Muslimske helte

Det er lidt mærkeligt, at de danske medier overhovedet ikke har nævnt den del af begivenhederne i Tunesien fredag den 26. juni, der har med muslimske helte at gøre. De britiske medier, derimod, tager den del af begivenhederne med i deres beretninger. Nuvel, de fleste ofre var jo også britiske, men heltegerningen var så usædvanlig, at selv danske medier burde fortælle om den.

Hvis den altså er sand. Men det tror jeg, den er, efter adskillige søgninger på Google.

Men det er unægtelig svært ud fra de mange avisers beretninger at blive klar over, nøjagtig hvad der skete og i hvilken rækkefølge det skete. Jeg har ledt efter en officiel rapport om begivenheden, men ikke fundet den.

De britiske medier har naturligvis udspurgt de turister, der kom tilbage til Storbritanien efter udåden. The Independent fortæller, se her, at nogen åbenbart har vist nogle af disse turister et billede af gerningsmanden som Sky News havde taget. Man ser ham gå på stranden med sin Kalashnikov i hånden. Og bag ham ser man en skare mænd. Disse turister udlagde billedet, som om mændene blot var forfærdede tilskuere. Men det blev korrigeret af en anden turist, John Yeoman. Han fortalte, at disse mænd bag ugerningsmanden var hotelansatte, der dannede et menneskeligt skjold for at beskytte turisterne. Det var godt nok ikke noget, han selv havde set. Han havde historien fra en anden turist, der havde mødt en hotelansat, der råbte til dem, at de skulle løbe. Denne ansatte havde han siden genkendt som én af dem, der stod i kæden af beskyttere.

The Independent fortæller også, at Reuters havde talt med en tjener, der var på stranden, da skydningen begyndte. Han sagde, at de fik turisterne tilbage til hotellet, men at gerningsmanden fulgte efter og råbte: ”Af vejen med jer”, hvorefter han skød på turisterne.

Til sidst blev han selv dræbt af politiskud.

Ikke desto mindre forlyder det, at der også er tunesere blandt de dræbte.

Det skal indrømmes, at det hele er så forvirrende beskrevet, at det ikke er nemt at blive klar over, hvad der virkelig er foregået. Men billedet, der ses på det link, jeg har angivet, viser ikke mænd, der vender ryggen til, heller ikke mænd, der bare kikker på, men mænd, der følger den bevæbnede ugerningsmand.

Andre fortæller, at tuneserne blottede deres bryst og sagde, at han først måtte skyde dem, og de var muslimer. Man kan også se, at de er ubevæbnede.

Så jo, jeg tror på historien.

Jeg kan i den forbindelse henvise til, at der under det arabiske forår kom forslag om at kalde Tahrir-pladsen i Cairo for ”martyrernes plads”. I et indlæg, se her, henviste jeg til, at der bag det forslag lå en kristen og ikke en muslimsk martyrforståelse. Men jeg retter dog mig selv til sidst i dette indlæg: man bør måske rettelig sige, at der er tale om en folkelig martyrforståelse, mere end om en kristen martyrforståelse.

Og hvorfor skulle det være helt utænkeligt, at tunesere vil forsvare deres arbejdsplads? Hvorfor skulle de ikke kunne gribe ind for at forhindre den ødelæggelse af turistindustrien, som enhver sådan terrorhandling uundgåeligt medfører?

Alligevel, selv om det så aldrig så meget er dem selv og deres fremtidige arbejdsmuligheder, de forsvarer, og selv om deres handling derfor måske forekommer fine sjæle (ikke mig) mindre ædel, vil jeg mene, at handlingen i høj grad er udtryk for tro.

En tro, godt nok, som bevæger sig indenfor en muslimsk verdensforståelse. Ikke mindst det gør den interessant.

For det første tror de nu på, at manden er muslim. De har lynhurtigt gættet, at han kun vil slå ikke-muslimer eller måske snarere ikke-tunesere ihjel. Det vil sige: de betragter ham som terrorist, ikke som en ensom galning, der bare sådan ud i det blå har lyst til at slå ihjel. Og de betragter ham som en muslimsk terrorist; udgangspunktet for hans handling er hans forståelse af islam. Det er ud fra denne islam-forståelse, at han kun vil slå ikke-muslimer ihjel.

For det andet tror de på, at han vil skåne dem, selv om de sætter sig imod hans hensigter. Den tro er lidt mindre sikker. For de skal ikke bevæge sig meget længere ind i terroristernes tankeverden, før de bliver klar over, at mange terrorister betragter de medmuslimer, der ikke ser jihad som en forpligtelse, som frafaldne muslimer, der fortjener at dø.

Eller kanhænde de betragter et eventuelt drab på muslimer som det, amerikanerne kalder ”collateral damage”, utilsigtede bivirkninger. Man har i hvert hørt om muslimers overvejelser i den retning: de mener nok, at Allah kan rette op på den skade, der sker for uskyldige muslimer, hvis de skulle blive utilsigtet dræbt af en selvmordsbomber. Og man må jo også sige, at dette at være forsigtig, så man ikke kommer til at dræbe muslimer, ikke synes at være noget, der har høj prioritet for muslimske terrorister. Så dette at tro på, at han vil skåne dem, hvis de danner dette menneskelige skjold, er en ret risikabel sag.

Så kan man sige, at både tuneserne og vi jo har erfaret, at muslimske terrorister går efter ikke-muslimer og skåner muslimer. De terrorhandlinger, der har fundet sted i Kenya, har netop haft dette kendemærke. Men de muslimer, der dèr blev skånet, satte sig ikke imod terrorhandlingen; det gjorde tuneserne derimod. Og det er da også karakteristisk, at en tunesisk politimand, der var bevæbnet, var utilbøjelig til at gå ind i den hotelvestibule, hvor attentatmanden skød omkring sig. Han vidste godt, at han kunne være så meget muslim, han være ville, det ville ikke skåne ham for terroristens kugler, det ville blive en kamp mand mod mand på liv og død.

Men begge disse former for tro er egentlig mere folkelige former for tro, end det er muslimske former for tro. Ifølge mange imamer hører dette at føre jihad med til en muslims forpligtelser. Men det blæser vore hotelansatte på. De er – gætter jeg på – blot almindelige jævnt fromme muslimer, der er glade for deres arbejde, glade for at arbejde med europæere, måske endda stolte over deres land, over den service, de kan yde, uden at tænke det bitterste over, at de yder denne service for vantro. For de er ikke vant til i deres daglige arbejde at skelne på den måde.

Den slags muslimer findes altså.

Og de blev anerkendt som muslimer af terroristen, selv om han egentlig ikke havde behøvet det. Blev han overrasket? Var der noget her, han ikke havde gennemtænkt? Kunne han ikke sådan lige i farten blive klar over, om han nu også ville opnå 72 jomfruer, hvis han skød muslimer?

Det er ikke til at vide. Men det er væsentligt, at der her åbenbart var muslimer, der udnyttede en muslimsk trossætning: den trossætning, at man ikke slår andre muslimer ihjel, til at bekæmpe en muslimsk terrorist.

Og så er dog det væsentligste det heltemod, der blev udvist. Af almindelige muslimer. Det er værd at tage hatten af for.

Advertisements
Dette indlæg blev udgivet i Islam og tagget , . Bogmærk permalinket.

2 svar til Muslimske helte

  1. Pingback: Zakæus | ricardtriis

  2. Pingback: Moderne muslimsk martyrmod | ricardtriis

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s