Glem ikke Ludendorff

Den tidligere økonomiske overvismand, Christen Sørensen, har udgivet en meget aktuel bog, med den noget bastante titel ”Den græske krise – og Tysklands korsfæstelse af Europa”.

Den skal her have et par kritiske ord med på vejen, baseret på to anmeldelser, én i Information, og én i Politiken, og på en kronik fra 2013 af Christen Sørensen i Politiken.

Den påstand, der ses i titlen: at Tyskland ligefrem korsfæster Europa, gentages ifølge Information i teksten, hvor Christen Sørensen er så fræk, at han ligeud skriver, at ”Tyskland må ikke for tredje gang sønderrive Europa”. Det er en aldeles uvidenskabelig påstand, udenfor al historisk normalviden. Om det nu også lige var Tyskland, der havde skylden for Første Verdenskrig, lad det være uvist, det er vist også noget, Christen Sørensen selv lader være uvist, men at Tyskland var den, der påbegyndte Anden Verdenskrig, derom er der ingen tvivl. Og sandt nok, det var med sønderrivende følger for Europa. Men at sammenligne disse følger med det, der eventuelt kan ske, hvis Tyskland fastholder besparelsespolitikken og ikke slår ind på den af Christen Sørensen anbefalede ekspansive finanspolitik, det er vanvid. Et pænere ord kan jeg ikke finde.

Og det er ganske mærkeligt, at netop han kommer med så kategoriske vendinger.

Han har i kronikken fra 2013 på udmærket vis skildret sin modstand mod Euro-projektet i sin tid, fordi det efter hans mening var for tidligt med en sådan økonomisk sammensmeltning uden en tilsvarende politisk sammensmeltning. Solidariteten mellem landene skal være så stærk, at kriser ikke kan ødelægge muligheden for at opretholde en fælles valuta. Og ak, han har jo fået altfor meget ret i disse skeptiske synspunkter.

Noget af det, han slår på i sin bog, er sammenligningen mellem Tysklands krigsskadeerstatninger efter Første Verdenskrig og kravene til Grækenland nu. Begge dele er økonomisk galimatias, hævder han. I Tyskland førte disse krav i forbindelse med krisen i 1929 til fremvæksten af nazismen, i Grækenland har det også ført til, at ekstreme partier har fået magt.

Og jeg vil da i nogen grad give ham ret. Man kan ikke klippe hårene af en skaldet. Vil man have hår, må man vente, til noget er vokset ud. Udlagt: man kan ikke forlange af et land, der dårlig nok har til sig selv, at det skal betale til andre. Man er nødt til at vente, til der kommer så megen gang i hjulene, at der bliver noget til overs til andre.

Men så vidt det kan ses af de to anmeldelser og af hans kronik glemmer han en vigtig detalje. Når det var Tyskland, der skulle betale krigsskadeserstatninger, skyldtes det, at krigens enorme ødelæggelser havde fundet sted på fransk og belgisk jord, ikke på tysk jord. Om det så var for stor en erstatning, man krævede, om der var hævntanker inde i billedet, javist, det er muligt. Men helt uden rimelighed er erstatningskravet nu ikke.

Og noget andet glemmer han også. Han glemmer Ludendorff. Denne tyske general, der havde set sig nødsaget til at slutte våbenhvile i 1918, kunne ikke bære at have tabt. Han opfandt derfor den såkaldte ”dolkestødslegende”: at det var de socialdemokratiske politikere i Berlin, der havde gennemtrumfet våbenhvilen bag om ryggen på de militære ledere. Det var en stor løgn; det var faktisk hæren selv, der havde indset, at yderligere kamp var nyttesløs. Men mange tyskere hoppede på den. De kunne nok heller ikke tåle at have lidt nederlag. Og den propaganda, der udgik fra denne løgn imod sejrherrerne og imod Versailles-traktaten, var medvirkende til den store sociale uro i Tyskland.

Det samme ser vi nu i tilfældet Grækenland. Den græske premierminister, Tsipras, har været ganske dygtig til det, man har kaldt ”brinkmanship”, det vil sige: til den leg, der går ud på, at den, der blinker først, har tabt. Fra han kom til magten i Athen i januar og indtil nu har han formået at få den ene udskydelse efter den anden i stand fra sine kreditorer og fra de andre euro-lande mod at love reformer, reformer, som han dog ikke gennemførte. Han har spillet højt spil, idet han har håbet på, at de andre lande til syvende og sidst ikke ville acceptere, at Grækenland gik ud af euroen. Han har oven i købet flirtet med Rusland, som om det var en mulighed at finde penge dèr. Overfor denne utroværdighed har hans modparter udvist en engleagtig tålmodighed, som åbenbart kun har medvirket til at give ham endnu mere blod på tanden i det spegede spil.

Oven i det har han sagt ét til dem, han forhandlede med i Bruxelles, noget andet til offentligheden i Grækenland. Det har senest ført til, at kommissionens formand, Juncker, har udtalt sig på en for ham usædvanlig udiplomatisk måde. Det er tydeligt, at han føler sig ført bag lyset af Tsipras. Så – Ludendorffs forsøg på at løbe fra ansvaret med en løgn synes at gentage sig.

Lad os håbe, at Grækenland træder ud af euroen! Man kan godt sige, eventuelt med Christen Sørensen, at det da også er så synd for grækerne, vi må da hjælpe dem, og hvad, det er jo ikke så stor en økonomi, det skulle vi vel nok kunne få råd til. Men hvordan sikrer man sig, at man ikke står med de samme problemer om et halvt eller et helt år? Et gammelt ord siger, at man ikke skal kaste gode penge efter dårlige penge. Og noget tyder på, at de penge, man hidtil har eftergivet Grækenland, ikke har hjulpet på deres situation. Ikke fordi grækerne er onde, men fordi de har et elendigt politisk system, bl.a. en altfor stor offentlig sektor, hvormed den siddende regering kan forgylde sine tilhængere. Det gjorde Pasok og Nyt Demokrati tidligere, det gør Syriza nu. De græske økonomer, som Christen Sørensen besøgte i 2013, mente, at kun kræfter udefra kunne hjælpe landet op af dette politiske morads. Det har nu vist sig at være forkert. Forståeligt nok! For hvem bryder sig om at få diktater fra andre lande om, hvordan man skal indrette sig? Grækerne siger selv, at de er et stolt folk. Nuvel, lad dem så vise det i praksis! Lad dem få deres egen valuta, så de selv kommer til at bære følgerne af deres egne handlinger!

Hidtil har de forsøgt, godt presset udefra, at gennemføre en intern devaluering. Christen Sørensen gør i sin kronik opmærksom på det uheldige ved en sådan:

Dvs. hvis der relativt hurtigt skal ske en produktionsopretning via en forbedret konkurrenceevne, er det derfor nødvendigt med direkte lønfald, især i den offentlige sektor i Grækenland, hvor lønniveauet er skævvredet opad i forhold til den private sektor af den klientpolitik, som de store græske partier har ansvaret for.

Og den politik – som økonomer betegner som en intern devaluering – er meget smertefuld, idet mange har udgifter, der ligger fast, selv om lønnen falder.

Det samme har jeg gjort opmærksom på her. Og når sådanne to sværvægtere siger det, skal det jo nok være rigtigt.

Se eventuelt en kort og klar gennemgang af Grækenlands problemer i Den korte Avis her.

Advertisements
Dette indlæg blev udgivet i Samfundsforhold og tagget , . Bogmærk permalinket.

Et svar til Glem ikke Ludendorff

  1. Pingback: Morgenthau-planen | ricardtriis

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s