Morgenthau-planen

Man går efterhånden så småt og længes efter at få en afslutning på alt dette Grækenland-halløj. Men jeg må da indrømme, at selv om jeg egentlig godt med min forstand kan indse, at Storbritaniens forhold til EU er langt mere vedkommende for alle, så kan heller ikke jeg lade være med at følge levende med i det græske drama. Hvad der gør det, véd jeg egentlig ikke. Jeg har da – eller det troede jeg i det mindste, at jeg havde – for længst gennemskuet mediernes hang til at diskutere den nære fremtid, til at lade eksperter udtale sig om, hvad den og den kunne tænkes at mene, til at hage sig fast i problemet om, hvad der ville ske, hvis det og det, og hvad hvis det og det andet. Alt dette plejer medierne at excellere i, og det har tit irriteret mig, at man ikke kunne nøjes med at berette om, hvad der var sket, men absolut skulle diskutere tingene ud og ind, før de rent faktisk fandt sted.

Og hvad sker der så med mig her i Grækenland-diskussionen! Jeg gribes af den. Jeg spekulerer som en gal – også jeg – på, hvad vel det næste skaktræk kan være. Jeg lader mig rive med af de opstillede problemer. Jeg kan næsten ikke vente, til en afklaring kommer, omend jeg godt véd, at ting ta’r tid.

For nogle blog-indlæg siden var jeg ude med riven efter Christen Sørensen, fordi jeg mente, at han analyserede historien efter Første Verdenskrig for overfladisk, se her. Det er på en måde lidt uretfærdigt, at det denne gang igen er ham, jeg er ude efter, for han er såmænd ellers én af de økonomer, jeg lytter til med størst interesse. Men dels har jeg nu fundet et video-interview med Lars Seier Christensen, medejer af Saxo-bank, som i langt højere grad end Christen Sørensen mener det samme som jeg, se her – og det er jo altid opløftende – og dels viser det sig i et interview med Berlingske, se her, at Christen Sørensen igen går lidt for let hen over historiske kendsgerninger, kendsgerninger, som jeg tilfældigvis har undersøgt forholdsvis grundigt. Han siger nemlig i interview’et:

EU og især Tyskland bør huske, at man selv fik stor gældseftergivelse og støtte fra Marshall-hjælpen efter Anden Verdenskrig, fordi man havde lært lektien fra afslutningen af Første Verdenskrig, hvor Versailles-traktatens vilkår ødelagde tysk økonomi og banede vej for nazisterne.

Jeg skal ikke prøve at forsvare EU’s tidligere krav i forbindelse med de redningspakker, man gav Grækenland, eller komme ind på, om gældseftergivelsen var for lille – det er vist det, Christen Sørensen argumenterer for – men jeg mener ikke, at der efter Anden Verdenskrig var tale om nogen gældseftergivelse af betydning, og Marshall-hjælpen kom først i stand fra 1947 og fremefter. Indtil da måtte tyskerne igennem en ganske bogstavelig sultekur.

Det kan være sandt nok, at man havde lært den lektie i økonomien, at for strenge sparekrav ødelægger et lands mulighed for genopbygning. Men der var en anden lektie, én fra militærhistorien, som man i højere grad havde lært og drog slutninger ud fra. Man havde i mellemkrigstiden erfaret, at Tysklands militærindustri ikke kunne holdes nede ved hjælp af internationale aftaler om våbenreduktion. Derfor besluttede man at ødelægge Tysklands sværindustri, sådan at landet i en overskuelig fremtid ville blive ude af stand til at opruste.

Det var noget, der lå den plan, amerikanerne udarbejdede for, hvad der skulle ske med Tyskland, når det var besejret. Den blev kaldt Morgenthau-planen efter Roosevelts finansminister, Henry Morgenthau. Man kan læse en længere engelsk artikel om den her. Selv har jeg skrevet lidt om den her, på dansk og tysk.

Planen gik ud på, at hele Ruhr-området skulle demonteres. Tyskland i det hele taget skulle forvandles til en kartoffelspisende nation. Og da Sovjetunionen var den af stormagterne, der havde lidt de største tab under Anden Verdenskrig, overdrog man alle de maskiner og værktøjer, der fandtes i Ruhr-området, til Sovjetunionen. Og sandt nok, man havde lært af kravet om krigsskadeserstatninger efter Første Verdenskrig, at det ikke nyttede stort, derfor ændrede man tanken om krigsskadeserstatninger til ud over kravet om beslaglæggelse af industrimaskiner og kravet om landafståelser at omhandle et krav om, at de tyske krigsfanger skulle arbejde for sejrsmagterne. Det var ganske vist imod Geneve-konventionen, men det så man stort på. Så der var i både England og Frankrig store arbejdslejre for krigsfanger i de første år efter krigsafslutningen. Og i Sovjetunionen slap de sidste krigsfanger først fri i 1955.

Så om man ligefrem havde lært af Første Verdenskrig, det er måske tvivlsomt.

Én ting havde man i hvert fald ikke taget ved lære af. Eller havde man?

Noget af det, der medførte Tysklands nederlag i Første Verdenskrig, var blokaden. Tyskland var ikke selvberoende, hverken med fødevarer eller med andre varer. Og der opstod hen mod slutningen af krigen mangel på både det ene og det andet. På trods af det – og det var selvfølgelig noget, man godt vidste blandt Morgenthau-planens fædre – forestillede man sig, at tyskerne på et areal, mindre end Hitlerriges areal, skulle kunne brødføde sig selv. Det var en umulighed. Men man nævnede ikke problemet i planen. USA’s udenrigsminister Cordon Hull kritiserede planen; han argumenterede med, at hvis der ikke var andet for tyskerne at leve af end landbrug, var der kun jord nok til at brødføde 60% af befolkningen, de resterende 40% tænktes altså at dø. Hvad havde planens fædre egentlig tænkt sig at stille op med dem?

Men han fik ikke svar. For Roosevelt blev ængstelig for den kritik, der rejste sig i USA, da dele af planen blev offentliggjort. Han stod til at skulle genvælges i november 1944, og han nægtede at have haft noget med planen at gøre. Ikke desto mindre blev store dele af planen efter krigens afslutning ført ud i livet. Man lod russerne tømme Ruhr-området for alle brugbare industrimaskiner, man lod krigsfangerne forblive i arbejdslejre, og man forhindrede gennem en alt for høj omvekslingskurs tyskerne i at konkurrere på de internationale markeder.

To ting i Morgenthau-planen havde lidt med Danmark at gøre.

I den oprindelige plan havde man tænkt sig, at Kielerkanalen skulle være internationalt område, dvs., man inddrog et stort areal, næsten hele Holsten, under internationalt styre. Hvad så med Slesvig? Tja, det kunne jo så Danmark få, mente man, det havde vi jo ønsket os længe.

Den anden virkning for Danmark var, at i de eftervirkninger, der opstod i Tyskland: sult og nød og så at sige ingen vækst i økonomien, var det næsten umuligt for Danmark at få sendt de tyske flygtninge, der befandt sig her i landet – i 1946 omkring 200.000 – tilbage til deres fædreland. Amerikanerne beklagede sig over, at Tyskland havde udviklet sig til ét stort pensionat, hvor USA betalte maden. Men man glemte, at den udvikling var man selv skyld i.

Det, der satte gang i et økonomisk opsving, var i højere grad en politisk overvejelse end en økonomisk. Man opdagede i løbet af de første to-tre år efter krigen, at gjorde man alle tyskere fattige, ville kommunismen få altfor gode vækstbetingelser i Tyskland. Og da samtidig opdelingen af Tyskland i et Øst- og et Vesttyskland blev påbegyndt, fremskyndet af Berlinblokaden, lod man Tyskland få tilbud om at være med i de lande, der modtog Marshall-hjælp. Vesttyskland tog imod, Østtyskland ikke.

Men dertil kommer det tyske ”Wirtschafftswunder”. Det blev fremkaldt af Marshall-hjælpen selv, altså af de penge til investering, der kom på banen, men også af de betingelser om nedbrydning af de europæiske toldgrænser, som blev stillet som betingelse for hjælpen. Men måske først og fremmest af det puds, den vesttyske finansminister, Ludwig Erhard, spillede de vestallierede. Det lykkedes ham nemlig at få fastsat kursen på den nye D-mark så lavt, at tyskerne fik en fin konkurrencefordel, når de skulle sælge deres varer.

Information har i dag en artikel af Jørgen Steen Nielsen, se her, som er højlig moralsk i sit anlæg. Mellemoverskriften lyder:

Tyskland har både fået eftergivet stor gæld og vundet meget på sit medlemskab af euroen. Alligevel er folkestemningen imod at støtte op om Grækenland. Det udstiller svagheden i unionen, hvor alle har demokratisk ret til at blokere, og hvor manglende solidaritet kan betyde, at de gør det.

Ikke sandt, dèr dukker den op igen, denne tanke om, at Tyskland har fået eftergivet en stor gæld efter Anden Verdenskrig. Af artiklen fremgår, at denne tanke vistnok går tilbage til en vis økonom ved London School of Economics, Albrecht Ritschl. Han har i en artikel fra 2011 hævdet, at tyskerne er hyklere, når de vægrer sig ved at gå med til en eftergivelse af den græske gæld. Man kan se en artikel om hans artikel her. Jeg har ikke kunnet finde hans oprindelige artikel. Og jeg er sådan set også ligeglad. For når han bruger ordet ”hykler” om tyskerne, lyder det i mine ører, som om hans eventuelle økonomiske betragtninger er overlejret af moralske forestillinger. Og så giver jeg ærlig talt ikke ret meget for dem.

Lad os tage det græske krav om krigsskadeserstatninger, der dukkede op under Grækenlands nylige forhandlinger med troikaen! Sagen er, ifølge en wikipedia-artikel, se her, at nazisterne i 1942 tvang den græske nationalbank til at yde dem et lån på 476 mill Rigsmark. Grækenland accepterede i 1960 at modtage 115 mill mark som kompensation for nazisternes forbrydelser. Ikke desto mindre har senere græske regeringer hævdet, at dette kun var et afdrag, ikke en fuldstændig betaling. Tyskland har omvendt hævdet, at det ikke var Grækenland, man overgav sig til, men de fire sejrsmagter, at man i 1990 fra et samlet Tysklands side lavede en slags endelig fredsslutning efter Anden Verdenskrig med de fire magter, og at man siden da betragter alle krav om krigsskadeserstatninger som forældede.

Men som sagt er jeg forholdsvis ligeglad. Det, det drejer sig om, er, om den hjælp eller den gældseftergivelse, man giver, nu også virkelig kommer det pågældende lands økonomi til gode; om altså der kommer gang i hjulene igen i kraft af det, man foretager sig, eller det hele synes at forsvinde ned i et sort hul.

Fordi det sidste er tilfældet med Grækenland, men det første med efterkrigs-Tyskland, derfor er det første meningsfuldt, det sidste ikke. Og hvis man med gældseftergivelsen overfor Tyskland tænker på det, der skete i 1990, hvor Tyskland var kommet godt på fode igen, så må man vel sige, at selv et slagent land som Tyskland har et vist krav på at få bragt sine gældsposter ud af verden. Forøvrigt betalte Tyskland på et tidspunkt Danmark et vist beløb som betaling for de tyske flygtninges ophold her i landet fra 1945 til 1949.

Men her kommer så den afgørende forskel: Tyskland forskaffede sig i 1948 en gunstig valutakurs; derfor drog de god nytte af hjælpen. Grækenland kan ikke på samme måde skaffe sig en gunstig valutakurs, for landet et euro-land og kan derfor ikke devaluere; hvis landet skal få sat gang i økonomien i kraft af gældseftergivelse eller direkte nye lån, skal der derfor ske en intern devaluering, dvs., en halvering eller mere af lønnen. Og det er en ret umulig ting.

Man kan sige, at det altsammen er euroens skyld, at det skyldes den for tidlige indførelse af euroen. Men da man anbringer skylden alle mulige andre steder end hos de politikere og økonomer, der gik med på den galej, opstår der negative følelser hos grækerne overfor tyskerne, og negative holdninger hos tyskerne overfor grækerne.

Det bedste ville derfor være, om man under nogenlunde ordnede forhold kunne rulle euroen tilbage, eller som minimum få listet kun Grækenland ud af euroen. Så vil der ske det, at landet forholdsvis hurtigt kommer på fode igen, og så vil måske andre lande indenfor euroen begynde at spekulere på, om den kur måske var noget for dem. Og skulle euroen på den måde blive splittet op, ville jeg græde tørre tårer, især da hvis landene derved fik gang i den eftertragtede økonomiske vækst.

P.S.: For retfærdighedens skyld skal det nævnes, at Information for i dag, den 7-7, har andre artikler end ovennævnte, f.eks. én af professor Jesper Jespersen, se her, som nævner alle problemerne og anbefaler en gældseftergivelse, men besynderligt nok ikke anbefaler en udtræden af euroen. Ligeledes en udmærket artikel af David Rehling, se her, som ikke er frigivet endnu; den går forskellige møntunioner igennem, men drager ikke nogen konklusion. Mærkeligt er det, at Jesper Jespersen tilsyneladende deler Albrecht Ritschls synspunkt, for han skriver:

Ikke mindst Tyskland burde besinde sig og slække på kravene. Den tyske kansler burde lytte til sine økonomer, der vil kunne forklare hende, at baggrunden for det tyske Wirtschaftswunder var en halvering af gælden i 1953, der sammen med Marshall-hjælpen og en undervurderet valuta var med til at sætte gang i den tyske vækst. Det er opskriften på, hvorledes en slagen nation kan genrejses primært ved egen kraft (men med hjælp fra sine tidligere modstandere).

Jamen, det tyske Wirtschaftswunder begyndte før den påståede gældsnedskrivelse, og når Jesper Jespersen selv nævner den undervurderede D-mark, hvordan kan han så overse, at denne forskel på Tysklands daværende situation og Grækenlands nuværende er altafgørende?

Advertisements
Dette indlæg blev udgivet i Samfundsforhold og tagget . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s