvinde at vælge frit i deres sag. Den, der trodser Gud og Hans udsending, befinder sig i åbenlys vildfarelse.

Gud og hans udsending”, det er unægtelig en stor mundfuld at gabe over, når man dog kun er et almindeligt menneske. Men bevares, Muhammed regner jo heller ikke sig selv for et almindeligt menneske, men netop for Guds udsending. Og det er klart, når det er ingen ringere end Gud selv, der taler, så må man bøje sig. Hvad Zainab så også gjorde.

Men om det så aldrig så meget var Gud, der her havde talt, hun kom ikke til at elske sin mand, Zaid; ægteskabet blev ikke lykkeligt. Så man må vel sige, at det er en lidt afmægtig Gud, denne almægtige Allah, som kun kan give befaling til samliv, men ikke formår at skabe kærlighed.

Så fortæller en senere historiker, al-Tabari (839-923), at Muhammed en dag besøgte ægteparret. Zaid var imidlertid ikke hjemme, så det var hans kone, Zainab, der tog imod. Og al-Tabari fortæller nu, at der skete det heldige/uheldige, at et vindpust blæste teltdøren til side, så Muhammed fik et glimt af den skønne Zainab, før hun havde fået sig klædt anstændigt på. Og så drog Muhammed af sted igen.

Da Zaid kom tilbage, fortalte Zainab ham, hvad der var sket. Han gik til Muhammed og foreslog, at han lod sig skille fra Zainab, så Muhammed kunne gifte sig med hende. Zainab må jo i så fald have lagt mærke til, hvilket indtryk hun gjorde på Muhammed. Men det ville Muhammed ikke høre tale om. Blandt andet, fordi det ikke lod sig gøre efter reglerne. Det var forbudt at tage sin adoptivsøns kone til ægte.

Men her viste det sig så, at Allah så sandelig nok kunne klare paragrafferne for sin udsending – eller at Muhammed er knaldgod til at få sig selv og andre overbevist om, at han er Allahs udsending (det ikke-ønskede overstreges). Muhammed fik en åbenbaring, den, der er anbragt lige efter det før citerede vers, altså i sura 33,37. Dèr står der:

Og da du sagde til ham, som Gud havde vist nåde, og som du havde vist nåde: “Behold din hustru, og frygt Gud!” og holdt skjult hos dig selv, hvad Gud ville vise åbent, idet du frygtede folk, skønt du snarere burde have frygtet Gud. Da så Zayd havde besluttet sig med hensyn til hende, lod Vi dig tage hende til hustru. For der skal ikke skal være noget til hinder for, at de troende ægter hustruer af deres adoptivsønner, når disse har besluttet sig med hensyn til dem. Guds befaling bliver udført.

Man skal som overalt i koranen være klar over, at det er Allah, der taler. Og her taler han til Muhammed og bebrejder ham, at han holdt det skjult hos sig selv, som Gud ville vise åbent. Hvis det skal dreje sig om begivenheden med Zainab, kan det vist kun betyde, at han bebrejdede Muhammed, at han i første omgang sagde nej til Zaids tilbud om skilsmisse med ordene ”behold din hustru og frygt Gud!” Det var forkert, får han nu at vide, for Gud havde besluttet gennem hans ægteskab med sin adoptivsøns kone at vise, at den slags fremover skal være tilladt.

Det må også nævnes, at mange muslimske lærde vender sig skarpt imod al-Tabaris beretning. Og indrømmet, det lyder ikke særligt kønt i moderne menneskers øren, at Muhammed ligefrem skulle være blevet grebet af begær ved at se Zainab i en lidt prekær situation. Det kan man sandelig ikke tænke sig om Guds udsending, mener man vist. Men dels kunne altså al-Tabari faktisk tænke sig det om Guds udsending, dels må man givetvis tænke sig, at hans beretning er bygget op omkring koranstedet. Han har prøvet at finde en forklaring på de mærkelige ord om, hvad Muhammed holdt skjult hos sig selv og hvad Gud ville vise åbent. Og dèr træder altså Muhammeds begær ind som forklaring. Det var ingen ringere end Gud, der vakte dette begær i ham, og han gjorde det, fordi han ville ændre reglen om forbud mod ægteskab med en adoptivsøns kone. Tingene går nogenlunde op.

Lad os nu sammenligne de to historier!

Først kan vi lægge mærke til, at kvinden i begge fortællinger er passiv. Godt nok har Kaj Munk i sin gendigtning af Batseba-historien, skuespillet De Udvalgte, ladet Batseba være den udfarende, og godt nok har visse haditter indenfor islam haft travlt med at fundére over, om mon ikke Zainab har haft Muhammed i kikkerten, helt fra før hun blev gift med Zaid, men det er vist blot forsøg på at ”redde” historien, fordi man finder det uheldigt, at den store Muhammed skulle være så påvirkelig af en kvindes ynder. Men som fortællingerne står uden moderne tilføjelser, følger de nøje det datidige kvindesyn, hvor kvinden var den passive, ja, næsten kun en handelsvare.

Men ellers er der jo forskelle nok. Først og fremmest vel den, at profetens gerning er en helt forskellig i de to fortællinger. I det gamle testamente er profetens gerning ikke at fortælle mennesker, hvad de må og ikke må, men at anklage dem, hvis de har grebet fejl. Profeten er Jahves øjne, der ser det onde, menneskene laver, og anklager dem for det. Hvad der er ondt og hvad der er godt, det ligger derimod fast, for det véd mennesket godt ud fra den naturlige lov eller ud fra den gyldne regel.

I koranen, derimod, er profetens opgave at videregive Allahs bud om, hvad der er tilladt og hvad ikke. Menneskets fejl er ikke blot den, at det gør det onde, det er også den, at det overhovedet ikke véd, hvad det gode og det onde er. Det må derfor Allah åbenbare for dem. De kan ikke selv gætte sig frem til det. De kan ikke ved nok så megen omtanke finde ud af det.

Mennesket har derfor kun det at gøre, fuldstændig blindt at adlyde profeten. Hvis han befaler noget, man er uenig i, f.eks. at man skal gifte sig med den og den, så skal man ikke gøre vrøvl, man skal blot adlyde. Det er, hvad sura 33,36 forklarer.

I næste omgang må man imidlertid indrømme, at der findes ganske tilsvarende tanker i det gamle testamente. De har dannet baggrund for jødedommens forestillinger om Sinai-åbenbaringen som en åbenbaring, der ligesom koran-åbenbaringen skal fortælle menneskene, hvad der er godt og hvad der er ondt.

Men i fortællingen om David og Batseba behøver menneskene ikke en sådan åbenbaring. At David har handlet forkert, kan enhver, der hører fortællingen, forstå. Det er lige så let at forstå, som at den rige mand i Natans fortælling har handlet forkert. Blot har vi jo erfaret, ligesom David, at det ofte er svært at se, hvad der er rigtigt og forkert, når man selv er den, der har handlet forkert.

Og det er disse tanker, Jesus har bygget på. Han kom ikke for at fortælle os, hvad der var det rigtige og hvad der var det forkerte. Det forudsatte han bekendt. Men han kom for at give os frimodighed i de forhold, vi står i, så vi umiddelbart gør det rigtige.

Imidlertid må man gøre opmærksom på, at forestillingen om den naturlige lov er næsten uudryddelig. Det ligger i livet selv, at noget er godt og noget andet ondt. Når moderne muslimske lærde søger at nedtone Muhammeds begær, gør de det netop ud fra en sådan forestilling om fra den naturlige lov om, at det ikke er så godt at lade sig gribe af begær. De har altså i sig, ganske uafhængig af den koranske åbenbaring, en fornemmelse af, at der er noget her i livet, der ikke er så godt. Og dermed har de også en fornemmelse af, at koranens påbud af og til vender sig imod det, vi mennesker finder naturligt og ret.

Det har jo også kristne kunnet fortælle dem fra tid til anden. Og blandt andet, fordi dette er en mulighed, er det såmænd klogt nok af dem at forbyde kristne at missionere blandt muslimer, for deres religion tåler ikke modsigelse. Det har vi en fortælling om fra 800-tallets Cordoba. Præsten Eulogius har skrevet en lang beretning om en række kristne, der blev henrettet af de muslimske myndigheder. Én af dem var præst i Cordoba. Han hed Perfectus. Han lod sig lokke af nogle muslimer til at fortælle noget om, hvordan de kristne så på Muhammed. De lovede ham, at de ikke ville anklage ham, selv om han fortalte dem nogle for dem ubehagelige ting om deres profet. Dog brød de deres løfte og anklagede ham, og han blev senere henrettet.

Men det er ganske interessant, at én af de ting, Perfectus anklagede Muhammed for, netop var begivenheden her. Eulogius lader ham sige:

For hvordan skulle det menneske regnes for en profet, eller hvordan skulle han undgå at straffes med den himmelske forbandelse, han, som forblændet af en barbarisk ret tog Zainab, sin slægtning Zaids hustru, som sin pryd, ligesom hingst og hoppe, i hvilke der ikke er forstand, og knyttede sig sammen med hende på skøgemanér, og hævdede, at det var bestemt efter en engels befaling? (Se her).

Forøvrigt véd Eulogius også at berette om en anden lærd mand, Speraindeo, som omtalte nogle muslimske trossætninger og imødegik dem. Én af dem omtalte han sådan:

I det kommende liv skal alle vi der jublende er knyttet samme i denne tidsalder føres bort til paradis; for dèr vil der af Gud gives os smukke kvinder, prægtige ud over menneskets natur, forberedt for os til vor lyst. (Se her).

Denne muslimske trossætning modsagde han således:

Svar: På ingen måde vil I opnå salighedens stadium, hvis begge køn hengiver sig til udøvelse af lystens flod. Dette vil ikke være et paradis, men et bordel og et obskønt sted, eftersom Herren, da farisæerne udspurgte ham om, hvem der i opstandelsen skulle have den kvinde til hustru, som havde haft syv brødre til mand, for efter moseloven at hjælpe sin næste til afkom, svarede: »I er på vildspor, for I kender hverken Skrifterne eller Guds magt. v30 I opstandelsen hverken gifter man sig eller giftes bort, men er som engle i himlen”. (Matt 22,29f) (Se her).

Men dette er mere beregnet på at skulle bruges til at fastholde de kristne i deres tro end på at skulle bruges imod muslimerne. For muslimerne talte arabisk, de kristne talte romanisk og skrev på latin. Så udover, at det var forbundet med dødsstraf at missionere blandt muslimer, var det også af sproglige grunde vanskeligt for de kristne at udbrede deres tro til muslimerne.

Men som sagt: Episoden med Zainab har været kendt og har fra gammel tid været brugt imod muslimerne. For os, der ikke tror på koranen som Guds skinbarlige ord, er den et udtryk for, at Aisha, Muhammeds yndlingshustru, havde ret, da hun, vist i anledning af denne begivenhed, sagde: ”Allah har travlt med at gøre dig tilpas!”

Advertisements
Dette indlæg blev udgivet i Islam versus kristendom og tagget , . Bogmærk permalinket.

4 svar til Natan og Muhammed

  1. Pingback: Damascus contra Cordoba | ricardtriis

  2. Pingback: Betagelse | ricardtriis

  3. Pingback: Skellet mellem ord og handling | ricardtriis

  4. Pingback: Anti-kommunikation | ricardtriis

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s