Må man tro på Gud?

Religionshistorikeren Mikael Rothstein kan vist nok godt gå med til, at almindelige, ubetydelige mennesker som f.eks. undertegnede tror på Gud. Men når en videnskabsminister, f.eks. den nyligt udnævnte Esben Lunde Larsen, gør det og oven i købet tillader sig at sige det offentligt, så falder der brænde ned, så finder Rothstein det beklageligt og uacceptabelt, se her.

I det hele taget har Esben Lunde Larsens oplysning om, at han som videnskabsminister tror på, at verden er skabt af Gud, vakt stort røre og kritik i den danske andedam. Nå, Kristeligt Dagblad har på udmærket vis tilbagevist kritikken, se her, så dette blogindlæg er for så vidt overflødigt, tilføjer intet nyt til sagen.

Når jeg alligevel tillader mig at komme med et lille pip, skyldes det, at jeg for 8 år siden havde en lille kontrovers med Mikael Rothstein. Og ærlig talt, jeg havde troet, at han af mine bemærkninger til ham dengang var blevet klogere. Så dette lille pip vil som indlægget skrider frem blive forvandlet til et suk over, at mine ord har haft så ringe virkning.

I slutningen af 2006 var det på tale at nedsætte en kommission, der skulle undersøge, om der var forskel på islam og islamisme. I den anledning fremkom der forskellige forslag om, hvem der skulle sidde i den kommission, og hvem der ikke skulle være med. Jeg tillod mig på baggrund af nogle indlæg på religion.dk og på baggrund af en udtalelse i Deadline at sige, at religionshistorikeren Tim Jensen ikke skulle være med i kommissionen; han havde i Deadline ligeud indrømmet, at han politiserede, og det fandt jeg uheldigt. Dette indlæg kan jeg ikke finde på religion.dk.

Heller ikke Rothsteins indignerede indvending imod mit forslag findes længere. Men det gør mit svar, se her. Og det gør endvidere hans gensvar, se her. Det, der gør det interessant at dykke ned i disse længst forglemte sager, er, at Rothstein tilsyneladende accepterer, at jeg som troende kan diskuterer på rent humanistisk basis. I mit daværende indlæg skrev jeg:

Så hedder det [i Rothsteins indvending]:

“For Riis derimod er religion noget absolut, noget der findes i fast og veldefineret forstand. Sagligt set er det det rene vrøvl, men i et religiøst perspektiv er det ofte dér snittet lægges.”

Dette er et forsøg på fra Rothsteins side at pådutte mig et synspunkt, som jeg ikke deler, for des nemmere at kunne nedgøre mig. Jeg må uvilkårligt spørge: Hvad anser han mig for? Tror han ikke, at jeg så udmærket er klar over, at min tro er en tro, og at jeg ikke – f.eks. i en diskussion med ham – kan komme anstigende med nogle teser baseret på denne tro?

Tror han ikke, at jeg er i stand til at skelne mellem det, der hører min tro til, og det, der hører en videnskab, f.eks. religionshistorien, til?

Denne skelneevne hos mig synes han at anerkende i sit gensvar, hvor han skriver:

Jeg kan naturligvis kun glæde mig over, at Riis anerkender en humanistisk og samfundsfaglig indfaldsvinkel til studiet af religionerne, men det kom ikke til udtryk i hans oprindelige bandbulle mod kollega Jensen.

Nu, da vi således kan kommunikere på sikker grund (dvs. på kulturvidenskabens vilkår og uden skelen til religiøse sager), så lad mig kort forklare de punkter, jeg anser for relevante.

Med andre ord: jeg blev anerkendt af ham som diskussionsdeltager på trods af, at jeg har bekendt mig som troende kristen (jeg blev jo pavestolt). Og det var såmænd ud fra en sådan udtalelse, at jeg i sin tid troede, at han havde erkendt, at man godt kan være troende kristen og alligevel diskutere på rent videnskabelig basis, altså erkendt om også fremtidige diskussionsdeltagere, at dette, at de bekendte sig som troende kristne, ikke nødvendigvis forhindrede en diskussion på videnskabelig basis.

Men når han reagerer, som han gør overfor Esben Lunde Larsen, bliver det åbenbart, at det havde han alligevel ikke lært. Ak ja, så var altså alle mine argumentationer dengang ”spildte Guds ord på Ballelars”!

Nå, jeg burde måske allerede dengang havde neddæmpet min pavestolthed en smule. For det spørgsmål rejser sig, når jeg nu så lang tid efter læser artiklerne igennem, om ikke Rothstein viger udenom mine argumenter ved hjælp af en ”stråmand”. Jeg havde i første omgang hævdet, at når Jesus efter den gyldne regel siger, at ”sådan er loven og profeterne” (Matt 7,12), så viser det, at kristendommen ikke er en lovreligion; den holder sig ikke til nogen åbenbaring, som jødedommen til Sinai-åbenbaringen og islam til koran-åbenbaringen, men til, hvad ethvert menneske egentlig godt kan forstå. Derfor er der forskel på kristendom og islam. Og i det senere indlæg havde jeg påpeget den væsentlige forskel, at kristendommens helligtekster er skrevet af mennesker, mens islams påstås at være skrevet af Gud.

Disse udmærkede argumenter for, at der er forskel på kristendom og islam imødegår han med denne ”stråmand”:

Det er den fordummende skripturalisme, jeg sigter til, når jeg afviser, at kristne og muslimer er forskellige, fordi der står pæne ting i Bibelen og slemme ting i Koranen.

Det er ikke noget, jeg har hævdet, det er ikke noget, ikke ret mange går ind for. Så det er jo meget let at tilbagevise. Men det, der får mig til at se forskel på islam og kristendom, det berører han ikke. Han nøjes med at fremføre det synspunkt, som vist deles af adskillige religionshistorikere, at religioner ikke har nogen essens; det er ikke muligt at tale om kristendom som sådan eller islam som sådan. Han skriver:

Kristendom og islam er to puljer, og løfter man alt det ækle ud af dem, får man ækle mennesker, løfter man det smukke og gode ud af dem, får man det modsatte. Og sådan gør mennesker i et evigt rod og mix – godt og skidt.

Religionerne har ingen essens! At hævde det er det samme som at sige, at man kun kan sige noget bestemt med et givent sprog, at man f.eks. kun kan bande eller kun synge salmer. Begge dele er jo løgn, for man kan det hele.

Naturligvis er religionerne forskellige, og naturligvis er kulturer forskellige. Naturligvis foretrækker vi noget frem for noget andet, og naturligvis er alt ikke lige godt, når vi selv skal vurdere det.

Analytisk betragtet må man imidlertid fastholde relativismen som nødvendig i studiet af religionerne. Hvordan ellers forstå folk med andre forudsætninger end en selv? Den evne kan uproblematisk gå hånd i hånd med både moralsk og politisk stillingtagen; jeg er f.eks. hverken glad for hårdkogte kristne eller muslimer, men uden modvilje mod kristne og muslimer, der også har plads til en fritænker som mig i verden.

Også dette citat har relevans for den nutidige diskussion. For her viser det sig, at nogle mennesker, nemlig Rothstein selv og hans ligesindede, er i stand til at holde deres personlige overbevisning om godt og ondt ude fra deres videnskabelige analyser. Og hvis Rothstein mener, at også jeg kan foretage denne skelnen, hvorfor går han så på forhånd ud fra, at Esben Lunde Larsen ikke kan? Skal man ligefrem ”gå i kødet på” Rothstein i en ihærdig diskussion for at kunne ”optages i klubben” af mennesker, det er værd at diskutere med?

Eller: Hvorfor siger Rothstein i dag til Politiken:

At myte, magi, mirakel og mytologi på nogen måder bliver sat som parallel til videnskaben, det er voldsomt foruroligende. Det skal vi afvise, vi skal ikke engang tage diskussionen, vi skal simpelthen afvise det

når Esben Lunde Larsen dog netop har undladt at parallelisere de to ting? Og hvorfor kalder han Lunde Larsen kreationist? Han må dog som religionshistoriker vide, at en almindelig, jævn, luthersk skabelsestro ligger milevidt fra det, kreationisterne fra det amerikanske bibelbælte tror på. Og ville han have et indtryk af, hvordan Esben Lunde Larsen tænker, så ligger hans ph.d.-afhandling på nettet her. Men skulle Rothstein først læse den, kunne han jo ikke skyde så vildt fra hoften, som han gør. Så altså, om Lunde Larsens skabelsestro mener Rothstein sig i stand til uden nærmere undersøgelse at sige til Politiken:

Det er bare en nuancering af kreationismens synspunkter. De har alle mulige bløde måder at formulere det på, men man kan med den religionshistoriske videnskab vise, hvordan og hvornår mennesker opfinder de guder, de taler om, og hvorfor de gør det.

Med andre ord: Det hele er ”eins Bier” for Rothstein. Men det er klart, når han ikke mener, man på fornuftig vis kan skelne mellem kristendom og islam, så vil man vel heller ikke forvente, at han kan skelne mellem almindelig skabertro og kreationisme. Hvordan han så kan tro, det er videnskab, han bedriver, nå ja, det er lidt gådefuldt.

Til sidst dette:

I ét af de mere moderate muslimske lande, nemlig Egypten, kan det være farligt at være ateist. En egyptisk videnskabsmand, Nasr Said, ville prøve at anvende almindelige humanistiske metoder til tolkning af koranen; han mente, koranens ord skulle forstås i deres historiske kontekst. Han blev af det muslimske universitet al-Azhar dømt for frafald fra islam. Andre tilfælde af en sådan dom har medført døden, for fanatisk troende muslimer mener, de udfører Allahs vilje ved at slå sådanne dømte ihjel. Så han flygtede klogeligt til Holland. Se mit indlæg derom her. At Holland gav ham og hans kone asyl, er efter min mening fuldstændig korrekt. Han var nemlig, i modsætning til de mange, der nuomstunder er asylansøgere, personligt forfulgt.

Det betyder, at Mikael Rothstein vist alligevel skal være glad for, at der i det mindste er den forskel på kristendom og islam, at kristendom ikke længer dømmer nogen til døden for kætteri, mens islam, også som den forefindes i et moderat muslimsk land, gør det. Det er en forskel på liv og død. Og en sådan forskel kan man vel ikke helt udviske.

Advertisement