Luther og Origenes

Jeg vil i dette indlæg beskæftige mig med to artikler om den aarhusianske teologiprofessor Anders-Christian Jacobsen. Han er ekspert i den oldkirkelige græske kirkefader Origenes (185-254). Og jeg betvivler ikke, at han er en udmærket ekspert på det område. Men jeg vil prøve at vise, at han er det, man i gamle dage kaldte en ”fagidiot”, dvs., han lukker sig om sit eget emne og har kun blik for det.

Det er en farlig ting i teologien. Alle teologer må formodes at være i det mindste i nogen grad all-round-teologer, altså at have i hvert fald nogen forståelse af de andre teologiske fag end dem, han lige er specialist i. Det synes Jacobsen ikke at have. Og så bliver det noget forfærdeligt vrøvl, det, han siger. Eller – hvis mange gribes af det – det bliver en farlig sag for kirken, en teologisk blindgyde, der leder på afveje.

Den første artikel er fra 2011, se her. Den har den urovækkende overskrift: ”Teologi opstod, da Bibelen blev volapyk”. Ifølge den mener Jacobsen, at man til at begynde med forstod bibelen direkte. Men efterhånden som tiden gik, blev det vanskeligere og vanskeligere at have et direkte forhold til de bibelske tekster, og mange intellektuelle vendte sig derfor bort fra kirken.

Det blev der rettet op på af Origenes. Han var selv stærkt præget af tidens tankegang og derfor også anfægtet af de bibelske beretninger, han ikke fik til at stemme overens med tidsånden. Derfor fortolkede han historierne, så de gav mening for ham. Og, hævder Jacobsen, derved gjorde han bibelen ”langtidsholdbar”. Og han gjorde det gennem fortolkninger. Disse kristne filosoffer, herunder altså Origenes, gjorde bibelen up-to-date:

De lagde noget nyt til, som tog afsæt i det gamle. Og sådan opstod den tradition for at fortolke Biblen, den tradition vi i dag kender som ‘teologi’.

Det er her, vrøvlet kommer ind. For enhver, der læser en tekst, fortolker den. Det gjorde de første, der hørte de evangeliske beretninger i lige så høj grad som de kristne, der levede på Origenes’ tid. Så det nye, Origenes bragte, var ikke, at han begyndte at fortolke, det var, at han lod sin egen og sin tids livsforståelse erstatte den bibelske. Anders-Christian Jacobsen fortæller:

De dannede græske kristne havde svært ved at se det fornuftige i, at kroppen blev levende igen. De syntes, det var ulækkert. Men så begyndte de at tænke over historien og fortolke den. Og de kom frem til, at historien ikke skulle forstås direkte. De fortolkede sig frem til, at det ikke var en kødelig krop, der genopstod, men en åndelig krop. På den måde fik historien om genopstandelsen så at sige nyt liv. I stedet for at kaste historien og resten af kristendommen på møddingen, fordi den virkede gammeldags, fortolkede filosofferne den, så troværdigheden blev genoprettet.

På Origenes’ tid så man et stort skel mellem legemligt og åndeligt. Oven i købet betragtede man – i modsætning til nutiden – det åndelige som det egentlige. Dette skel har forfulgt kirken op igennem mange århundreder. Men at skelne på den måde mellem åndeligt og legemligt er noget for den græske verden specielt; det kendes ikke i det gamle testamente. Og kristendommen bygger i verdensforståelse på det gamle testamente og ikke på de græske tanker.

Jeg skal ikke bebrejde den tids kirkefolk, at de på den måde overførte de kristne tanker og begreber til den græske tænkemåde. Det har muligvis været nødvendig for kristendommens overlevelse. Men jeg mener nok, man kan bebrejde en nutidsforsker, at han betragter denne forandring i kristendomsopfattelsen som noget, vi kan tage ved lære af i dag.

Forvirringen øges i det følgende. Anders-Christian Jacobsen mener, at det lutherske oprør bestod i, at kirken havde tvunget de kristne til at holde sig til forskrifter, der hørte fortolkningerne og ikke bibelen til.

Derfor skulle den lutherske teologi alene tage udgangspunkt i Biblen. Skabelsesberetningen blev til en beretning om en fuldkommen urtid, der var engang, eller en fuldkommen fremtid, der skulle komme. En tid hvor mennesket var eller blev så fuldkomment, at det kunne opholde sig hos Gud. At de kristne filosoffer på den måde – via fortolkninger – pustede liv i Biblen og gjorde den langtidsholdbar er ny viden. »Det er nyt – særligt inden for luthersk teologi – at se på, hvad fortolkninger er, og hvad det har af betydning for en tekst, at den bliver tolket.« »Skal man tage traditionel luthersk teologi på ordet, skulle vi alene at læse det, der står i Biblen, og ikke beskæftige os med fortolkninger,« siger Anders-Christian Jacobsen.

Igen: Vi kan ikke læse det, der står i bibelen uden samtidig at fortolke det. Vel mener Luther, at han har en rigtigere og mere ægte fortolkning af bibelen end hans modstandere, men det skyldes, at han bruger bedre metoder end dem, metoder, der har sin rod i den gryende humanistiske forskning, der opstod i Italien i 1400-tallet og førtes videre i Tyskland af både Luther og Erasmus af Rotterdam. F.eks. vendte Luther sig imod en på den tid almindelig udlægning af Peters hebraiske tilnavn ‘Kefas’ (jf. Joh 1,42). Man har troet, det havde med det græske ‘kefalæ’ at gøre, og det kunne man fra katolsk side bruge som argument for, at Peter og Peters efterfølgere, paverne, skulle være ‘hoved’ for kirken, for dette græske ord betyder ‘hoved’. Luther har imidlertid, humanist, som han var, fået ansat en lærer i hebraisk ved universitetet i Wittenberg, og han kunne fortælle, at ‘Kefas’ er det hebraiske ord for klippe, ligesom ‘Peter’ er det græske ord for klippe. Se Luthers korrektion her.

Det er ikke godt at vide, hvordan Anders-Christian Jacobsen har fået det ind i hovedet, at luthersk teologi mener, man kan læse bibelen direkte uden fortolkninger. Sandt er, at Luther ændrer på den sædvanlige middelalderlige fortolkningsmetode. Ifølge den gik man ikke direkte til bibelordet, men lod sin fortolkning afhænge af kirkens autoriteter, Augustin, Gregor, osv. I sit latinske svar på pavens bulle forklarer Luther ret indgående, at hvis det, som katolikkerne mener, ikke er tilladt at fortolke bibelen ud fra sin egen ånd, altså direkte, men man i stedet skal fortolke den gennem Augustins ånd, så må jo det samme gælde for fortolkningen af Augustin. Skal han så fortolkes efter Gregors ånd? spørger Luther ironisk, se her. Dette er dog ikke specielt for Luther. Det var den frembrydende humanisme, der gik direkte til teksten. Og heldigvis har da denne fortolkningsmetode, hvor man går direkte til teksten, vundet hævd. Men det er jo ikke det samme som at læse uden at fortolke.

Men altså, mon det er det, Jacobsen vender sig imod? I så fald er det vist hele den moderne bibelkritik, der sættes spørgsmålstegn ved. Og det kan vel ikke være meningen, at vi skal gå tilbage til de mange misforståelse af teksterne, der har floreret i kirkens historie.

Så til den anden artikel om Origenes og udforskningen af ham ved Anders-Christian Jacobsen, se her. Den har overskriften: ”Ny forskning vil sætte spørgsmålstegn ved luthersk synd”. Meningen er, at man ved hjælp af tanker fra Origenes vil mildne den lutherske syndsopfattelse. ”Man” er en forskergruppe, der er oprettet med netop det formål at lade Origenes’ tanker øve indflydelse på vor moderne verden. Jacobsen siger om den vesteuropæiske teologis opfattelse af synden:

Men synet på mennesket som en synder er så rendyrket i den vesteuropæiske teologi, og vi ønsker at sige, at det ikke nødvendigvis er så entydigt. Dels svarer Origenes’ syn på mennesket bedre til menneskets erfaringer af sig selv. Dels svarer hans tanker også til, hvad præster i dag ofte siger på prædikestolen. Der er prædikanter, som ikke føler sig til rette med at prædike så luthersk og augustinsk, som de føler, de burde. De går en anden vej, men ved muligvis ikke altid hvorfor, eller om de har et teologisk grundlag for at gøre det. Vi kan skabe et teologisk fundament for en forkyndelse, der ikke ser mennesket som kun en synder.

Hvis man vil kritisere den augustinske og lutherske syndsopfattelse, er det tilrådeligt, at man først sætter sig ind i, hvad den går ud på. For det er min klare opfattelse, at har man gjort det, finder man ud af, at ingen – gentager: ingen – teolog i dag tænker augustinsk eller luthersk, og at det derfor er en fejl, hvis nogen føler, at de burde prædike mere luthersk eller augustinsk.

Jeg gjorde opmærksom på Luthers ‘augustinisme’ i en artikel i Præsteforeningens Blad år 2000. Jeg skrev om Luther:

Han delte i alle detailler Augustins opfattelse af arvesynden og dermed af menneskets syndige substans. Augustin mente, at fordi mennesket ikke kan andet end udøve syndigt begær i undfangelsesøjeblikket, derfor fødes mennesket som en synder. Luther også. Augustin mente, at fordi Kristus var undfanget ved Helligånden, derfor var han alene født uden synd. Luther også. Augustin mente, at skønt dåben rensede for al arvesynd, kunne man dog ikke skaffe sig et syndfrit individ ved at lade et nydøbt ægtepar have samleje, det var kun syndens skyld, der blev fjernet ved dåben, ikke dens realitet. Luther også. Augustin mente, at den ugifte stand var den bedste, men at ægteskabet var en Guds ordning, indstiftet for at undgå utugtssynder. Luther også. Dog var der den forskel mellem de to, at mens Augustin mente, at man burde blive munk og leve i cølibat, var Luther af den anskuelse, at man, hvis man følte kønsdriften røre på sig, skulle følge Guds råd, at det er bedre at gifte sig end at brænde (1 Kor 7,9); hvis man blev i klostret under de omstændigheder, udviste man en holdning, der imod Guds råd søgte at retfærdiggøre sig selv. Men det, der fik Luther til at anbefale klostrene nedbrudt, var altså retfærdiggørelseslæren, ikke skabelseslæren. (Se her).

Det er skrappe sager. Men med denne arvesyndsopfattelse tænkte Luther altså middelalderligt. Og efter ham gjorde de fleste teologer det også. Det var først i 1600- og 1700tallet, at man forlod denne augustinske opfattelse. Men i vore dage har man forladt den i den grad, at den fuldstændig er skrevet i glemmebogen. Ingen husker den. Og skal man gøre rede for Luthers tanker, springer man disse tanker over, hvis man i det hele taget er opmærksom på dem.

Men ærlig talt, det havde været bedre, om man havde taget et opgør med dem og med Luthers brug af dem i stedet for fuldstændig at negligere dem.

Det er dette manglende opgør med Luthers totalsyndighedslære, der bevirker, at nogle prædikanter kan føle, at de ikke prædiker så luthersk og augustinsk, som de burde. Jeg mener, Luther og Augustin mener, at arvesynden hos os mennesker er identisk med vort begær eller vore drifter. Disse drifter regner derimod nutidsmennesker, inklusive teologer, for noget, der hører med til vor skabelse. Og vi kan følge Luther, når han imod Augustin hævder, at det ikke drejer sig om at bekæmpe drifterne, for det lader sig ikke gøre, men om at holde dem i skak med de midler, Gud har givet os til dette formål; kønsdriften holdes i skak af ægteskabet, driften efter legemlige behageligheder og driften efter social anerkendelse holdes i skak af de økonomiske og politiske forhold i samfundet. Men vi kan ikke følge ham, når han hævder, at vi i disse bestræbelser med at holde drifterne i skak hele tiden må bede Gud om tilgivelse, fordi vi er driftsvæsener. Det kunne vi aldrig drømme om. Han har jo selv skabt os med de drifter, vi nu engang har.

Det ulykkelige er så blot, at vi har søgt at få Luthers totalsyndighedslære ind i vores teologi ved at tale psykologi, ved tale om bevægelser i det indre mennesker, ved at tale om følelser og fornemmelser, ved at tale om alt sådant som syndigt. Og så bliver det hele noget kunstigt noget. Og vigtigst af alt: det bliver ikke luthersk. Den lutherske forståelse af mennesket har vi forladt derved, at vi er kommet til at opfatte drifterne som en del af Guds gode skabelse og ikke som udtryk for synden i os.

Men nu er Luthers menneskeopfattelse dobbelt. Han har foruden denne substanstænkning om mennesket også en relationstænkning om os. Så man kan faktisk godt hente hjælp hos Luther, når man vil forstå det ny testamentes menneskeforståelse bedre. Endda vil jeg tro, at et Luther-studium vil være mere frugtbart end et Origenes-studium.

Det vil jeg dog springe over i denne forbindelse. I stedet vil jeg gå direkte over til fortolkningen af det ny testamente. Og det vil jeg gøre med en påstand om, at man tolker det ny testamente forkert, hvis man ikke har humor. Skal man forstå en vittighed, må man have den humor i sig, at man kan lade sig rive med af det overraskende, det uventede, det morsomme i fortællingen.

Sådan også med det ny testamente. Her skal jeg indskrænke mig til at nævne to steder hos Paulus, som lyser op, hvis man fortolker dem som udtryk for Paulus’ humor, men bliver ret ligegyldige ud fra den normale fortolkning.

Det første sted er Gal 6,11: ”Se, med hvor store bogstaver jeg skriver til jer med min egen hånd”. Sikke noget pjat, vil man måske sige. Paulus har hidtil dikteret sit brev til en hurtigskriver. Til sidst vil han så bringe en egenhændig hilsen. Og så kommer han til at se, hvordan hans bogstaver er helt anderledes store og klodsede, sammenlignet med hurtigskriverens. Det morer han sig lidt over, og det vil han også have galaterne til at more sig lidt over. Er det ikke det hele? Og er det virkelig værd at gøre noget ud af? Pjat og papir, ikke sandt! Lad os komme videre med det alvorlige!

Men nej, vi skal ikke komme videre. For denne lille bemærkning afslører noget uhyre væsentligt i forholdet mellem Paulus og galaterne. Han er jo virkelig gået op i sit forhold til galaterne. Han har kaldt dem sine børn, som han nu igen må føde med smerte, indtil Kristus har vundet skikkelse i dem (Gal 4,19). Og han tiltaler dem meget hårdt. Når de nu vil omskæres, holder han sig ikke tilbage fra at ønske, at de ligefrem kommer til at kastrere sig selv (Gal 5,12). Der er altså et forhold mellem Paulus og galaterne, som er ved at gå i stykker. Og det er for forholdets skyld, at Paulus kommer med denne lille morsomhed; om han dog ikke ved at få dem til at grine lidt af deres åndelige vejleder igen kan knytte fortrolighedsbåndene til dem! På trods af, at han har skældt dem ud.

Paulus’ anden morsomhed er fra det lille og sædvanligvis oversete brev til Filemon. Filemon er leder af menigheden i en by i Lilleasien. Og Paulus kender ham, fordi Filemons slave, Onesimus, er løbet bort fra Filemon, er kommet hen til Paulus, som på det tidspunkt sidder i fængsel, er blevet omvendt til kristendommen, og nu af Paulus sendes tilbage til Filemon medbringende dette lille étkapitel-brev.

Hvis det nu var os, der skulle skrive en sådan anbefalingsskrivelse for en bortløben slave, ville vi nok være lidt forsigtige. Og i hvert fald ville vi ikke drømme om at bede slaveejeren frigive slaven. Skal han virkelig belønnes for at være løbet sin vej? Det er jo noget, man altid bliver straffet for.

Ikke desto mindre er det netop det, Paulus gør. Det vil sige: Han gør det ikke direkte. Forslaget om at frigive Onesimus står ikke på, men mellem linjerne. Filemon må selv komme i tanke om, at det er en god idé. Og vi, der læser det nu, må ligeledes aktivere vores humoristiske sans for at forstå, hvad Paulus skriver. Og det er det ikke alle fortolkere, der formår.

Det skulle ellers være indlysende nok. I hvert fald når man først har fået øje på det. Bare den måde, Paulus spiller på Onesimus’ navn på. Det betyder noget i retning af ”den gavnlige”. Men ak, siger Paulus, gavnlig var han jo ikke for dig tidligere, men, føjer han til, det er han nu, både for dig og for mig. Og til sidst understår Paulus sig ikke for – måske lidt drillende – at sige til Filemon, altså ikke til Onesimus med det ”gavnlige” navn, at han gerne vil have gavn af ham. Haha!

Men inden da har han taget lidt gas på Filemon. Han har bedt ham gøre op, om Onesimus skylder ham noget. Hvis det er tilfældet, påtager Paulus sig med egenhændig underskrift at ville betale (Filemon 18f). Og Paulus, den filur, er naturligvis ude på at få Filemon til at gå de ekstraudgifter igennem, han har haft, fordi Onesimus er rendt fra ham. For så snart han har fået ham til det, føjer ham til: ”For ikke at tale om, at du skylder mig dig selv”. Det er en talemåde, Paulus ofte bruger, at menighederne skylder ham noget, fordi han har bragt dem evangeliet; formentlig, fordi alle véd, at Paulus er fattig som en kirkerotte. Og her bruger han altså talemåden til at tage gas på Filemon, til at sige til Filemon: ”Du får selvfølgelig ikke en rød reje, for i menigheden bruger vi ikke det dèr med debet og kredit”.

Men lad disse tekster gå igennem den sædvanlige fortolkermølle, så vil man opdage, at der ikke bliver megen tagen-gas-på tilbage, hos nogle fortolkere bliver der end ikke nogetsomhelst tilbage om at frigive Onesimus. For mange dybt alvorlige fortolkere (de er selvfølgelig alle dybt alvorlige, ofte er de endda religionsforskere og disse er som regel endnu alvorligere) kan ikke se på nogen helligtekst uden at betragte den som anvisning på, hvad man må og ikke må her i livet. Og så kan man være så alvorlig, man være vil, man misforstår teksten, hvis det er en nytestamentlig tekst. Men, siger disse alvorsmænd, når vi nu véd, at den ældste kristne kirke ikke drømte om at ophæve slaveriet, så kan Paulus da ikke opfordre til at frigive Onesimus. Man leder efter anvisninger på, hvad man skal og ikke skal, og så opdager man ikke det, der ellers ligger ret ligefor.

Sandt nok, med en sådan opfordring er der ikke orden i lovsystemet. Men er fejlen så ikke, at man gør det hele til et lovsystem?

Nuvel, disse to paulinske morsomheder skulle blot vise, hvordan den forudforståelse, man møder teksten med, betyder utrolig meget for fortolkningen. Jeg vil ikke dermed afvise, at man kan få noget fornuftigt ud af Origenes. Blot vil jeg fastholde, at et opgør med den lutherske totalsyndighedslære bør begynde med et opgør med Luther himself, ikke med en genopdagelse af Origenes.

Man kan selvfølgelig sige, at den fortolkning af disse to Paulus-steder, jeg her er kommer med, kun min fortolkning. Og det er jo sandt. Men den er en argumenteret fortolkning. Og jeg er mig bevidst, at denne fortolkningsmåde bygger på en århundredlang tradition, der går tilbage til før Luthers tid, en europæisk humanisme, der har udviklet og forfinet sine fortolkningsredskaber, så man finder frem til en stadig mere ægte og korrekt tekstopfattelse.

Denne fortolkningsmetode kan så også afsløre falskheden i de mange fortolkningsmetoder, som kirkehistorien er fuld af. Ikke, at det ikke kan være spændende at se, hvordan Origenes fortolker det ny testamentes tekster. Men det er spændende, fordi det giver os en bedre forståelse af Origenes, ikke fordi det giver os en bedre forståelse af ny testamente. Det kan godt være, at vi, ligesom Origenes, synes, at dette med Jesu opstandelse er noget mærkeligt noget. Og måske vi så synes, at det ville være mere forståeligt at tale om, at det er en ”åndelig krop”, der opstår (hvad man så vil forstå ved det). Men er det ikke bedre at beholde det ny testamentes tale som en gådetale fremfor at omfortolke den og derved forhindre enhver fremtidig mere korrekt forståelse?

Og er vi noget lorne ved Luthers totalsyndighedslære, så må opgaven gå ud på at erkende, at den substanstænkning, som Luther dèr benytter sig af, ikke er nytestamentlig, og derefter forsøge med vore moderne historisk-kritiske metoder at udfinde den ægte vare i det ny testamente. Måske man så, som jeg, blandt andet ud fra en luthersk relationstænkning, kombineret med overvejelser fra Løgstrup, finder frem til, at det, der betyder noget, er forholdet mellem mennesker, ligesom retfærdiggørelse betyder, at forholdet mellem menneske og Gud retvendes.

Og i den proces kan jo altså humoren spille en stor rolle. Som den kan det i de forhold, vi står i til vore medmennesker.

Advertisements
Dette indlæg blev udgivet i Historie, Ny testamente og tagget . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s